Lyrik <lyrik@heaven.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9ubndk$1kf4$1@news.cybercity.dk...
>
> Det er en vits ikke?
>
> "At de alle må være ét for at verden må forstå at du har sendt mig"
> "Der må ikke være partier eller splittelser iblandt jer"
> "De er alle lemmer på det samme legeme og hovedet er Kristus"
Jeg er ikke sikker på, jeg er enig med Erik i dette, når det kommer til
stykket, men jeg kender jo nok tankens ophav. De økumeniske bestræbelser,
som de fremstår idag, giver for nogle (heriblandt mig) indtryk af, at være
bestræbelser på, at forene de forskellige kirker og bevægelser på bekostning
af lære og forkyndelse. Dette viser sig i forskellige fælleserklæringer og
økumeniske gudstjenester, hvor man udelader, hvad man ikke er enige om.
Ingen er uenige i, at vi må være ét. Uenigheden opstår i forbindelse med
valget af vejen til enigheden og etheden. For mig kan enheden i ånden ikke
opstå i forbindelse med nedbrydelse af forkyndelsen. De fire tværstænger i
Guds åndelige bolig, der holdt den første menighed, sammen (lige præcis det,
der gjorde dem til ét) var apostlenes lære, brødsbrydelsen, fællesskabet og
bønnerne. kal vi være ét skal det være på dette grundlag, som er givet os
til fælleskab og enhed, og ikke på trods af dette. Den enhed, som man
bestræber sig på, og som åbenbart kun kan virke ved nedbrydelse af én eller
flere af disse fire, kan for mig at se ikke være bibelsk enhed. Kompromis og
enhed er ikke nødvendigvis det samme.
Og så til - efter min mening - nogle misforståelser.
1) Bestræbelserne på enhed er forfejlet. Vi skal ikke bestræbe os på at
blive ét. Der er ikke det mindste krav til os som troende i Kristi
ypperstepræstelige bøn. Når Kristus beder om enhed, så læg mærke til, at
hans bøn alene går til Faderen. Enhed mellem Guds børn *er* forordnet - og
det af Faderen, og derfor ser vi ingen krav her til at vi skal bestræbe os
på noget sådant.
Det er her som med alt andet i den åndelige verden. Vi kan tilegne os dette
i tro, eller vi kan gå ud i egne gerninger og forsøge det ene og det andet.
Mig? Jeg er ét med Guds børn. Er jeg altid enig? Nej. Føler jeg mig altid
ét? Nej. Men jeg tror på enheden, fordi den er forordnet af Faderen.
2) Der må ikke være partier og splittelser. Det er jeg selvfølgelig enig i.
På den anden side skal hveden og rajgræsset have lov at vokse side om side,
så det ved enden kan åbenbares, hvad der var fra Gud. Heller ikke er
splittelser og partier mulige helt at undgå. Det må være således. Hvor to
eller tre er forsamlede er der mindst 4 meninger.
Når Paulus siger, at mænd alle vegne enigt skal løfte hænderne og bede, så
er det da fordi Paulus ved, at så længe vi har løftede hænder, kan vi ikke
stikke hinanden i ryggen. Vidste du ikke, at det er derfor vi praktiserer
sligt i pinsekredse?
3) Du fremstiller det som om, det er de forskellige kirker, der er lemmer på
Kristi legeme. Det er ikke sandt, og det er en tilsnigelse til at alt, alle
kirker og al forkyndelse er lige god. Det er jo en fin lille en at komme
med, og den passer godt ind i billedet. Men ingen steder står der, at de
forskellige systemer alle er lemmer på Kristi legeme. Det er mennesker, som
er lemmer på Kristi legeme, ikke den ene eller anden kirkeorganisation.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu