De senere år er der opstået en ny trend. Den går ud på, at når der nu er sådan nogle gode regnskabsprogrammer, så kan man lave regnskabet selv. Den skriver jo et fint regnskab ud, når man trykker på udskriv/saldobalance.
MEN:
Det er kun bogføring, man foretager selv. Alt hvad der hedder virksomhedsordning, afskrivninger, skattetænkning (den lovlige slags), valg mellem forskellige ordninger (eks. bil - takster/driftsomkostninger), kan man IKKE selv finde ud af.
Selvfølgelig er nogle revisorer lovlig dyre, og man kan have så lille et firma, at der ganske simpelt hen ikke er noget at beskatte - men betaler man skat af sin firmaindtægt - ja, så er det også en god idé med en revisor, og ikke alle er lige dyre.
Svaret på spørgsmålet er:
Dit hardware er driftsmidler, som kan afskrives = fratrækkes i skatten.
De skal afskrives ved hjælp af en saldo, dvs. samlet, hvor man registrerer køb og salg året. Man kan afskrive op til 25% årligt på denne saldo. Du kan evt. gøre det direkte i din bogføring, men du skal være opmærksom på, at hvis andre skal se regnskabet (banken f.eks.), skal driftsmidlerne gøres op på en anden måde (altså en metode til skattevæsenet, en til toldvæsenet og en til de andre) - sjovt ikke!
Hvis driftsmidlerne er på under 10.500 (2003), 10.100 (2002), 9.800 (2001) og 9.500 (2000), kan de fratrækkes straks i året - men ikke hvis de er beregnet til at blive anvendt samlet med andre driftsmidler, så skal de ind på saldoen.
Du kan få rettet din skat for 2000, 2001, 2002, hvis du klager inden 30/4-2004.
Vær opmærksom på at det kan give problemer, hvis du ikke har haft et overskud af en vis størrelse, da du så ikke har "plads" til fradraget - og så vil skattevæsenet antage, at du arbejder for din fornøjelses skyld!
Er du i øvrigt sikker på, at du ikke i din bogføring allerede har trukket driftsmidlerne fra som varekøb - du har vel fået momsen tilbage på dem? Der er ikke tale om dobbelt fradrag, blot om at nogle køb (driftsmidler) skal fratrækkes over flere år (kaldes afskrivning) i stedet for straks.
Hilsen Busken (registreret revisor).