Den russiske bjørn (tekst: Benny Andersen)
Når den slumrende bjørn af sit hi, - vågner op efter langvarig dvale,
og går ned i de grønnende dale, - er den russiske vinter forbi.
Den er slunken og finder et sted, - hvor bier har efterladt honning;
men den savner en plydspelset dronning, - den kan dele sin livsglæde med.
Ved en flod, hvor den sorte stork står, - og forellerne springer så sprælske
ser han hende, han drømte at elske, - dukke frem af den russiske vår.
Det er er forår og solskin igen, - efter vinterens hvasse strabadsfrost.
Vær velkommen du signede glasnost, - og velkommen min elskede ven!
Selv om hunbjørnen først er lidt sky, - si’r hun ja til sin kærlige mage,
og de går, uden at se sig tilbage, - mod en sommer forjættende ny!