---

Single-liv...

En iskold vinternat, hvor støvletterne ofte glider på resterne
af den snart forsvundne sne, der ligger frossen i mindre
segmenter på jorden, går jeg i mine egne tanker og nyder
mørket, de dæmpede lyde fra byen som lever i og omkring
mig og kulden mod mine kinder.

Jo længere jeg går, jo mere nyder jeg det – jeg går også
mentalt indeni mig selv, og søger stedse nye veje. Jeg elsker
disse indre rejser, og al den skønhed, alt det håb de kan
rumme. I dag rejser jeg indeni, mere af nød end af lyst, men
det gør ikke rejsen mindre fyldestgørende, mindre påkrævet
eller mindre intens.

Først fjerner jeg mig fra alle de åbenlyse problemer, hiver
dem frem helt bevidst og lægger dem dernæst væk, gemt
bort i baghovedet et sted, hvorfra de hurtigt kan hentes frem
igen. Dernæst vælger jeg med omhu et tema, hvoromkring
jeg bygger mit indre univers for en stund. I dag ser jeg mig
selv, som alene – alene igen. Det er en betryggende tanke,
føles stærk og rigtig. Jeg lader den synke ind i mig, jeg
kærtegner den, jeg former den og giver den liv.

Billederne er stærke og levende, og jeg nyder følelsen af
glæde, når jeg i mit indre univers opnår succes og får opfyldt
mine drømme, mine mål.

Jeg arbejder mentalt på at sprede skyerne, på at tvinge forårs-
solen frem i utide, midt i den kulde som forsøger at kravle op
under min lange, røde frakke. Jeg arbejder mentalt på at frigøre
mig fra følelserne, fordi jeg pludselig forstår, at jeg er låst fast
igen, indeni mig selv.

Jeg havde trukket mig væk fra dig ved min side, jeg følte mig
pludselig så kold. Kold indeni, frossen og ude af stand til så
meget som at række hånden frem. Over mine læber kom kun
hårde, uforsonlige ord og alle ord rettet mod mig, kunne plud-
selig ikke længere indoptages positivt eller blot neutralt.

Hvad skete der?

Alle indre rejser forsvinder fra mig og spørgsmålet kunne meget
vel have stået bøjet i neon på Rådhuspladsen, mens jeg stod
naglet til pladsens midte, som var jeg det fysisk. Der er ingen
vej udenom, ingen nedenunder og ej heller en vej henover. Blot
dette statement, dette spørgsmål – ventende på svar. Jeg standser
for et brøkdel af et sekund min vandring, vender mig halvt om og
ser mig tilbage, men de små, fine dun i nakken, der rejste sig så
uventet – har intet med de stille, forladte gader at gøre, hvoraf
jeg vandrer denne nat.

Hvordan forklares en følelse, eller en pludselig opstået mangel
på samme? Hvorfra hentes ordene, når ordene intet har at sige?
Jeg lader mine hænder glide kærtegnende henover reklamen på
busstoppestedet, som jeg passerer. Mine fingre følger linierne på
modellens læber, og jeg forsøger at genkalde mig følelsen af dine
kys, dine kærtegn, din hud under mine glatte fingre. Men de hårde
ord, det bitre drag om munden og det indre panser der omslutter
mig i sit beskyttende favntag atter engang, holder følelserne så
perfekt på afstand, at kun nogle sølle reminiscenser af den tidligere
stormflod af følelser er genkendelige.

Jeg svælger i min nyfundne, genfundne ensomhed. I den frihed,
som ensomheden også repræsenterer. Jeg svøber den om mig,
hyller mig i den og nyder den uforbeholdne tryghed, som det
velkendte rummer. Jeg er igen hjemme, hjemme i mig selv. Mit
indre falder til ro ved bevidstheden om, at mine mentale fødder
atter betræder familiære stier, jeg har været her før.

Jeg vender om, og går langsomt hjemad. Begynder at tænke på,
hvordan jeg blidest muligt får formidlet det til dig, at jeg ikke kan
være i vores tosomhed længere, at jeg flygtede ind i mig selv
og ikke kan finde lysten til at komme ud, komme dig i møde,
igen. Jeg ønsker ikke at såre dig, ved at dette kommer til dig
ufortjent, uretfærdigt, ulideligt hårdt og hjerteknusende…
Men jeg ønsker ikke at røre dig, ønsker ikke at blive rørt af
dig længere. Jeg kan slet ikke rumme dig, dine behov og
din tristhed et sekund mere.

