"Christian Andersen" <ctacta@forum.dk> wrote in message
news:3c3d9b56$0$246$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
[klip]
> Måske er jeg bare dum ?
Nu, hvor Dupont og Dupont har fundet ordlyden til dig, vil jeg lige gøre
opmærksom på, at den oprindelige tanke med DL 3-19-2 ikke var den regel, som
man udleder af bestemmelsen i dag. 3-19-2-ansvaret blev opfundet af
højesteret med inspiration fra fremmed ret - der opstod nogle sager efter
industrialiseringen, som nødvendiggjorde et sådant ansvar. Lovgivningsmagten
var ikke fulgt med - men Højesteret kunne godt selv. - Noget forenklet og
frit efter hukommelsen.
Praksis blev fastlagt omkring år 1900, jf.
Ussing. (Ja - nu blev jeg jo nødt til at slå det op - og det netop skrevne
er korrekt, jf. Nørgaard i Danske og Norske Lov i 300 år (1983)
Selv om bestemmelsen læres på jurastudiets første år er det absolut ikke en
nem bestemmelse.
Om selve bestemmelsen i dag (fra Karnov):
*)
End giver Husbond(1) sin Tiener, eller Anden,(2) Fuldmagt(3) paa sine Vegne
at forrette noget, da bør Husbonden selv(4) at svare (5) til hvad derudi(6)
forseis(7) af den,(8) som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge
Opretning.(9)
(*) Efter dansk rets almindelige ulovbestemte erstatningsregel (culpareglen)
bliver en person i alm erstatningspligtig, hvis han som følge af egen fejl
har krænket en anden persons erstatningsretligt beskyttede ret eller
interesse, især fysisk skade på person og ting, og derigennem påført ham et
formuetab. Der findes imidlertid også i dansk ret regler om, at fejl begået
af én person kan medføre ansvar for en anden person, som ikke selv har
begået fejl og 3-19-2 er et eksempel herpå.
Bestemmelsen rummer dansk rets almindelige regel om erstatningsansvar for
skader, som medhjælpere forvolder på tredjemand, ved principal- eller
arbejdsgiveransvar. Bestemmelsen fortolkes som en almindelig grundsætning
med gyldighed også for kontraktsforhold og offentligretlige forhold, uden at
det dermed er sagt, at reglens indhold i detaljer er det samme uden for
kontraktsforhold og i kontraktsforhold. Om grundsætningens udvikling og
nutidige begrundelse i præventions-, risiko- og forsikringssynspunkter
henvises til den nedenfor anførte litteratur. Ved siden af 3-19-2 findes der
i lovgivningen forskellige specialregler. Reglerne i
erstatningsansvarslovens kap 2 og 3, specielt reglen i
erstatningsansvarslovens § 23 om arbejdstagers erstatningsansvar, supplerer
3-19-2.
Litteratur:
Om emnet i almindelighed: A Vinding Kruse: Erstatningsretten, 5. udg (1989),
navnlig 182-199, von Eyben, Nørgaard og Vagner: Lærebog i Erstatningsret, 3.
udg (1995) 151-166, Skovgaard: Offentlige myndigheders erstatningsansvar
(1983), Gomard i JUR 1960 537, Trolle: Risiko og Skyld i Erstatningspraksis,
2. udg (1969), 222-57, Nørgaard i Danske og Norske Lov i 300 år (1983),
489-507, bet 1964 352 om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes
skadegørende handlinger mv. Bet 1959 214 om statens og kommunernes
erstatningsansvar.
(1) Heri lægges en dobbelt betingelse: Den ansvarlige skal være den, for
hvem hvervet udføres (økonomisk ansvarlig driftsherre), jf nedenfor under
(a), og hvervet skal være udført af folk, der står i et vist
underordnelsesforhold til ham, jf nedenfor under (b). Efter omstændighederne
vil flere forskellige hvervgivere kunne blive ansvarlige for samme skade, og
hæftelsen vil da være solidarisk. Tilfældegrupper, hvor ansvarets placering
kan volde særlig tvivl, behandles nedenfor under (c).
