|
|
 | Accepteret svar
Fra :  vaxen  | 
Modtaget 20 point
Dato : 06-03-07 14:55 |
|
Min morfar havde den lidelse.
Han var det rareste menneske jeg i mit liv har mødt. Altså når han var sig selv.
Det, jeg kan sige om sygdommen er, at ikke to mennesker har et ens forløb af den. Derfor er det også svært at sige, hvor lang tid den maniske periode løber hos din ven.
Det, jeg ihvertfald vil skrive under på er, at du IKKE kan stole på ham når han har manisk psykose. Og du skal også vide, at mange af de ting, der kommer ud af munden på ham sandsynligvis ikke er noget, han ville have sagt, hvis han ikke var syg. Han har ikke noget filter i den periode.
Jo, det kan godt huske hvad de har lavet i den maniske periode. Min morfar døjede altid med dårlig samvittighed bagefter fordi han i bund og grund opførte sig som et dumt svin. Han drak, han svinede folk til, han brugte (mange) penge fuldstændig vildt. Han købte de særeste ting, som han på ingen måde havde brug for...
Det er svært! at være pårørende til et menneske med denne lidelse. Men igen - den opfører sig forskelligt fra person til person....
Vaxen
| |
 | Kommentar
Fra : acilia  |
Dato : 06-03-07 15:25 |
|
Kære Vaxen
Tak for dine ord - det er altid en hjælp at høre hvordan andre pårørende har oplevet denne sygdom- og det er så nyt for mig at være pårørende så jeg samler al den information og viden jeg kan.
Min ven har allerede sagt en hel masse modsvarende ting til mig - ideer som lyder helt utrolige - han har paranoia - han er meget snakkesalig og utrolig 'ovenpå' - han vil en masse og så vil han ingenting - så vil han skifte job så vil han ikke - så flytter han hjem til dk så flytter han ikke. Alt sagt med et stort smil og emneskift så man næsten ikke kan følge ham.
Det svære for mig er at jeg ikke ved hvor meget han selv er klar over sin sygdom - og om han tager sin medicin - jeg har læst at maniske personer jo til tider har det så utrolig fint at de faktisk nyder at være maniske. Specielt hvis det kommer lige efter en depression som i min vens tilfælde.
Kan en manisk person slet ikke styre manien når nu de er klar over sygdommen? Noget af det første min ven fortalte mig var at han har denne sygdom så han er sådan set åben omkring det. Det er svært at forstå en sygdom i sindet når man ikke selv har prøvet den på egen krop.
| |
 | Kommentar
Fra : cjaab  |
Dato : 06-03-07 15:44 |
|
Hejsa 
Hmm... Nu stiller du jo en hel del spørgsmål, og vil da prøve at besvare dem så godt som muligt... Har menlig selv fået diagnosen manio depressiv, og har også andre i familien der var så "heldige" at trække den op af hatten.
Men til at starte med, vil jeg virkelig tage hatten af for dig, at du ikke bare løb skrigende væk, da du fandt ud af at din fyr havde den sygdom! For det er enormt svært at stå som pårørende at se på et menneske man holder af, have det så dårligt psykisk uden at kunne stille det store op ved det.
Og som Vaxen siger, kan du under ingen omstændigheder stole fuldt og fast på ham, når han er manisk! For der flyver man så højt, at man ikke aner hvad der er godt for en selv. Han kan sikker huske hvad han har oplevet, når han har været inde i sådan en perriode (det kan jeg i hvert fald), og kan sikkert komme til at skamme sig (eller hvad man nu kan kalde det) over hvad han har sagt og gjort. Så når det står på, kan du kun forsigtigt prøve på at få ham ned på jorden igen. Men i og med, at mange ikke selv aner at de maniske når det står på, kan man hurtigt komme til at såre dem, ved at sætte spørgsmålstegn ved deres troværdighed (da de jo ikke er til at stole helt på), så det er det vigtigt ikke at komme til at snakke ned til, eller vise at man ikke tager dem helt så alvorligt som de selv gør.
Hmm.. Håber du kan bruge det til noget... Ellers må du jo lige spørge lidt, og så vil jeg svare så godt som jeg nu kan 
| |
 | Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 06-03-07 15:47 |
|
Acilia
LØB!!!!
Undskyld, det har jeg ikke ret til at skrive, nu kommer forklaringen:
Jeg er vokset op med en far, der var maniodepressiv. Depressiv hele mit liv,bipolar, fra mit 11.år.
Jeg levede i en følelsesmæssig rutchebane, der har påvirket hvereneste menneskelige relation jeg har idag.
Han fik undervejs også lithium,men følte sig forfladiget, så det holdt han hurtigt op med.
Helt ærligt. Det var et helvede, jeg ikke vil ønske for nogen!!
Så vedmindre han kan garantere, at han vil forblive i medicinsk behandling, samt gå til psykiater det sekund du beder om det. Og det vil han måske love,in the heat of the moment.
Så se at få dig selv med dig væk i et stykke, eller måske med et knust hjerte,men i det mindste ikke et knust liv.