Mit sjal er gledet lidt ned over venstre skulder, og jeg trækker
det op på plads igen, mens jeg overvældes af følelsen af – at
jeg har stjålet af dig. Stjålet af din tid, dit overskud og mest af
alt din kærlighed. Jeg rummer så megen mørke, så megen
smerte, had, frustration og er så uendeligt desillusioneret. For
en stund kan jeg lægge det fra mig, for en stund kan jeg arbejde
med det, for en stund kan jeg næsten klare det og så alligevel
ikke.

Freden sænker sig over mig, når alting er sagt – tilbage er jeg,
gående ad mine familiære indre stier, som giver mig tryghed til
atter at mærke at jeg lever, at jeg føler. Det tager ikke så længe,
så vender behovet for nærhed tilbage, længslen efter at blive
kærtegnet, strøget over håret og kysset. Jeg bliver så trist,
mærker omsider at jeg ikke er ligeglad, at det også gør ondt
på mig selv, jeg græder stille.

Savnet efter dig eller det du repræsenterer vokser indeni mig,
og jeg sidder til sent om natten og kæmper med lysten til at
ringe til dig og bede dig komme. Men jeg vil ikke, synes
det er selvisk og at udnytte dig, så jeg lader være.

Alting minder om fortiden, for jeg har gjort det hele før.
Jeg var så grådig, ville det hele, prøvede det hele, og nu
er jeg så desillusioneret, så ødelagt af mistillid og dårlige
erfaringer, dårlige minder. Jeg elskede engang helt og
uden tvivl – og det splintrede mellem mine fingre, og
jeg sidder tilbage med splinten i hjertet og kan ikke
længere se verden på samme måde.

Jeg kan ikke længere elske så betingelsesløst, så helt
uden forbehold, så uselvisk, hengivent og tillidsfuldt. Jeg
er ikke længere den samme, noget blev taget fra mig
– eller jeg mistede noget uendeligt vigtigt undervejs. Jeg
var allerede en følelsesmæssig krøbling, havde allerede
lært om mistillid og desillusionering. Jeg kastede mig
alligevel ud i det med krop og sjæl – dengang for så
mange år siden – og jeg tabte.

Nu kan jeg ikke gøre sådan, ikke igen. Jeg prøver, har
prøvet mange gange, men fejler – min bagage er så
overfyldt med allerede levet liv.

For en stund i trygheden af min ensomhed, åbner dørene
sig igen – for en stund kan jeg genfinde en fortabt følelse,
genfinde lysten og viljen til tosomhed, genfinde de ynkelige
rester af tiltro jeg har tilbage – og så smuldrer det igen og
igen og igen.

Jeg kan næsten se hvordan dørene ind til mig langsomt
begynder at glide i igen, hvordan jeg igen ønsker at træde
tilbage, væk. Dette er mit forsvar, mod virkelige og indbildte
trusler – denne trækken mig ind i… mig.

Mine dæmoner. Hvilke kampe er der beredt mig, hvor
længe vil det vare, hvor svært vil det blive – jeg tror, at selv
om jeg har rejst langt allerede, er den længste rejse stadig
foran mig, som en tænksom og vidende ven ville udtrykke det.

Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat *S*

Søs

---

Fandme flot skrevet
:,-)




