---

mændene har en diskusion om følgende.
mellem 2 venner , låner den ene den anden 35000 kr, til trods for den andne har sagt nej flere gange, fordi han ikke synes der skal være penge mellem venner. men vennen som vil låne ham pengene, synes det er bedre han låner pengene af ham, til at betale hans gammel gæld ud med, som han har fra sit ægteskab(lige blevet skilt). Så ham der vil låne ud, sætter en dag pengene ind på vennens konto, og han betaler så sin gæld ud, som han har med sin ex. Vennen siger, de finder ud af det, det er jo rentefrit, og så kan han lave lidt for ham, så hvornår og hvor meget han skal betale er ikke aftalt, ham der låner ud, for det tværtimod til at lyde som om, at den hjælp vennen har givet ham igennem årene og den hjælp han kan give ham nu, hvor han skal starte firma op, kan jo være en form for betaling. Men men men, så bliver de uvenner, og nu mener ham der har lånt pengene ud, at vennen skal betale renter, og fast afdrag her fra d.1 januar, med 1500 kr, for det skulle vennen ha sagt han kunne, hvad er lodret løgn, og da vennen som fik pengene ikke gider svare, fordi han bliver svinet til på sms og mail, truer den anden nu med advokat. spørgsmålet så fra mig af, hvad kan der ske ? den ene mener han skal betale renterog advokatudgifter, den anden mener ikke han kan blive "dømt" til at betale advokatudgifter, den tredje menr ikke han skal betale noget af det, da der ikke er lavet noget på skift, hvor den sidste siger, at lånet skal betales, da pengene blev overført til hans bankkonto. Men det kunne jo også være en gave, gammel gæld fra den anden osv. er der nogen der kan komme med et svar på deres diskusion ????? håber der er nogen med et svar. hilsen en grinende kone, som hygger sig over deres diskusion

---

en mundtlig aftale er bindene

---

http://www.familieadvokaten.dk/UgensRet/UR3.html

---

der står jo intet om privatlån.....

---

Som tidligere skrevet.... mundtlige aftaler er bindende, men intet kan bevises, udover at der er blevet overført penge fra en konto til en anden

I princippet kan modtageren hævde at det er en pengegave... men så skal der betales skat, når det ikke er familie

Hvis jeg var modtageren af pengene, ville jeg tage et banklån, og tilbagebetale lånet til "vennen" både for min samvittighedsskyld men også for ikke at blive svinet til- sådan en historie vil rygtes

---

Endnu en gang er vi SÅ enige, Nordsted

---

Der er ikke noget at gøre. Vennen kan ikke kræve hans penge tilbage.
Der foreligger ikke noget på skrift at den ene låner den anden penge.
At pengene er overført kan bare være en pengegave.
Så det ser ikke godt ud. Den gode ven er af m,ed pengene.
Sådan er livet. SURT.


hawaii

---

Der er kun tale om et lån, hvis der er aftalt hvordan pengene skal betales tilbage. Det er den juridiske defintionen på et lån. Det kan godt være, der blevet talt om tilbagebetalingsbeløb, men hvis låneren ikke kan huske det, kan det jo kun bevises, hvis aftalen forefindes på skrift, med vidner eller ved lydoptagelse.

---

nordsted, nu spurgte jeg ikke om hvad du mener han skulle gøre, jeg ønsker kun svar på det jeg spurgte om, det andet er han gammel nok til at tage stilling til, så undskyld, det behøver du ikke blande dig i han er klog og reel nok. undskyld bliver lidt irreteret over, når folk svare på noget helt andet, og vil blande sig i, hvad andre skal gøre, når man ikke kender hele historien.... men tak, og selvfølgelig også tak til hawaii

---

tak thyregod8, afventer lige, inden jeg acceptere en af jer

---

Spørgsmål
- Ubesvarede    5
- Besvarede    16
- Annullerede    22
- Slettede    0
Ialt    43

---

OG, de 5 er jo spørgsmål jeg har på nu, og acceptere da ikke bare, når jeg ikke har fået det svar jeg skulle bruge
og de andre hvad angår det dig, jeg har ikke fået klager herinde, og man kan vel godt annullere noget, når man ikke får svar på dem, eller man fortryder spørgsmål, evt fordi jeg opdager jeg har skrevet forkert..

hvor vil du hen ? eller bliver du blot sur over mit svar.......

---

Hvis vennen, der har lånt de 35.000kr ud, vælger at sætte en advokat på sagen, så er der da bestemt en chance / risiko for at der bliver kørt en retssag. Udfaldet af denne kan vi andre kun gætte på, men ingen af os kan svare 100% sikkert på, hvad udfaldet er.
Hvis modtageren af de 35.000 kr ikke har oplyst pengene som en pengegave og betalt skat af disse penge, så vil man nok formode, at der er tale om et lån. Altså med mindre denne person kan bevise, at der er tale om en vare, som vennen har købt og betalt.

Uanset om der er indgået en skriftlig aftale, så vil en bankoverførsel jo skulle forklares. Da en mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftlig, så vil det i en evt. retssag være den, der har de bedste beviser, der vinder. Bankoverførslen er et væsentlig bevis. Sort arbejde er ikke et bevis, der rigtig dur til noget
Kan så være at man ender med et kompromis?

---

Inden diskussionen kører af sporet, var det måske en ide at koncentrere sig om juraen. Lad os først se på den formelle del af juraen, så kan vi tage den praktiske del længere nede:

Miss vikíng har fuldstændig korrekt rubriceret spørgsmålet som jura. Men nogle af svarene kan ikke stå for en nærmere juridisk prøve. For eksempel er det decideret forkert, når Thyregod skriver, at der kun er tale om et lån, når tilbagebetalingsvilkårene er aftalt. Det er ikke rigtigt. Et lån af ting eller lån af penge er fuldt ud et lån i juridisk forstand, selv om parterne intet har aftalt om tilbageleveringen.

I den konkrete sag, som miss viking skildrer, er der tale om et pengelån. Man kan også betegne det som et "lån til eje", fordi det er meningen, at den, der modtager pengene, kan beholde dem, men blot skal tilbagelevere en ydelse af samme art (samme beløb, samme valuta etc). Hvis Thyregod havde ret i, at det kun er et lån, når der er aftalt nogle tilbagebetalingsvilkår, så ville man nå frem til det (forkerte) juridiske resultat, at der her var tale om en gave. Sådan er juraen ikke. Det gælder en formodningsregel, idet det er mest sandsynligt, at den, der har overført beløbet, også ønsker det tilbagebetalt. Formodningsreglen betyder, at hvis den ene part hævder, at der er tale om en gave, så har denne part bevisbyrden. Så må man have fat i de vidner eller andre former for bevisførelse, der kan understøtte påstanden om, at det var tænkt som en gave.

Hawaii7 tager ligeledes fejl. Det kan ikke "lige så godt" være en pengegave. Hawaii overser netop den formodningsregel, som jurister vil lægge til grund, når sagen skal afgøres. Det kan ikke "lige så godt" være det ene som det andet. Sådan fungerer jura ikke. Det er derfor heller ikke den part, der ønsker sine penge tilbage, der har bevisbyrden. For som udgangspunkt vil en domstol - hvis sagen nogen sinde kom så langt - lægge til grund, at det har formodningenm for sig, at man gerne vil have sine penge igen. Hvis man ikke vil det, vil man oprette et gavebrev. Eller den, der modtager gaven, vil bede om, at der oprettes et gavebrev, netop af bevismæssige grunde. (Et gavebrev kan blot være et stykke papir med nogle få linjers forklarende tekst).

Flere af svarerne har ret i, at en mundtlig aftale er lige så forpligtende som en skriftlig. Men udfordringen er selvfølgelig den bevismæssige del. For selv om der er en formodning for, at man gerne vil have sine 35.000 kr. tilbage, så er det jo lidt naivt ikke at sikre sig et eller andet skriftligt. Det kunne bare være en kvittering, hvor der stod "Modtaget som lån kr. xx, dato, underskrift". Men at menneskeheden er naiv er der intet nyt i; det kan man ikke bebrejde menneskene. Juraens opgave er da også kun at hjælpe med at finde praktiske løsninger, som i gennemsnit er nogenlunde retfærdige.

Ser vi på den prakiske side af sagen, som miss viking beskriver, så er begge pearter ude i bevisproblemer. Nu kender vi ikke det miljø, de to tidligere venner færdes i, eller den stil, der kendetegner deres personligheder. Norsted har sikkert ret i, at det (for ham) ville være en god løsning at optage et banklån, indfri gælden til vennen og lukke sagen. Men Nordsted er uden tvivl en mand med en vis stil over sig og med nogle moralbegreber på et vist niveau. Gælder det også for de to tidligere venner? Det ved vi vistnok ikke. Så lad os antage, at de står uforsonligt stejlt over for hinanden: Den ene kræver en afdragsordning her og nu, 1500 kr. om måneden fra 1. januar. Den anden siger, han kan rende og hoppe.

Hvad sker der så? Som udgangspunkt sker der... ingenting! Retssystemet går jo ikke i gang af sig selv. Ham, der lånte pengene ud, kan vælge at anlægge en retssag. Det koster udgifter til retsafgift, måske advokatbistand. Der er også en usikkerhed forbundet med sagen. Har han nogen vidner, der kan støtte forklaringen? Nogen, der har hørt om aftalen, dengang, den blev truffet (jo, der er måske miss viking....kan/vil hun vidne? sikkert ikke!). Kan der fremskaffes et kontoudtog fra banken, der viser overførslen? Ligger der nogen breve, der støtter forklaringen?

Og den anden part, ham der ikke vil betale tilbage? Han forklarer måske, at han opfattede det som en hjælp i nøden; ja, han ville da gerne betale tilbage eller yde arbejde for pengene, men så blev de uvenner i mellemtiden, eller han har ikke længere penge at betale med. Han forklarer måske, at han aldrig er blever rykket for betaling, og ingen har talt om, at der skulle betales tilbage. Nu i flere år.

Kan I fornemme, at dommerens øjenlåg begynder at blive tunge, når han har hørt en halv times forklaring om dette? Kan I tilgive dommeren, at han tænker: "Sikke et par fjolser, de ligger som de selv har redt". Når dommeren har hørt længe nok på de to, vil han måske prøve at presse et forlig igennem - alting skal jo have en ende. For eksempel sådan, at den ene part betaler halvdelen af det krævbede beløb til den anden med tillæg af almindelig procesrente fra sagens anlæg.

Hvis parterne ikke vil gå på forlig, skal der afsiges dom. Her gælder det, man kalder en "proces-risiko". Dvs, selv om sagen måske virker oplagt, så kan den få et helt andet udfald. Jeg ville ikke turde satse en femhundredekronesseddel på sagens udfald, selv om jeg er jurist.

Det bedste råd til de to stridende: Lyt til miss viking, den grinende kone. Er der ikke en kvnde på den anden side, de er måske lidt mere skarpsindige end mænd til at gennemskue sådan en sag?
Så lyt til hende også. Prøv at bede de to kvinder om at komme med et forligsforslag. Måske noget med "halv skade". Eller noget med at præstere et antal arbejdstimer til en symbolsk timepris. Eller et engangsbeløb, 20.000 kr. her og nu og til fuld afgørelse. Eller måske bedre: 36.000 kr. betalt med 1000 kr. om måneden i 3 år. Der er masser af løsningsmodeller. Det ville være en god
og værdig afslutning. Alt andet risikerer at ende lidt sørgeligt/latterligt. Det er det ikke værd!

---

Ja, og det gør at jeg kan sove roligt om natten... jeg ville aldrig kunne være i tvivl om hvorvidt jeg skulle tilbagebetale de penge - selv om jeg ikke kender baghistorien -

Fjerner fluebenet

(ps, jeg er hunkøn , måske kvinders moralbegreber er større end mænds??

---

Tak for svaret Oldboston.endelig noget man kan bruge, og ikke bare folk der gætter og spiller bedrevidende. vi kan kun være enige i, at penge skal tilbagebetales, det ville enhver med respekt for sig selv gøre.Tror dog vennen vil nægte at betale det hele, da han har lavet en del for ex vennens hus, osv, ex vennen skylder ham en masse ting, som vennen som lånte ikke har fået, så forstår godt låneren vil modregne lidt, og så betaler resten, men vennen der lånte, har set sig ondt på vennen, og har forsøgt at gøre ham alt ondt, og vil nu sætte advokat på, kun fordi han mener at vennen kommer til at betale for de udgifter også, og fordi han ved vennen som lånte,ingen penge har(går pt på 5 år og afventer afgørelse på om han skal have pension eller flexjob, og indtil da, kun har 9000 kr pr mdr før skat. så det bliver svært for ham at finde pengene, derfor lovede ex vennen også, at der ikke var nogen dato for med pengene, og alt hvad vennen havde hjulpet med, igennem længere tid, jo også måtte have en pris, så det gik nok. Men det har ex vennen pludselig glemt, så nu prøver han at få det til at se ud som om, at det er vennen der er skurken, desværre. puhaaa, hvor skal man da tænke sig om, forståt godt han sagde nej i starten og at der ikke skulle være penge mellem venner. han skulle ha ført pengene tilbage, da han opdagede ex vennen havde sat pengene ind. endnu en gang tak

---

Tak, miss viking, fordi du accepterede mit svar. De oplysninger, du nu kommer med ændrer intet herved, men understøtter kun min opfattelse, som er, at de to - kan vi kalde dem "fjolser", hvis vi har et glimt i øjet ? - må se at komme overens.

For hør engang: Advokaten er ikke begejstret for inkassosager, og da slet ikke, når der er uenighed, om beløbet skyldes eller ej. Det kan man jo bruge ganske mange tmer på at holde møder om og skrive om. Og da den slags sager ofte ender med, at begge parter ærgrer sig over, at det kom så vidt, er advokaten næsten nødt til at bede om et depositum, før han så meget som skriver et enkelt brev i sagen.

Med andre ord: Kreditor, hvis vi kalder ham sådan, kan begynde med at deponere tusinde eller totusind kroner hos advokaten, måske også lidt ekstra til retsafgift. Og selv om sagen ikke er så stor, kan dus tensikkert regne med, at advokaten har både lønudgifter og husleje m. v., så han er nødt til at tjene 1000 kr til 1.200 kr. i timen som minimum (før omkostninger). Så inden, man ser sig om, er advokatudgifterne m. v. løbet op i 2,3 eller 4.000 kr., måske mere.

Og så er man endda ikke helt sikker på at få sine penge. Procesrisiko har jeg alleerede skrevet om. Man synes, man har en god sag, men dommeren bedømmer den anderledes, måske. Et vidne kan huske en samtale for flere år siden, hvor det skinnede igennem at gælden skulle afvikles ved arbejde, eller hvad ved jeg. Beviserne falder sammen, dommeren foreslår en mellemløsning. Kan skyldneren betale? Har han pengene mener jeg, hvis han bliver dømt eller indgår forlig? For ellers er det hele endnu mere tvivlsomt.

Det er derfor, jeg forestiller mig, at du, miss viking eller din medsøster i den anden lejr, er dem, der er nærmest tl at finde en løsning. Mød hianden på en cafe, (neutralt område, ikke i et af hjemmene). Få mændedens accept af, at I prøver at finde en løsning. Prøv at diskutere, hvordan jeres mænd tænker, hvad skal der til, for at de ikke føler, at de taber ansigt? Kan det virkelig betale sig at smide gode penge efter de dårlige? Hvorfor så ikke hellere prøve at stille nogle punkter op, som man kan enes om? I alt fald sparer man advokat og retsafgift. Jeg ved selvfølgelig ikke, om dette her er realistsiks, men mange gange lykkes det. I de senere år er det blevet ,mere almindeligt at prøve at enes i stedet for at føre kostbare og bitre stridigheder ved domstolene. Retssager er heller ikke godt for helbredet? Hvis kvinderne ikke kan/vil...så er der måske en i jeres omgangskreds, der vil påtage sig at være uvildig mægler. Og begge må give sig et stykke af vejen, det er nødvendigt, når man er kommet i den situation. Men verden går heller ikke under af den grund.

Venlig hilsen
Oldboston

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.