To kammerater
To raske drenge rider en tur
hver på sin gyngehest.
Bare hold trop
rask i galop
rider de langt mod vest.
Legen er go’
ja, det kan I tro,
indtil den enes hest
brækker et ben,
nu styrter den, men så råber hans ven:
Kammerat, tror du, jeg vil svigte dig,
der er plads på min hest til to.
Hop nu op og hold fast i mig,
så rider vi ned til Mexico,
vi vil suse i fart på prærien
gennem solskin og regn og blæst,
højt de synger, imens de gynger.
To kammerater til hest.
Tiden gik, drenge blev mænd,
så red de ud igen.
Nu var der krig
geværskud og skrig,
rødhuder mod hvide mænd.
Ramt af en pil
en hest styrter om,
rytteren lå som død,
men i en fart hans redning kom
velkendt en stemme lød:
Kammerat, tror du, jeg vil svigte dig,
på min hest er der plads til to.
Kom så op, for nu er det alvor,
men vi klarer os, kan du tro,
og så rider de gennem kampens larm,
i nøden er venskab bedst,
lig’som i deres barndomsdage.
To kammerater til hest.