"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3c39ec8b$0$89096$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Single-liv...
>
> En iskold vinternat, hvor støvletterne ofte glider på resterne
> af den snart forsvundne sne, der ligger frossen i mindre
> segmenter på jorden, går jeg i mine egne tanker og nyder
> mørket, de dæmpede lyde fra byen som lever i og omkring
> mig og kulden mod mine kinder.
>
> Jo længere jeg går, jo mere nyder jeg det - jeg går også
> mentalt indeni mig selv, og søger stedse nye veje. Jeg elsker
> disse indre rejser, og al den skønhed, alt det håb de kan
> rumme. I dag rejser jeg indeni, mere af nød end af lyst, men
> det gør ikke rejsen mindre fyldestgørende, mindre påkrævet
> eller mindre intens.
>
> Først fjerner jeg mig fra alle de åbenlyse problemer, hiver
> dem frem helt bevidst og lægger dem dernæst væk, gemt
> bort i baghovedet et sted, hvorfra de hurtigt kan hentes frem
> igen. Dernæst vælger jeg med omhu et tema, hvoromkring
> jeg bygger mit indre univers for en stund. I dag ser jeg mig
> selv, som alene - alene igen. Det er en betryggende tanke,
> føles stærk og rigtig. Jeg lader den synke ind i mig, jeg
> kærtegner den, jeg former den og giver den liv.
>
> Billederne er stærke og levende, og jeg nyder følelsen af
> glæde, når jeg i mit indre univers opnår succes og får opfyldt
> mine drømme, mine mål.
>
> Jeg arbejder mentalt på at sprede skyerne, på at tvinge forårs-
> solen frem i utide, midt i den kulde som forsøger at kravle op
> under min lange, røde frakke. Jeg arbejder mentalt på at frigøre
> mig fra følelserne, fordi jeg pludselig forstår, at jeg er låst fast
> igen, indeni mig selv.
>
> Jeg havde trukket mig væk fra dig ved min side, jeg følte mig
> pludselig så kold. Kold indeni, frossen og ude af stand til så
> meget som at række hånden frem. Over mine læber kom kun
> hårde, uforsonlige ord og alle ord rettet mod mig, kunne plud-
> selig ikke længere indoptages positivt eller blot neutralt.
>
> Hvad skete der?
>
> Alle indre rejser forsvinder fra mig og spørgsmålet kunne meget
> vel have stået bøjet i neon på Rådhuspladsen, mens jeg stod
> naglet til pladsens midte, som var jeg det fysisk. Der er ingen
> vej udenom, ingen nedenunder og ej heller en vej henover. Blot
> dette statement, dette spørgsmål - ventende på svar. Jeg standser
> for et brøkdel af et sekund min vandring, vender mig halvt om og
> ser mig tilbage, men de små, fine dun i nakken, der rejste sig så
> uventet - har intet med de stille, forladte gader at gøre, hvoraf
> jeg vandrer denne nat.
>
> Hvordan forklares en følelse, eller en pludselig opstået mangel
> på samme? Hvorfra hentes ordene, når ordene intet har at sige?
> Jeg lader mine hænder glide kærtegnende henover reklamen på
> busstoppestedet, som jeg passerer. Mine fingre følger linierne på
> modellens læber, og jeg forsøger at genkalde mig følelsen af dine
> kys, dine kærtegn, din hud under mine glatte fingre. Men de hårde
> ord, det bitre drag om munden og det indre panser der omslutter
> mig i sit beskyttende favntag atter engang, holder følelserne så
> perfekt på afstand, at kun nogle sølle reminiscenser af den tidligere
> stormflod af følelser er genkendelige.
>
> Jeg svælger i min nyfundne, genfundne ensomhed. I den frihed,
> som ensomheden også repræsenterer. Jeg svøber den om mig,
> hyller mig i den og nyder den uforbeholdne tryghed, som det
> velkendte rummer. Jeg er igen hjemme, hjemme i mig selv. Mit
> indre falder til ro ved bevidstheden om, at mine mentale fødder
> atter betræder familiære stier, jeg har været her før.
>
> Jeg vender om, og går langsomt hjemad. Begynder at tænke på,
> hvordan jeg blidest muligt får formidlet det til dig, at jeg ikke kan
> være i vores tosomhed længere, at jeg flygtede ind i mig selv
> og ikke kan finde lysten til at komme ud, komme dig i møde,
> igen. Jeg ønsker ikke at såre dig, ved at dette kommer til dig
> ufortjent, uretfærdigt, ulideligt hårdt og hjerteknusende.
> Men jeg ønsker ikke at røre dig, ønsker ikke at blive rørt af
> dig længere. Jeg kan slet ikke rumme dig, dine behov og
> din tristhed et sekund mere.
>
> Mit sjal er gledet lidt ned over venstre skulder, og jeg trækker
> det op på plads igen, mens jeg overvældes af følelsen af - at
> jeg har stjålet af dig. Stjålet af din tid, dit overskud og mest af
> alt din kærlighed. Jeg rummer så megen mørke, så megen
> smerte, had, frustration og er så uendeligt desillusioneret. For
> en stund kan jeg lægge det fra mig, for en stund kan jeg arbejde
> med det, for en stund kan jeg næsten klare det og så alligevel
> ikke.
>
> Freden sænker sig over mig, når alting er sagt - tilbage er jeg,
> gående ad mine familiære indre stier, som giver mig tryghed til
> atter at mærke at jeg lever, at jeg føler. Det tager ikke så længe,
> så vender behovet for nærhed tilbage, længslen efter at blive
> kærtegnet, strøget over håret og kysset. Jeg bliver så trist,
> mærker omsider at jeg ikke er ligeglad, at det også gør ondt
> på mig selv, jeg græder stille.
>
> Savnet efter dig eller det du repræsenterer vokser indeni mig,
> og jeg sidder til sent om natten og kæmper med lysten til at
> ringe til dig og bede dig komme. Men jeg vil ikke, synes
> det er selvisk og at udnytte dig, så jeg lader være.
>
> Alting minder om fortiden, for jeg har gjort det hele før.
> Jeg var så grådig, ville det hele, prøvede det hele, og nu
> er jeg så desillusioneret, så ødelagt af mistillid og dårlige
> erfaringer, dårlige minder. Jeg elskede engang helt og
> uden tvivl - og det splintrede mellem mine fingre, og
> jeg sidder tilbage med splinten i hjertet og kan ikke
> længere se verden på samme måde.
>
> Jeg kan ikke længere elske så betingelsesløst, så helt
> uden forbehold, så uselvisk, hengivent og tillidsfuldt. Jeg
> er ikke længere den samme, noget blev taget fra mig
> - eller jeg mistede noget uendeligt vigtigt undervejs. Jeg
> var allerede en følelsesmæssig krøbling, havde allerede
> lært om mistillid og desillusionering. Jeg kastede mig
> alligevel ud i det med krop og sjæl - dengang for så
> mange år siden - og jeg tabte.
>
> Nu kan jeg ikke gøre sådan, ikke igen. Jeg prøver, har
> prøvet mange gange, men fejler - min bagage er så
> overfyldt med allerede levet liv.
>
> For en stund i trygheden af min ensomhed, åbner dørene
> sig igen - for en stund kan jeg genfinde en fortabt følelse,
> genfinde lysten og viljen til tosomhed, genfinde de ynkelige
> rester af tiltro jeg har tilbage - og så smuldrer det igen og
> igen og igen.
>
> Jeg kan næsten se hvordan dørene ind til mig langsomt
> begynder at glide i igen, hvordan jeg igen ønsker at træde
> tilbage, væk. Dette er mit forsvar, mod virkelige og indbildte
> trusler - denne trækken mig ind i. mig.
>
> Mine dæmoner. Hvilke kampe er der beredt mig, hvor
> længe vil det vare, hvor svært vil det blive - jeg tror, at selv
> om jeg har rejst langt allerede, er den længste rejse stadig
> foran mig, som en tænksom og vidende ven ville udtrykke det.
>
> Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat *S*
>
> Søs
>
>

