Godt nytår - jeg håber I har de hovedpiner I fortjener.
Mens I andre hedonister utvivlsomt celebrerede den af pave Gregor XIII
inførte kalenderreform, så måtte en anden en jo arbejde (selvom der
ikke var så meget at se til).
I stedet færdiglæste jeg så den biografiske roman "Lewis rejse" af Per
Olov Enquist (alle andre læser vist hans "Livlægens besøg" for tiden).
Bogen skrives i forfatterens perspektiv men er udformet som en
gennemgang af herrnhuteren Efraim Markströms efterladte Lebenslauf
(hernnhutere har det med dagbøger som mormoner har det med
slægtsforskning). Efraim var tidligere pinseven og en nær ven af
Sveriges store leder af pinsebevægelsen Pethrus Lewi Johansson kaldet
Lewi Pethrus.
Set igennem både Enquist og Efraims øjene oprulles nu historien om
opbygningen af den svenske del af pinsebevægelsen i årene 1911-48 og
navnlig Lewi Pethrus og hans mangeårige samarbejdspartner Sven Lidman
og disses endelige brud.
Både Enquist og Efraim er således blot iagttagere i denne bog som er
en dobbelt-biografi om Pethrus og Lidman, men begge kommenterer dog
livligt bogen igennem. Derudover kommer man også "ind i hovederne" på
bogens hovedpersoner.
For så vidt som bogens oplysninger er historisk korrekte (og det har
jeg ikke forudsætningerne for at afgøre), så gives der et spændende
portræt af hele pinsebevægelsens idegrundlag og historiske udvikling
og samtidig en flot og bevægende historie om et inderligt venskab
mellem to mænd som var fordømt til at blive opløst i den største
bitterhed. Desuden en masse om den korrumperende risiko ved en
bevægelse i rivende vækst og meget mere.
Flere ting i bogen overraskede mig. Pinsebevægelsen som særskilt
fænomen var yngre end jeg troede (1906), der blev trukket en lige
linie tilbage til herrnhuterne og disses blodsmystik (en masse om at
ligge og hvile i Frelserens sår). Endeligt, at Pethrus øjensynligt var
en vigtig årsag til udbredelsen af pinsebevægelsen som
verdensomspændende fænomen (med bl.a. en betydelig Brasiliensmission).
For en ikke-åndsdøbt som undertegnede var det et fascinerende indblik
i en verden som jeg ellers kun hører om indirekte i diskussionerne
her. Jeg tror ikke at nogen med aktier i pinsebevægelsen eller åndsdåb
vil finde noget i bogen stødende og jeg giver den min anbefaling.
Hvis nogen af jer skulle finde på at læse bogen, så hører jeg gerne om
jeres opfattelse af den. Den er lige landet på bibliotekshylderne.
Lars Erik
- på vej hjem fra arbejde
