|
| Så kom dagen Fra : calista | Vist : 557 gange 5 point Dato : 26-06-04 18:59 |
|
Hvor jeg måtte lade min gamle hankat på 15+ år aflive.
Akut nyresvigt
Mine børn er bundulykkelige og det er svært at forklare HVORFOR Zeus lige skulle aflives idag. De forstår ikke, at han var syg.
Hvor er det dog svært at have kæledyr, eller rettere at tage afsked med dem.
Det er ikke så meget et spørgsmål jeg stiller, trænger bare til at komme af med lidt tanker.
| |
| Kommentar Fra : the1best |
Dato : 26-06-04 19:04 |
|
Jeg har selv måtte aflive nogle dyr. Det er og bliver aldrig nemt, at skulle tage afsked med et kært medlem af familien. Men glæd jer over at i fik 15 år sammen.
The1best
| |
| Kommentar Fra : lykkebo4 |
Dato : 26-06-04 19:07 |
|
kan godt sætte mig ind i dit problem. Kan selv huske for mange år siden da min puddel måtte aflives, den var fuld af gigt og kunne ikke se. Og så den dag at vi måtte snakke til ham da han skulle ind af døren efter at have været ude i et ærinde.
Da sagde vi at nu skal det være. og vi snakkede om den før 1 år efter. Det er jo det bedste- når dyrlægen afliver dyrene, måtte også sidste år få aflivet nogle katte- da jeg havde fået for mange som jeg så ikke kunne magte (på grund af min sygdom).
men det du skriver det her er iorden.
Hilsen fra en medfølende karin
| |
| Kommentar Fra : emesen |
Dato : 26-06-04 19:24 |
|
Det hjælper ikke dig - men min vovse kommer stadig "gående" i stuen, selvom den desværre måtte aflives i 1979 grundet sygdom i bagkroppen.
Så jeg ved hvordan i har det nu.
Emesen.
| |
| Kommentar Fra : Toupie |
Dato : 26-06-04 20:21 |
|
Også lige nogle medfølende tanker herfra.
// Toupie
som også har haft kæledyr.
| |
| Accepteret svar Fra : Jernladyen | Modtaget 5 point Dato : 26-06-04 22:30 |
|
Hvor jeg føler med dig. Det er simpelthen så forfærdeligt, når de kære små skal aflives. Og selv om man prøver det flere gange, bliver det ikke nemmere. Vores "gamle" hund blev kun 8 år, så blev hun aflivet p.g.a. kræft. Vi vidste ikke, hun havde kræft, da vi afleverede hende, hun var kun deroppe fordi hun havde ond, og så underlig ud. Ved middagstid var hun aflivet - uden at vi fik sagt farvel. Da vi var hjemme, kunne jeg blive ved med at høre både hendes halsbånd rasle, og hendes kløer, der gik hen over gulvet. Jeg troede, jeg var ved at blive tosset. Derefter blev vores kat kørt ihjel, og så blev vores "flaskebarn" (kat) aflivet p.g.a. sygdom. Sidst, men ikke mindst, var det "min" helt specielle kat der tog turen. Hun begyndte at kaste op. Det blev værre og værre, så vi tog hende til dyrlægen. Vi afleverede hende om morgenen, og skulle hente hende fra undersøgelsen om eftermiddagen. Da vi havde afleveret hende, tog vi i Bilka, for at aflede tankerne lidt. På hjemvejen blev jeg ening med mig selv om, at det kunne da være, de allerede havde undersøgt hende. Vi ringede til dyrlægen og spurgte om hun var klar til at vi kunne afhente hende. Det fik vi at vide hun var. Da vi kom derop, så dyrlægen underligt på mig og sagde, at det så ikke godt ud. Ved en kontrastundersøgelse havde det vist sig, at hun havde en kæmpemæssig udposning på spiserøret. Det kunne ikke opereres, og dyrlægen sagde, det ville være synd at lade hende leve med den. Så hun blev også aflivet. Da vi kom ind til hende, åbnede jeg buret hun sad i. Hun rakte straks "armene" op mod mig for at blive taget op. Det var ligesom om hun sagde: "Mor, hjælp mig". Og det eneste jeg kunne hjælpe hende med, var at dø. Det tog to af dødssprøjterne, før hun døde. Da hun fik den bedøvende, inden dyrlægen gik i gang med dødssprøjten, troede jeg, hun ville dø hurtigt, fordi hun sov meget hurtigt. Men sådan gik det altså ikke. Det var godt nok forfærdeligt at stå og se på hendes kamp for at holde sig i live. Uanset hvor mange katte jeg får, vil jeg aldrig få en som hende igen. Hun var noget helt specielt, og vi havde et utrolig tæt forhold. Hun fulgte mig, hvor end jeg var i hele huset. Hvis hun ikke kunne se mig eller høre mig, kaldte hun på mig. Når jeg svarede, faldt hun til ro igen. Så kom hun lige piskende for at sige hej, og så afsted igen. Hunden og de andre to katte vi havde, elskede hende også. Da vi kom hjem med hendes lig, lagde vi hende på gulvet, så de kunne tage afsked med hende. Hunden, der havde været mest glad for hende af dyren, fik simpelthen en depression. Hun lå i sofaen i et par måneder og sørgede. Men hun havde også "adopteret" hende. De var altid sammen. De to andre katte forsvandt ovenpå, og de sørgede også i lang tid. Nu har vi fået to andre "små", men det bliver aldrig det samme, selv om de også er utrolig søde.
Så jo, jeg ved, hvordan du har det.
Hilsen Jette
| |
| Kommentar Fra : calista |
Dato : 26-06-04 22:36 |
|
Så kan katte altså sørge?
Mine to andre "børn med pels på" har været "underlige siden jeg kom hjem.
Min main coon vogter over mig, nussede og legede med ungerne, noget han ellers ikke gider. Det røde uhyre har lagt sig på vores seng og vil ikke snakke.
Ungerne har fået hvert deres billede af Zeus, som de så kan kigge på når savnet bliver for stort.
*suk'
| |
|
Hej Calista.
Ja, katte kan helt afgjort sørge. Men de sørger ikke over hvem som helst. Da vores Mia blev aflivet, sørgede de ikke. Da vores første hund blev aflivet, sørgede de 2 af kattene heller ikke. Den kat som hunden bedst kunne lide, Mia, hun sørgede. Hunden var hendes beskytter og ven.
Hilsen Jette
| |
| Kommentar Fra : crakhead |
Dato : 27-06-04 00:50 |
|
den er 15 år så lad dog lortet dø af sig selv...
| |
| Kommentar Fra : crakhead |
Dato : 27-06-04 01:02 |
|
fald dog ned mis den er 15 år og er det ikke på tide den ryger det er sku da kun en kat det er da ikke noget du skal hidse dig op over.......
| |
|
Crackhead. Du har åbenbart taget skade af alt dit crackort. Skrid dog ud på motorvejen og leg med din fars barberblade. Men du kan vel ikke finde derud. Og heller ikke nå din fars barberblade. Hvis du altså har en. Man må gå ud fra, han er rendt sin vej, lige så snart du blev født.
| |
| Kommentar Fra : crakhead |
Dato : 28-06-04 09:53 |
| | |
| Kommentar Fra : lykkebo4 |
Dato : 28-06-04 10:26 |
|
Jeg vil give de forskellige ret i at crakhead ikke skal blande sig i noget som vedkommende er hårdkogt over for, Og vi andre alle dem som har støttet ang. spørgsmålet. skal have ros herfra en som også har haft det inde på livet i alle de år hun har boet på landet. '
Hilsen fra en medfølende karin.
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|