Jeg satsede på en der havde en gennemprøvet opskrift som levede op til mine uhyrlige krav, men må åbenbart selv igang med kolber, bunsenbrændere, syrefaste handsker, gummiforklæde og beskyttelsesbriller.
I går fik jeg en lys idé. Jeg købte for et par år siden i Grækenland sådan en mesingkaffemølle, som man bare må eje. Den er mindst 2500 år gammel og er sunket i havet sammen med Atlantis, selv om der står made in Hongkong i bunden, men eje den , det skal man bare.
I den fyldte jeg denne mølle med 5 spsk af de krydderier man køber færdigpakket, når man sylter asier og agurker. (der er hele sennepskorn i denne blanding) Dertil en tsk. alm. kommen og en tsk tørret dild. Dette malede jeg fint og hældte i en skål. Foruden dette, kom der en toppet tsk Colmanns sennepspulver, lidt groft malet sort peber, en tsk Læsøsalt, en tsk knust koriander, 4 spsk vand, 4 spsk lys balsamico og 25 gr. lys rørsukker. Det hele blev rørt sammen til en grødet masse. Duften var god...skarp men eksotisk. Desværre havde jeg ikke ingefær i huset.
Det skal nu stå i ca. 14 dage i køleskabet og homogenisere smagsstofferne, mens jeg rører i senneppen en gang i mellem. Jeg smagte den i dag (en miniminispids af en teske). WHAUUUU Jeg vidste ikke jeg kunne lave en baglæns salto, så det kan være jeg lige skal justere styrken lidt senere i forløbet, når min tunge er vokset ud igen.
Men grundsmagen var fin...kraftig, stærk aromatisk og med god fylde. Tror jeg med fordel kan søde med en god lynghonning eller lavendelhonning i stedet for rørsukker. Den uraffinerede lyse Muscovado rørsukker kunne også være et bud på sødning. Den har en fin suspekt smag af en anelse lakrids, som vil klæde senneppen godt. Når jeg har smagen hjemme i kassen, kan jeg lave større portion og blende det hele og dermed få en lidt finere og mere ensartet sennepsmasse. I øjeblikket minder den lidt om blød masonit, som har fået vand LOOOL Men smagen er anderledes.
Når jeg engang er færdig med eksperimentet, vil jeg smide den færdig opskrift ind. Men senneppen bliver forbudt for børn u 16 år uden ledsagelse af forældre, og må ikke smøres på sarte hudområder, som eksempelvis omkring øjnene LOOOOOOOL