Lars Erik Bryld <lars-erik@dadlnet.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:b82t0ugo4j79m7ipe2m990ojket5sml2o2@4ax.com...
> On Tue, 4 Dec 2001 23:33:16 +0100, "Mr. D" <s-griis@post5.tele.dk>
> wrote:
>
> Siden det nu især er forfatteren til "Arternes Oprindelse" som står
> for skud, vil jeg da gerne høre om udtalelser i den retning også er
> blevet tilskrevet Darwin.
Jeg har skrevet lidt til dig her. Det er vistnok lidt langt, og hvis du ikke
gider læse det, er det også okay. Det fortæller lidt om den konflikt, som
har været - og måske er til en hvis grad, også idag. heri er også nævnt
Darwins Bulldog...
Aktørerne
Her følger en gennemgang af historien, som den er forløbet fra starten af
konflikten mellem den moderne videnskab og fundamentalistiske kristne og
mellem ungjordskreationister og alle andre troende. For nemheds skyld er her
en opremsning af de implicerede parter i konflikten
:
1) De, der tror på et univers og en jord, der er mindre end 10.000 år. På
deres højrefløj finder vi geocentrikerne, der mener, at bibelen lærer, at
jorden er i centrum af universet.
2) Liberalteologerne og tilhængerne af den moderne teologi
3) Videnskaben, her mest i dens ateistiske eller darwinistiske form. På
højrefløjen her finder vi X Klubben og Thomas Huxley, bedre kendt som
"Darwins Bulldog"
4) I yderkanten af konflikten finder vi de kristne fundamentalister, som
tror på en gammel jord. Blandt dem tælles Gammeljordskreationister,
Gap-tilhængere, fortalere for progressiv skabelse og teistisk
evolutionister.
Vi starter lige nogle tusind år før..!
Debatten om skabelsen og verdensbilledet har altid raset. Bibelens
skabelsesberetning har altid stået som noget særligt centralt i både
jødedommen og kristendommen. Nogle mener, at der i Skabelsesberetningen selv
ligger et opgør med hedningekulturernes forståelse af verdens tilblivelse.
Skabelsesdebat hos jøderne
Mens Israels forskellige nabofolk, og ikke mindst de herskende nationer,
heriblandt ægypterne og babylonerne havde deres fantastiske skabelsesmyter
med guder og monstre, kampe og intriger, indleder skabelsesberetningen med
de ophøjede ord "I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden". I disse enkle
ord ligger efter nogens mening et direkte opgør med de store dramaer, som
udspiller sig i de hedenske myter. I skabelsesberetningen betegnes sol, måne
og stjerner som "de store lys" (egentlig lamper), der skal skille mellem lys
og mørke, dag og nat. Også her ser det ud til, at vi finder et opgør med de
hedenske naboreligioner, der stort set alle udtrykker tanken om, at
himmellegemerne i virkeligheden er personificerede guder. Det er i forhold
til disse tanker, at Skabelsesberetningen understreger, at sol, måne og
stjerner blot er lamper, og dermed ikke overnaturlige guder, som man bør
frygte.
Tanken er, at sandheden om skabelsen blev givet af Gud til de første
mennesker, men på grund af syndefaldet og den efterfølgende korruption af
forståelsen, udvikledes tanker og fantasier om skabelsen, udtrykt i
polyteisme, dualisme og panteisme. Gennem Noa og Sem, Abraham, Isak og
Jakob, holdtes sandheden om skabelsen ren for eftertidens generationer.
Polyteisme: Flere guder
Dualisme: Verden beherskes af to modsatrettede grundprincipper (mørke/lys,
ondt/godt, ånd/stof og Satan/Gud)
Panteisme: At Gud og verden er ét, hvorfor der bl.a. ikke er behov for
skyldbekendelse, ansvar, tilgivelse eller tilbedelse.
Skabelsesberetningens enkle tankegang fortsætter i de gammeltestamentlige
bøger, og følges op af de jødiske apokryfer og pseudepigrafer. Blandt
apokryferne finder vi i 2. Makk.7.28 følgende udsagn: "Søn, se på himmelen
og jorden, og alt, hvad der er i dem; og grund over at Gud gjorde dem ud af
intet". Blandt de pseudepigrafiske bøger er det specielt Enoks bog og 4
Ezras bog, der fortsætter Gammeltestamentes beretning om skabelsen.