Du bad om respons fra nogen der havde haft skoen på. Beklager.
KH Mette
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 06-03-07 15:50 |
|
Acillia, når han er manisk, så kan han ikke styre det, for han har ikke sygdomserkendelse. Han ved ganske enkelt ikke, at han lige nu kører i et alt for højt gear - han ved bare, at han føler sig helt vildt på toppen og kan ikke forstå, at omgivelserne ikke er glade og følger med ham.
Deraf kan der i øvrigt let opstå konflikter fordi omgivelserne bliver påvirkede af sindstilstanden og reagerer på den - han synes bare, at de er skidesure og/eller prøver at ødelægge "det" for ham.
Jeg vil sige, at man kan risikerer at skulle finde sig i temmelig meget fra et menneske med en manisk psykose. - Igen afhængigt af sværhedsgraden og de individuelle faktorer. For mig betød det, at jeg ganske enkelt blev væk fra min morfar i de perioder, fordi risikoen for at blive såret godt og grundigt var for stor. Og fordi han så dejligt et menneske - han var ikke til at kende.
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 06-03-07 15:52 |
|
Mette - jeg må indrømme, at jeg fik den samme tanke. Og jeg er ikke i tvivl om, at fandt jeg en kæreste, der viste sig at have den sygdom, så kunne jeg heller ikke blive hos ham.
Men det er jo noget, man som individ selv må lære. - Derfor har jeg ikke nævnt det... Men tænkt det... Absolut
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 06-03-07 16:31 |
|
Acilia
Grunden til at du får min uforbeholdne svar er at min mor på et tidspunkt sagde, : "hvis jeg havde vidst hvad jeg gik ind til, var jeg ikke gået ind i det, hvor forelsket jeg end var."
Jeg ved kun hvordan det var at være følelsesmæssigt afhængig af et menneske, men dybest set ikke kunne stole på.
Hvordan det er at være den der elsker ved jeg af gode grunde ikke!
Men lad være at få børn med ham. Der er desværre 10-20% arvelighed på denne lidelse. Og det er endnu en tung frygt at bære. Jeg er nu ikke længere bange for at udvikle sygdommen,men det har kostet sved, penge og tårer hos tre forskellige psykologer i tre forskellige perioder undervejs i mit liv.
Vaxen: Det var også min første tanke at holde mund, men Acilia lyder som om hun beder om hjælp. Og jeg kan ikke lade være at tænke at hvis nogen, behandlere eller andre med reel viden, havde været modige nok til at fortælle min mor hvordan virkeligheden er med en maniodeprssiv mand, da han blev manisk første gang. Så var hun nok gået og vi børn var nok blevet forskånet for en del.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 06-03-07 16:50 |
|
Mette, grunden til mit forbehold er, at sygdommen viser sig så forskelligt og at der er flere grader af det.
Det er jo ikke alle, der så påvirkede som min morfar og som jeg kan forstå, at din far er. Jeg har en veninde hvis far også har den, og det mærker de ikke det helt store til - han veksler bare i humøret, men kører aldrig helt over. Det er jo til at leve med - trods alt.
Problemet er, at man aldrig kan vide, hvordan fremtiden ser ud. For min morfars vedkommende startede det stille ud, men som han blev ældre var han næsten påvirket af sygdommen - den ene eller den anden vej - hele året rundt. Værst for ham når han var depressiv, værst for os omkring ham når han var manisk.
Jeg vil i øvrigt lige skyde ind, at flere af mine morfars søskende også har lidelsen - men vi har endnu ikke fået den konstateret hverken hos børn eller børnebørn. (Hans sygdomsdebut var sandsynligvis da han var i trediverne, så vi ved jo reelt intet endnu).
Jeg ved ikke, hvordan du, Acilia, må forholde dig - bortset fra forsigtig - men jeg ved, at jeg ikke kunne gøre det, du gør nu. Desværre.... For jeg har jo ikke lyst til at straffe vedkommende for at være syg, men jeg finder det bare alt for svært...
Vaxen
| |
 | Kommentar
Fra : dova |
Dato : 06-03-07 16:57 |
|
Jeg vil helt klart tilslutte mig metteto
Citat
LØB!!!!
Undskyld, det har jeg ikke ret til at skrive, nu kommer forklaringen:
Jeg er vokset op med en far, der var maniodepressiv. Depressiv hele mit liv,bipolar, fra mit 11.år.
Jeg levede i en følelsesmæssig rutchebane, der har påvirket hvereneste menneskelige relation jeg har idag.
Han fik undervejs også lithium,men følte sig forfladiget, så det holdt han hurtigt op med.
Helt ærligt. Det var et helvede, jeg ikke vil ønske for nogen!!
Så vedmindre han kan garantere, at han vil forblive i medicinsk behandling, samt gå til psykiater det sekund du beder om det. Og det vil han måske love,in the heat of the moment.
Så se at få dig selv med dig væk i et stykke, eller måske med et knust hjerte,men i det mindste ikke et knust liv.
