---

Kære alle, der har bidraget med indlæg til min tråd "At møde eller ignorere sorgen", - jeg har netop fundet ud af, at mit spørgsmål er blevet annulleret, problemet er bare, at det har jeg ikke gjort.
Jeg har skrevet til Kandu-teamet og venter på svar, men jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre at et spørgsmål bliver annulleret ved en fejl???
Jeg er ked af at det er sket, for jeg ville gerne have holdt tråden åben lidt endnu, men den bliver måske automatisk lukket, når der er gået nogen tid?? Sådan var det jo ikke i "gamle dage" herinde....
Beklager overfor alle, der har bidraget med indlæg, som jeg har været glad for. Jeg håber at tråden kan fortsætte her.

---

Axelise, kandu annullerer spørgsmål der er mere end tre måneder gamle.

Jeg kan ikke huske hvor gammel den tråd var??

Jeg har lige fået fornyet håb for min hund, vi skal til en dyrlæge i Holte på mandag, måske han kan blive opereret for grå stær....xxx fingre for os kl. 13.30 ik

---

Noget der forøvrigt gør mig rigtig ked af det er, når jeg fortæller at vi vil lade ham opererer.... at i vil bruge så mange penge på det, hvorfor ikke lade ham aflive og så bare købe en ny hund, man afliver da ikke bare sit barn

---

Kender ikke tråden, men...
http://www.kandu.dk/faq.aspx#25


Nordsted... pøj, pøj med hunden - vores tævehund skal på fredag. Skal dog opereres i den anden ende
Rigtigt med at sige "barn", bare barnet ikke lever på vores bekostning (ego). Hunden skal leve et kvalitetsliv + trives og når "dagen" kommer, må man tilsidesætte sig selv og tænke på hunden evt. sammen med sin dyrlæge, som forhåbentligt også kender lidt til hunden (og ejeren).

---

Axelise du kan linke til tråden selvom den er annulleret, så kan alle følge med. Her er tråden http://www.kandu.dk/Spg116881.aspx

---

Nordsted Nej man lader ikke sin hund aflive selv om den er blind eller svagtseende! Som jeg prøver at give udtryk for i den anden tråd af din, så tror jeg at hunde har et godt liv selv om de er blinde eller svagtseende.
Jeg taler af erfaring, fordi jeg har kun en synsrest på 5-10 %. det går da fint, med en hvid stok, et forstørrelsesprogram til computeren + en talesyntese.

Om du skal lade hunden operere ved jeg ingenting om - det finder du selv ud af.

---

Axelise... Dit spørgsmål er blevet annuleret af kandu 3 måneder efter det er blevet oprettet, fordi du ikke selv har lukket det.



Herfra: http://www.kandu.dk/faq.aspx

Så du kunne have undgået det ved at vælge et svar og derefter bare have fortsat tråden. Så ville den aldrig blive annuleret. Og de, der har skrevet med dig i tråden vil selvfølgelig betale de skaldede points for at komme ind og deltage igen..

Jeg har selv lavet "evigheds-tråde" på den måde. I nogle tilfælde er det en god ide at oprette spørgsmålet til få points, -f.eks. 20 eller 50. For så vil det kun koste interesserede 2 eller 5 points at få åbnet spørgsmålet og skrive indlæg igen.

Nordsted1, jeg mener, du har en tråd et andet sted om din lille hund.....

---

Birgitta, jow jeg har en tråd vedr. Nikki, men da denne tråd er en fortsættelse, af en anden, hvor Axelise og jeg også lige opdaterer hinanden på vores vovser, syntes jeg ikke det gjorde noget jeg lige nævnte overfor Axelise at hun ---- og alle andre i tråden---- meget gerne må krydse fingre på mandag kl. 13.30

---

Axelise, for at fortsætte din tidligere tråd, så vil jeg lige svare på dit sidste indlæg..

Du har sikkert ret i, at vi kan have traumer, der ligger helt tilbage fra tidligere liv. Jeg har selv haft så rigeligt at gøre med at forholde mig til de traumer, der hørte til i mit nuværende liv, så jeg aldrig har søgt dybere.
Som du rigtignok citerer, så sørgede jeg -og sørger stadig- over min mors liv. Og når jeg nævner gamle traumer, så tænker jeg også på de traumer, jeg har fået på grund af min families ufuldkommenhed og på grund af DERES traumer. --DE levede og led ubodelig skade under krigen. Jeg voksede op i en skadet familie. --Det var mit held, at jeg først er undfanget og født efter krigen. -Mit svenske navn vil altid minde mig om, at min familie var på flugt dengang.