I de Gammeltestamentlige jøders konstante opgør med hedningereligioner ville
der med stor sandsynlighed også ligge et opgør omkring skabelsen af verden.
Hvem skabte verden og hvordan? Var det Israels Gud, eller var det de
hedenske guder. Denne kamp finder vi igen i den (efter bibelske) jødiske
Talmud litteratur, hvor jødiske rabbinere igen og igen er i diskussion med
græske filosoffer om verdens tilblivelse.
Skabelsesdebat i kirken
I kirkens ordvekslinger med hedenske tænkere og filosoffer og kirkens
interne opgør med kætterske bevægelser, har også skabelsen haft sin centrale
plads. Der var ganske tidligt opgør med de hedenske tænkere og filosoffer,
som kirkens tjenere forsvarede sig imod og gennem hele kirkehistorien finder
vi diskusion med kætterske bevægelser som f.eks. gnostikerne og manikæerne.
Senere optræder arabiske filosoffer som fjender af kirkens skabelses- og
verdensforståelse.
Gnostikerne: Mente, at i begyndelsen var den store ukendte gud, som var ren
ånd. Ud fra denne gud avledes rene åndelige kræfter (æoner), som igen avler
æoner. En af dem var Sofia, som avlede Demiurg. Demiurg troede om sig selv
at han var den højeste og verdens herre. Derfor skabte han den fysiske
verden, og her blev en guddommelig gnist fanget i materien. Vi har som
mennesker den guddommelige gnist, som holdes fanget i vort indre og længes
tilbage til det himmelske, åndelige. Heri bliver Demiurg Gammel Testamentes
gud, men ikke den allerhøjeste. Al materie er ond, og kun det åndelige er
godt.
Manikæerne: Mente, at det godes verden og det ondes verden er to kræfter,
som eksisterer side om side i universet. De mørke magter skabte mennesket af
en blanding af satanisk stof og "Guds lyshed og godhed" (i vest
Jesuspatibilis / i øst Buddhagotra)
Arabiske Islamiske filosoffer fremførte falsk dualisme i det 11. og 12.
årh.
filosoffer: Heriblandt Averroes og Avicenna. Her var det nødvendigt ved det
4. lateralkonsil i 1215 at konkretisere kirkens tro på skabelsens
omstændigheder ud fra Bibelen.
Kirken og Videnskaben
Kirken overtog det Ptolemæiske verdensbillede, og forenede heri Bibelens ord
med den græske filosof Aristoteles´ verdensbillede med jorden i centrum og
universet som evigt og uforanderligt. Aristoteles´ verdensbillede blev næste
n kanoniseret, og det blev betragtet som kætteri, at angribe hans
verdenssyn. Videnskab og kristendom gik hånd i hånd, men på kristendommens
hånd sad en jernhandske, og ingen vovede at trodse kirkens overbevisning om,
hvordan verden så ud.
Som sådan er den moderne videnskab egentlig en datter af kristendommen. Den
eksperimentelle videnskab, som har bragt den vestlige verden den
teknologiske udvikling, og som alt i dag er baseret på, er udgået fra
kristenheden. Videnskaben var op til det 16. og 17. århundrede optaget af at
undersøge Guds skaberværk, men var samtidig underlagt kirkens forudfattede
meninger. Dette kunne selvfølgelig ikke holde i længden, og videnskabsmænd
begyndte at opdage forskellige ting omkring naturen, som ikke stemte overens
med kirkens opfattelse.
Oprøret ulmer
Copernicus var en af de første til for alvor at drage kirkens overbevisning
i tvivl. Han mente, at det var solen og ikke jorden som var i centrum, men
holdt det for sig selv af frygt for forfølgelser fra kirken. Presset af
nogle af sine venner, udgav han i 1543 en bog om sine ideer, der ikke blev
accepteret af nogen, hverken kirken, den daværende videnskab eller
menigmand.
Dominikanermunken Giordano Bruno mente, at universet var uendeligt og
ubegrænset, solen er bare en almindelig stjerne - Universet havde ikke noget
centrum, og stjernerne er fordelt i et grænseløst univers. Bruno blev
brændt på bålet i 1600 af den katolske kirke.
