|
|
 | Kommentar
Fra :  lyhne1  |
Dato : 18-08-05 06:49 |
| | |
|
Hej Benles.
Jeg kender panikangst fra tidligere i mit liv; men jeg kender ikke til medicinering.
Jeg kan fortælle dig, at der ligger en eller anden oplevelse til grund for din angst, og din angst bliver aktiveret, når der sker noget i dit liv nu, der på en eller anden måde minder dig om denne tilgrundliggende oplevelse.
Den metode jeg kender, er at konfrontere angsten, - sige "ja" til den, sidde stille med den og bare mærke den. Jeg og mange andre har oplevet, at angsten så "lukker sig op" og aftager.
Lad os sige, det er en dødsangst, der stammer fra din fødsel, - at din mor fik smertestillende bedøvelse under fødslen, det har du oplevet som livstruende, og nu sætter angsten ind, når noget minder den mindste smugle om din fødsel.
Det sker uden din opmærksomhed og bevidsthed, - det sker bare.
Det er så blevet sådan, at du er blevet bange for angsten, og forveksler den med årsagen, og så prøver du at "helbrede" angsten med medicin.
Det svarer til, at du kører til mekanikeren med din bil, fordi olielampen lyser og beder ham rykke ledningerne til olielampen af, - for så lyser den ikke mere!!
Jeg løser mine problem via Holotropic Breathwork se: http://www.holotropi.dk/lerhuset/
Her kommer jeg ind til problemets kerne og bare oplever den, og det bevirker, at al den energi, jeg før brugte på at holde den traumatiske oplevelse på afstand, frisættes (musklerne, der holdt den indespærret, bliver bløde og smertefri) og angsten forvandler sig til livslyst og mod.
Jeg kan fortælle dig, at jeg blev så begejstret for denne metode, at jeg selv besluttede at tage uddannelsen, for at kunne hjælpe andre (stakler) - men jeg er ikke udlært endnu, så jeg henviser til det sted, hvor jeg har fået bedst hjælp.
Venlig hilsen
Kirsten
| |
 | Kommentar
Fra : mulberry  |
Dato : 18-08-05 08:29 |
|
Her er et forum, hvor du også kan tage det op : http://www.netpsych.dk/forum/Default.asp?type=forum
Jeg har prøvet det og set i bakspejlet var det ikke så mærkeligt, nærmest mærkeligt andet med det jeg havde været udefor. Jeg har ikke glemt hvad der er sket, men jeg er ikke længere ladet med den negative påvirkning fra det som havde hændt. Det er en meget stor lettelse
Jeg vil råde dig til at behandle det, da det ellers har magt over dig og kan køre dit liv ned ad bakke, som Kirsten bl.a. nævner vil det frigive megen energi.
Det er ikke lige meget hvordan, da den forkerte form kan gøre der værre og ligesom bare lave endnu mere rod snarer end at nå til roden/kernen af problemet. Det er også vigtigt at du udover at finde egnet hjælp udefra, selv er indstillet på at komme det til livs.
Piller er i det lange løb ikke en løsning og gør dig blot afhængig.
| |
 | Kommentar
Fra : lottemn |
Dato : 18-08-05 08:42 |
|
Hej benles44!
Har lidt af panikangst i mange år.
Det er svært for andre at forstå, hvor meget det kan hæmme os i hverdagen. Det er jo ikke just fornuftsbetonede reaktioner vi udviser.
Har også været hos psykolog, men var ikke klar til at arbejde med problemet. For mig var der en vis tryghed (omend negativ) i at reagere sådan. Undgik til sidst situationer hvor angsten kunne opstå.
Brugte alkohol som selvmedicinering. Det var simpelthen en nødvendighed for at kunne eksistere. Troede jeg drak pga. mine problemer, men det forholdt sig faktisk omvendt.
Har ikke drukket i halvandet år og jeg må tilstå ikke at have haft et ordentligt panikanfald siden!!!
Har fået medicin af flere omgange, men igen, det var først da alkoholen blev lagt på hylden, de store forandringer kom.
Ønsker dig lykke til. Et helt nyt liv venter (hvor usandsynlig det end må lyde) Forsæt din tørlagte bane.