---

"SirEL" skrev i en meddelelse
news:3c3a0306$0$62870$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Søs og SirEL

> Fandme flot skrevet
> :,-)

Og trods den alt for stærke genkendelighed, næsten alt for
svært at svare på.


til SirEL

Velkommen og så et par gode råd til fremme af læsevenligheden.

Når du svarer på et indlæg, så svar under det du svarer på.

klip alt det væk du ikke forholder dig til.

Svarer du på mere end en ting, så svar under hver enkelt
du svarer på.

En så kort kommentar som din kan sagtens stå alene.

Håber I alle sover sødt

Venlig hilsen
Knold

p.s. som godt ved at den her burde være 2 selvstændige, er bare
for træt nu *sz*

---

Hvis jeg som første gang SVARE på et indlæg....
og det er føste jeg har gjort det..
Så det næste da ikke jeg gider læse, er HVOR forkert det er...??? vel???

Lige PT er jeg selv blevet single... efter kæresten gik fra mig den 28dec..
Så det kan tænkes at nogen ikke gider og få sådan en bemærkning i hovedet..

Og du skriver "læservenligheden..." Ja jeg skrev jo mit svar i Toppen.. det
vil sige at folk ikke
behøver at læse det hele igennem... END

SirEL...
Tak for venlig modtagelse...