Galilei affæren
I 1615 skrev Galilei sit brev: "I anledning af brugen af Bibelcitater i
naturvidenskabelige spørgsmål". Heri søgte Galilei at undgå, at kirken
gjorde et bestemt verdensbillede til guddommeligt inspireret, men det
lykkedes ham ikke. I brevet stod bl.a.:
"...Når man fortolker Bibelen, kan man let løbe ind i vildfarelser, såfremt
man begrænser sig til den usmykkede ligefremme teksts betydning. Ikke blot
modsætninger og påstande langt fra sandheden kan så synes at findes i
Bibelen, men også alvorlige kætterier og tåbeligheder...
....Eftersom Helligånden ikke har i sinde at fortælle os, om himmelen bevæger
sig eller står stille... eller om jorden befinder sig i centrum eller ude
ved en af siderne, er hensigten endnu mindre at give os andre konklusioner i
den retning... Hvis helligånden således med fuldt overlæg har undgået at
belære os om sådanne erklæringer, fordi de er irrelevante over for det
vigtigste mål (vor frelse), hvordan kan nogen så bestemme, at det er
tvungent at vælge side?...
....Jeg vil her gengive noget, som jeg har hørt af en af de mest eminente
gejstlige: "Det er Helligåndens arbejde at belære os om, hvordan vi går til
himmels, ikke hvordan himlen går"
....Det er sandt at to sandheder ikke kan stride mod hinanden. det er dygtige
fortolkeres opgave at fremdrage skrifternes virkelige mening. Disse vil uden
tvivl være i overensstemmelse med de fysiske kendsgerninger, som er logiske,
og som forsøg har vist os"
Brevet fik den modsatte virkning, og skabte ikke den reaktion, som Galilei
havde håbet på. I 1616 blev Galileis tanker gjort kætterske. I 1632 udgav
Galilei en bog, hvor han fremstillede pave Urban VIII som en gammel
forstokket nar. Samme år blev Galilei sat for en kætterdomstol, og det blev
en lang, ydmygende retssag, hvor han bl.a. blev truet med tortur. 22. juni
1633 er blevet betegnet som den hårdeste dag i Galileis liv og den mørkeste
i videnskabens historie. Galilei blev fremstillet for 10 gejstlige dommere i
et stort kloster. Knælende læste Galilei en lang erklæring udarbejdet af de
10 dommere, hvor han afsværgede sine kætterske synspunkter.
I erklæringen hed det bl.a.: "Med et ærbødigt hjerte og en oprigtig tro
afsværger jeg, forbander og afskyr de tidligere vildfarelser og kætterier".
Han erklærede over for hele verden: "Jorden er i centrum og ubevægelig", men
mumlede dog stille "E pur si mouve" "Og dog bevæger den sig". Galilei undgik
døden, men skulle fængsles for livstid. Han fik husarrest, og kunne senere
fortsætte sit arbejde
Det var ikke alene den katolske kirke, som gik imod Galileis (og Copernicus)
tankegang. Luther kaldte Copernicus et fjols, og beskyldte ham for at vende
op og ned på den videnskabelige atsronomi. Med henvisning til Jos.10.13
"beviste" Luther, at det var jorden, der stod stille og solen, der var i
kredsløb. Melanchthon kaldte det mangel på ærlighed og anstændighed at
fremsætte sådanne tanker, som Copernicus stod for. John Calvins reaktion var
også skarp. "Hvem vil sætte Copernicus´ autoritet over den Hellige Ånds?".
Faktisk var Copernicus´store værk "De Revolutionibus" forbudt af den
katolske kirke helt op til starten af det 19. århundrede.
Retssagen mod Galilei blev et knæk for kirken - ikke blot kirken, men
kristenheden som helhed og Bibelen. I retssagen havde man linet mange
skriftssteder op, som skulle bevise at jorden var i centrum. Verden fik
valget mellem Bibelen eller Galilei. Dette var det første regulære skisma
mellem kirke og videnskab, og flere skulle følge efter. Der gik endnu en rum
tid, inden videnskaben fuldt og helt frigjorde sig fra kirken og gik sine
egne veje. Det blev et brud, som på en gang var smerteligt og nødvendigt.
Galileis opfattelse af korrekt Bibellæsning
Det er vigtigt at bemærke sig, at Galilei lagde ansvaret for korrekt
opfattelse af verden - ikke kun på videnskabens mænd og deres observationer,
men også - på teologer og Bibelens fortolkere. Også de havde et ansvar; At
læse Bibelen korrekt. Ud fra dette var Galilei af den overbevisning, at de
ville nå frem til, at Bibelen var i overensstemmelse med det virkelige
reelle verdensbillede, for der kunne ikke være nogen modsætning mellem Bibel
og univers.