Du bad om respons fra nogen der havde haft skoen på. Beklager. |
Jeg har arbejdet med folk der har sygdommen, og set hvad det medfører i deres bagland, opløste hjem, psykisk nedbrudte pårørende o.s.v..
Set mennesker der, selv om de egentlig fungerede i perioder, har måttet sættes under administration fordi de i maniske perioder fandt på de vildeste økonomiske udskejelser der satte familier fra hus og hjem.
Du kan ikke stole på en manisk person.
Og jovist, nogen medicineres rimeligt stabilt ud af symptomerne....sygdommen kan ikke kureres, men der er det pokkers ved det, at mange netop dropper medicinen, fordi de ikke vil undvære de maniske perioder, hvor de egentlig kun føler de har et indholdsrigt og spændende liv, som metteto skriver, de føler sig forfladiget.
Hvor længe perioderne og skift mellem depressiv og manisk varer, er meget individuelt, lige som der selvfølgelig også er forskel på graden af tilstanden.
Du skriver dit forhold er ret nyt.
Jeg ved ikke, du skal gøre op med dig selv om du mener du tør fortsætte.......jeg vil egentlig råde dig til ikke at gøre det, for din egen skyld.
mvh dova
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 06-03-07 17:27 |
|
Skylder dig at skrive at jeg idag er 40 år og derfor har lagt en del afstand til barndommens ar.
Min farer død og begravet for 4-5 år siden, havde ingen kontakt med ham de sidste 10 år af hans liv. Jeg "slog hånden af ham" for selv at overleve. Var i 10 år opført med beskyttet adresse og hemmelige telefonnumre. Fordi han ikke magtede at lade mig i fred når han var manisk.
| |
 | Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 06-03-07 18:56 |
|
Min ældste søster var maniodepressiv. I de depressive perioder svingede hun mellem at være helt lukket inde i sig selv. På selvmordets rand og voldsomt fjendtlig overfor familie og venner.
Når hun var manisk, så var hun utrolig intelligent og charmerende og det var næsten som selve solens stråler når hun et øjeblik tog sig af mig, hendes lille søster.... I dag kan jeg se, hvor høj grad det var tale om roller, hun spillede. Hun var meget teatralsk og begyndte efterhånden også at drikke en del. Både i de maniske og i de depressive perioder.
De sidste mange år ville hun ikke have kontakt med familien --ud over hun en gang imellem skrev 10-20 sider lange breve i en ulæselig håndskrift. --Aldrig en slags svar på, hvad JEG havde skrevet til HENDE..
Hun flyttede til Spanien for mange år siden, -fordi "danskere var så kolde og stive"......
Jeg må sige, at i dag er jeg glad for at jeg ved at hun er død. For jeg havde hele tiden en bekymring for hende især fordi jeg ikke kunne have kontakt med hende.
Acilia. Husk på, at det er en meget alvorlig -og arvelig!!- sindssygdom. Og den kan IKKE helbredes. I en familie kan den ødelægge hele familien fordi den syge ikke selv er i stand til at se, hvor syg han/hun er. Og Han/hun er heller ikke i stand til at se, hvor stor skade han/hun forvolder sine nærmeste.
Du kan IKKE redde ham. Du kan ikke gavne ham. Du kan ikke stole på ham.
På Nettet har jeg for nyligt haft kontakt med en mand.. --Han var enorm sjov og charmerende at skrive sammen med og jeg ærgrede mig faktisk over, at han boede så langt væk. --Så en dag ringede han... Han havde fået opsporet mit telefonnr. -det i sig selv var grænseoverskridende, for jeg havde IKKE givet det til ham. Han snakkede uafbrudt i 1½ time.... Og jeg kunne genkende ordstrømmen fra de sidste "samtaler" jeg havde med min søster. I den videre mailveksling blev hans sygdom mere og mere åbenlys. Han blev paranoid og sendte mærkelige kædebreve og lavede underlige koder indbygget i hans mails. Han svarede aldrig på MINE mails...
Nu skriver han ikke mere... Enten er han indlagt, eller også er han død..... Det er den uvished, man hele tiden må leve med når man kender en så syg person..
Eller osse har han bare fundet en ny veninde...
Jeg håber ikke, at din nye vens navn begynder med "K"? 
Depressioner og manier kan veksle med dages, -ja timers varighed. Men mere almindeligt er det nok, at hver periode varer i måneder eller mere... Og de "normale" perioder kan være ikke-eksisterende, eller nogen er "normale" det meste af tiden, men får så perioder med voksende mani -efterfulgt af depression... Eller omvendt. Alle muligheder forekommer...
Og mange manio-depressive bliver også misbrugere af piller eller alkohol eller lign..
| |
|
jeg er ikke klar over hvor gammel du er, om du har børn eller ønsker at få børn. det vil være hårdt for børn at leve med din ven
| |
| Kommentar
Fra : acilia |
Dato : 06-03-07 19:40 |
|
Kære allesammen
Hvor er jeg glad for jeres ærlige svar! Det er netop sådan noget man ikke kan lede efter lige meget hvor længe man søger på nettet.