(a) I en virksomhed, hvor økonomisk ansvar og arbejdsledelse er på
forskellige hænder, er det den økonomisk ansvarlige indehaver af
virksomheden - enkeltperson, selskab, stat eller kommune - som bærer
principalansvaret, jf f eks U 1959 1U 1959 1 H (TfR 1959 227 -
aktieselskab/direktør) og U 1934 353 (ejer/bestyrer af landbrugsejendom).
Arbejdsledelsen (f eks en overlæge) er ikke som sådan »husbond« men hæfter
kun for egne ansvarspådragende fejl, U 1947 169 (statsskovrider ikke
ansvarlig for skovfogedaspirant). Ejerforholdet til bestemte ting eller en
bestemt erhvervsvirksomhed afgør ikke i sig selv, hvem der er indehaver og
dermed husbond i lovens forstand, men dette beror på et vist brugs- eller
besiddelsesforhold, jf U 1954 992U 1954 992 H, U 1964 170U 1964 170, smh m U
1961 1058U 1961 1058. Smlg reglerne om hvem der hæfter for ting og dyr,
Trolle, 215 ff, 287 f, 298 f, U 1950 686U 1950 686 H og U 1977 75U 1977 75
H. Afgørende for ansvarsplaceringen er normalt, hvem der er indehaver af
virksomheden på tidspunktet for den skadegørende handling, smlg A Vinding
Kruse 188 f og Trolle 62 om ansvar for farlige indretninger, der hidrører
fra en tidl indehaver. Ved ejerskifte må der i alm lægges vægt på
overtagelsesdagen, jf U 1947 470 H (TfR 1948 325), der antager, at en
bygherre først bliver ansvarlig for byggeriet fra afleveringstidspunktet.
(b) Skadevolder skal stå i et vist underordnelsesforhold til hvervgiver.
Heri ligger, at hvervgiver må have den for en arbejdsgiver typiske adgang
til selv eller ved egne folk at lede arbejdets udførelse, herunder at antage
og afskedige hvervtagerne, give disse instruktioner og føre tilsyn med
udførelsen af selve arbejdet, jf U 1986 531U 1986 531 H (murersvend, der var
ansat i byggefirmaet A, men som næsten konstant havde været beskæftiget med
reparationsarbejde på flyvestation B, anset som arbejdstager hos A - ikke
B - i relation til 3-19-2). Betingelsen er typisk opfyldt i
lønmodtagerforhold, jf som eksempel U 1984 23U 1984 23 H, men ansvaret kan
ikke begrænses hertil, jf U 1958 628U 1958 628 (arbejdsmænds træfældning
efter grundejerens anmodning, men for egen regning), U 1937 785 H
(gasinstallatør ansvarlig som principal for medhjælp, uanset denne var
udpeget og aflønnet direkte af den, for hvem arbejdet udførtes). FED 1997
750 (Hedeselskab, der havde oplært gartner samt tilrettelagt og ført tilsyn
med hendes arbejde og betalt hendes løn, anset som arbejdsgiver). Det
nødvendige underordnelsesforhold er ikke udelukket, blot fordi hvervtager
som direktør, forretningsbestyrer o a har en meget selvstændig stilling
inden for virksomheden, jf om en direktør U 1959 1U 1959 1 H (TfR 1959 227).
Hvor derimod hvervet udføres af helt selvstændigt virkende medhjælpere har
hvervgiveren intet principalansvar i henhold til DL 3-19-2: ASS 1961 B 4
(hesteejer/hestetræner), U 1945 1176 (ejer af stenbrud/stenhuggermester,
smlg U 1975 876U 1975 876), U 1944 463 H (købmand/havne- og
købmandsforening), U 1964 59U 1964 59 H (husejer/autoriseret installatør), U
1962 654U 1962 654 H (DSB/Svitzers Bjærgningsentreprise), VLT 1949 38
(landboforening/tømrermester), VLT 1943 169 (bygherre/murermester), U 1943
396 (fabriksvirksomhed/elevatortilsyn ved privat firma, smlg U 1937 96 H), U
1939 784 H (bygherre/entreprenør), U 1923 374 (forening som
festarrangør/motordrevet karrussel), U 1913 437 (gaskompagni/vognmand).
