> Hvis nu der også betales renter sammen med skylden - forældes kravet så
> også? Så vidt jeg husker: nej. Men ret mig, hvis jeg tager fejl.
Nej, rentebetaling er lig med anerkendelse, hvorfor kravet ikke forældres,
mens afdragsbetaling ikke afbryderforældelsesfristen (hvis jeg ellers
forstår nedenstående note 4 fra Karnov korrekt
Padre
Cap XIV: Om Gield
DL 5-14-4.(1) Alle Gieldsbreve(2) som ere ældre end tyve Aar(3), skulle være
døde og magtisløse, med mindre de inden førnævnte Tid med Skyldnerens
Paaskrivelse, eller med nyt Brev,(4) eller Creditorens Opsigelse, eller
Beskikkelse, eller Tingsvidne,(5) ere fornyede.(6)
Ad dl 5-14:
() Administreres af: Justitsministeriet.
(1) Bestemmelsen er grundlaget for en almindelig regel, om at
formuefordringer forældes i løbet af 20 år. Grundsætningen er således udtryk
for dansk rets almindelige forældelsesregel.
L 1908 274L 1908 274 om 5-årig forældelse (1908-loven) omfatter kun bestemte
grupper af fordringer, herunder dog talrige af dagliglivets retsforhold, og
selv for dem gælder DL 5-14-4 ved siden af 1908-loven, jf sidstnævnte lovs §
4 og f eks U 1984 411U 1984 411 (nævnt i note ad »Aar«).
Endelig findes en række specielle forældelses- eller forældelseslignende
regler enten vedrørende bestemte fordringer eller vedrørende bestemte
personer, jf f eks veksellovens §§ 70 og 71, checklovens §§ 17, 52 og 53,
forsikringsaftalelovens §§ 29 og 30, gældsbrevslovens kap 6,
produktansvarslovens § 14, sølovens §§ 501 og 502. DSB-lovens § 41,
CIM-konventionens art 58, luftfartslovens § 118, CMR-lovens § 41, købelovens
§ 54, international købelovs art 39, æl II §§ 18 og 19 og arvelovens § 22.
For nogle af disse reglers vedkommende gælder dog enten 1908-loven eller DL
5-14-4 ved siden af.
DL 5-14-4 har kun betydning, når den 5-årige forældelse er udelukket, fordi
fordringen har et sådant retsgrundlag, som 1908-lovens § 1, stk 2, nævner,
eller når forældelsen ifølge 1908-loven først begynder at løbe mere end 15
år efter fordringens tilblivelse - enten fordi fordringen først da kunne
kræves betalt, eller fordi forældelsesfristen er suspenderet ved 1908-lovens
§ 3.
Ved en fordrings ophør ved forældelse forstås det forhold, at forløbet af et
bestemt tidsrum bringer fordringen til ophør, når den ikke holdes i kraft
ved dertil egnede handlinger af kreditor eller debitor. En kreditors adgang
til at gøre sin fordring gældende bortfalder i mange tilfælde langt
tidligere end efter 5 eller 20 års forløb. Der findes således i en lang
række tilfælde særlige frister for fremsættelse af krav eller indsigelser.
Vil en kreditor rejse krav i anledning af debitors misligholdelse, må han i
almindelighed reklamere. Der gælder ikke en tilsvarende almindelig
reklamationsregel med hensyn til krav ved erstatning uden for kontrakt. Om
reklamation, se Gomard: Obligationsret 3. del 224 ff og Ussing: Alm del, 4.
udg, 1967, 297 f.
Kreditors passivitet kan i en række tilfælde tillægges betydning som
ophørsgrund, jf Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 416 f og Gomard:
Obligationsret 3. del, 227 ff. Se til illustration U 1993 749U 1993 749 H
(krav på omkostninger ved afsoning af frihedsstraf bortfaldet) og U 1994
934U 1994 934 (krav på omkostninger i anledning af straffesag ikke
bortfaldet).
