Det tør nok siges, at JP har formået at vende den almindelige opinion imod sig. For to år siden var han kendt som den, der altid stod i første række, når det gjaldt om nødhjælp til katastroferamte områder i verden; som gammel og erfaren journalist var han dygtig til at slå på de rigtige strenge. Så kom den kaotiske udtræden af organisationsarbejdet (med fratrædelsesgodtgørelse) og indtræden i det politiske liv - succesombrust, med i det parti, Ny Alliance, der på internettet havde 18.000 medlemmer på kun få uger - flere medlemmer end de radikale og DF tilsammen! -. Og så kom opvågnen til det virkelige liv, da Khader og de andre NA'ere, inkl. Poulsen selv og Lars Kolind, gjorde partiet eftertrykkeligt til grin og demonstrerede dets inkompetence.
Selv om mange år vil man huske det store vælgermøde i Kalundborg, hvor Khader og Pia Kjærsgaard skulle diskutere skattepolitik, og Khader blev klædt af til skindet, for han kunne ikke svare på Kjærsgaards mest enkle spørgsmål, og han manglede helt basal viden om marginalskat og andre elementære spørgsmål, som er børnelærdom for folk som Kjærsgaard. De ting satte skred i rutsjeturen for NA og også Jørgen Poulsen. Så kom uenigheden med Khader, som igen viste, at manden mærkeligt nok er fuldblods amatør, som om 40 år som journalist og organisationsmand slet ikke har lært ham noget om det politiske livs spilleregler. Ud af partiet måtte han, løsgængeri vard en midlertidige løsning.
Andre NA'ere er flygtet til andre partier, og JP nu til radikale. Nogle af svarene foran er inde på, om der mon er en aftrædelsesordning hos de radikale, som ikke findes, hvis man er løsgænger. Men sådan er det ikke.
Der er realistisk set nok tre hovedargumenter for, at Poulsen har søgt optagelse hos de radikale. Dem synes jeg vi skal have med her, for kandu er jo ikke kun løs bodegasnak, det er jo konkrete spørgsmål, der stilles, og ofte gode svar. Jeg har arbejdet professionelt med indenrigspolitik i mange år, og min bedste vurdering er, at de tre argumenter for Poulsen er følgende:
1. Opnåelse af større respekt omkring hans person på Christiansborg. Ved at skifte fra den ubærlige position som løsgænger - der placerer enhver i bunden af Christiansborg-hierakiet - er han rykket mange trin op ad stigen ved at blive accepteret i den radikale gruppe.
2. Mere anerkendelse udenfor Christiansborg. Som MF'er er man altid ude for, at folk gerne vil snakke politik, men hvis man ikke har andet at byde på end at være ekskluderet medlem af Ny Alliance - ja, så skraber man bunden i befolkningens omdømme. Nu kan han i det mindste finde et fornuftigt samtaleemne ved at tale om et eller andet konkret lovarbejde, de radikale er i gang med, så latterliggørelsen af hans person vil blive reduceret temmelig meget.
3. Mere interessant arbejde. Som løsgænger er man ude i kulden, man kan nemlig ikke blive medlem af nogen folketingsudvalg uden at være med i en større valggruppe. Hvis man er med i en større partigruppering (og de radikale er mellemstor + i valgforbund med S og SF) har man chancen for at komme ind i et interessant udvalg. Det giver ikke nogen indtægter, men det giver en mere spændende hverdag, fordi der er lidt fornuft i tingene. I modsætning til at være løsgænger, hvor man kan sidde på sit kontor og kigge huller i luften eller drukne sorgen i alkohol.
4. Økonomien? Ja, men fordelen består ikke i fratrædelsesgodtgørelse - den får løsgængere sandelig også, det er ens for alle MF'ere. Nej, fordelen ved at være med i de radikale er, at JP får chancen for at blive genopstillet til næste valg. Det kunne han ikke som løsgænger. Hvis de radikale opstiller ham i Sønderjylland eller Hovedstaden, f. eks., så kan det meget vel tænkes, at hans navn er et af dem, folk kan huske på valgdagen, og så får han måske en valgperiode mere. Den chance er værd at tage med, når lønnen er en halv million om året for en arbejdsindsats, som man selv styrer, og dertil en god pensionsordning.
Om han helt kan ryste latterliggørelsen og prædikatet om grådighed af sig, er svært at sige, men hvis han blot kan reducere belastningen en lille smule, gør det vel i høj grad hverdagen mere behagelig for ham. Så hans beslutning om at gå ind i de radikale er klog nok fra hans synspunkt. Om den er det fra de radikales, er svært at sige, men for mig at se mangler de i høj grad lidt kvalitet i deres folketingsgruppe, - der sidder en stribe højtråbende anden og tredjerangs politikere, men de når jo slet ikke op på højde med partier som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Men - hvis man kan udvide sin folketingsgruppe med en løsgænger - ja, så er man jo i vækst, og så har man en mere til at trække læsset, når arbejdsopgaverne skal fordeles.