Du er ikke alene.
Venlig hilsen Lotte
| |
| Kommentar
Fra : mulberry |
Dato : 18-08-05 08:45 |
| | |
 | Kommentar
Fra : miritdk |
Dato : 18-08-05 09:21 |
|
meget kort - panikangst kan have mange årsager og udarte sig på mange forskellige måder - så der er ikke en ensrettet måde at hjælpe sig selv - eller få behandling - hvad der virker for den ene gør ikke for den anden osv osv. Du er godt igang - så bliv endelig ved - og tal om det !!!!!!!!!!!!!
Er du klar over hvad årsagen er ?????????
Er du klar over hvornår angsten opstår ??????????
Er der specielle ting der får dig i angst som du genkender og kan tage fat i ??????
Du er godt i gang - så fortsæt endelig - og held og lykke med det 
| |
|
Viktor Frankel har udviklet en terapi, som kaldes "Logoterapi", som indenfor gestaltterapi bruges "forandringens paradoks" som går ud på, at ved at være den, man er, bliver man istand til at forandre sig.
Det er logisk nok, for når man lader som om, man er noget andet, end man er (spiller tof, når man er bange f.eks.) er man jo "udenfor sig selv" og kan ikke ændre sig, men kun den rolle man spiller.
Så en måde at komme i kontakt med dig selv på er, at du, når du mærker angsten nærme sig, byder den velkommen, "Ja kom så, jeg er lige her. Ryst mig og sæt mig hjerte i gallop."
Jeg kender en, der fulgte dette råd, om natten gik hun ind i sit tilbagevendende mareridt: "Hun flygter for en mand, der forfølger hende. (her plejer hun at vågne med panikangst, men nu fortsætter drømmen) Tilsidst kan hun ikke løbe mere, standser og griber en stol, som hun nu vil bruge til at forsvare sig med, når voldsmanden når hende. Hun vender sig mod ham, og opdager, at han udstråler kærlighed. Han siger: "Jeg er din styrke, og jeg er her, for at beskytte dig og hjælpe dig, men det er så svært at følge med dig, når du flygter fra mig. Han åbner sin favn, og hun falder ham om halsen og mærker kærligheden og styrken gennemstrømme sig."
Efterfølgende søgte og fik hun et job som underviser, hun længe havde ønsket sig, men som hun var bange for at søge, - "for hvad nu, hvis hun pludselig blev overmandet af angst, med alt hvad dertil hører" - Hun blev en succes, og skal nu blot være opmærksom, at hun ikke "falder tilbage".
Spiritus lukker "spøgelser" ind i sindet, - spiritualitet omformer dem til kærlighed og styrke.
Venligst Kirsten
| |
| Kommentar
Fra : jbkf |
Dato : 18-08-05 12:29 |
|
hej
endnu en som lider og har lidt af panikangst.
det er meget svært at fortælle dig hvordan du skal behandle din panikangst, men et godt råd alligevel, når du står overfor noget, hvor du kan mærke at her bliver du utilpas, så træk dit vejr 10 gange dybt ned i maven, du vil derefter mærke at panikangsten slår ikke ned.
jeg har i mange år gået hos en meget dygtig psykolog(lene jensen gilleleje).
hos hende lærte jeg at acceptere at det ikke var min skyld at jeg blev født ind i en familie, hvor jeg fra min mors side ikke var ønsket, og ej heller at jeg blev gift med en alkoholiker, som var psykisk og fysisk voldsom, at jeg lod ske at han osse udøvede denne voldsomhed overfor mine/vores børn.
senere blev jeg gift med en vidunderlig mand, som i fællesskab med min søster tog sig af mig på den kærlige måde og fik gennemtrumfet at jeg skulle til psykolog, det blev min redning(jeg er overbevist om at jeg havde ikke levet idag såfremt jeg ikke havde fået hjælp).
mit udartede sig sådan at jeg blev menneskesky, kunne pludselig ikke flytte mig, kunne ikke handle uden jeg havde min mand eller børn med.
jeg var næsten ovenpå da min elskede mand for konstanteret lungecancer og dør efter 4½ måned, kort herefter var jeg nødt til at blive hjulpet af lykkepiller(citadur), dem er jeg så efter 8 mdr. ude af.