Der er megen visdom i Galileis ytringer, og man må spørge sig selv, om ikke
han i langt højere grad var i overensstemmelse med Bibelens grundholdning
til Skriftens Ord, verden omkring os og menneskets udforskning af den.
Allerede Galilei kom med tanken om, at den umiddelbare såkaldte bogstavelige
læsning af Skriften kan føre direkte til kætterier og tåbeligheder. Som vi
skal komme ind på senere, egner Skabelsesberetningen sig ikke til en
umiddelbar, overfladisk læsning. Den kræver, som de sværeste passager i
Åbenbaringsbogen, dybtgående studier og bøn under læsning.
Konflikten opstod ikke på grund af Galileis observationer, men fordi kirken
læste Bibelen forkert og ophøjede et bestemt (og forkert) verdensbillede som
absolut sandhed. Er det ikke netop den samme tendens, vi ser i dag iblandt
de bastante ungjordskreationister? Er det ikke netop samme fatale
fejltagelse, som bliver gjort, når ungjordskreationister ophøjer et bestemt
verdensbillede til indiskutabel sandhed, og lader kristenhedens og selve
Bibelens troværdighed stå og falde med deres påstandes sandfærdighed?
Usshers kronologi
I 1642 (Ikke mange årtier efter udgivelsen af King James Bibelen)
offentliggjorde John Lightfoot (Cambridge University) sine omfangsrige
beregninger på verdens alder. Ud fra disse kunne han fastsætte universets
skabelse meget nøjagtigt, nemlig til den 17. september 3928 f.kr.
Otte år senere kom den anglikanske ærkebiskop James Ussher (Irland) med en
rettelse til Lightfoots beregninger. Ifølge Ussher blev verden skabt den 3.
oktober 4004 f.kr. Lightfoot lod ikke vente på sig, og offentliggjorde det
hidtil mest detaljerede starttidspunkt på universet. Det var i ugen 18. til
24. oktober 4004 f.kr. og Adam blev skabt præcis kl. 9.00 om morgenen den
23. oktober.
Fra det 18. århundrede og fremefter er Usshers beregning blevet indført i
King James Bibelen som fodnote eller overskrift. Herved har den vundet hævd
i hele den engelsktalende verden som værende sand. For mange kristne blev
denne fodnote en naturlig del af Bibelen, uden at nogen stillede
spørgsmåltegn ved beregningens sandhedsværdi. Selv da Evangeliet spredte sig
mod øst, og i Kina stødte på historiske optegnelser over verdenshistorien,
der gik længere tilbage end Usshers datering af selve universets skabelse,
skete der ikke noget.
King James Bibelen blev central for de reformatoriske bevægelser i den
engelsktalende verden, og vor tids ungjordskreationisme er også
hovedsageligt at finde blandt reformationens børn, iblandt de evangeliske
kristne, og her med udgangspunkt i de engelsktalende dele af kristenheden.
Den moderne konflikt
En af de første til at foreslå, at jorden var betydeligt ældre end de 6.000
år, var den kristne kreationist James Hutton. Kristne på hans tid havde
generelt ingen problemer med at acceptere, at det kunne være, som han sagde.
Men ikke lang tid efter skete der noget, som for alvor skulle trække
grænserne op. Darwin publicerede sin bog "Arternes oprindelse" i 1859, og
gav heri et bud på, hvordan livet kunne opstå og udvikle sig uden indgriben
fra en højere magt. Darwin gjorde brug af de lange tidsrum og de geologiske
data, som videnskaben så småt begyndte at finde.
Nogle kristne så i første omgang ingen fjende i darwinismen og søgte at
formidle en bro mellem kristendommen og den nye videnskab. Dog var ideen om
livets tilfældige udvikling og den stadig mere åbenlyse proklamation af Guds
overflødighed en rød kappe for øjnene af kristenheden, og det måtte komme
til konflikt. Som flere og flere videnskabsmænd godtog Darwins teorier,
begyndte mange kristne at betvivle den samlede videnskabs hele grundlæggende
ide og tanke. Der opstod et generelt mistillidsforhold mellem dele af
kristenheden og videnskaben, som næredes af kristnes paranoia og
videnskabens tiltagende arrogance og frækhed.
