Når du sender en anmodning om at se en bestemt hjemmeside, så kan forbindelsen sagtens have været langt omkring. Det afhænger af den trafik der er på internettet. Er trafikken tæt vælger den måske en anden vej, og kan for den sags skyld godt have været det halve af jorden rundt, inden du får resultatet på din skærm.
Når du laver en hastighedstest, så er det oftest hos egen udbyder, og her vil den i reglen gå direkte til serveren, og viser kun det du kan opnå af hastighed.
Selv om du har en høj hastighedsforbindelse, så er du også afhængig af alle de andre forbindelser du skal ind over, ude på det globale net. Her er det ikke sikkert at der er så meget båndbredde til din disposition, at du kan udnytte den høje hastighed.
Det globale internet består groft set af en masse routere som er koblet sammen i et kæmpe netværk. Forbindelserne imellem de forskellige routere er af forskellig beskaffenhed, symbolsk set af tykke og tynde kabler, og måske kan ikke alle køre lige hurtigt.
Netværket kan du sammenligne med et stykke kyllingenet, hvor du udvælger to masker, et stykke fra hinanden. Du skal nu følge tråden fra den ene maske til den anden. Som du sikkert kan se, så er der mange veje til den anden maske, så adgangsvejene er mange.
Det samme gælder det globale internet, hvor signalet ikke vælger den nærmeste vej,men den vej hvor der er mest plads til trafikken.