Jeg har mange mange tanker omkring detteher. Og hvis man stillede sådan et skema op med positive eller negative ting - ja så ville de negative veje mest.
Problemet er bare at når man er forelsket så er det svært at se helt klart.
Jeg ved godt at jeg ikke kan redde ham. Han er noget ældre end mig og har levet med sin sygdom længe. Det der undrer mig er at han har en temmelig god stilling som han har haft længe og jeg må indrømme at jeg troede at man måske ikke var stabil nok til at have en top-position når man var meget syg af denne lidelse. Derfor har jeg tænkt at han måske var angrebet i mild grad og kun led af hypomanier. Bipolar II. Men måske trøster jeg bare mig selv.
Jeg er i min fødedygtige alder og det spiller selvfølgelig ind i mine valg at denne sygdom er arvelig.
Birgitta nej hans navn starter ikke med 'K' (heldigvis lyder det som )
Jeg kan godt forstå at flere af Jer siger LØB - det siger min egen intuition også. Men så er der en side af mig som siger at det kan fanme ikke passe at et menneske med den her lidelse ikke også skal have kærlighed.
Men uanset hvad - så kan jeg se I alle jeres gode svar - at det kræver en meget stærk person for at kaste sig ud i det her. Det må jeg jo så gøre op med om jeg er.
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 06-03-07 19:54 |
|
Hej Acilia
Min far fungerede glimrende som læge indtil mit 26 år!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! dvs. til han var midt i 50'erne, Også knapt så glimrende i yderligere 3 år før han gik helt i stykker.
Nogle Bipolare er belaste med en forrygende intelligens oveni, det gør at de kan holde sig kørende i mange år før facaden krakelerer. Men det betyder ikke at det fungerer bedre indnenfor hjemmets fire vægge.
Stærke mennesker, tja, deter jeg blevet af det. Men vil du ikke nok fravælge børn, hvis du vælger ham. Han lyder dejlig, men meget syg, og det er ikke sjovt at være barn af!
KH Mette
| |
| Kommentar
Fra : cjaab |
Dato : 06-03-07 20:12 |
|
Uhh! Jeg håber sådan for jer at du er stærk nok, og er villig til at kæmpe en kamp du på ingen måde kan vinde. Du kan nok mest se frem til når derr er "våbenhvile"...
Men igen, fordi ingen ved hvor svær en grad han har, har du ingen reelle chancer for at se om i vil kunne finde ud af det sammen...
Dog vil jeg lige sige til de folk som siger at du ikke må få børn med ham; at i burde skamme jer lidt... Chancerne for at barnet vil arve sygdommen er der, men som i min familie, er sværhedsgraden af sygdommen dalet for hver generation, og hos min bror ikke-eksisterende.
Og ville da ærligt talt blive ret ked af det, hvis filk sagde til mig, at jeg ville være dum ved at sætte børn i verden. For der er jo også 80%chance for at barnet vil være raskt ikke? Jeg ville da mene at det ville være mere uansvarligt at sætte et barn i verden i et rygerhjem (barnet kan risikere en masse sygdomme her), eller et hjem hvor der bliver drukket eller har voldelige tendenser!
Det er jo gererælt en kæmpe beslutning og ansvar, så lad ikke frygten for en eventuel sygdom være det altafgørende på den front!
Så vær forberedt på en masse blod, sved og tårer, hvis du agter at blive hos ham
| |
| Kommentar
Fra : acilia |
Dato : 06-03-07 21:24 |
|
Kære Alle
og Kære Mette - Jeg kan godt se at dit liv har været meget meget påvirket af din fars sygdom og sådan som du beskriver det så tænker jeg da også at jeg hellere bare må se at komme væk i en fart.
Det er jo eet eller andet sted sådan lidt ligesom at begå psykisk selvmord hvis jeg vælger at være sammen med ham - hvis hans lidelse er så slem som din fars - og vaxen's morfars.
Jeg kan godt forstå at du råder mig til ikke at få børn med ham ud fra dine erfaringer og dit liv. Jeg har en veninde hvis far begik selvmord da hun var 3 år gammel. Han var manio-depressiv. Min veninde har hele sit liv været påvirket af angsten for at få sygdommen - ja hun har faktisk haft udviklet angstneuroser istedet. Som hun heldigvis er kommet over. Men ja, så jeg har også set hvad det kan gøre ved et menneske at skulle leve med så stor en byrde.
Ja og du har ret i det med den lynende intelligens - han er meget intelligent og iøvrigt også et charmerende, vellidt og behageligt menneske - når han er rask.
Han er midt i fyrrene - og midt i en (kliche - I know) midtvejskrise pga. en hel masse ydre omstændigheder.
Cjaab: Ja jeg vil jo også gerne tænke lidt ligesom dig når jeg skal tænke positivt. Og måske hjælper det også at vores samfund ikke mere er så fordømmende overfor sindslidelser? Tænk på hvor accepteret det er nu i forhold til hvordan det var en gang. Det er ikke længere en stor skam at sige at man har en depression - er angst - eller stresset eller hvad man nu fejler.
Jeg er iøvrigt selv lige kommet igang med et psykiatrisk forløb pga. gentagende panikangstanfald.
Vi - ham min elskede - og mig er også blevet enige om at vi er et kønt par!
(jojo lidt humor skal der til ellers går den ikke vel!)
| |
| Kommentar
Fra : acilia |
Dato : 06-03-07 21:28 |
|
Kære Cjaab
Kom lige i tanke om at jeg gerne ville spørge dig hvordan dine kærlighedsforhold har været her i livet - ja ikke for at snage det ved du - men har der været nogen som har kæmpet for dig?
kh
| |
|
jeg tænkte ikke på arvelighed - jeg mener helt raske børn kan blive svært belastet og psykisk påvirket af at leve sammen med en manio-depressiv(det er svært nok for de voksne)
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 06-03-07 22:45 |
|
Kære Cjaab
Undskyld, jeg har såret dig, for det har jeg selvfølgelig, men læs nu hvad jeg skriver!
Jeg opfordrer ikke fravalg af børn på grund af frygt for at de får sygdommen.
Nej, det er fordi det liv man har som barn af en manio-depressiv far, er så psykisk ustabilt og utrygt.
Fordi du aldrig ved hvornår far er god og hvornår han er skidt. DU kan ikke tage kammerater med hjem fra skole, for far kan hive hovedet af dig verbalt, når i træder ind af døren. Men du kan også møde ham, der fodrer dig med viden og nysgerrighed på hele verden. Eller ham der har begravet sig i sin dyne om morgenen, og lugter af angst og sved hvis du stikker næsen ind og tilbyder en kop te.
Jeg kom altid hjem med mavepine, som ikke gik over før jeg havde set hvordan far havde det.
Og dengang var min far ikke særlig syg, det blev han først senere.
Jeg kunne fortælle forrygende historier om svigt, og det er bare ikke godt.
Acilla har et valg, det har de børn de måtte vælge at få ikke.
Og det er barske ord. Det er min sandhed. At din ser anderledes ud vil jeg helst ikke drages til ansvar for.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 06-03-07 23:02 |
|
Jeg vil også lige byde ind atter en gang og sige, at min morfar i den grad var et elskeligt menneske. Han var gift med min mormor fra de var unge og til den dag han døde. Både hans børn og børnebørn elskede ham højt - og det gør vi stadig nu hvor der er gået 13 år siden hans død.
Jeg ville ikke kunne bære tanken om, at han skulle leve et kærlighedsløst liv fordi han havde sin sindslidelse. Det fortjente han ikke, han fortjente alt godt i livet. Han var det mest hjertelig menneske jeg har mødt nogensinde.
MEN - det var også hårdt. Specielt for min mormor deres børn.
Om de skulle have valgt ikke at få børn? Nej, det synes jeg ikke. Den mand har bragt så meget glæde at det slet ikke kan gøres op i forhold til de kedelige ting, hans sygdom medførte.
Så det er komplekst. Jeg ved, at jeg ikke kunne, men jeg ved også, at der er andre, der kan. Om du er en af dem Acilia, det må du mærke efter inde i dig selv. Bare du passer godt på dig, og ikke lader dine grænser overskride - du må ikke gå på kompromis med dig selv.
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : cjaab |
Dato : 08-03-07 13:07 |
|
Acilia- Nu må jeg nok indrømme at jeg har været heldigere end de fleste på det punkt. Da jeg startede med at blive syg (teenager), var jeg i et fast forhold (4 1/2 år), hvor han støttede mig meget, og gjorde hvad han kunne for at hjælpe.
Senere, fandt jeg så hans afløser, som jeg har været sammen med siden (snart 5 år), som også har gjort hvad der stod i hans magt for at hjælpe og aflaste hvor det var nødvændigt. Og fordi jeg ikke har kunnet hente den store hjælp ved familien, så har han været en uvurderlig støtte hele vejen! Må nu også indrømme, at jeg bestemt ikke har været nem at omgås i perrioder, og har kommet til at trække ham med ned et par gange... Så har stor respekt for ham og hans udholdenhed og tålmodighed med mig 
Vores motto er så, "kan vi klare dette her, så kan vi klare alt!", og det må jeg sige at vi ind til videre har kunnet!
Håber du har fået lidt ud af det?
Metteto- Du har skam ikke såret mig, bare rolig Er ikke så sart mere.
Forstår skam også din bekymring! Nu er både min mor og mormor også syge, så kender godt til hvordan det er at have en syg forældre. Og hvis man tænker på at hun blev syg midt i 80'erne, hvor man ikke vidste så meget, og hvor det er meget tabubelagt at have en sindslidelse, så synes jeg da at det er gået nogenlunde... Jeg synes endda mine forældre har været ok til at holde hendes sygdom så afstand fra os børn. Så hvis "mor" var skidt, så hang vi bare på min far i stedet.
Og det er da også først inde for de sidste par år, at vi (min bror og mig) har fået at vide hvad der egentlig foregik da vi var små.
Idag, mærker vi stort set ikke til hendes sygdom. Hun er ret godt medicineret, hvilket gør at hendes humørsving ikke er så store. Så det er stort set kun når hun er lidt depri, man kan mærke det på hende. Og når det står på, så tager alle en smule mere hensyn og undgår større konflikter der kan gøre det værre for hende.
Men ok, det har da ikke været den bedste barndom, det vil jeg da klart indrømme, men med den viden vi har nu, kan jeg da godt se, at det kunne have været 1000 gange værre. Så jeg ville sætte min lid til, at nu da verden er mere oplyst om den slags ting, så er chancerne for at børnene kan komme helskindet igennem deres opvækst, væsentlig større og (tror jeg) vil blive ved med at vokse.
Vh. Carina
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 08-03-07 14:22 |
|
Håber du har ret Carina. Fra bunden af mit hjerte. Det glæder mig, at du har så meget styr på din sygdom, at du har et godt liv med den.
Men jeg holder også fast ved mit standpunkt om at bringe børn ind i et liv, hvor en forælder har depressioner og manier, NÅR MAN HAR et valg, bør være et fravalg. Og det er udfra en barsk erfaring, ikke kun fra min egen opvækst, men også udfra hvad jeg har lagt øre til når jeg har været åben om min baggrund. Der er flere skæve eksistenser, end vi tror. Og deres børn vil komme til at lide undervejs.
Jeg ved jeg stiller mig midt på øretævernes holdeplads, for det er ikke korrekt, og som du skriver Carina, jeg burde skamme mig. NEJ, det er jeg holdt op med for mage år siden.
Men det Acilia beskriver, er en, periodevis, ret syg mand, som hun med garanti kan få en masse godt sammen med, og sikkert også en masse møg (men det får vi alle i parforhold). Men ikke en det er tilrådeligt at få børn med.
Beklager
| |
|
Uha, dette er hård kost at læse, når man har dén sygdom!
Men også interessant!
Da jeg i mit tidligere indlæg bare skrev en hurtig sætning med et link til DepNet, var jeg godt nok slået ud af kurs over den kontante holdning til parforhold og manio dep........
Men det er godt at få alle aspekter med..... selvom det gør ondt.
| |
|
Det gør ondt, fordi jeg har spildt mit liv på grund af den sygdom - blev først diagnosticeret for cirka 10 år siden....
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 08-03-07 16:58 |
|
Hvordan oplevede du det selv indtil da Moster? Havde du på fornemmelsen, at der var noget galt med dit forhold til andre mennesker?
Det er ok, hvis det er personligt, og du ikke vil svare. Jeg mærker noget, der ligner sorg fra dine indlæg i denne tråd.
Er du ikke kommet helt overens med din lidelse?
Vaxen
| |
|
Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt med mig selv.
Men hvad det var...............?
Jeg har altid sagt, at jeg mangler en reservedel, som andre har.
...og hvor var familien i det her...... har måttet klare det helt på egen hånd - gudskelov er jeg trods alt meget stærk. Ellers havde jeg ikke været her...
Ja, det er en stor sorg! Har fortrængt så meget energi, som jeg kunne have brugt på et godt liv....
Men det var ikke mig, vi skulle bruge tråden til
| |
| Kommentar
Fra : acilia |
Dato : 08-03-07 21:19 |
|
Jo det var det da Hanne - jeg synes bare det viser hvor meget man egentlig har brug for at være åbne om det her.
Jeg følger alle jeres dejlige, kloge kommentarer og lærer af det hele. Jeg må indrømme at jeg virkelig må bøje mig i støvet for dem som har denne sygdom og deres pårørende. For ikke alene som pårørende er det vel hårdt. Når man har sygdommen skal man vel også leve med at man ved at man sårer dem som man elsker?
Det må være en hård 'dom' at få når det bliver diagnosticeret - samtidig vel også med en vis lettelse over at man finder ud af hvad man fejler og ikke er ene om det?
I dag har jeg fået en bog med posten som jeg har bestilt via psykiatrifonden - den hedder 'Bipolar Lidelse' den glæder jeg mig til at læse. Jeg synes det er meget sundt for mig at lære noget om detteher og det er vel egentlig en gave at have mødt min ven - uanset hvad det ender med - for så er der da eet menneske mindre i verden der er ignorant hvad dette angår.
Carina - jeg syns det er så dejligt at høre om en solstrålehistorie som din - eller ihvertfald så tæt som det kommer - for også jeg fornemmer ligesom vaxen en masse sorg i denne tråd.
Hvis min ven i øjeblikket er manisk er det mon så bedst at lade ham være i fred? Og en anden ting jeg tænker på det er - kan man rent faktisk sige til et menneske 'hey nu er du altså manisk så nu må du hellere skynde dig at spise noget lithium' (okay ikke lige sådan vel.. - men I ved hvad jeg mener) eller hvad gør en pårørende der kan se at en person er ved at blive deprimeret eller manisk? Hvad gør man bedst? Lader dem 'leve det ud' eller blander sig?
