Hejsa!
Måske du kan bruge nedenstående....
TfS 1991, 130
Emne:
Befordringsfradrag - hjem/arbejdsplads - transportvej
Resume:
En skatteyder havde ved beregning af befordringsfradrag mellem hjem og arbejdssted valgt en transportvej, der var 18 km længere end den af skattemyndighederne anviste. Hun anførte som begrundelse, at den sparede tid og benzin for hende og var den bedste færdselsmæssigt, da hun kunne benytte motor/omfartsvej i stedet for at køre gennem bymæssig bebyggelse. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af skatteyderen valgte transportvej.
Indhold:
A klagede for indkomståret 1988 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nedsat hendes selvangivne befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C på 8.975 kr. til 5.128 kr.
Klagen til Landsskatteretten vedrørte alene spørgsmålet om, hvilken transportvej der kunne lægges til grund ved beregningen af befordringsfradraget.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1988 havde arbejdet på en adresse i Skovlunde, og at hun havde benyttet egen bil til befordring mellem sit hjem i København og arbejdsstedet.
Klageren havde ved beregningen af sit befordringsfradrag opgjort den daglige kørsel; hjem-arbejdsted og retur til 58 km, idet hun havde lagt til grund vejstrækningen fra Rodosvej, Amagerbrogade, Vejlands Alle, Sjællandsbroen, Amager Motorvej, Motorringvejen, Jyllingevej, Nordre Ringvej, Ballerup Boulevard, Torvevej til adressen i Skovlunde.
De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen af befordringsfradraget beregnet dette på grundlag af den 18 km kortere transportvej fra Rodosvej, Amagerbrogade, Amager Boulevard, Langebro, H.C. Andersens Boulevard, Gyldenløvesgade, Åboulevarden, Ågade, Bispeengbuen, Hillerødgade, Sallingvej, Slotsherrensvej, Ballerup Boulevard, Torvevej til arbejdsstedet i Skovlunde.
Klageren protesterede over for Landsskatteretten imod den foretagne ansættelse, idet hun bl.a. anførte, at hun ved at vælge sin rute sparede 11 minutter, at hun endvidere sparede 48,51 liter benzin årligt, og at hendes bopæl var beliggende i udkanten af København, godt 5 minutters kørsel fra motorvejen med direkte videre forbindelse via Ringvejen til hendes arbejdsplads i Skovlunde.
Ifølge cirkulære nr. 188 af 13/12 1984 om ændring af befordringsfradraget efter ligningslovens § 9 C skal ligningsmyndighederne lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej.
Efter de i sagen foreliggende oplysninger om den opnåede tidsbesparelse og den tids og færdselsmæssige sikkerhed ved valg af kørsel ad motor/omfartsvej fremfor valg af bymæssig gennemkørselstrafik, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens valg af befordringsvej. Klagerens befordringsfradrag blev herefter ansat til det af klageren selvangivne beløb.
Kilde: TfS 1991 130
Myndighed: Landsskatteretten
Journal: 1991-1-47
Dato: 17. januar 1991 ( 19910117 )
Referencer: LV 2002 A.F.3.1.3.3 |¨|
LL § 9 C |¨|
t&s nyt 1991, 272
Som skattesagsbehandler vil jeg højst sandsynligt godkende dit fradrag, men husk at ikke alle skatteforvaltninger ikke er ens (hvilket de burde være!). Derfor, vær klar til at forsvare dig!
Håber at du kan bruge noget af ovenstående...!