Flere ting skete på samme tid. Liberalteologien opstod, og kristne, der
ønskede at forblive Bibeltro fandt sig omgivet af fjender. Videnskaben som
den ydre fjende og liberalteologien som den indre undergravende og
altødelæggende faktor. Franskmanden Jean Astruc udgav en kommentar til 1.
Mosebog, hvor han påstod, at der var to skabelsesberetninger (kap. 1 og 2)
skrevet af to forskellige forfattere, og i indre modsætning til hinanden.
Astruc gik ud fra en kronologi i Bibelen, som stemte med Usshers, og hans
kronologi blev accepteret af mange, også de, som var hans arge modstandere,
selvom han med kronologien netop ønskede at angribe Bibelens integritet og
troværdighed.
Ikke længe efter fremstod den tyske teolog Johann Eichhorn. Han så hurtigt,
at de nye geologiske fund gendrev både Usshers og Astrucs kronologi. Hans
løsning på problemet var påstanden om, at de Gammeltestamentlige skrifter
(eller i det mindste en del af dem) var sene upålidelige skrifter, og at
skabelsesberetningen var jødiske spekulationer med lån fra babylonsk
tankegang. Eichhorn blev kendt som kritikkens fader.
X Klubben og Darwins Bulldog
I tiden forud for og efter Darwins udgivelse af "Arternes oprindelse" var
videnskaben i fuld firspring på vej frem. De videnskabelige landvindinger
var enorme, og resultater blev produceret i en jævn og hurtig strøm. Dette
avlede en høj grad af positivisme inden for de videnskabelige rækker, og ind
imellem blev den udtrykt i latterliggørende fraser omkring religiøs tro i
almindelighed og kristendom i særdeleshed. Fremtiden syntes lys for
videnskaben og løsningen på livets store mysterier lå lige om hjørnet. Denne
udprægede positivisme er ikke nær så kendetegnende for dagens videnskab.
Ikke fordi videnskaben er gået i stå, men fordi verden og livet er blevet så
meget større og så meget mere uoverskueligt. For hvert svar, videnskaben
fandt, dukkede 100 nye spørgsmål op, og for hver landvinding, blev universet
såvel som den subatomare verden så meget mere kompleks og ufattelig. På
trods af mange og store opdagelser, rykkede videnskaben ikke meget nærmere
svaret på universets og selve livets egentlige mysterium, og videnskaben
befinder sig i dag på mange fronter i virkelighedens grænseland med udsigt
til det absolut ukendte.
Tilbage til Victoriatidens England. Her dannedes i slutningen af det 19.
århundrede den såkaldte X klub med ni fremstående videnskabsmænd som
medlemmer. Blandt dem var Thomas Huxley, John Tyndall og Herbert Spencer.
Huxley blev kendt som en stor og dygtig forsvarer af Darwins teorier og gik
under tilnavnet "Darwins Bulldog". De var alle modstandere af den etablerede
kirke, og søgte på en gang at miskreditere den og at erstatte den med
"Videnskabelig naturalisme". X Klubben fik stor succes og øvede en stor
indflydelse på samfundet og eftertidens udvikling.
I kampen mod kirken erstattedes Gud med "Moder Jord", og alt overnaturligt
med det naturlige. Huxley efterlignede kirken og talte om "Den nye
reformation forkyndt af den moderne videnskab". Han omtalte sine kolleger
som "Den videnskabelige kirke" og betegnede sig selv som "Biskop". Ind
imellem opfordrede han ved sine foredrag til at der skulle synges en salme
til ære for "det skabte".
Huxley mod Wilberforce
Et personligt opgør mellem to videnskabsmænd endte med en sejlivet myte
indenfor videnskaben om kirkens forsmædelige nederlag til darwinismen.
Thomas Huxley havde offentligt ydmyget sin kollega Richard Owen i en debat.
Da Huxley var varm fortaler for Darwins udviklingslære, søgte Owen at få
hævn. Hans redskab skulle være ingen ringere end biskoppen af Oxford, Samuel
Wilberforce, der var kendt for at være en brilliant prædikant med ordet i
sin magt.