Vidste I iøvrigt at sygdommen første gang blev nævnt af franske psykiatere i 1850'erne som 'folie circulaire'? (Ja nu er jeg igang med min nye bog)
| |
|
jeg har arbejdet på psykiatrisk hospital og har kun mødt een, der når manien begyndte(som regel med meningsløse indkøb)sagde nu er nu og henvendte sig til lægen for ændring af sin medicin. ang. din ven, kan du måske når han er i en god periode, aftale med ham, at når de første tegn melder sig, går til læge, og at du også melder ud før det bliver umuligt at tale med ham. du må gøre ham klart at det er nødvendigt at få rettet medicinen ind, når det er nødvendigt, for at du skal kunne leve med det.
| |
|
acilia - hvor er din ven heldig, at have dig!
Det glæder mig altid meget, når nogle har det godt - så er der håb for alle andre også...
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 09-03-07 09:21 |
|
Hanne, det kan godt være, du mangler en reservedel og at din lidelse gør, at du ganske ufrivilligt "kommer til" at gøre ting, som sårer eller i det mindste påvirker andre mennesker.
Men en ting er helt sikker - jeg fornemmer det samme hos dig som min gode gamle morfar, og det er, at du er meget mere end sygdommen.
Du er nemlig også en af disse hjertens gode mennesker, der virkelig vil andre mennesker det godt.
Det er en barsk sygdom, som virkelig forandrer mennesker som ved et snuptag. Det er hårdt at elske en, men ikke svært. (Svært at forklare - det er noget med, at mennesker med denne lidelse er ligeså "elskbar" som andre, men at konsekvensen af ens kærlighed er hård at leve med).
Acilia, angående din ven.
Jeg tror ikke, der er den store skade ved at du i en manisk periode trækker dig lidt. Det er sandsynligt, at han ikke tænker så meget over det, da han nok kører lidt i sit eget spin lige nu.
Medicinering - av, ja det er en af de svære. For skal du bede ham om at tage sit lithium, så skal du være hurtigt ude. Kører manien først på fuld tryk, så er det nogengange svært at overbevise den syge om, at han har brug for sin medicin. Han har det nemlig pragtfuldt. Har ingen sygdomserkendelse, ved bare at han er glad og tilfreds og at livet er fedt.
En ting, som ikke er nævnt synderligt i denne tråd er en højere tendens til misbrug. Er det noget, du har afklaret?
En anden ting, som slet ikke har været nævnt er, at nogen i deres maniske periode godt kan blive aggressive. Både verbalt og fysisk.
Det er langt fra alle, der har de to tendenser, men det er rart at være forberedt på, at det kan forekomme.
Og så en tanke...
Jeg synes næsten at en manisk periode kan beskrives som om, at frontallappen bliver lukket ned en periode. Den syge bliver behovsstyret, hæmningsløs og udviser manglende empati. Selvfølgelig i meget forskellige grader fra individ til individ. Er i andre enige i den betragtning?
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : cjaab |
Dato : 09-03-07 11:30 |
|
Hmm... Vil nu sige, at mani nu godt kan vise sig på mange måder... Nogle bliver også over-hjælpsomme, og kan ikke se at de ofte kan gøre mere skade end gavn... Taler af bitter erfaring... Man kan liiige ordne alt for folk, det kan give økonomiske problemer, som lede til en dyb depression, når man ikke kan leve op til sine engne gode ententioner og folks stigende krav til én, når man nu i en længere periode har leget supermand...
Ved også, at når man rammer ind i en manisk periode, så kan man få suplerende medicin. Jeg fik selv Truxal'er, som både er indslumrende og psykosehæmmende, selvfølgelig sammen med mit normale medicin (Lithium og Remmeron).. Mani (for mit eget vedkommende) har også en tendens til at vise sig ved søvnløshed. Man kan simpelthen ikke falde til ro, da man har tusinde ting man liiiige skal nå inden man lægger sig til. Og når man så endelig kommer under dynerne, så kan man ikke sove, fordi hjernen kører på højtryk, og man ligger og laver en milliard planer for hvad man alt skal næste dag.
Så Vaxen, folks manier kan godt vise sig på lidt mere nuancerede måder, end ved at Superego slår fra og Id overtager...
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 09-03-07 11:44 |
|
Orrrk ja - selvfølgelig kan det vise sig på forskellige måder.
Sygdommen viser sig jo helt forskelligt fra person til person.
Når jeg skriver som jeg gør, så er det jo ikke for at sætte nogen i bås - jeg beskriver den oplevelse jeg har haft med sygdommen. - At belyse den vinkel, som der jo også er.
Men godt, at du siger noget - lad os endelig få så mange nuancer med som muligt, så vi alle kan blive lidt klogere
Vaxen
| |
|
Jeg, jeg lærer da hele tiden noget af det her - f.eks. det med søvnløsheden - fuldstændig sådan har jeg det for tiden - og er hammer træt! Får ikke lavet en snus, fordi energien er på nul, og øjnene klapper i, hvis ikke jeg passer på. Når jeg ikke er træt, skal jeg liiige og liiige, og vil ikke i seng, selvom jeg æælsker at komme derind i fred og ro - og planlægge...... 