Den principielle udelukkelse af, at hvervgiveren kan blive ansvarlig for
selvstændigt virkende tredjemænds fejl i medfør af DL 3-19-2, betyder ikke,
at det er udelukket at pålægge hvervgivere ansvar for sådanne hvervtageres
fejl på et andet grundlag, jf nærmere von Eyben, Nørgaard og Vagner 108.
Retstilstanden er ikke helt afklaret. I praksis er ansvar navnlig blevet
pålagt for skade på fast ejendom som følge af anlægsarbejde og skade som
følge af uforsvarlige tilstande til fare for færdselen i bygninger, på veje,
fortove o lign. Ansvar for anlægsarbejde i U 1962 896U 1962 896 (varmeværks
udgravninger i vej), U 1954 1017U 1954 1017 (bygherres udgravning til
fundament) og for uforsvarlige færdselsforhold i U 1991 347U 1991 347
(naturgasselskab ansvarlig for skader på vejbelægning forvoldt af
entreprenør i forbindelse med nedlægning af ledning for selskabet), U 1974
816U 1974 816 (defekt hejseport), U 1958 435U 1958 435 (glat trappe), U 1941
1119 H (glat fortov), U 1937 637 (løst gangbræt ved udgangsdør) og
formentligt en forudsætning i U 1947 470 H (uafskærmet forsænkning i gulvet
i byggeri), men jf dog U 1940 849 (wc-kumme henstillet på køkkentrappe). Om
ansvar for færdselsforhold i forbindelse med dyrskuepladser, tivoli o lign,
se U 1950 225U 1950 225, U 1928 494 H, U 1923 A 551 smh m VLT 1949 38 og U
1923 374. Om kontraktsmomentet i sager om ansvar for færdselsforhold Trolle
223. Se endvidere U 1935 663 H, jf U 1934 1104 (TfR 1936 357) om skade på
nabobygning ved skorstens væltning og U 1937 96 H samt U 1983 55U 1983 55 H,
om fejl ved elevatorer som det faste tilsyn havde overset, jf dog U 1943
396.
I forhold til det offentlige gælder lignende principper, om hvem der hæftes
for, som i forhold til private. Som hovedregel hæftes ikke for selvstændige
hvervtagere: U 1976 229U 1976 229 (jordskred i udgravning foretaget af
selvstændig entreprenør, men til dels under tilsyn af kommunen), U 1964 653U
1964 653 (vognmand til grusspredningsarbejde), U 1951 742U 1951 742 H (tyske
pionerers sprængning af landminer efter ordre af og under overledelse af
britiske militærmyndigheder, smlg U 1952 53U 1952 53 H), U 1949 112 H (TfR
1949 195) (rottebekæmpelse ved selvstændig næringsdrivende), VLT 1942 99
(overdækning af offentligt vandløb ved selvstændige entreprenører) og FED
1996 1083 (det offentlige sygehusvæsen var ikke ansvarlig for fejl begået af
behandlende overlæge, mens skadelidte var dennes privatpatient), men se dog
U 1942 304 H (TfR 1943 531; ansvar for nogle landmænd, der havde et
oprensningsarbejde i henhold til vandløbsloven i entreprise) og U 1958 396U
1958 396. Derimod hæftes for skader på fast ejendom som følge af
anlægsarbejde: U 1949 488, U 1944 667, U 1943 137, U 1941 204 og
uforsvarlige færdselsforhold: VLT 1943 207, U 1940 462 H, U 1937 974, U 1928
953, U 1913 831.
I kontraktsforhold er der et videregående ansvar for selvstændige
medhjælpere. Se A Vinding Kruse 184, og Gomard: Obligationsret, 2. Del, 2.
udg (1995) 163. Se også Anders Ørgaard i U 1996 B 408U 1996 B 408-414, der
antager, at en fuldmagtsgiver ikke hæfter over for tredjemand for tab som
følge af fuldmægtigens overskridelse af sine beføjelser.
Det er ikke ganske klarlagt, i hvilken udstrækning foreninger og lignende
kollektive enheder er ansvarlige for deres organer, interessenter ansvarlige
for medinteressenter og forretningsherren ansvarlig for forretningsføreren
ved negotiorum gestio. Se A Vinding Kruse 188 og den dér anførte litteratur.
Restriktiv med hensyn til en medinteressents ansvar er U 1947 998 H. Om
ansvarsspørgsmålet vedr legale repræsentanter, værger, kuratorer mv se von
Eyben, Nørgaard og Vagner 154, note 8.