Den 30. juni 1860 stødte de to sammen i en offentlig debat i "The British
Association" i Oxford. Oplægget var oprindeligt ikke, at det skulle være et
opgør mellem teologi og videnskab som to modsatrettede kræfter. Mødet er
blevet en legende og er kendt af alle inden for videnskabelige kredse. Hvad
der egentlig skete, og hvad der egentlig blev sagt, er omgivet af dunkle
tåger, sænket af tidens gang. Men at biskoppen og dermed kirken led et stort
nederlag, er blevet "hvermandsviden" efter den tid. Historien går som
følger: Wilberforce, der var uden videnskabelig træning, kunne ikke stå sig
mod den beregnende og debatvante Huxley. Han blev trængt og faldt i flere
fælder, som Huxley lagde for ham. I et sidste desperat forsøg på at vende
debatten til hans fordel, spurgte Wilberforce Huxley, om det var gennem hans
bedstefar eller bedstemor, han mente at nedstamme fra aberne. Huxley skulle
efter sigende have vendt sig til sin gode ven Sir Benjamin Brodie og
hvisket: "Gud har givet mig ham i min hånd", hvorefter Huxley med høj røst
sagde disse ord, som er gået over i eftertiden: "Jeg vil hellere nedstamme
fra en stakkels plaprende abe end fra en mand med store talenter, der dog
ville appellere til forudindtagethed frem for sandhed"
Historien fortæller, at netop disse ord satte det sidste slag ind mod
biskoppen, der måtte se sig slået. Biskop Wilberforce har siden stået som
eksemplet på den fordomsfulde, bedragede eller bedrageriske, uvidende,
følelsesbetonede og blinde Bibeltro kristne.
Krig!
Der var nu med hele denne udvikling lagt op til en konflikt med meget skarpe
fronter. De Bibeltro kristne måtte forsvare sig mod både den ydre fjende
videnskaben og den indre fjende liberalteologien. Man må have forståelse
for, at reaktionen kom, og at den blev kraftig. Gamle kristne værdier var i
fare for at blive opløst, og Bibelens troværdighed som Guds inspirerede Ord
var under angreb. Det var aldeles nødvendigt med et modsvar til både den
brovtende del af videnskaben og liberalteologien.
Konflikten var åbenlys, og dette var netop, hvad bl.a. X Klubben ønskede og
hvad dele af kristenheden blev trukket ind i, uden egentlig at finde nogen
redningsplanke eller nogen anden vej at gå. Århundreders fredelig
sameksistens mellem tro og videnskab blev glemt, og i sidste del af det 19.
århundrede blev der skrevet en del bøger om konflikten mellem religion og
videnskab. Bøger, som "omskrev historien" om kirken og videnskaben.
Tag endelig ikke fejl..!
Men her er flere ting, vi ikke må tage fejl af. I sådanne situationer
skærpes fronterne og ekstremerne kommer til udtryk. Det er som oftest ikke
kun den ene part, der glider ud i en polarisering. Både i den jødiske
historie og i kirkehistorien finder vi perioder med øget verdsliggørelse, og
her ser vi konservative kræfter, der kæmper for en tilbagevenden til de
gamle værdier. I denne kamp kan de konservative gå for langt og skabe en
bevægelse, som i virkeligheden har strammet meget mere op, end fortiden
egentlig tillader. Fundamentalistiske bevægelser kan ofte i kampen mod
frafaldet skabe nye pietistiske og skrifttolknings tendenser, der er langt
mere snævre end end deres rødder i virkeligheden tillader.
Dette gælder i høj grad for ungjordskreationisterne. Ideen om, at verden er
under 10.000 år gammel og at de seks skabelsesdage varede hver 24 timer,
lanceres som "den gamle evigtgyldige sandhed". For enhver kristen, der nærer
ønske om at være Bibeltro, fremstilles dette tankesæt som eneste mulighed.
Alt andet er frafald og kompromis. Men denne meget bastante holdning til
skabelsesberetningen er af forholdsvis ny dato. Holdningen at den unge jord
og de korte skabelsesdage er eneste reelle mulighed for den ærlige kristne,
hører til i tiden efter Usshers kronologi og er blevet skærpet af den
moderne konflikt mellem fundamentalistiske kristne, liberalteologien og
videnskaben.
Man tager fejl, hvis man tror, at ungjordskreationisternes tolkninger og
ikke mindst deres kompromisløse og hårde fremfærd har været gængs for
kristenheden igennem menighedens totusindårige historie.