min mand lovede mig på sit dødsleje at han altid ville være hos mig, og det har han holdt, jeg kan mærke, dufte ham både når jeg er glad og når jeg er ked.
mit råd til dig er at få fat i en god psykolog, få hjælp af dem du holder af og dem der holder af dig og din læge.
med ønsket om god bedring
jbkf
| |
 | Kommentar
Fra : dova |
Dato : 18-08-05 16:03 |
|
http://www.annes-angstside.dk/panikangst.htm
Her står der noget om, hvordan panikangst udarter sig, og hvilke symptomer der er for at man kan få diagnosen panikangst.
Derudover, er der at sige, at angst i høj grad handler om at kunne kontrollere sine tanker. Du skal arbejde på (muligvis med professionel hjælp), at kunne kontrollere dig selv så meget, at du kontrollerer angsten, og at den ikke kontrollerer dig.
Desværre er det ofte sådan, at folk med panikangst, ubevidst? lader tankerne løbe løbsk, så de til sidst ender op med at være komplet handlingslammede, fordi de på den måde forstærker angsten og også til sidst bliver angst for at blive angst........en ond cirkel, altså.
Og det er godt, at du er kommet i behandling med pillerne, kun kan det så ærgre noget, at der ikke følges op i sådanne tilfælde, med supplerende behandling, evt. psykologhjælp eller lignende.
Nok kan pillerne på sigt, fjerne symptomerne, men ikke bearbejde sådan en neurose. Der er du lidt overladt til dig selv.
Men et fint skridt, at du har erkendt, at intet løser sig ved at blive alkoholmisbruger og er ved at komme ud af det.......for alkoholmisbrug skaber bare yderligere problemer.
mvh dova
| |
 | Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 18-08-05 18:05 |
|
Hej alle som har svaret på mit indlæg, tusind tak skal I ha´ det var supergodt, jeg har været inde og kikke på flere af hjemmesiderne.
Med hensyn til om jeg ved hvad der udløser min panikangst.. jo de fleste gange.
Første gang var jeg en 8 eller 10 år, vi boede ude på landet og der lå en gård en km. væk de havde en new foundlænder gående i gården lukket inde, i en periode turde jeg overhovedet ikke at være udenfor med mindre jeg kunne skynde mig ind og være beskyttet, hvorvidt jeg har fortalt det til nogen husker jeg ikke, jeg kan huske at jeg sagde til mig selv at jeg ikke skulle være bange for hunde, og fik det efterhånden godt med det.
Da jeg var 14 år og vi kørte ofte til et indkøbscenter hvor der var en rullende trappe, min far kørte altid ovenpå og vi skulle ned med den trappe, det forfulgte mig meget længe jeg ville ikke være ved det, syntes det var pinligt, og jeg tvang mig til at gå ned af trappen, jeg skulle sørge for at der var mennesker foran mig, det kan jeg så sagtens klare i dag.
Da jeg så var 17 var jeg ude for et grimt biluheld hvor jeg kom til at ligge under bilen fastklemt, den lyd af metal og glas har forfulgt mig i mange år, ikke ved alm. kørsel men jeg har det rigtig dårligt med at køre på motorvej, jeg tvinger mig selv til at sidde ved siden af min mand, når han kører, men bare ved tanken om jeg selv skulle køre, kan jeg slet ikke overskue. Køre over 100 km. i timen kan jeg slet ikke klare.
På mit arbejde hæmmer det mig når jeg skal stå på stige eller slå græs hvis plænen skråner det kan jeg slet ikke tvinge mig selv til mere.