(c) Ved leje (lån) af maskinel med betjenende personel, der står i fast
tjenesteforhold til udlejer (udlåner), overtager brugeren i visse tilfælde
principalansvaret overfor tredjemand. Brugeren er da normalt eneansvarlig, U
1970 483U 1970 483 H (B 226-29). Om betydningen af brugsforholdets karakter
af lån modsat leje, se von Eyben, Nørgaard og Vagner 158 og Nørgaard 502.
(Om ansvarsfrihed for den permanente principal som følge af den alm
betingelse om en vis nærmere forbindelse mellem skaden og hvervet for ham).
Ansvar pålagt lejeren (låneren)/ansvar ikke pålagt den permanente principal
(udlejeren eller långiveren) i U 1991 106U 1991 106 H (olieselskabs leje af
sættevogn hos en vognmand), U 1971 262U 1971 262 H (kommuners leje af
bulldozer hos en entreprenør til brug ved jordarbejder), U 1970 483U 1970
483 H (B 226-29) (entreprenørs leje af en anden entreprenørs rambuk), U 1960
145U 1960 145 H (TfR 1960 227) (murermesters lån af brandvæsens 17 m høje
brandstige), U 1955 472U 1955 472 H (bryggeris lån af murerfirmas
byggehejs), U 1931 561 (bagers leje af heste med kusk til brug for kørsel
med egen vogn), U 1919 768 (gårdejers leje af tærskeværk med lokomobil), U
1910 107 (entreprenørs leje af hestetromle). Se også U 1967 267U 1967 267 H
(B 259 - gårdejer/maskinstation) og FED 1994 481.
Ansvar pålagt udlejer (udlåner)/ ansvar ikke pålagt lejer (låner) i U 1983
1065U 1983 1065 (kran), U 1961 895U 1961 895 H (TfR 1962 145) (kran), U
1959 444U 1959 444 H (kran), U 1910 349 (kran), U 1947 156 (hestekøretøj), U
1909 406 (hestekøretøj).
Ved ansvarsplaceringen synes retspraksis navnlig at lægge vægt på en
vurdering af, i hvilken grad rådigheden over materiel og betjening overgår
til brugeren, og tillige hvorvidt det lejede efter sin art fremtræder som en
naturlig del af brugerens egen maskinpark og mandskabsstyrke.
(2) Ansvaret er ikke betinget af, at hvervtageren er fast ansat hos
hvervgiver eller modtager vederlag for hvervet. Ansvaret vil kunne omfatte
et ganske kortvarigt vederlagsfrit hverv, jf U 1954 639U 1954 639 H, hvor en
gårdejer havde bedt sin nabo om at drive køerne hjem fra marken for ham, og
U 1963 912U 1963 912 hvor et feriebarn løb et byærinde for en gårdejer. von
Eyben, Nørgaard og Vagner 153, som vil holde bagatelhverv udenfor.
(3) »Fuldmagt« betyder her det samme som hverv, og ansvaret kan således ikke
begrænses til fuldmagtsforhold i snævrere forstand, jf f eks aftalelovens §
10. Om principalansvar i fuldmagtsforhold se Ussing: Aftaler (1950) 338 og U
1969 380U 1969 380 H (B 243-45).
Skoleelever, patienter på hospitaler, indsatte i fængsler o lign udfører kun
i særlige tilfælde et erstatningsforpligtende hverv for institutionen, jf p
d e s U 1952 747U 1952 747 H (TfR 1953 455 - ansvar for børneværnselev, som
deltog i landbrugsarbejde på optagelseshjem), og p d a s U 1950 386U 1950
386 (ikke ansvar for patient, som et sindssygehospitals gartner lod hjælpe
sig som kusk under kørsel med en af hospitalets hestevogne).
Principalansvaret omfatter normalt heller ikke medlemmer af spejderkorps,
sportsklubber o lign. Ansvaret for medlemmer med lederfunktioner er dog
generelt anerkendt i retspraksis, U 1952 1111U 1952 1111 (svigtende tilsyn
med spejderes brug af luftbøsser under en KFUM-bazar), ASS 1963 B 235
(forening ansvarlig for et medlem, der fungerede som kontrollør ved
foreningens arrangement).