"Knold" <knold_knold@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3c3baf0f$0$37870$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> "SirEL" skrev i en meddelelse
> news:3c3a0306$0$62870$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> Hej Søs og SirEL
>
> > Fandme flot skrevet
> > :,-)
>
> Og trods den alt for stærke genkendelighed, næsten alt for
> svært at svare på.
>
>
> til SirEL
>
> Velkommen og så et par gode råd til fremme af læsevenligheden.
>
> Når du svarer på et indlæg, så svar under det du svarer på.
>
> klip alt det væk du ikke forholder dig til.
>
> Svarer du på mere end en ting, så svar under hver enkelt
> du svarer på.
>
> En så kort kommentar som din kan sagtens stå alene.
>
> Håber I alle sover sødt
>
> Venlig hilsen
> Knold
>
> p.s. som godt ved at den her burde være 2 selvstændige, er bare
> for træt nu *sz*
>
>

---

Hej SirEL (og velkommen i gruppen, det er dejligt
med nye ansigter) :0)

"SirEL" <sirel@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3c3c574e$0$89079$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Hvis jeg som første gang SVARE på et indlæg....
> og det er føste jeg har gjort det..
> Så det næste da ikke jeg gider læse, er HVOR forkert det er...??? vel???

Det er helt almindeligt med venlige henstillinger, der
forklarer hvordan man bedst afpasser sin stil med
det "normale" på usenet. Det er en slags standard,
der gør det nemmere for alle.

Der er ikke noget afvisende eller negativt i det
- tværtimod. Sådan siges der ofte velkommen,
simpelthen ved at hjælpe lidt med oplysninger
og råd.

Men det er klart, at du kan føle dig lidt stødt,
selvom omstændighederne jo ikke er noget Knold
kender/kendte til. Jeg synes også, at det var lidt
svært (forvirrende), da jeg skulle vænne mig til at
bruge nyhedsgrupperne.

> Lige PT er jeg selv blevet single... efter kæresten gik
> fra mig den 28dec..

Det er så trist, sådan midt i alle "festlighederne" - og
så sidder man der, og er ikke det fjerneste "festlig"

Min kæreste brød med mig d. 30. december.

> Så det kan tænkes at nogen ikke gider og få sådan en
> bemærkning i hovedet..

Det kunne/kan Knold jo ikke vide - at du er sårbar lige
nu er fuldt ud forståeligt, men lad det ikke gøre dig
"nærtagende". Du vil snart finde ud af (hvis du bliver
her i gruppen - og det håber jeg altså, at du gør), at
Knold er utroligt sød og rar, og så skriver han så det
vækker ens eftertænksomhed indimellem - det er
dejligt.

> Og du skriver "læservenligheden..." Ja jeg skrev jo
> mit svar i Toppen.. det vil sige at folk ikke
> behøver at læse det hele igennem... END

Ja, men det betyder alligevel, at for alle de som sidder
med et modem, og bruger tid på at downloade dit
indlæg, at det gør brugen af usenet dyrere. Det er ikke
så fedt. Selv sidder jeg med adsl, så jeg kan jo være
ligeglad... meeen...

> > > Fandme flot skrevet
> > > :,-)

Og så lige:
Tusinde tak for de søde ord - jeg blev rigtigt, rigtigt glad.

Tusinde hilsner
Søs

---

On Mon, 7 Jan 2002 19:39:55 +0100, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:


>Mine dæmoner. Hvilke kampe er der beredt mig, hvor
>længe vil det vare, hvor svært vil det blive – jeg tror, at selv
>om jeg har rejst langt allerede, er den længste rejse stadig
>foran mig, som en tænksom og vidende ven ville udtrykke det.

Uhh Søs som Kabalist* siges det bag der en hver engel gemmer der sig
en frygtindgydene demon og det fandens er man ikke kan se forskeld
fordi det er de samme - englen & demonen - nogen da og tider med den
ene andre gange med den anden og den ene glemmer hurtigt den anden -
men de er der begge 2 - venter på hianden....

men som Lou synger på det måske bedste lyrik der nogen sinder er ned
fældet på skirft magick & loss**:
Some loss to even things out
some loss to even things out
There's a bit of magic in everything
and then some loss to even things out


>
>Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat *S*

kan en go rejse kamarat ikke gøre det jeg er lidt bly med det
andet

bedste hilsner
Bo

her er link til kilder :
* http://www.byzant.com/kabbalah/treeoflife.html
** http://ww21.tiki.ne.jp/~wildside/tabs/magic_and_loss.html

---

Hej søde Bo :0)

"Chokmah @lias R@bi@s the dog*" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:fagn3u8d6jrlsq6pgm6l3h60n01h71gpq6@4ax.com...