Det sidste nye er om natten at jeg kan føle meget panisk angst og det har jeg slet ikke nogen forklaring til
| |
| Kommentar
Fra : miritdk |
Dato : 18-08-05 22:36 |
|
hunden er jo til at forstå - noget har skræmt dig og det har holdt ved - sådan havde jeg det som barn fordi min far var bange for hunde - det smittede - og som helt lille lå jeg i en sidevogn hvor en schäfer (et uhyre for et lille barn) gåede af mig - men heldigvis kom jeg da over det uden at egentlig tænke over det før langt senere. (naturlig angst der healede sig selv)
Rulletrapper må jeg da indrømme har en vis advarsel i sig selv - jeg tænker lige et par sekunder over at man skal passe godt på - både gelænder og trapper osv - selvom jeg kender sikkerheden 
Biluheldet er da også noget du kan tage at føle på - hvis du føler uro ved lidt hurtig kørsel behøver det ikke at have noget med det psykiske at gøre - du har jo uheldet at tænke på i den forbindelse - men mange mennesker reagerer ved hurtig kørsel - og det er jo i grunden ikke underligt -det er jo ikke naturligt - men en menneskeskabt ting med øget fart for at komme frem.
Højdeskræk er helt almindeligt og kan kureres for de flestes vedkommende - jeg kan heller ikke fordrage højder
Men en skrå græsplæne ???????? Hvad mener du selv det bunder i ????????
Din angst om natten - der det noget nyt skriver du - kan du forbinde det på nogen som helst måde med det ene eller det andet ??? Er du angst for mørket - lyde - alene følelse - eller lign ????????
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 19-08-05 06:24 |
|
Jeg starter med at skrive om græsplæner, som jeg slår på mit arbejde hvis terrænet er skrå det kan jeg slet ikke klare mere, og jeg har altså ikke væltet med maskinen, det er der andre der har gjort, nogle dage går det osse bedre end andre, men det hænger nok sammen med højdeskræk.
Om natten nej jeg er ikke bange for mørke så der kan jeg ikke lige sætte en finger på.
| |
| Kommentar
Fra : mulberry |
Dato : 19-08-05 06:31 |
|
Tilo Mirit
Undskyld Mirit, men jeg mener ikke det er klogt af dig at begynde at stille nærgående spørgsmål og begynde at vudere og dømme, det er netop den slags der kan gøre det værre, lad de professionelle om det, please.
Og også til dig Mirit - det er ikke altid at personer der lider af denne form for angst, selv ved hvad der forårsager det, da det som Kirsten merrild også er inde på kan være forårsaget af hændelser der er hændt moderen under graviditeten, eller at det kan være godt fortrængt - og så at begynde at spørge om det her på en overfladisk måde, hvor andre er til stede, hvor du ikke kan se personen og hvor du ikke har dokumenterede kvalifikationer, det er spåild af alles tid og gør det kun værre.
Hvis det var så nemt, som du lægger op til ville det jo ikke være et stort problem, håber du forstår.
| |
| Kommentar
Fra : miritdk |
Dato : 19-08-05 08:52 |
|
mulberry - du har ingen forudsætninger for at vide om jeg har forudsætninger - som du skriver det - vel ????
Og... jeg hverken bedømmer eller dømmer - uden at gå i detaljer som benles44 ikke selv vil ind på spørger jeg i og med erfaring om at det netop ofte ER en hjælp at kunne skrive/snakke og fange noget der er med til at afhjælpe situationen og SELV !!!!!!!!!!
bensle44 besvarede jo faktisk spørgsmålet om græsplænen ganske glimrende og er så bevidst om en hel del hvad det angår - for eks (samt tidligere udtalelser) - og ville nok ikke skrive om det hvis han/hun ikke selv havde lyst - vel ???
Jeg synes nu ikke der er noget der er særlig nemt lige hvad panikangst angår - og mener heller ikke jeg har givet udtryk for det !!!!!!
God morgen
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 19-08-05 16:00 |
|
Hov det var lige før jeg følte mig lidt udenfor.... jeg synes det er helt ok at svare på spørgsmål.
Jeg vil da gerne røbe at jeg er kvinde.
Skal jeg komme med flere ting fra min barndom.
Så havde jeg fået et korkbælte af min mor og var vant til en badering når vi skulle være ved stranden, min mor sagde at det var det samme, jeg lå lige så stille og plop så lå jeg på bunden, jeg kan stadig huske hvor vred jeg blev på min mor, jeg tænkte ikke på om det var farligt, jeg tænkte at hun kunne komme og hive mig op igen, jeg har været 5 eller 6 år, og jeg behøver vel ikke at nævne at jeg osse er skrækslagen for at få hovedet under vand.