(4) Husbondens ansvar betyder normalt, at tjeneren bliver ansvarsfri i
forhold til skadelidte, jf nærmere erstatningsansvarsloven § 23, stk 2.
(5) Principalen hæfter for det fulde erstatningskrav. Om bortfald af
erstatningspligten i medfør af 3-19-2 i visse tilfælde, hvor skaden er
dækket af en forsikring, henvises til noterne til erstatningsansvarslovens
kap 2.
Om det særlige arbejdsgiveransvar for arbejdsskader henvises til noterne
til lov om arbejdsskadeforsikring.
Principalansvaret gælder også, hvor husbonden er den skadelidende, og
tjenerens fejl påvirker husbondens erstatningskrav mod tredjemand efter
reglerne om erstatningsreduktion på grund af egen skyld (»passiv
identifikation«), jf om personskade U 1968 65U 1968 65 H (B 181-82) og
tingsskade U 1958 1227U 1958 1227, U 1958 146U 1958 146, U 1937 173. Se også
von Eyben, Nørgaard og Vagner 309.
(6) Ansvaret er betinget af en vis sammenhæng mellem hverv og skade. Der må
foretages en konkret vurdering af, hvorvidt den skadevoldende adfærd har en
sådan tilknytning til udførelsen af hvervet for den pågældende principal, at
det i betragtning af hvervets typiske skaderisici er rimeligt at lade ham
(og hans ansvarsforsikring) bære risikoen. Retspraksis viser klart, at der
ikke stilles store krav til sammenhængen mellem hvervsudførelse og skade, jf
von Eyben, Nørgaard og Vagner 155 f og A Vinding Kruse 190 f.
Betingelsen fandtes eksempelvis opfyldt i U 1967 664U 1967 664
(cigaretrygning under lossearbejde om bord i skib), U 1927 129 (vægters
standsning af cyklist, som han mistænkte for en forbrydelse, der ikke
vedrørte vægterens bevogtningsopgaver), U 1959 1U 1959 1 H (TfR 1959 227)
(direktørs indlevering af sin firmabil til en reparation), U 1935 14 H
(15-årig landbrugsmedhjælpers demonstration af gårdens hakkelsesmaskine for
nogle kammerater), U 1958 821U 1958 821 H (cykelbuds kørselsuheld på vej
hjem fra arbejde medbringende varer, som hans moder havde bestilt hos
arbejdsgiveren), VLT 1951 217 (gårdskarl lod to ti-årige drenge ride på en
hest, medens han drev den hjem fra marken), U 1952 648U 1952 648 (cykelbuds
tur til hjemmet for at fortælle at han skulle arbejde over), U 1952 1086U
1952 1086 (chaufførs bistand til en medtrafikant ved slæbning af dennes
bil), U 1925 698 (kusks ophold på hjemvejen for at købe tobak til sine
arbejdskammerater), U 1934 420 (mekanikerlærlings afvigelse fra foreskreven
rute under hjemtransport af en bil), - og i forhold til det offentlige: U
1930 558 (forsætligt kast mod forbikørende bil under snerydning), U 1950
126U 1950 126 H (TfR 1950 433) (vagtposts forevisning af sit skarpladte
gevær for tilfældige tilskuere) og U 1994 695U 1994 695 H (speditionsfirma,
der havde påtaget sig at opbevare radio- og tv-udstyr, ansvarlig for tyveri
begået af en lagerarbejder uanset at han ikke havde haft nøglen til
sikringsrummet, hvor udstyret befandt sig). Om U 1994 695U 1994 695 H se
Lorenzen i U 1995 B 124U 1995 B 124-128.