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 09-03-07 17:52 |
|
Hvor er I gode til at håndtere jeres sygdom, Hanne-moster og Carina!
Acilia, At trække sig under mani, ja, for at beskyyte dig selv. Han har nok ikke meget filter. Men han vil måske "straffe" dig hvis du gør det.
Husk aldrig noget økonomisk fællesskab!!!!!!!!!
Han er ikke istand til at sortere skidt fra kanel, når han er manisk. Og det er ikke ond vilje.
Frontallaps symptomer  det har du da ret i, selvom dem jeg har set med frontallapsskader har været noget mere ekstreme i deres sociale handicap. Og har mistet deres intellektuelle kapacitet. Det har jeg ikke oplevet med manier.
| |
|
Citat
Undskyld, Acilia, det var misbrug af tråd. |
Sålænge det ikke er stof-misbrug 
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 10-03-07 09:08 |
|
Ooork nej, det er dem med en antisocial personlighedsforstyrrelse....
Helt ærligt, det er da næsten ikke til at finde ud af med alle de navneskift. (Men ok, lige for psykopatis vedkommende, der må man da sige, at der er mange der ikke forstår, at det er en diagnose, der tales om, så ok.... måske)
Nogengange er det lettere at kalde en spade for en spade....
Vaxen - som bestemt ikke beskylder psykopater for at have nogle mangler i forhold til almen intelligens - tværtimod! Det er vist kun på det sociale område, det hænger "lidt"....
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 18-03-07 17:59 |
|
Hej Acilia
Luk lige spørgsmålet, bare for en god ordens skyld.
Håber du har fået nogle gode argumenter for og imod, så du kan træffe en velinformeret beslutning.
Held og Lykke hvad du end gør (Men få nu ingen børn med ham, PLEASE)
KH Mette
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 18-03-07 18:26 |
|
øhø, min yngste søster har diagnosen "narcissistisk personlighedsstruktur".
Og dem med asociale personlighedsstrukturer kende vi jo nok alle... 
--Min ældste søster var manio-depressiv, -som det hed dengang... Og den mellemste var "bare" narkoman... Og min yngste søster narcissistisk.... Gudfader, sikke en familie...
Åja, Min far var vist også manio-depressiv, så der har du, hvad der kan ske med en familie, hvor en forælder lider af en en bipolar affektiv lidelse...
Oftest "lider" folk ikke af de der personlighedsforstyrrelser.... Det er omgivelserne, der lider... 
Men en egentlig sindssygdom er jo altså noget helt andet.. Hvis den ikke er under kontrol, så KAN man næppe have et nært forhold --på grund af sygdommen.
| |
| Kommentar
Fra : acilia |
Dato : 18-03-07 18:55 |
|
Det var faktisk med vilje at jeg lod min tråd stå åben for jeg har været så glad for den og glad for Jer allesammen at jeg havde lyst til at skrive igen når jeg ligesom får taget mig en beslutning om tingene. Eller når der var nyt i sagen.
Men det er der jo ikke sådan lige - og en beslutning er frygtelig svær at tage - det er ikke nemt.
Jeg elsker ham jo.
Men I kan tro at jeg tænker meget over alle jeres kommentarer. Og jeg skal nok forsøge at tage den klogeste beslutning af dem alle.
Tusind tusind tak fordi I gad dele jeres tanker og meget personlige oplevelser.
I fortjener allesammen et stort dejligt kærligt knus fra mig
kærlig hilsen
Susanne
| |
| Godkendelse af svar
Fra : acilia |
Dato : 18-03-07 18:57 |
|
Er det sådan jeg lukker spørgsmålet?
(Vaxen var den første der svarede - så det er bare ren kronologi - I burde allesammen have en masse point)
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 19-03-07 19:22 |
|
Det koster os kun 1 point at købe svaret, så vi kan sagtens fortsætte debatten, men jeg synes det ville være rigtig ærgerligt, hvis spørgsmålet blev annuleret efter tre måneder, og alle disse guldkorn blev arkiveret i det store tomme cyberspace. For som du skriver Acilia, her er kommet nogen stærke bidrag. Og det er ikke så ringe.
Det er nok også sundt for mig at få rusket op i min holdning engang i mellem, er den stadig fuldstændig klar i mælet eller bliver man blidere med alderen. Der er ikke meget der tyder på at jeg bliver mindre skarp i denne debat, beklager.
Kan I passe godt på hinanden derude i den store farlige verden.
Ingen undgår at rende ind i mennesker, der tager mere end de giver. Spørgsmålet er om vi vil give dem vores sjæl.
KNUS Mette
| |
| Kommentar
Fra : metteto |
Dato : 29-04-07 08:37 |
|
Og nu er spørgsmålet låst op igen og åbent for alle kommentarer.
KNUS Mette
| |
|
Som tiden dog går
| |
|
Stort kram fra mig
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|