|
| "Det hellige rum" Fra : Anders Peter Johnsen |
Dato : 01-01-02 03:25 |
|
Hej og godt nytår i Gruppen!
Jeg sidder p.t. og ser en skøn Pink Floyd-koncert på Zulu og kommer til at
tænke på betydningen "helligt rum".
Jeg har tidligere i dette nye år set en fremragende nytårsgudstjeneste fra
St. Clemens Kirke (Domkirken) i Århus.
Salmer og bøn, men desværre ikke nadver, som IMHO - selv i forhold til
dåben - er _det_ centrale element i Kristendommen og den kristne
gudstjeneste...
Det, jeg kommer til at tænke på, er hvorvidt musikkoncerten egentlig ikke
har overtaget gudstjenestens funktion.
Ikke i dèn negative snævre "kristne" betydning at man hylder musikerne som
afguder, men at folk opnår den samme fællesskabsfølelse over noget, der i
dette tilfælde ikke direkte er en konkret religion, men er mere abstraheret
og tværgående fællesmenneskeligt.
Musikken og de sandheder som kunstnernes sange nu engang udtrykker,
kanoniserede eller ej.
Men måske er det netop denne "mangel på sag", der gør det så godt?
Afstanden til Nürnberg-partidiage eller blot almindelige demokratiske
valglkampe med en tilsvarende negativ form for fællesskabsfølelse er
desværre ikke lang - hvis man ikke er i stand til at se at popikonerne -
eller politikerne -bare er mennesker...
Min naive tro er bare, at Gud - eller Helligånden - er mindst lige så meget
"til stede" under en god rock-koncert som i en kirke, også selv om det ikke
lige direkte er Ham, det drejer sig om.
Lidt om rockmusik:
På dette felt har jeg det også lidt underligt ved at megen af dèn rockmusik
som af kristne "prædikanter" bliver skældt mest ud for at være
"anti-kristen" i virkeligheden rummer budskaber og opfattelser der enten
bygger direkte på Bibelen eller i hvert fald bygger på en grundliggende
kristen ELLER kristenpræget tro hos vedkommende kunstnere.
Hvis et band kalder sig "Judas Priest" eller "Black Sabbath" eller en fyr
ved navn Marilyn Manson laver et album som hedder "Antichrist Superstar"
(ironisering over Andrew Lloyd Webbers berømte musical "Jesus Christ
Superstar") , så vidner disse ting jo i virkeligheden om en dyb respekt for
Kristendommen, idet den jo tages temmeligt alvorligt?
Og hvis man rent faktisk hører, hvad d'herrer synger, så vil man nok ofte
opdage at det ligger langt tættere Kristendommen end hvad de selv
umiddelbart lægger op til?
Jeg har aldrig kunne tage påståede "satanister" seriøst, idet de på forhånd
underkaster sig den Kristendommen. I deres oprør ligger en form for
bekræftelse.
Netop ordet "anti-kristen" viser dette: Man er "imod", her bare "imod"
Kristus. Det er denne underlegne "Rasmus- modsat"-holdning, der egentlig
viser at man virkelig er blvet "ramt" på nogle ømme punkter.
Men er man egentlig også det? Faktisk mener jeg at mange heavy-metalsange
kan lære een mere om Jesus end utallige sekteriske prædikanter. Eller - for
lige at være fræk - "tom" Bibellæsning.
Der skal nogle "eksterne" praktiske eksempler ind for at fortolke Bibelen,
hvis man mener at det er et levende skrift. Bibelen kan være nok så
selvstændig og stærk og en umådelig kilde at tømme fra, men der må IMHO også
være noget at tømme den ud på eller en virkelighed at fortolke den ud fra.
Og er der nogen af Jer "Helligåndsteoretikere" derude, som kan forklare mig
Helligåndens begrænsninger på dette felt?
;-D
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
| |
Marina Norling Jørge~ (02-01-2002)
| Kommentar Fra : Marina Norling Jørge~ |
Dato : 02-01-02 09:34 |
|
Anders Peter Johnsen <anderspj@post8.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3c311d27$0$5476$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Jeg sidder p.t. og ser en skøn Pink Floyd-koncert på Zulu og kommer til at
> tænke på betydningen "helligt rum".
Jeg er ved at læse en dejlig bog om Gud. Den er skrevet af en kvinde som i
sin ungdom var katolsk nonne. Jeg citerer:
"Som barn var jeg præget af en række religiøse forestillinger, men jeg havde
ikke megen gudstro. Troen på en række læresætninger er ikke det samme den
tro, der gør os i stand til at fæste lid til disse. Jeg troede blindt på
Guds eksistens....
Da jeg var omkring otte år gammel, matte jeg indprente mig katekismens svar
på spørgsmålet: "Hvad er Gud" " "Gud er det højeste åndelige væsen, der som
det
eneste eksisterer i kraft af sig selv og er uendelig fuldkommen" Det er
næppe overraskende at denne definition ikke sagde mig noget og jeg må
tilføje at den stadig lader mig upåvirket.
Efterhånden som jeg voksede op begyndte jeg at indse at religion handlede om
andet og mere end angst. Jeg begyndte så småt at blive bevæget af skønheden
ved liturgien, og selvom Gud stadig var fjern, følte jeg dog, at det måtte
være muligt at trænge igennem til ham, og at en sådan åbenbaring ville
forvandle mit syn på hele den skabte verden.....