Om ophør ved saldokvittering, se nærmere Gomard: Obligationsretten 1973, 326
f, Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 364 f og U 1959 13U 1959 13 H.
Om forholdet mellem passivitetsregler og forældelse, henvises til Gomard:
Obligationsret, 3. del, kap 23. Se endvidere om retsfortabende passivitet,
se Jens V Krenchel i U 2000 B 180U 2000 B 180-186.
Om forældelsesinstituttets begrundelse og om det omdiskuterede forhold
mellem forældelse og hævd (DL 5-5-1), henvises til Ussing: Alm del, 4. udg,
1967, 379 f, Fr Vinding Kruse: Ejendomsretten, bd 1 1951 526 f, Illum: Dansk
Tingsret 3. udg, 417 f samt v Eyben: Fast ejendoms regulering 626 og samme:
Dansk Miljøret bd 4, 361 f.
Forældelsesregler er, hvor ikke andet er foreskrevet, præceptive i den
forstand, at det ikke samtidig med stiftelsen af en fordring kan aftales, at
kravet er uforældeligt eller først forældes ved udløbet af en længere frist
end lovens. En aftale om kortere forældelse end efter loven er derimod
gyldig, medmindre aftalen rammes af almindelige ugyldighedsregler, f eks
fordi fristen er urimelig kort, jf herom Ussing: Alm del, 4. udg, 1967 383
og Gomard: Obligationsret, 3. del, 233. En efter aftalens indgåelse truffet
aftale indeholder ofte en erkendelse af skylden, således at fristen afbrydes
og en ny frist begynder at løbe. - Særlige lovbestemmelser tillader aftaler
om forlænget frist, jf f eks gældsbrevslovens § 43, stk 4, købelovens § 54,
æl II § 27.
Virkningen af forældelse er, at fordringen ophører, ikke blot den, at den
ikke kan gøres gældende ved søgsmål, jf Gomard: Obligationsret 3. del, 231.
Således kan en forældet fordring eksempelvis ikke benyttes til modregning.
Noget andet gælder dog for modregning mellem konnekse krav, Ussing: Alm del,
4. udg, 1967, 351, Gomard: Obligationsret, 3. del, 207 og U 1954 977U 1954
977 H.
Hvis en forældet fordring opfyldes, kan tilbagesøgning i almindelighed ikke
ske, medmindre eksempelvis aftalelovens §§ 30, 33, og 36 kan anvendes.
Betaling af forældet gæld betragtes i reglen ikke som gave. Når
hovedfordringen er forældet, er også rentekrav det, jf Ussing: Alm del, 4.
udg, 1967, 384 f. Anderledes gældsbrevslovens § 48, stk 1, om rentekuponer.
Et reformforslag blev fremsat i bet 1957 174 om forældelse af
gældsfordringer.
Af litteratur kan navnlig nævnes: Niels Elmelund: Civilretlig forældelse i
Vesteuropa, 1978, Gomard: Obligationsret, 3. del, 221 ff, Ussing: Alm del,
4. udg, 1967, 377 f, Fr Vinding Kruse: Ejendomsretten, bd 1, 526 f, Stig
Jørgensen: Kontraktsret, 2, 207 f og Kæstel: Bankjura, 4. udg, 357 f. Om
forældelse af krav på personskadeerstatning se Hilding Larsen og Henrik
Flæhn i Justitia hæfte 1/1994.
(2) Uanset ordene er bestemmelsen ikke begrænset til gældsbreve i
gældbrevslovens forstand, men omfatter som hovedregel alle formuefordringer
samt en del krav på ydelser, som ikke har bytteværdi, Ussing: Alm del, 4.
udg, 1967, 386 ff og Gomard: Obligationsret, 3. del, 245. Reglen gælder
såvel mundtlige som skriftlige fordringer, énsidige som gensidige krav på
penge, såvel som på andre generisk bestemte ydelser samt arbejdsydelser, på
løsøre såvel som på fast ejendom.
