Slangen, som vi senere i Bibelen får at vide er Satan eller Djævelen (Åb
12,9), manipulerer og forfører kvinden. Djævelen siger ikke ligeud, at Eva
skal trodse Guds ord, tværtimod består det dæmoniske i Djævelens forførelse
deri, at Djævelen blot fordrejer Guds ord en lille, men afgørende smule.
Og så gør han det, som Djævelen altid gør. Han fordrejer Guds intention med
budet om ikke at spise af træet. Budet er givet af Gud i kærlighed til
mennesket, men Djævelen fremstiller Gud som en, der bare vil have kundskaben
for sig selv, og som ikke under mennesket de dejlige frugter. Djævelen har
nået sit mål, når vi mennesker mener, at Gud giver os budene for at hindre
vores livsudfoldelse. Men intentionen bag Guds bud er altid kærlighed.
I teksten viser Djævelen også et andet af sine glansnumre: Han fremstiller
synden som en reklamefilm -som noget lækkert (v6) -og det er først, da
mennesket er bidt på krogen, at det oplever, at synden er dødlækker.
Maddingen på krogen er altid den samme: At blive som Gud - at være Herre i
sit eget liv og ikke være afhængig af en smålig Gud.
Adam er ikke bare et uskyldigt offer for sin kones fald. Nej, der står i
teksten, at han "var hos hende" (v6), mens det hele skete. Måske er det også
derfor, at Adam i resten af Skriften gøres til den hovedansvarlige for
faldet.
Straks efter faldet ser vi, at syndens kile drives ned midt i den smukkeste
enhed i skaberværket, nemlig i forholdet mellem mand og kvinde. Siden da har
ægteskabet været en af Djævelens foretrukne mål for sine angreb.
Tilovervejelse: Kan du genkende Djævelens forførelsesteknikker fra dit eget
liv?
Nøgleord: Vist skal I ikke dø! (v4)
jørgen.
--
"Sisältää aineita, jotka saavat partakoneen liukumaan"
|