Betingelsen var ikke opfyldt i U 1966 658U 1966 658 (forsikringsagents
besigtigelse i egen interesse af den forsikrede travhest, efter at
forsikringen var tegnet), ASS 1957 B 46 (glarmesterlærling kastede under
arbejdet til måls med et indtørret kitstykke), U 1952 73U 1952 73 H
(kådhedshandling af et 15-årigt bud i arbejdstiden), U 1944 367 (lærlings
kørselsuheld på vej fra arbejdet til aftenskolen), U 1938 1088
(tjenestedrengs cykeltur til hjemmet i fritiden medbringende en kalkkost,
som husbonden havde lånt), U 1936 620 (kusks færdselsuheld, da han, efter at
have stillet hest og vogn, hentede sin frokostpakke), U 1924 741 H, jf 1923
A 951 (TfR 1925 433) (karls bistand til privat arrangør af en fest på den
kro, hvor karlen var ansat) - og i forhold til det offentlige i U 1947 304 H
(værnepligtigs cykelkørsel fra sit kvarter til tjenestestedet).
Bortset fra tilfælde af helt abnorm adfærd vil måden, hvorpå hvervet bliver
udført, eller den omstændighed, at tjeneren har overtrådt en udtrykkelig
forskrift, ikke i sig selv begrunde ansvarsfrihed for husbonden, jf
eksempelvis VLT 1958 306 (voldsanvendelse), U 1967 664U 1967 664 (forbudt
tobaksrygning), U 1950 145U 1950 145 H (beruselse), U 1974 707U 1974 707 H
(B 363) (lærer gav lussing).
Hvor skadevolder har arbejdsmæsig tilknytning til flere forskellige
hvervgivere, vil den skadegørende adfærd typisk kun have forbindelse med ét
af hvervene og følgelig hæfter vedkommende hvervgiver alene. Selv om den
skadegørende adfærd har forbindelse med forskellige hverv, lægges ansvaret
alene på én hvervgiver, hvis det skønnes at denne har hovedinteressen, eller
den skadegørende adfærd har den nærmeste tilknytning til hvervet for ham, se
f eks U 1944 347 (elektricitetsværks benyttelse mod vederlag af et
installationsfirmas faste personale), U 1958 146U 1958 146 (montør bad
skoles pedel om at lukke for radiatorventiler efter reparation) og den i
note 1 (c) anførte praksis. Jf også U 1969 212U 1969 212 om ansvaret for en
kaskoskade på en bil. I kontraktsforhold stilles i visse retninger mindre
strenge krav til sammenhængen mellem skade og hverv, se Gomard:
Obligationsret, 2. Del, 2. udg (1995) 160 og sml dommen U 1994 695U 1994 695
H (kommenteret af Lorenzen i U 1995 B 124U 1995 B 124-28). Om hotellers og
mekanikeres ansvar inden for og uden for kontrakt for kundernes ting,
specielt biler, kan henvises til Trolle 228 ff og 156, note 13 - samt dommen
U 1964 806U 1964 806 H (hotel pålagt ansvar ifølge DL 3-19-2 for den skade,
som en hotelkarl »på afveje« tilføjede hotelgæsternes bil, men ikke pålagt
et 3-19-2 ansvar for den skade, der overgik den fremmede bil).
(7) Dvs fejl eller forsømmelse fra tjenerens side - det er en betingelse, at
den ansatte har handlet culpøst, U 1988 463U 1988 463 H og U 1994 573U 1994
573. Ansvaret omfatter dog også anonyme og kumulerede fejl, forudsat disse
kan tilregnes de ansatte i virksomheden. Hvis tjenerens ansvar alene beror
på andre regler end culpareglen, f eks de særlige regler om objektivt ansvar
for dyr, jf U 1970 940U 1970 940, hæfter principalen ikke efter traditionel
fortolkning af bestemmelsen.
(8) Hvis husbonden selv har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelse ved
udvælgelse eller instruktion af medhjælperen, støttes ansvaret på den
almindelige erstatningsregel og ikke - alene - på reglen om principalansvar.
(9) Bestemmelsen rummer således en forudsætning om, at husbonden har en
almindelig regresret over for tjeneren, U 1948 1271 H (TfR 1949 192).
Denne - ældre - retstilstand blev imidlertid radikalt ændret med
erstatningsansvarslovens § 23, stk 1, jf noterne hertil og jf Jens Møller:
Erstatningsansvarslov, 4. udg (1996) 352 ff.
En arbejdstager kan også forvolde person- eller tingsskade på sin
arbejdsgiver. Om disse skadestilfælde henvises til reglen i
erstatningsansvarslovens § 23, stk 3 (og - eventuelt - lovens § 19, stk 3).
/Peter
--
http://www.grauslund.com/