> Uhh Søs som Kabalist* siges det bag der en hver engel gemmer der sig
> en frygtindgydene demon og det fandens er man ikke kan se forskeld
> fordi det er de samme - englen & demonen - nogen da og tider med den
> ene andre gange med den anden og den ene glemmer hurtigt den anden -
> men de er der begge 2 - venter på hianden....

Det passer ihvertfald på mig - jeg får altid at vide, at
jeg er sød og dejlig - lige indtil jeg flipper ud, hvilket
måske er ret indlysende.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor så mange mennesker er
så afstandtagen overfor disse udsving. Jeg synes på
mange måder, at det er helt naturligt. At le, at smile,
at have det sjovt, at lege, at være kærlig, at give
omsorg, at give opmærksomhed, at lytte, at kærtegne
- så længe disse strenge spiller, er alt fryd og gammen.
Så snart den anden side af et menneske dukker op, så
indfinder afstanden sig - enten i forholdet, eller ved at
forholdet slutter.

Det forstår jeg ikke - jeg opfatter ikke mennesker som
statiske størrelser. Jeg ville aldrig forvente, at min kæreste
skulle være den samme hver dag - jeg kan sagtens rumme,
at han skulle flippe ud engang imellem, at der er dage,
hvor han ikke gider noget pis, og har brug for at tingene
bare fungerer osv.

Når det er sagt, så var det ikke derfor, at min seneste kæreste
brød - der har ikke været nogen kurre på tråden overhovedet.
Desuden har jeg taget ved lære her i sensommeren - nogen
gange skal man lære ting på den hårde måde, af konsekvente
mennesker - og det gjorde jeg så. Det er jeg glad for.

Han var bare blevet i tvivl, og det er måske ikke så underligt,
når han nu var 42 år, og jeg har disse tre dejlige børn - som
ikke bliver voksne lige med det samme. Han havde en søn på
22 år, mon ikke han mente, at han var færdig med det at have
børn bl.a. Det er noget af en mundfuld, sådan at skulle
indoptage 3 børn, og en yderst levende og udtryksfuld kvinde
på en og samme gang *S*

> Some loss to even things out
> some loss to even things out
> There's a bit of magic in everything
> and then some loss to even things out

Dejlig tekst.

> kan en go rejse kamarat ikke gøre det jeg er lidt bly med det
> andet

Gode rejsekammerater skal man ikke kimse ad - jeg vil
også meget gerne have en god rejsekammerat. Jeg trives
vist bare ikke særlig godt uden kys og kærtegn - der går
aldrig en eneste dag, hvor jeg ikke ville værdsætte det,
måske er det er levn fra mit ægteskab - vi rørte meget
ved hinanden (inkl. sex), måske som kompensation for vores
manglende samhørighed på andre områder, og vores
manglende kommunikation.

Jeg bryder mig virkelig ikke om denne ufrivillig single-
tilværelse *G*
Er der nogen, der vil købe den?

Knus (selvom du er bly *LOL*)
Søs

---

On Wed, 9 Jan 2002 19:10:27 +0100, "Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote:

>Hej søde Bo :0)

jamen selv Søde Søs fra den Bly Bo :).
>
>Det passer ihvertfald på mig - jeg får altid at vide, at
>jeg er sød og dejlig - lige indtil jeg flipper ud, hvilket
>måske er ret indlysende.
>
>Jeg forstår bare ikke, hvorfor så mange mennesker er
>så afstandtagen overfor disse udsving.

Tjaaa det kommer jo selvfølig an på hvem man er sammen med -
forudsætningen er at personen kan rumme det de store udsving - så der
tror jeg sgu du må kikke dig om efter en lidt ældre gut der er
nogenlunde i harmoni med sig selv og kender det.