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 20-08-05 11:03 |
|
Ja sjovt nok prøvede jeg at gå til svømning, nu ville jeg lære at svømme, jeg var 28 år, og det gik faktisk meget godt, vi skulle bl.a. stå i en rundkreds og gå ned under vandet, det kunne jeg jo slet ikke, så fandt svømmelæreren på at jeg skulle tage dykkerbriller på og så turde jeg godt at gå ned under vandet, det er altså øjnene jeg ikke vil have i vand, nå men jeg lærte ikke at svømme for jeg fik en sygdomsperiode og så var det lige som at starte forfra.
Jeg har så været meget bevidst for ikke at overføre mit vandskræk til mine børn, jeg har 2 drenge og det er lykkedes.
| |
| Kommentar
Fra : dova |
Dato : 20-08-05 13:25 |
|
benles44
De tinger du nævner der, synes jeg så ikke umiddelbart har noget med panikangst at gøre.
Det vil jeg nærmere kalde fobier, lige som når nogen er dødsensræd for edderkopper o.s.v.
Og der har rigtig mange, for næsten at sige de fleste mennesker, et eller andet de slet ikke kan have med at gøre.
http://www.psykoterapi-info.dk/fobier_g.htm
mvh dova
| |
 | Kommentar
Fra : TheRipley |
Dato : 20-08-05 15:08 |
|
benless 44
Jeg synes du er nået meget langt hen af vejen med at forklare dine grunde til din panikangst. Jeg har selv prøvet det flere gange: Hjertebanken, stakåndethed, angst og en stor lyst til bare at gemme sig under dynen og lade verden passe sig selv lidt, men jeg ved faktisk aldrig hvorfor.
-Kun at det aldrig er i arbejdsmæssige sammenhænge eller når jeg i øvrigt er sammen med andre mennesker.
Jeg synes du klarer det flot 
Knus Ripley
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 21-08-05 11:14 |
|
Tak Dova, tanken har strejfet mig og jeg tænker selv at jeg har flere fobier og panikangst, for flere ting når man tvinger sig selv bliver det jo bedre, hen af vejen det har jeg jo brugt i mange år.
Men panikken der kryber ind på mig mindst når jeg venter det, bl.a. når jeg ligger i min seng, som jo ellers er mit yndlingssted, det synes jeg er lidt svær at kapere.
Så Ripley som du skriver at man bare har lyst til at lægge sig under dynen og glemme verden, den er jeg med på.
Nå nu lyder det som om jeg tilbringer det meste af min tid i sengen men det gør jeg altså ikke, men jeg har da altid forbundet det med noget behageligt at komme i min seng.
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 28-08-05 15:57 |
|
jubii... nu har jeg ikke drukket i 4 uger og jeg har heller ikke brugt slik til at dølle mig med, jeg har lagt min kost om.
så nu går det fremad, jeg har ikke følt noget panik lige for nylig.
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 20-09-05 06:09 |
|
Det går bare fremad, jeg har fundet ud af at der er flere ting jeg har fået det meget bedre med, bl.a. min nattesøvn.. nu kan jeg sove næsten en hel nat jeg vågner måske bare en enkelt gang og kikker på klokken, før kunne jeg vågne med et sæt 3 til 5 gange i løbet af en nat.
Jeg tuder heller ikke for ingenting, selvfølgelig kan man blive rørt over en film eller noget man læser men før rendte tårerne ned for ingenting.
Jeg har stadig ikke rørt en øl eller noget der ligner så jeg har faktisk osse endelig haft overskud til at lægge min kost om, så jeg har faktisk osse tabt mig.
| |
| Kommentar
Fra : diekatze |
Dato : 25-11-05 10:31 |
|
Hej du. 
Jeg har fra 1996 lidt af panikangst i meget svær grad. Det startede da min datter var 1½ år og kom som et lyn fra en klar himmel, og lignede til forveksling et hjerteanfald.
Jeg blev indlagt på det grundlag, og gennem de næste 2 år var det en lang ond cirkel med masser af anfald- og det er altså i omfanget 4-6 gange dagligt.
