Du skal betale told og afgifter, når du ankommer fra et land uden for EU, hvis du har købt varer for over:
3.250 kr., hvis du ankommer til Danmark med fly eller skib
2.250 kr., hvis du ankommer med andre transportformer.
Reglerne gælder kun for varer, du fysisk har med dig, og ikke for varer, du fx sender med post. Hvis du har købt varer i et land uden for EU og mellemlander i et EU-land på vej hjem, gælder reglerne for varer købt i landet uden for EU. Reglerne gælder, uanset hvor længe du har været væk, eller hvor du har købt varen.
Hvis en vare har en højere værdi end 3.250 eller 2.250 kr.
Hvis en af dine varer har en værdi på mere end 3.250 kr. (eller 2.250 kr.), skal du betale told og afgifter af hele varens værdi. Det gælder også for varer, som består af flere dele, der tilsammen udgør et hele, fungerer sammen og normalt sælges sammen, som fx et spejlrefleks-digitalkamera og en linse.
Du kan ikke undgå at betale told og afgifter ved at indføre varen af flere omgange eller ved at lade flere personer tage forskellige dele af varen med til Danmark.
Sådan gør du, når du ankommer til Danmark
Når du ankommer til Danmark, skal du nogle steder gå gennem en rød eller en grøn kanal. Har du varer med, som du skal betale told og afgifter af, skal du henvende dig til SKAT i den røde kanal. Det gælder også, hvis du ikke ved, om du kan tage dine varer med uden at betale told og afgifter. Er der ingen rød kanal, skal du henvende dig i toldekspeditionen i stedet.
Du får en bøde, hvis du overtræder reglerne
Hvis du overtræder reglerne for, hvor meget du må have med uden at betale told og afgifter, får du en bøde. Som regel er bøden to gange det beløb, du skulle have betalt i told og afgifter. Ud over bøden skal du betale tolden og afgifterne.
Vi kan ikke fortælle dig, hvad du må have med ind i andre lande. Her skal du kontakte toldmyndighederne i det land, du rejser til.