Ungjordskreationisternes påstande om, at de varetager kirkens gamle
holdninger og værdier mod modernismens faldgruber er ikke sand. Man
efterlades let med det indtryk, at tanken om en jord, der kun er 6.000 år,
altid har været eneste alternativ i kirken, og at ideen om at
skabelsesdagene var af 24 timers længde altid har været den fremherskende
tolkning i kirkens historie. Intet kan være mere forkert, og vi vil senere i
studiet komme ind på, hvad både jødiske lærde og tidlige kirkefædre mente om
disse ting. I ungjordskreationisternes tilfælde ser vi netop et eksempel på
polarisering, hvor de, der tror at bevare de gamle værdier, selv er i skred
i deres opfattelse og tro.
Fundamentalismens fødsel
Den evangelisk kristne fundamentalisme startede med Milton og Lyman Stewarts
sponsorering af 12 små bøger, kaldet "The fundamentals: A testimony of the
truth" (Det fundamentale - Et vidnesbyrd om Sandheden) i 1909-15.
Organisatorisk formedes og styrkedes skabelsesfundamentalismen ud fra
konferencen i Philadelphia i 1919, hvor "World´s Christian Fundamentals
Association" blev dannet. Denne organisation fremholdt ikke blot de gamle
traditionelle sandheder, som var blevet fremhævet i de 12 hæfter, men
fortsatte med teorien om en ung jord og skabelse i løbet af 6 x 24 timer.
Den erklærede tilmed krig mod udviklingslæren og videnskaben, og udråbte den
til ondskaben selv, som måtte angribes med alle forhåndenværende midler.
Abe-processen
I 1925 kom det til en retssag mod en biologilærer ved navn Scopes, der
gentagne gange havde overtrådt lovene i Tennesse, USA der forbød
undervisning i udviklingslære i de offentlige skoler. William Jennings
Bryan, en agtet fundamentalist, stod som anklager i sagen, og han fik også,
som ventet, biologilæreren dømt. Men dommen er ikke det mest opsigtsvækkende
i denne retssag. Bryan gik i en fælde, som var vel planlagt og arrangeret på
forhånd. Han gik selv i vidneskranken for som ekspertvidne at fortælle om de
fundamentale værdier inden for kristenheden.
Den dygtige forsvarsadvokat Clarence Darrow afhørte ham, og tvang langsomt
men sikkert Bryan til en indrømmelse af at de seks skabelsesdage i
virkeligheden var længere perioder. Efter denne indrømmelse fra en af
fundamentalismens store mænd, gjorde Darrow klart for offentligheden, at
kristne reelt ikke havde nogen sag imod darwinismen.
Fundamentalismens ungdom
og kreationismens fødsel
I starten af 1920erne optrådte de kristne kritikere af darwinismen stort set
som en samlet flok. Deres mål som fundamentalister var ikke at fremhæve en
bestemt lære omkring skabelsen, men kræfterne blev koncentreret omkring
faren i den nye videnskabelige retning. Lederne blandt fundamentalisterne
talte mænd som William Bell Riley, der var tilhænger af tanken om
skabelsesdagene som lange perioder og Harry Rimer, som var overbevist om
Gap-teoriens rigtighed, (der bl.a. blev lanceret i Scofield Bibelen). Det
vil måske overraske en del, men fortalerne for en ung jord, 24 timers
skabelsesdage og syndflodsgeologi var ikke så mange blandt disse
fundamentalister og talte hovedsageligt adventister, der forsvarede Ellen G.
Whites syner.
Price udgav sin bog om syndflodsgeologien, men afholdt sig fra at gøre brug
af betegnelsen kreationist. I 1930erne ændrede en af Prices tilhængere dog
på dette. Dudley Joseph Whitney (ikke-adventist) så med undring på
fundamentalisterne, der talte fortalere for skabelsesdageperioder, Gap
teorien og tilhængere af ung-jord ideen. det syntes som om de alle troede på
det hele og søgte at overbevise om det hele. Hvordan kunne de kristne
overbevise verden om at tilslutte sig kreationisterne, når disse ikke engang
indbyrdes kunne blive enige om forståelsen af 1. mosebog kap. 1? Han var med
til at stifte et selskab, der skulle forene fundamentalismens kræfter ""The
Religion and Science Association", og han håbede på, at han kunne overbevise
de andre om sandheden i Prices syndflodsgeologi og samtidig tage patent på
kreationist-betegnelsen.