Jeg blev undersøgt på kryds og tværs. Jeg var akut indlagt seks gange med mistanke om et hjerteanfald, og jeg var altså dengang under 30 år.
Intet kunne de finde, og jeg kom til psykolog.
Fik lykkepiller, som kun gjorde alt værre.
Så det stoppede jeg med.
Så blev jeg gravid. Og vupti, anfaldene var væk.
Men tre dage efter fødslen, hvor jeg havde fået et dødfødt barn, startede alt forfra.
Så fik fødslen af mit døde barn jo logisk nok skylden for mine anfald af angst.
Så jeg "levede" med det, havde et frygteligt liv, ligesom min mand var stærkt præget af min angst som nu var oppe på 15-20 anfald dagligt.
Så blev jeg igen gravid i 2002.
Anfaldene forsvandt.
Jeg fødte en dejlig dreng og jeg var lykkelig.
MEN efter en uge startede anfaldene op på ny.
Min barsel med min søn var forfærdelig. Jeg nød ham i fulde drag. Men var bange for at dø når jeg var alene med ham.
Jeg isolerede mig hjemme, ville jo heller ikk falde død om i mødregruppen osv.
Da han var et år talte jeg med min læge igen om det. Han sendte mig nu til en psykiater.
Det blev min redning.
Jeg fortalte min historie. O han lyttede og sagde. Lotte, du lyder af panikangst.
Han gav mig en brochure hvor ALLE min symptomer stod på rad og række.
Sikken en lettelse. Andre kendte til min sygdom.
Han forklarede mig at min form for panikangst kommer af at jeg mangler et signalstof i hjernen, som bevirker at min krop konstant går i ansvarsposition.
Jeg reagerede på alle former for ændringer i kulde varme smerte ubehag o.lign. ved at gå i forsvar, på samme måde som andre ville gå i forsvar hvis en løve var sluppet ud af buret og gik på rådhuspladsen.
En nerve der lige hoppede ved øjet kunne starte et anfald, for nu fik jeg nok en blodprop. Den slags registrere vi jo slet ikk normalt hele tiden.
Nu får jeg efexor, og har fået det siden den dag i november 2003 da jeg fik mit liv tilbage. Jeg har på de to år haft under 5 anfald. Og slet ikke som de andre. Nok bare almindelige "anfald" som andre får, hvor noget gør dem bange
Så venner. Der er hjælp at hente. Min medicin tager jeg på lige fod med at andre får insulin fordi de ikke danner det selv.
Og husk piger, at har du anfald som forsvinder når du er gravid, så er det et meget sikkert tegn på panikangst, for i graviditeten danner du flere hormoner, og du dækkes ind af dem i den periode.
Knuzz fra en der brugte 8 år på at få en henvisning til det rigtige sted i systemet.
| |
| Godkendelse af svar
Fra : benles44 |
Dato : 05-12-05 19:19 |
|
Tak for svaret miritdk.
tak til alle som har hjulpet mig met mit spørgsmål om panikangst.
Og glædelig jul til alle.
| |
| Kommentar
Fra : miritdk |
Dato : 05-12-05 21:28 |
|
det er bare så supergodt - det er altid dejligt at høre det går godt når nogen har haft det svært
ps... hvor smed du de kilo (jeg er sikker på det er dem der er sprunget på mig  )
Hører vi ikke fra dig igen før jul - så også rigtig glædelig jul til dig
| |
| Kommentar
Fra : benles44 |
Dato : 06-12-05 05:33 |
|
dejligt at høre fra jer alle, der har kommet med gode kommentarer, jeg er faktisk blevet klogere på mig selv.
Og jeg fortsætter med at tabe de næste 14 kilo, det er faktisk pga. panikangst, at jeg har vejet for meget.
Puh ha man kan sige at angsten var bogstavelig tung byrde at slæbe rundt på.
I fredags var jeg til julefrokost oppe på mit arbejde, indrømmet jeg drak et par julebryg til min sildemad, så drak jeg ellers kaffe, jeg havde ikke engang lyst til at fortsætte.
Så jeg er da kommet et stykke siden sidste jul...
Glædelig jul og godt nytår
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|