Med hensyn til lån af penge, se U 1997 996U 1997 996 (da et krav i henhold
til kassekredit og byggelånskontrakter støttedes på aftaler om lån af penge,
var det ikke omfattet af 1908-loven; kravet ikke forældet efter DL 5-14-4).
Se også U 1998 38U 1998 38 H (citeret nedenfor).
Med hensyn til ved aftale stiftede krav på individuelt bestemte genstande er
der tilbøjelighed til også at lade dem falde ind under den almindelige
forældelsesregel, Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 387 og Illum: Dansk
Tingret, 3. udg, 1976, 489 f. Se også U 1945 387 (den ved salget af et ur
forbeholdte tilbagekøbsret forældet efter DL 5-14-4). U 1927 484 anvendte DL
5-14-4 i et tilfælde, hvor en mand havde tilskødet sine 2 sønner en skovlod
i forbindelse med anden fast ejendom på den betingelse, at hver især skulle
tilskøde broderens sin andel i skovlodden, når han solgte den øvrige
ejendom. Uanset at denne »køberet« var tinglyst, kunne den ikke gøres
gældende efter 20 års forløb. Dommen kan dog næppe anses for afgørende i
tilfælde, hvor der foreligger endeligt skøde. Se om dommen v Eyben: Dansk
Miljøret bd 4 362 og Illum: Dansk Tingsret, 3. udg, 1976, 490.
Krav på individuelt bestemte ting, som ikke udspringer af aftale, forældes
derimod ikke. Således mister en ejer ikke sin vindikationsret, hvis hans
ting har været bortkommet i 20 år. Vindikationsretten kan dog bortfalde ved
hævd, men hertil kræves hævdsbesiddelse og god tro.
Mens grundbyrder principielt er uforældelige, jf 1908-lovens § 1, nr 2 med
noter, kan fordringen på den enkelte grundbyrdeydelse forældes såvel efter
DL 5-14-4 som efter 1908-loven. Det ved grundbyrdens omsætning erhvervede
krav på betaling af en afløsningssum forældes efter DL 5-14-4, jf U 1945
382.
Med hensyn til panterettigheder forældes iflg tinglysningsloven § 42
underpant i fast ejendom ikke. Reglen omfatter ikke skadesløsbreve. Det må
antages, at panteretten ifølge et pansat ejerpantebrev forældes, for så vidt
den underliggende fordring forældes, jf U 1978 692U 1978 692, smh U 1973
785U 1973 785, jf Højrup: Pant 2, udg, 135, v Eyben: Panterettigheder, 8.
udg, 1987, 156, Illum: Dansk Tingsret 3. udg, 1976, 489, Margit Stassen i U
1978 B 29 samt Rørdam og Carstensen: Pant, 6. udg, 1997, 136. Er
ejerpantebrevet transporteret til ejendom, gælder derimod tinglysningslovens
§ 42, jf Illum: anf st. Se også U 2000 697U 2000 697 (fordring i henhold til
pantebrev i fast ejendom, der blev slettet som udækket på en tvangsauktion,
var undergivet den 20-årige forældelse i 5-14-4; selv om restfordringen
først var blevet gjort gældende ca 16 år efter tvangsauktionen, kunne
fordringen ikke anses for bortfaldet ved passivitet; ikke grundlag for at
anvende rpl § 578).
Ligeledes er håndpant i løsøre uforældelig, jf U 1922 218.
Underpant i løsøre forældes derimod, jf v Eyben: Panterettigheder, 8. udg,
158 f og Illum: Dansk Tingsret, 3. udg, 1976, 487.
Et andet spørgsmål er, om pant for tredjemands gæld bortfalder, når den
pantesikrede fordring er forældet. Forholdet er beslægtet med kaution, og
spørgsmålet må formentlig løses på samme måde, således at såvel pant i fast
ejendom som håndpant i løsøre kan bortfalde af denne grund, jf således
Ussing: Kaution 1928 406, note 15, Godsk Pedersen: Kaution, 4. udg, 1996, 52
f og v Eyben: Panterettigheder, 8. udg, 1987, 161, anderledes Fr Vinding
Kruse: Ejendomsretten 1448, noten.