Når jeg selv bliver mødt med disse Hmm store udsving fra et menneske
som jeg holder af .... ja så kan det jo tildels være fordi jeg af
vanvare har gjort noget dumt også er det jo fair nok den anden for
luft - andre gange kan det være at den anden bare har haft en rigtig
DUM dag eller hvad der nu sker ... jamen så lader jeg som ingenting.

man kan sagten rumme det hvis det ellers i det store hele går meget
godt - men det er hvis man ellers er usikker på tingene i
almindelighed at det bliver grimt !

så det hænger sammen

>Jeg synes på
>mange måder, at det er helt naturligt. At le, at smile,
>at have det sjovt, at lege, at være kærlig, at give
>omsorg, at give opmærksomhed, at lytte, at kærtegne
>- så længe disse strenge spiller, er alt fryd og gammen.
>Så snart den anden side af et menneske dukker op, så
>indfinder afstanden sig - enten i forholdet, eller ved at
>forholdet slutter.

jaEM det er jo noget man bygger op - den ene raktion kan holde en
vågen i 3 dages agoni som året efter nåå ja ja .... det har vi
overlevet før - men jeg tror grundligene det handler om usikkerhed
min favorit søster .. jeg kan da også huske da hun gik i puperteten -
der blev hun utroligt fjerne for mig ja tæt på afstands tagene agrasiv
hvor vi eller plejer og være et og alt sammen ... det var da hårdt på
en måde ...fordi normalt lukker jeg mig bare sammen ... men det er jo
svær med et menneske man holder af ...nå men naturen gik sin gang og
hormonerne faldt hmm på plads

men der hvor du taler om det slutter ....jamen jeg tror sgu bare du
mere eller mindre tiltrægges af mænd der ikke kan rumme dig.

>
>Det forstår jeg ikke - jeg opfatter ikke mennesker som
>statiske størrelser. Jeg ville aldrig forvente, at min kæreste
>skulle være den samme hver dag - jeg kan sagtens rumme,
>at han skulle flippe ud engang imellem, at der er dage,
>hvor han ikke gider noget pis, og har brug for at tingene
>bare fungerer osv.

jamen den store hemlighed er at vi mænd i bund og grund ikke forstår
kvinder særligt godt , jeg tror vi er meget mere 4 kantede ... hvor
kvinder som jeg ofte ser det er en helhed der rummer det hele på en
gang og det kan en mand sgu ikke overskue ... han kan blive nød til
det og det er da i reglen også bedre ind skidt ... men fatter det gør
han sgu ikke....e
>
>Han var bare blevet i tvivl, og det er måske ikke så underligt,
>når han nu var 42 år, og jeg har disse tre dejlige børn - som
>ikke bliver voksne lige med det samme. Han havde en søn på
>22 år, mon ikke han mente, at han var færdig med det at have
>børn bl.a. Det er noget af en mundfuld, sådan at skulle
>indoptage 3 børn, og en yderst levende og udtryksfuld kvinde
>på en og samme gang *S*


jeg hader at sige det Søs men den med de 3 børn det er fame også et
stort ansvar at gå ind til ... fordi uanste hvordan man vender og
drejer det så vil man blive en del af det da de er en stor del af dig.
Nu har jeg jo set dig pakke toilet taske jeg er stadigt facineret der
er taget højde for alt og det til at finde !!!
Du er profesionel mor ... hvor en del af resten af os ikke har den
ringeste anelse om hvad det er

>
>Dejlig tekst.

ja magick an loos ja for den er jo trods alt optimistisk selv om den
er dyster - men som han siger der lidt magi i det hele som holder det
kørene

>
>> kan en go rejse kamarat ikke gøre det jeg er lidt bly med det
>> andet
>
>Gode rejsekammerater skal man ikke kimse ad - jeg vil
>også meget gerne have en god rejsekammerat.

Done deal :)
..
>
>Jeg bryder mig virkelig ikke om denne ufrivillig single-
>tilværelse *G*
>Er der nogen, der vil købe den?

det tviler jeg ikke på
spørgsmålet er bare hvad du gener vil ha !
>
>Knus (selvom du er bly *LOL*)

uhhh ja deeeeet ....sider her og laver 8 taler i gulvet med stor tåen
og kan ikke fortså der ikke sker noget har nemeligt gjort hoved rent


Hjerligst & i lige måde
Bo

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3c39ec8b$0$89096$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Single-liv...

