---

Hej i Gruppen!

Jeg er kommet til at tænke følgende i forbindelse med den altid eksisterende
debat vedrørende eens forhold til de hellige skrifter:

Er skrifterne udgangspunkt eller endemål?

Inspireret af Luther og Grundtvig tænker jeg:

Skal man som kristent menneske kæmpe for at leve op til skrifter og
forordninger med den indlagte risiko for farisæisk selvretfærdighed, eller
skal man snarere - som det IMHO ligger i Evangeliets natur og i forlængelse
af Jesus Selv - netop leve sig ud over skrifterne og bruge dem som afsæt for
sin omgang med sin omverden?

Jeg er her lidt inspireret af østlige meditationsteknikker, som jeg vil
illustrere med følgende eksempel: Man bruger 20 år på at danne sig et indre
billede af f.eks. en appelsin. Man koncentrerer sig så hårdt at man kan
lugte appelsinen, føle den, smage den, se den i levende 3D og forskellig
belysning, og pludselig "fjerner" man appelsinen. Og hvad er tilbage?

Det er ret zen-buddhistisk inspireret, men risikerer man ikke som kristen at
koncentrere sig om "splinten i øjet" (her skrifterne) i stedet for at prøve
at fjerne den?

Jeg mener at der ligger et enormt spring i at man bevæger sig fra indadvendt
at dyrke skrifter, til at man lærer at dyrke den omgivende virkelighed.

Det er jo næppe særligt kristent at vi sidder for os selv og fortolker
skrifter i eet væk, som om dèt skulle være meningen? Det er netop i den
udadrettede bevægelse at Evangeliet kommer til sin ret. At man for et
øjeblik glemmer sig selv og stoler på den Nåde, Evangeliet formidler og rent
faktisk er i stand til at formidle videre uden at tænke på sin egen
situation.

Selvfølgelig har vi alle brug for retledning på eet eller andet punkt, men
spørgsmålet er så, om man overhovedet stoler på det evangeliske budskab, når
man har travlt med konstant at retlede hinanden i henhold til skrifterne
frem for i det mindste at lade det være forudsat at Evangeliet er sandt,
forstået således at i det mindste Gud Selv har en vis tålmodighed med os.

Mange kan sikkert føle sig som forstandige købmænd, der endelig har fundet
perlen, men jeg mener at det er vigtig at huske Jesu ord: "I har fået det
for intet, giv det for intet!"

Det er en gylden parole! Man kan ikke stille sig som dommer over andre, hvis
man netop selv hævder at være frelst fra sin egen synd. I hvert fald vil det
være et tydeligt tegn på manglende evangeliforståelse, samt forståelse af
den synd som man selv mener sig frikøbt fra, men underligt nok kan tillægge
alle andre.
Man risikerer bare at blive dømt efter samme normer, som man selv dømmer.

Jeg mener nu engang at være en kronisk synder, og netop derfor vil jeg ikke
kunne dømme andre mennesker, når jeg samtidig ved at jeg selv grundliggende
ikke er et hak bedre. I hvert fald ikke gennem egne gerninger, endsige tro.

Jeg er lidt bekymret over det, som jeg anser for at være "frelst"
Kristendom, forstået på den måde at jeg faktisk ikke tror på den omvendelsen
som en enkeltbegivenhed i menneskets liv.

Jo, man kan "modtage" Jesus, eller i hvert fald lære at tage Ham seriøst,
men det forvandler os ikke bare lige til engle eller hellige på stedet.

Jeg ser omvendelsen som den evige universelle kamp, der også repræsenteres i
det enkelte mennske.

Man kan måske tro sig frelst, men måtte Gud forbande at man en dag lænede
sig tilbage i selvtilfredshed og hævdede at være definitivt frelst og dermed
"urørlig", mens man hetzer andre for ikke at være i samme position.

Men tilbage til spørgsmålet: Er skrifterne mål eller middel? Jeg mener ikke
at de er mere end et middel til at forstå Gud. Og guds evige aktivitet. Heri
ligger paradokset: Vi hævder at dyrke "Den Levende Gud", og det forekommer
mig derfor latterligt, at vi generelt ikke har selvtillid nok til at
abstrahere fra, men i stedet panisk dyrker skriften, som i hvert fald ikke
har bevæget sig særligt meget de sidste ca. 1700 år.

Skriften kan være vejledning, men bare aldrig målet i sig selv. Skrifterne
peger ud over sig selv, og det har de altid gjort. Det var IMHO det Jesus
var så genial at påpege for os. Endemålet er anerkendelsen af Gud som
ultimativ realitet. Og troen på at denne Gud eet eller andet sted elsker os
på trods af vore generelle og individuelle fejl. At vi er Hans børn, uanset
om vi erkender det, eller ej.

Nok sludder herfra! ;-D

--
Mvh
Anders Peter Johnsen