I lanceringen af selskabet proklamerede Price, at selskabet støttede op om
hans syndflodsgeologi som værende den mest troværdige, og i samme åndedrag
langede han ud efter de eneste andre fundamentalistiske alternativer, der
var. Han beskyldte tilhængerne af skabelsesdagsperioder for at prøve at
promovere en teori, der ikke stemte overens med Bibelens beretng og han
anklagede Gap-tilhængerne for at være en for fantastisk teologi, der ikke
havde basis i hverken Bibel eller videnskab. Selskabet døde i løbet af få
år. Hvorfor? Man kunne ikke i ledelsen blive enige om tolkningen af 1.
Mosebog.
James O. Buswell III, Russell L. Mixter og Bernard Ramm
I 1950 proklamerede palæontologen George Gaylord Simpson, at "Dagens
kreationister kun er at finde i ikke- eller antividenskabelige kredse".
Antropologen James O. Buswell III, der var overbevist kristen og tilhænger
af en gammel jord, protesterede, og argumenterede for, at betegnelsen
kreationist skulle kunne dække ikke alene den pseudovidenskab, som
syndflodsgeologien og ungjordsteorien på det tidspunkt blev betegnet som,
men også kristne videnskabsmænd som Buswell selv, der konstant var åbne over
for nye videnskabelige opdagelser. Han kæmpede for at alle fundamentalister,
fra progressive kreationister til teistiske evolutionister sammen skulle
marcherer under et banner med ordene "Scientific creationism" (Videnskabelig
kreationisme). Dette lykkedes ikke for ham.
Biologen Russell L. Mixter, der var overbevist kristen og tilhænger af
teistisk evolution kæmpede for samme sag. Han mente at kreationister ikke
var enige om tolkningen af skabelsesberetningen, men at alle med
fundamentalistisk baggrund dog var kreationister. Han mistede sit job på det
kristne Wheaton, fyret for ikke at være "rigtig kreationist".
Baptisten, filosoffen og teologen Bernard Ramm udgav i 1954 en pamflet,
hvori han opfordrede sine brødre til at stå sammen om det, han kaldte
"progressiv skabelse". Et tankesæt, som ligger midt imellem almindelig kendt
kreationisme og teistisk evolution. Ramm var overbevist om, at Prices
blakkede rygte og udråbelsen af hans ideer som pseudovidenskabelige, havde
givet syndflodsgeologien og ungjordsopfattelsen dødsstødet.
Modangrebet
Disse forsøg på at gøre betegnelsen "Kreationisme" så bred som muligt, fik
sit modsvar, da Morris og Whitcomb i 1961 udgav bogen "The Genesis Flood"
(1.Mosebogs syndflod), hvori de søgte at gøre syndflodsgeologien og
ungjordskreationismen til den eneste ortodokse forståelse af
skabelsesberetningen. Nogle år senere dannede 10 ligesindede videnskabsmænd
selskabet "The Creation Research Society" der skulle promovere disse ideer.
I et forsøg på at få deres ideer ind i undervisningen i de amerikanske
offentlige skoler, blev de bibelske udtryk i syndflodsgeologien pillet af,
og man "pakkede" ideen om og gav den navnet "skabelsesvidenskab" eller
"Videnskabelig kreationisme". Dette skete så sent som i løbet af 1970erne.
Nu var taktikken lavet om. I stedet for at angribe evolutionsteoriens
videnskabelige basis, krævede de, at "skabelsesvidenskab" skulle accepteres
på lige fod med udviklingslæren som et rent videnskabeligt alternativ. I
1974 udtalte morris stolt: "Kreationismen er tilbage, denne gang ikke som en
religiøs overbevisning, men som en alternativ videnskabelig forklaring på
den verden, vi lever i".
Der var et selskab (ASA), som støttede teistisk evolution og selskabet "The
Creation Research Society" (CRS) støttede ungjordskreationismen. dette
efterlod mange kreationister med anden overbevisning ude i kulden. John R.
Howitt, antievolutionist og Gap-tilhænger, bad inderligt i midten af
1960erne bestyrelsen for CRS om ikke at gøre syndflodsgeologien til eneste
sande kristne skabelseslære. Må CRS virkelig blive et selskab for
undersøgelse af skabelsen, en søgen efter sanheden, uanset om den skulle
vise sig at være syndflodsgeologi, gap-teori eller teistisk evolution.
Howitt måtte opgive, og der blev ingen forsoning.
Fra det just overståede studie "Gud og videnskaben"
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu