Du skal tænke på hvem der skal bruge websitet/hjemmesiden. For hvilken skærmopløsning du bruger kan gøre, at nogle ikke vil kunne se din side ordentligt. Hvis det er ok for dig at udelukke visse grupper af brugere, så gør som du selv har lyst til. Men hvis det skal være tilgængeligt for folk med svagt syn (fx ældre eller svagtseende/blinde), må du sørge for at gøre din hjemmeside tilgængelig for dem.
Personligt går jeg langt uden om sider, som ikke lader mig forstørre teksten uden at siden bliver til et stort rod. Det samme gælder emails eller trykt tekst, når det er skrevet for småt.
Mit råd er, at du skal tænke på "læseren", når du designer en side. Du laver vel næppe en side for din skyld, men for dem der skal besøge den. Hvis ikke din læser er i en helt specifik og snæver gruppe (som fx yngre IT-nørder som elsker høj opløsning og masser af "wow"-effekt), så lav en side/et site, hvor brugeren har mulighed for at bruge i hvert fald de mest almindelige overrides af din opsætning uden at ødelægge hele oplevelsen.
Så lav et udkast til din side, og afprøv den på forskellige computere (af forskellige brugere), med forskellige browsere og skærmopløsninger. Så kan du bedre se, hvad du kan tillade dig, og hvor du må bestemme dig for om du vil udelukke nogen eller ofre din kreativitet for at få dem indenfor også.