hej!
jeg fik for 2 år siden en åbenbaring som jeg gerne vil dele. Tror det måske vil kunne hjælpe dig. Håber du vil læse mit brev selvom det er lidt lángt.
Jeg havde i en årrække været på kur konstant ligesom du beskriver. Maden og sundheden fyldte meget i mit liv og jeg brugte timer på at gå rundt i supermarkedet og kigge på indholdsfortegnelser. Bare jeg kunne tabe 5 kg troede jeg, at jeg ville blive glad. Jeg holdte igen med maden, men faldt også i. På et tidspunkt udviklede det sig til alvorlig bullimi. Jeg kunne ikke få den kontrol jeg så brændende ønskede, men fortsatte kampen og brugte pludeslig opkastningen som vej. Det er de værste år af mit liv hidtil. Mit store problem var at jeg til sidst ikke kunne omgåes mad på en naturlig måde. jeg fik et tvangspræget forhold til maden og tvangen blev større og større jo mere jeg nægtede mig selv maden. Jeg kunne ikke have mad i huset uden at spise det også selvom jeg ikke var sulten. Det var som om noget i mig tvang mig til at kå ud i køkkenet for at spise. Jeg ved ikke om du har oplevet lidt af denne magel på kontrol. Det føles som en afhængighed eller desperation. Den viser sig fx ved at man på vej hjem fra supermarkedet, kan finde på at åbne og begynde at spise den mad som man har købt.
Jeg så på et tidspunkt et program, hvor de havde fundet et stof i hjernen som de mente var årsagen til en række spiseforstyrrelser. Det gik på, at dette stof når det var til stede i hjernen skabte en ekstrem hungren og desperation efter mad. De mænd som havde deltaget i forsøget og havde fået sprøjtet stoffet ind blev med et grådige efter mad og kastede sig over spisebordet. De beskrev det som en pludselig ændring i deres psyke.
Det interessante er at dette stof formentlig automatisk udskildes i vores kroppe i det vi nægter os selv at få mad, I det vi går på kur. I det kroppen bliver nægtet det der sikre dens overlevelse sker der fromentlig noget biologisk i os. Vi fokusere mere på maden og vi kaster os over den unden at mærke om vi er sultne eller ej.
I naturen ville denne mekanisme, sørge for at vi konsentrerede os ekstra om at skaffe mad og sikre vores overlevelse, men i den verden vi lever i idag tror jeg at den opretholder og bliver grundlag for spiseforstyrrelsen. Vi gør jo noget unaturligt når vi går på kur. Vi giver kroppen mindre næring end den behøver med vilje samtidig med at vi har adgang til uendelig maddepoter.
Hele den pointe jeg ønsker at understrege er at det er kuren i sig selv som får os til at miste kontrollen. Den ødelægger det hele for os. den fjerner vores fornemmelse for hvad vi behøver at spise og vores evne til at stoppe i tide.
I mit eget tilfælde oplevede jeg noget jeg aldrig havde troet ville ske. En dag fik jeg nok (længere historie). Jeg gjorde det som i kognitiv adfærdsterapi kaldes exponering. Man gør det samme hvis man fx er bange for edderkopper. Man møder genstanden for sin frygt. Jeg gav slip på kuren. Jeg gad simplet ikke mere og tænkte, at så måtte jeg bare blive fed hvis det var resultatet af at droppe kuren. Jeg undlad at kaste op selvom jeg var sikker på at jeg ville blive tyk næste dag. Jeg købte ind lige hvad jeg havde lyst til. Jeg kiggede ikke på indjoldsfortegnelden. Jeg tvang mig ikke til at spise salat hvis jeg havde lyst til kyllingeburger også selvom jeg følte mig oppustet bagefter. SElvom det lyder dumt var det virkelig angstprovokerende for mig at give så meget slip.
Det vilde var at jeg efter to uger ca, mærkede noget jeg ikke havde mærket længe. Jeg opdagede at jeg ikke havde lyst til kulhydrater, hvilket jeg havde hungret efter før. Jeg kunne spise pakker af kiks osv. Jeg oplevede, at jeg en dag glemte at spise. Det var aldrig sket mens jeg var på kur. Det gav pludselig mening for mig det med stoffet i hjernen. Desperationen forsvand og jeg havde ikke lyst til mad på den måde jeg tidligere have haft.
Helt eminent var det at jeg faktisk ikke blev tyk. Man kan godt spise hot dogs med rigtig ikke fedtfri remulade uden at tage på. og man kan godt få brød til morgenmad. Mayonaise er lækkert og feder ikke hvis man får det 4 gange om mdr. Det er mængden der er det afgørende, og giver man kroppen lov skal den nok fortælle hvad den har brug for. Måske går der lidt tid men den kommer helt sikker efter det.
I dag køber jeg god sund mad, men også usund mad når jeg har lyst. Jeg tviinger mig selv til ikke at gå i panik fordi vægten viser 1-2 kg mere end dagen før. Min krop kommer altid tilbage til dens normalvægt efter ca en mdr. Jeg tvinger mig til ikke at lægge madplaner for næste dag når jeg ligger i sengen om aftenen. Jeg gør det af den ene grund, at det alligevel ikke virker.
Hvis du prøver dette skal du ikke bruge det som en ny kur. Prøv at bliv afklaret med hvad dette syglige fokus gør af godt for dig. Hvis jeg var dig ville jeg droppe yoga hvis det er det som er din undskyldning for at holde fast i din sygelige madforhold. DEt hjælper at undgå det der tricker ens problemer og det er det hele værd selvom man af en eller anden grund tiltrækkes af det.
DEt som får en til at tro at vægt er vejen til lykke bør man helt fjere fra ens liv.
Jeg synes også det hjælper at kende mine begrænsninger. Når min mor har bagt kage til min fryser eller når der er 3 poser slik tager jeg det ikke med hjem. Hvis jeg har lyst til noget køber jeg det i små mængder. fx et stykke chokolade og ikke en hel kasse. Jeg har indset at jeg ikke dur til at have sådan noget på lager i min lejlighed og synes det hjælper.
også lær at nyd maden. mad er godt for os. Ost er dejligt og giver kalk til knoglerne mens chokolade give fastere bryster og baller :0) Tænk på det gode i det når du giver dig selv lov i stedet for at være fyldt med had allerede inden du har taget første bid.
For nogle virker slankekur, men jeg er (og du er formentlig også) en af dem for hvem det kun gør det sværre at kontrolere maden. Selvom du måske ikke er så syg som jeg var, tror jeg du kunne drage nytte at terapi. Min læge henviste mig gratis til en terapi gruppe.
Håber alt går går godt for dig i fremtiden
mhv
den psykologi studeren fra aalborg