Lovbestemt pant og retspant kan forældes, jf eksempelvis sølovens §§ 55 og
64 om søpanteret, og U 1936 797. Se også forudsætningen i U 1938 824 (cit i
note ad »Aar«).
Derimod antages det, at panteretten iflg tinglyst skifteekstrakt ikke
forældes, VLT 1949 198.
Angående panterettigheders forældelse i det hele, se Illum: Dansk Tingsret,
3. udg, 1976, 481 ff og v Eyben: Panterettigheder, 8. udg, 1987, 156 f samt
Rørdam og Carstensen: Pant, 6. udg, 1997, 134 ff. Se U 1998 38U 1998 38 H
(berigelseskrav som udsprang af låne- og pantsætningsaftaler, var ikke
omfattet af forældelseslovens § 1, stk 1, nr 5 eller nogen af de øvrige
fordringer nævnt i § 1, stk 1; kravet derfor omfattet af DL 5-14-4 og ikke
forældet).
Fordringer, der ikke hviler på aftale, f eks erstatningskrav, er som
hovedregel forældelige, men der gælder forskellige særregler om sådanne
krav, se hertil Ussing: Erstatningsret 176, A Vinding Kruse: Erstatningsret,
5. udg, 1989, 499 f, med henvisninger samt v Eyben, Nørgaard og Vagner:
Lærebog i erstatningsret, 3. udg, 355 ff. Se U 1989 692U 1989 692 H (en
fabrik var i 1958 over for en kommune blevet anset erstatningsansvarlig for
forurening af grundvandet. Kommunen anlagde i 1982 sag mod fabrikken for
betaling af udgifter, som kommunen i 1981 og 1982 havde afholdt til
fjernelse af forurenet jord fra den ejendom, som fabrikken havde ejet fra
1934 til 1969. Da der efter dommen i 1958 måtte påhvile fabrikken pligt til
at udvise skærpet agtpågivenhed for at undgå yderligere forurening, dømtes
fabrikken til at betale erstatning, og kravet blev ikke anset for forældet
hverken efter DL 5-14-4 eller 1908-loven). Se også U 1992 575U 1992 575 H
(en virksomhed havde pådraget sig erstatningsansvar som følge af
affaldsdeponering fra 1944 til 1953 eller 1954. Miljømyndighederne påstod
virksomheden dømt til at betale de udgifter til foranstaltninger, der havde
været nødvendige for at afhjælpe og afværge miljøforurening. Da påmindelse i
form af forbehold om erstatning først var fremsat i september 1977, var
erstatningskrav forældet efter grundsætningen i DL 5-14-4). I kommentaren
til dommen - U 1992 B 412U 1992 B 412 f fremhæves det, at spørgsmålet, om
forældelsesfristen efter DL 5-14-4 kan anses for suspenderet som følge af
myndighedernes utilregnelige uvidenhed om deres krav, må afgøres ud fra en
generel vurdering af, om der er grundlag for at indrømme en særstilling for
krav på erstatning for miljøforurening. Flertallet fandt, at der næppe kunne
opstilles et holdbart kriterium, hvorefter suspension kunne anerkendes i
visse sager om erstatning for miljøforurening, og at man derfor i vidt
omfang ville prisgive de hensyn, som forældelsesreglerne skal varetage, ved
at forsøge noget sådant. For en nærmere gennemgang af principperne i
jordforureningssager henvises til Elmelund i U 1994 B 69U 1994 B 69 ff. Om
forældelse af ansvaret for forureningsskader, som omfattes af
miljøerstatningsloven, henvises til denne lovs § 6.
Om erstatningskrav uden for kontrakt, se endvidere U 1997 951U 1997 951
(dagbøder efter strfl § 249, stk 1, efter påkørsel af cyklist i 1966 var
ikke en »forbrydelse« i 1908-lovens forstand (§ 1, nr 5), hvorfor et
erstatningskrav var undergivet den 5-årige forældelse; DL 5-14-4 gjaldt
sideløbende med gældsbrevsloven, men ikke grundlag for at suspendere
forældelsesfristen heri, uanset at der var tale om en personskade, der
væsentligt havde forværret skadelidtes helbredstilstand). I U 1998 785U 1998
785 fandtes et forsikringsselskabs skaderapport ikke at udgøre et sådant
særligt retsgrundlag, at kravet var undergivet DL 5-14-4.
Det er omtvistet, i hvilket omfang krav på undladelse, f eks iflg
konkurrenceaftaler, forældes efter DL 5-14-4, jf nærmere Ussing: Alm del, 4.
udg, 1967, 387 f.
Krav på legitimation forældes ikke, hvis skyldneren kan opfylde kravet uden
nævneværdig opofrelse af formue eller arbejde, Ussing: Alm del, 4. udg,
1967, 390.
Pengesedler forældes ikke, jf lov om Danmarks Nationalbank §§ 8 og 14
modsætningsvis.
(3) Den 20-årige forældelsesfrist begynder at løbe straks fra fordringens
stiftelse. Efter ordlyden lægger bestemmelsen vægt på »gældsbrevets alder«
og Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 391 antager, at fristen ved fordringer,
der hviler på aftale, som hovedregel regnes fra afgivelsen af løftet.
Gomard: Obligationsret, 3. del, 241 antager derimod, at en aftalefordring er
stiftet, når aftalen er blevet bindende. For gældsbreves vedkommende vil der
være en formodning for, at afgivelsen falder sammen med gældsbrevets dato.
Se hertil U 2000 733U 2000 733 (pantebrevsrestgæld hverken forældet eller
bortfaldet ved passivitet 13 år efter tvangsauktion, uanset at det originale
pantebrev ikke var tilvejebragt) og U 2000 953U 2000 953 (fordring i henhold
til lånedokument oprettet 1986-09-19, der 1989-07-27 dannede grundlag for en
fogedforretning, som ikke gav fuld dækning, var ikke forældet da en køber af
fordringen 1998-10-14 krævede restgælden betalt; at kravet gennem en længere
årrække ikke var blevet gjort gældende over for debitor, indebar ikke at
kravet var ophør). For så vidt et gældsbrev bærer en senere dato end
afgivelsen, må det antages, at debitor ikke over for godtroende
omsætningerhververe kan gøre forældelsesindsigelse gældende, før der er
forløbet 20 år fra gældsbrevets dato, jf Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 392.
Ved andre fordringer, der hviler på aftale, må forældelsen regnes på
tilsvarende måde, jf f eks U 1967 662U 1967 662 (ved krav mod en
selvskyldnerkautionist regnedes forældelsesfristen fra selvskyldnerens
forpligtende underskrift).
Fra hovedreglen gøres visse undtagelser. Således må ved gældsbreve, »som
udskyder enhver aktuel retsvirkning af skyldforholdet til en uvis fremtid,
der kan falde efter 20 års forløb«, fristen løbe fra den kendsgerning, der
fjerner uvisheden, jf Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 392 f. Se således U
1938 824 (i 1914 foretog en kreditor udlæg i en arvepart med forbehold af en
rentenydelsesret for debitors moder. Udlægget blev anmeldt for banken. Efter
moderens død i 1937 ville kreditor søge fyldestgørelse i det beløb, hvori
der var gjort udlæg. Uanset at udlægshaverens ret i almindelighed forældes i
medfør af DL 5-14-4, fandtes der dog her ligesom ved gældsbreve at måtte
anerkendes en undtagelse, når enhver aktuel ret har været udskudt på
ubestemt tid), U 1931 768 (fristen for et gældsbrev, som i 1905 var udstedt
rentefrit og uopsigeligt til udstederens død måtte regnes fra den
længstlevendes død), og U 1960 23U 1960 23 H samt U 1949 576 H. Anderledes U
1953 114U 1953 114 H (bank forpligtede sig til ikke at kræve udbetalinger,
sålænge skyldneren ikke kunne betale, men dette opsatte ikke forældelsen).