Min mor har fortalt om de år. Og selv om oplevelserne var voldsomme og rædselsfulde, så er det især min mors "uberørthed" eller lidenskabsløshed, der har brændt sig fast i mig. Hun kunne fortælle om episoderne fra den tid. Men hun anede ikke ikke hvad jeg mente hvis jeg spurgte om noget, der havde at gøre med hendes følelser fra den tid, --eller senere... --Al hendes varme og engagement kom først frem i stemmen når hun talte om sin barndom og sin tidlige ungdom...
Fortællingerne fra krigen, -og efter- var nærmest nøgterne opremsninger.

..Nå, men hun har måske fået en slags fred nu.. Jeg tror bare, at hun genoplever og indser al den nød hun også har forårsaget her på jorden mens hun levede. Og det har man måske også brug for, når man er gået fuldstændig i stykker følelsesmæssigt tidligt i livet.

Jeg håber, at I fik en rigtig dejlig tur til Jægerspris sammen med din gamle far. Det er så flot, at han stadig kan glæde sig over livet. Både han og Axel kan have flere gode år i sig..
Og NÅR de engang skal herfra, så ved du, at I har brugt tiden sammen godt.

---

Så fik jeg lært dét
Synd at tråden blev lukket på grund af min uvidenhed, - jeg håber den kan fortsætte her. Jeg skal nok være opmærksom på at acceptere svar inden 3 mdr., og du har ret Birgitta, så kan tråden blive en slags "evighedstråd", som du kalder det, og folk kan byde ind, når de vil.

Jeg skal nok krydse fingre, Nordsted1, - det er i morgen du skal til dyrlægen i Holte? Selvfølgelig skal I ikke lade ham aflive, som du siger, så afliver man da ikke sit barn, og vores hunde er jo som børn for os! Vores hunde skal ikke være her for os, så hvis de vil have det bedst med at blive aflivet, må man selvfølgelig overbveje det, hvis hunden lider, så den mister al livsglæde og vitalitet. Men VI skal være der for vores hunde og give dem alt det, de har behov for. Også en operation, selvom det kan blive dyrt. Jeg ville dog aldrig betænke mig, selvfølgelig skal Nikki opereres, hvis der kan gøres noget for ham, Kærlighed kan jo ikke gøres op i penge.

Og jo tak, vi havde en dejlig tur til Jægerspris med min far for 1 uge siden. Sammen gen-oplevede vi en masse af de steder, hvor han havde været med min mor på bryllupsrejse, så det blev en meget smuk og rørende tur. Min far vil gerne til Jægerspris igen snart, så vi gør turen om inden længe.

Din mor har haft et hårdt liv, Birgitta. Og som du selv skriver, så gives smerten og traumerne videre, - det er dét jeg kalder for arvesynden - for alle de ubearbejdede ting, gives videre til ens børn. Alle de usagte, undertrykte og fortvivlede tanker og følelser får barnet ind med modermælken.
Jeg har jo også tit tænkt, at jeg har gået i terapi for mine forældres sorger, at deres smerte er blevet givet videre til mig, uden at de har villet det selvfølgelig, men fordi de ikke har evnet at gøre andet:
Min mors alt-overskyggende angst, f.eks. Den har jeg taget til mig som min egen angst lige fra jeg var jeg var helt lille. Hun led voldsomt af angst mens hun ventede mig, og hendes angst har præget mit liv meget voldsomt. Hun blev meget upædagogisk opdraget som barn, hvor hun voksede op i en velhavende familie i Sverige. Hun fik altid at vide, at hun ikke var sød, ikke var en god pige, for man troede åbenbart dengang, at børn blev slemme og forfængelige, hvis de fik at vide, at de var smukke og søde og dejlige. Hun blev afstraffet med et piskeris af birkegrene, der var dyppet i salt, så det rigtig skulle svide på hendes lille barnenumse. Og så blev hun efterfølgende lukket inde i et skab, hvilket hun slet ikke kune tåle. I hele sit voksenliv hadede hun lukkede døre. Hun fik også at vide, at døden ville komme om natten og tage hende, hvis hun ikke var sød, og hun VAR jo ikke sød, det havde de voksne jo selv sagt, så hun lå ofte søvnløs og græd af angst, for i nat ville døden helt bestemt komme og tage hende. Der var mange andre gruopvækkende ting i hendes liv, som har givet mig en stor forståelse for hvorfor, hun ikke evnede at gøre visse ting anderledes overfor mig og mine søskende i vores opvækst. Jeg har måttet arbejde længe med at tilgive hende, selvom jeg forstod, hvorfor hun ikke magtede at gøre bedre.

