Thomas Bendsen skriver:
>
> Jeg er kommet til at tænke over hvorfor romertallene hedder som de gør.
C kunne være cento som er italiensk
(og derfor muligvis også latinsk) for 100. M kunne ligeledes
> stå for mille. Er det rigtigt?
Nej.
Tallene er ældre end bogstaverne
Man talte med streger IIII optil 4
og så slog man en skrå steg hen over alle ved 5. ,I-I-I-I´
der næst lave man fire steger til 9,
hvor efter man lavede en mod sat skrå steg ved 10: ,I-I-I-I´ `I-I-I-I.
Det var de små streger som betød 1 og de lange skrå betød 5,
og to skrå streger imod hinanden betød 10.
Da to lange skrå betød 10 var der ingen grund til at skrive alle otte
lodrette streger.
Og da stregerne vendte i modhinanden og var lange, så kom de nemt til at
krydses.
Derfor X ligmed 10.
Når V betyder fem er det fordi de tre streger er sparet væk.
Når man havde 100 streger så slog man en bue om alle hakkerne.
Men for ikke at skulle lave 100 hakker for at skrive 100,
så fandt man på at lave en bue på et 1 tal,
nærmest af form som et D, som var smalt og spist foroven og forneden.
Da den lodrette streg var unødvendig så for svandt den en dag.
L var oprindeligt et D som manglede den øverste halvdel,
fordi det (L) kun betød et halvt hundred.
1000 = M var oprindeligt et andet tegn, et I med en smal buge på hver
side. Næsten CD
Da tegnet var grimt, så valte man meget senere, at bruge M i stedet for.
Da D tegnet var blevet et C, så kunne man bruge D for 500,
da det var halvdelen af 1000 = CD.
der kan være en forklaring på alt, men den behøver ikke at være nem at
forstå!
|