Da jeg begyndte at forske i gudsforestillingen og gudsoplevelsen i de tre
beslægtede monoteistiske religioner - jødedom, kristendom og islam - hørte
jeg fra fremtrædende monoteister - at jeg frem for at afvente at Gud skulle
stige ned fra det høje, i stedet skulle danne mig en personlig opfattelse af
Gud... De ville have fortalt mig at i væsentlig forstand var Gud et produkt
af en kreativ forestillingsevne ligesom den poesi og musik, jeg fandt så
inspirerende. Enkelte højt respekterede monoteister ville stille og roligt
men bestemt have fortalt mig at Gud egentlig ikke eksisterede - og at "han"
dette til trods, var den mest betydningsfulde virkelighed i verden" - citat
slut
Når du taler om det hellige rum - i musikken, tror jeg netop du peger på en
indgang til at forstå Guds væsen. Stærke oplevelser er knyttet til musik, og
du er ikke den eneste der fornemmer "mere mellem himmel og jord" under en
god koncert. Det er både en fællesskabsfølelse, men også netop alt det der
ikke kan udtrykkes i ord, som musikken skaber rum for. Den umiddelbare
oplevelse - langt fra politikernes og reklamens løfter - er et væsentligt
element i vores tilværelsesforståelse. Skulle man sige noget negativt i den
forbindelse, så må det være at virkeligheden består af konkrete handlinger
og aftaler, og at man ikke når langt hvis alle alene falder i ekstase over
de kunstneriske frembringelser og undlader det prosaiske arbejde. Personligt
foretrækker jeg dog kunsten frem for regneark...
> Lidt om rockmusik:
> På dette felt har jeg det også lidt underligt ved at megen af den
rockmusik
> som af kristne "prædikanter" bliver skældt mest ud for at være
> "anti-kristen" i virkeligheden rummer budskaber og opfattelser der enten
> bygger direkte på Bibelen eller i hvert fald bygger på en grundliggende
> kristen ELLER kristenpræget tro hos vedkommende kunstnere.
Hvad er forskellen på en kristen og en kristenpræget tro? Jeg har hørt en
del prædikanter, som var præget af lovtrældom og magt - for mig var deres
ord kristenpræget uden egentlig kristen forståelse. Om ordene bygger
direkte på bibelen er ikke afgørende i min bevidsthed - men her, tror jeg
enhver må mærke efter i sit eget hjerte. Da vi ikke opfatter hele budskabet
i en forkyndelse, vil den enkeltes bedømmelse bero på hvad man har hørt og
forstået.
Det samme må være gældende for rockmusik. Som du pointerer bygger mange
tekster især på Johannes åbenbaring - og selv (eller måske især) når
musikerne forkynder satanismen, kan der være kristent indhold. (Satanismen
er en lidt ejendommelig størrelse. I sin klassiske form bygger den direkte
på kristendommen - nogle gange for at nedbryde kristendommen, andre gange
for at kritisere en given kristen praksis.)
Nogle gange vil man kunne finde en mere kristen forkyndelse i disse tekster
end i den traditionelle forkyndelse - men igen det handler om hvordan man
opfatter dem "Den som har øre - han hører"
Hvis man vælger at bygge væsentlige (eller hele) sit gudsliv op omkring hård
rock, så tror jeg man kommer til at savne noget. Selvom kirkernes
forkyndelse ofte er mangelfuld, er den ikke uden værdi. Som du selv nævner,
er der heller ikke dåb og nadver ved en Marilyn Manson koncert!
Godt nytår!
Marina
| |
Anders Peter Johnsen (02-01-2002)
| Kommentar Fra : Anders Peter Johnsen |
Dato : 02-01-02 14:37 |
|
"Marina Norling Jørgensen" <marina-n@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3c32c5ca$0$55635$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> Anders Peter Johnsen <anderspj@post8.tele.dk> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:3c311d27$0$5476$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
Klip!
Tak for dit udmærkede svar, Marina!
Det lyder som en temmelig spændende bog, du har læst.
> Hvis man vælger at bygge væsentlige (eller hele) sit gudsliv op omkring
hård
> rock, så tror jeg man kommer til at savne noget.
Helt klart.
Jeg mener dog bare ikke at gudstjenester og rockkoncerter nødvendigvis er de
absolute modsætninger, som nogen mener.
Selvom kirkernes
> forkyndelse ofte er mangelfuld, er den ikke uden værdi.
Nej, det er den bestemt ikke.
Som du selv nævner,
> er der heller ikke dåb og nadver ved en Marilyn Manson koncert!
Nej, selvfølgelig ikke!
Men nu taler jeg også primært om de lidt mere moderate rockkoncerter, som
f.eks. Pink Floyds, mens jeg bestemt ikke vil udelukke en vis portion
religiøs "prædiken" af den ene eller anden slags ved en af de hårdere
rockkoncerter.
Mr. Manson og andre erklærede "satanister" kan trods alt takkes for at de
får unge til at tænke over Kristendommen, dog på en lidt utraditionel måde.
Jeg kender indtil flere unge mænd som har hørt meget "små-satanisk"
heavy-metal, da de var teenagere, og det er som regel dem, jeg er i stand
til at føre de bedste kristendomsdiskussioner med! Spøjst, ikke?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
| |
|
|