Min far mistede sin mor som 12-årig. Forældrene var fraskilt og han mistede hele sit kærligheds-fundament, jorden opslugte ham ganske enkelt af bare sorg.
Han kom til at bo hos sin søde men svage far og hans nye kone. Stedmoderen brød sig ikke om min far, for han mindede for meget om den eks-kone, som hun var så jaloux på. Da min fars mor døde, måtte hendes navn ikke nævnes i huset længere, og min far talte aldrig med sin far om sin sorg, og faderen tog aldrig parti for sin søn overfor den nye kone. Min far fik problemer i skolen, blev "adfærdsvanskelig" og valgte selv en karriere indenfor militæret for at banke alle de ubehagelige følelser og "sødsuppen" ud af sig selv. Dette gjorde ikke noget godt for hans sølelsesliv generelt, og han havde gennem hele ægteskabet svært ved at relatere sig til min meget følelsesfulde mor. Defor var vi børn - og i særdeleshed jeg - stand-ins for min far, så vi sørgede for at dække de følelsesmæssige behov, som min mor havde.
Ingen af mine forældre er nogensinde rent følelsesmæssigt blevet helt voksne, og det har alle vi børn måttet betale en høj pris for. Men samtidig er intet af dette blevet gjort imod os af ondskab eller mangel på kærlighed. De har bare ikke vidst og evnet og magtet bedre på grund af de ar, de hver især har fået gennem deres opvækst.

---

....Når vi bliver voksne, så har vi to valg... 1) Vi kan vælge at tage afstand fra alt det vores forældre har gjort imod os. Og dermed også at tage afstand fra vores forældre.

Eller 2) vi kan vælge at lære og at prøve på at forstå... Som DU har gjort. Og dine søskende har gjort. Og som jeg også har gjort. Ulykkeligvis valgte mine søstre at tage afstand..

Hvis vi vælger 1, medfører det at vi langt hen ad vejen gør modsat vore forældre. De fleste teen-agere gør det. Jeg har sikkert også selv gjort det som ung. --Og nu, hvor jeg selv har voksne børn og børnebørn, så kan jeg se, at forælderen ikke kan gøre så meget andet end at være afventende. Måske resten af livet..

Hvis vi vælger 2, at forstå, -så er det en livslang opgave at sammensætte de brikker i puslespillet der udgør vores forældres liv. --Og samtidig bevare det brikker, der udgør vores eget liv, --til videregivelse, hvis vores egne efterkommere en dag ønsker at forstå.

---Uanset hvad vi vælger, så bliver vi ikke lykkelige. Første valg giver forvirring, desperation, uønskethed, magtesløshed -eller hvad der nu er blevet grundlagt i barndommen. --Med bind for øjnene fortsætter vi tankeløst med at skade os selv og vores egne børn.
Og andet valg giver sorg. Sorg over forældrenes skæbne. Og sorg over vores egne savn og mangler.
Jeg har nok forventet, at mit valg var "det rigtige" og ville give mere lykke.

Men selv om vi indser og accepterer årsagen til vores indre oprør og mørke, så læger det jo ikke de sår vi HAR fået.


---Jeg ved ikke, Axelise... --Jeg mener ikke, at du har egne børn?
Vores børn bærer jo på godt og ondt en fortsættelse af arvesynderne... En tanke, der næsten ikke er til at bære.
---Som forælder kan man først i bakspejlet, -og kun ved at mobilisere det allerstørste mod- se hvilke sår man har givet SINE børn...
-----Og jeg er ikke sikker på, at man KAN overleve i bakspejlet at se sine børns sår, hvis man har valgt "udvej 1" og derfor ikke forstår hvorfor.. --Mine søstre overlevede ikke..

Axelise, ingen af os bliver egentlig så voksne, som vi ser ud udadtil.. Indvendigt er vi allesammen bare små børn, der er blevet ældre... Uanset om vi er teen-agere, småbørnsforældre, midaldrende eller bedste/oldeforældre..
Vi er aldrig så gamle og så modne indeni, som vi selv -og omgivelserne- tror og forventer, -og har brug for...

Måske skal vi forsøge at være tilfredse med bare at gøre det lidt bedre end vores forældre..
Vi skal nok ikke stræbe efter at være perfekte.. -eller altid at gøre det rigtige..

---

Nej, det har du ret i; perfekte bliver vi aldrig nogensinde, uanset om vi så gik i terapi hele vores liv!
Og nej, jeg tror heller ikke det er muligt som forælder, at man ikke gør skade, bare en lille smule. Ingen forældre påføerer jo deres børn smerte med vilje, alle forsøger at give deres børn noget endnu bedre eller ligeså godt, som de selv har fået.
Og du har ret, jeg har ikke selv børn. Til gengæld har jeg altid haft det sådan, at der er børn i alle aldre, som har brug for at blive elsket, så jeg bruger megen kærlighed og meget hjerte i mit arbejde med sindslidende.

Til gengæld så tror jeg faktisk på, at det er muligt at blive lykkelig.
Jeg har kæmpet og arbejdet med mig selv i rigtig mange år, og efterhånden som jeg har fået læsset af, har det været muligt at lukke mere og mere lys og lethed og glæde ind i mit liv. Hver eneste dag har jeg masser af momenter af total lykkefølelse, og det er store ting. Jeg tror på, at det er muligt at vende sit liv, og for mit eget vedkommende er jeg dybt taknemmelig for de mennesker, der hjulpet mig undervejs og for de valg jeg har truffet om at "gøre noget ved sagerne".

---

Jeres indlæg giver meget stof til eftertanke, en hel del endda, som jeg ikke kan komme ind på her.

Men sidder i mit stille sind og tænker hvor er det godt vi er i 2008, hvor vi kan få hjælp, når vi indser at vi har brug for det.

Min mor er skilsmissebarn, forældrene gik fra hinanden da hun var ca 12 år, og blev den voksne, der skulle passe sine mindre søskende, hjælpe meget til med at handle ind og lave mad.

Min far blev sendt på børnehjem, da hans mor skred med en anden, og hans far ikke orkede de børn.

Dengang var der ikke hjælp at få nogle steder, og så er det altså også sådan med den generation, at de heller ikke vil tage imod hjælpen

---

Hvor er det dejligt at høre at du er nået så langt som du er, Axelise. Efter alt hvad DU har været igennem. Det er SÅ godt og vigtigt at nå at få bearbejdet den ene sorg før den næste dukker op og kræver sin plads.

For sorger VIL der jo komme så længe vi lever. Men det er en stor hjælp at vi ved, at vi kan overkomme dem. Uanset hvor overvældende den til tider er.
Så kan vi også klare den næste.

Og uanset hvor hårdt sorgen rammer, så må vi ikke være blinde for den glæde og lykke, der OGSÅ er der. Livet er ikke på standby mens vi sørger.

--Jeg tror bare ikke, at lykken er en tilstand. Den er mere et sekund, et minut. Ja et glimt eller et stjerneskud. ---Der er bare mange af dem... Hvis vi vil se dem.

Ja, Nordsted, vi har mange flere muligheder i dag end vores forældre havde. De vidste ingenting. Og lægevidenskaben vidste ikke meget mere. Der var god grund til at undgå psykiatrien i de dage. Og alligevel er det den tids erfaringer at VORES viden bygger på.

og VI kan gøre alting lidt bedre end vores forældre kunne. Hvad mere kan vi forlange af os selv?

---

Nej du har ret, Birgitta.
Vi er meget heldigt stillede i forhold til vores forældre. Hurra for det!

Nordsted1, hvordan gik det hos dyrlægen i går?? Skal I have opereret jeres hund? Jeg håber der er gode prognoser!

Hav en god dag allesammen

---

Hej Axelise,

Det var meget positivt hos dyrlægen igår, du kan læse udfaldet her (mere for ikke at gentage mig selv)

http://www.kandu.dk/spg121371.aspx

---

Tak for svaret Birgitta.
Nu vil jeg ikke risikere at tråden lukkes i løbet af sommeren, fordi jeg ikke har fået accepteret svar....
Men hvis nogen på noget tidspunkt får lyst til at fortsætte i tråden, er de mere end velkomne

---

Tak for accepten af mit svar.

Det er altid dejligt at få "lyd" fra en ældre tråd. Det er næsten som at få et brev fra en gammel ven.
Der kan også være nye brugere, der får forvildet sig herind. Og som kommer til at reflektere over vores indlæg. De kan heller ikke skrive hvis tråden er "annuleret" af kandu.

Du kan roligt skrive nye indlæg hvis du skulle få behov for det igen.
Kandu lukker ikke. Og vi er her allesammen..

Rigtig god sommer til dig, Axelise.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.