Synspunktet må også gælde ved almindelige livsforsikringer og
overlevelsesrenter samt betingede løfter, således at fristen her løber fra
resp forfaldsdagen (mærk imidlertid forsikringsaftalelovens § 29) og
betingelsens indtræden.
Forældelse af de enkelte rentekrav, der ikke udelukkes ved, at
hovedfordringen holdes i kraft, begynder først at løbe fra renteperiodens
slutning eller fra rentens forfaldsdag, hvis denne kommer tidligere. Denne
forældelse er dog som regel 5-årig, jf 1908-loven § 1, stk 1, nr 2.
Ved krav der udspringer af varige kontraktsforhold, f eks i lejeforhold med
periodisk lejebetaling, løber forældelsesfristen for kravet på den enkelte
lejeydelse ikke fra kontraktens indgåelse, men fra den enkelte lejeperiodes
slutning eller lejens forfaldsdag, hvis denne kommer tidligere, se Ussing:
Alm del, 4. udg, 1967, 380.
Fordringer på erstatning i kontraktsforhold er i de fleste tilfælde omfattet
af 1908-loven. Når der undtagelsesvis rejses spørgsmål om at anvende DL
5-14-4, må forældelsen i alm løbe fra det samme tidspunkt som de
kontraktsmæssige forpligtelser, jf Ussing. Alm del, 4. udg, 1967, 395. I U
1984 411U 1984 411 fandtes et erstatningskrav for mangler mod den arkitekt,
der havde projekteret huset og ført tilsyn med byggeriet, forældet i mdf af
DL 5-14-4, idet forældelsesfristen løb fra tidspunktet for arbejdets
udførelse. I U 1994 838U 1994 838 H regnedes forældelsesfristen for den
hæftelse, som påhviler en professionel bygherre for fejl begået af
entreprenører eller andre i forbindelse med et byggeri, fra samme tidspunkt
som krav mod den umiddelbart ansvarlige (dvs tidspunktet for
entrepriseaftalernes indgåelse). Da dette tidspunkt lå mere end 20 år
tilbage, måtte eventuelle krav, der støttedes på, at der var tale om en
professionel bygherre, anses for forældede. Eventuelle krav mod bygherren,
som alene støttedes på saglsaftalerne (der var indgået inden for 20-års
fristen), derimod ikke forældede. Se endvidere U 2000 1451/2U 2000 1451/2
(husejere havde ikke godtgjort, at entreprenørs afhjælpningsforanstaltninger
i 1978 og 1980 ikke var omfattet af hovedentrepriseaftalen; da der herefter
ikke forelå påmindelse eller anerkendelse, som afbrød forældelsesfristen for
entreprenørens ansvar for mangler, og da fristen blev regnet fra indgåelsen
af hovedentrepriseaftalen i 1976, var kravet forældet).
Ved krav som støttes på negotiorum gestio (uanmodet varetagelse af andres
anliggender) samt berigelseskrav, må fristen løbe fra fordringens stiftelse,
dog at et krav, som støttes på berigelsessynspunktet og ikke tillige på en
anmodning fra den, på hvis vegne man har handlet, må forældes senest, når
det indfriede krav vil være forældet. Hvor indfrielse af en andens gæld
finder sted i henhold til forudgående anmodning, anses regreskravet for
stiftet allerede ved anmodningen, ikke først ved indfrielsen, jf således U
1936 428. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt udsættes ikke, selv om
kreditor giver debitor henstand, jf U 1953 114U 1953 114 H.