Hej Søsser
Snip

> Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat *S*

Det rørte mig dybt at læse om dine tanker og følelser,
udtrykt både stærkt og poetisk/romantisk, midt i det barske
nu.
Din analyse af dig selv, er nok meget ærlig og relevant *S*
Underligt nok, får man sværere og sværere ved at elske
som tiden går og alderen vokser, skønt erfaringerne vi gør os,
burde betinge, at vi bedre var i stand til at elske, og ikke
forvente eller ønske det "fuldkomne" som vi jo ved ikke eksisterer,
I ungdommen elsker vi helt og fuldt, blindt? Men erfaringens
sår gør, at vi aldrig igen kan elske på samme måde og der
er længere mellem de momentvise øjeblikke af lykke, og selv
i de øjeblikke, er man aldrig mere helt total!
Med erfaringen som ballast, må man lære at elske det "ufuldkomne"
Elske øjeblikket og glæde sig til det næste, glædes over "skårene
og patinaen" i den andens sjæl og væremåde, måske med vemod
og overbærenhed.

Nu var det ham der gik, du har også været den der gik, som
overlod frihedens ensomhed til en anden person.
Vi såres og sårer ufrivilligt, uden at ville det, fordi vi er de
vi er, mennesker.

>
> Søs

Kærlig hilsen
Henning

---

Hej Henning :0)

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3c40a3ef$0$62864$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> > Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat *S*

Jeg læste engang en bog, hvori der stod, at hvis man tænkte
på noget, og fortalte det til tilstrækkeligt mange, så ville det
også komme ind i ens liv.

> Det rørte mig dybt at læse om dine tanker og følelser,
> udtrykt både stærkt og poetisk/romantisk, midt i det barske
> nu.

Takker, søde - jeg bliver helt glad indeni nu.

> Din analyse af dig selv, er nok meget ærlig og relevant *S*

Jeg prøver, jeg vil gerne lære - nogle gange kommer jeg bare
frygteligt i tvivl om, hvad det er, jeg skal lære.

> Underligt nok, får man sværere og sværere ved at elske
> som tiden går og alderen vokser, skønt erfaringerne vi gør os,
> burde betinge, at vi bedre var i stand til at elske, og ikke
> forvente eller ønske det "fuldkomne" som vi jo ved ikke eksisterer,

Måske kan vi, hvis vi lægger vores behov for at kontrollere,
at styre udviklingen og behovet for tryghed fra os. Hvis vi
lader livet ske, og bruger mere tid på at opleve det ske
for os, og ikke så meget tid på at planlægge. Som Hanne L.
har skrevet i sin sig. så er livet alt det der sker, mens vi
planlægger noget andet

> I ungdommen elsker vi helt og fuldt, blindt? Men erfaringens
> sår gør, at vi aldrig igen kan elske på samme måde og der
> er længere mellem de momentvise øjeblikke af lykke, og selv
> i de øjeblikke, er man aldrig mere helt total!

Jeg vil ikke afvise, at det kan opleves igen og igen - uanset
alder.

> Med erfaringen som ballast, må man lære at elske det "ufuldkomne"
> Elske øjeblikket og glæde sig til det næste, glædes over "skårene
> og patinaen" i den andens sjæl og væremåde, måske med vemod
> og overbærenhed.

Ja, elske et "helt" menneske, på godt og ondt - med skidt og
kanel, uden at frygte hverken forside eller bagside.

Tusinde hilsner
Søs

---

[smukke tanker udtrykt poetisk fra søsser hjerte]

*stort varmt kram*


.-.
||`7.V\/|
/ .--.| '-,
_/ / _ <__
(_>( -.- \ /==\
'`. -(_/ //|==.|\
`> --', |--.|=\
_\V|/|/(/||==-|.=\
->. _.-'-'|.==|.-'|
_7__| u _u|==.|_.-|
(c _ __ -'/`=./|==|
(__)_`._ /\\.' |==| _
( `( \_./\.'_ |==| .--'#)
(`-<> |///_/)_=| .'=.-`'
`-/ , , /_/-. \| (==(
.--.`^-^-' /`--'| )==)
/ O \/ .--. /.=.`=/___.'\.'
__| O O /\\/ O \/\\ \/_j_j_7'
(__| ,-. \||\ O O | || |
`-| | | |/// ,-. |_///
hjw \`-' / | | | | `'
`--' \ `-'/
`--'