Krav på erstatning uden for kontrakt er som udgangspunkt omfattet af
1908-loven, jf lovens § 1, stk 1, nr 5. Når det kommer på tale at anvende DL
5-14-4, der gælder ved siden af 1908-loven, jf lovens § 4 og herom ovenfor i
note 1, regnes fristen i almindelighed fra foretagelsen af den skadegørende
handling, jf Elmelund i U 1994 B 71U 1994 B 71. Fastlæggelsen af
begyndelsestidspunktet giver dog anledning til særlige problemer, når
skadens virkninger først viser sig på et (langt) senere tidspunkt end
foretagelsen af den skadegørende handling. I så fald er tidspunktet for
skadens indtræden normalt afgørende, jf nærmere Elmelund i U 1994 B 71U 1994
B 71 og Gomard: Obligationsret, 3. del, 242.
Mens 1908-loven indeholder en almindelig suspensionsregel, jf lovens § 3,
kan det kun i helt særlige undtagelsestilfælde komme på tale at suspendere
den 20-årige forældelsesfrist, jf om et sådant tilfælde U 1989 1108U 1989
1108 H (kommenteret i U 1990 B 241U 1990 B 241 ff) hvor det anføres, at
forældelse ifølge DL 5-14-4 ofte vil medføre, at krav på erstatning i
anledning af de pågældende helbredsskader (asbestose) vil miste deres
betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderes. Herefter blev fristen
regnet fra det tidspunkt, da skaden kunne konstateres. I U 1992 575U 1992
575 H (kommenteret af Blok i U 1992 B 412U 1992 B 412) (om jordforurening
som følge af nedgravning af tønder med kemikalier) forelå der ikke sådanne
særlige hensyn, som kunne begrunde suspension. Da affaldsdeponering, som var
sket løbende siden 1944, ikke havde fundet sted senere end 1954, og da
påmindelse først blev fremsat i 1977 ansås erstatningskravet for forældet
efter grundsætningen i DL 5-14-4. Afgørelsen er også anført ovenfor i note
ad »Gieldsbreve«, hvor tillige U 1989 692U 1989 692 H er omtalt. Se også U
1997 951U 1997 951 (omtalt i samme note), hvor suspension afvistes i en sag
om forældelse af et personskadeserstatningskrav. Om suspension af den
20-årige forældelsesfrist kan i øvrigt navnlig henvises til Elmelund i U
1994 B 71U 1994 B 71 f.
(4) Dette indebærer, at forældelsen afbrydes ved enhver anerkendelse, som
debitor afgiver over for kreditor inden fristens udløb, jf Gomard:
Obligationsret 3. del, 234 f og Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 396. Debitors
erkendelse behøver hverken at være skriftlig eller udtrykkelig. Debitor kan
dog kun antages at have anerkendt gælden, hvis han har optrådt på en sådan
måde, at han har givet kreditor føje til at stole på, at kravet er
anerkendt, jf U 1967 325U 1967 325 H kommenteret i U 1967 B 269.
Anerkendelsen behøver ikke at have karakter af en dispositiv erklæring, jf U
1959 178U 1959 178 H. Betaling af renter anses i alm som en anerkendelse,
hvorimod betaling af afdrag som hovedregel ikke afbryder forældelse, jf dog
U 1960 1095U 1960 1095 og U 1967 325U 1967 325 H (U 1967 B 267).
(5) Dette fortolkes således, at forældelsen afbrydes ved enhver handling,
hvorved kreditor minder debitor om fordringen og viser, at han fastholder
sit krav, jf U 1959 258U 1959 258, Gomard: Obligationsret, 3. del, 234 f og
Ussing: Alm del, 4. udg, 1967, 397.
(6) Retsforfølgningsskridt, der uden ufornødent ophold gennemføres til
forlig, dom eller anden retsafgørelse, afbryder forældelsen. Dette gælder,
uanset om forliget, dommen eller retsafgørelsen først foreligger efter
forældelsesfristens udløb. Forkyndelse over for skyldneren indebærer normalt
en påmindelse, som i sig selv medfører afbrydelse af forældelsen. Se nærmere
Ussing Alm del, 4. udg, 1967, 397, Gomard: Obligationsret, 3. del, 235 f
samt Gomard: civilprocessen, 4. udg, 167. Om afbrydelse af forældelse ved
anmeldelse af fordring i et bo, se konkurslovens § 241.