|
| frustration... Fra : Rosalill | Vist : 1817 gange 200 point Dato : 05-03-07 10:41 |
|
Jeg er frustreret og forvirret.......kæresten siden september har for en uge siden meddelt mig at han føler vi må afslutte vores forhold.
Vi har været sammen hver weekend og nogle gange også i løbet af ugen siden vi mødtes. Han har ikke boet sammen med nogen i 17 år. Og nu kan han mærke at hans lunte er blevet kortere og han har brug for at være mere alene. Lige pludselig har han ikke så meget kærlighed for mig. Han har dog været meget glad for den kærlighed jeg har vist ham og været tryg ved at han være sikker på at jeg holder af ham.
Jeg oplever at han er blevet bange for at binde sig, hvilket han også bekræfter og forklare sig med at han nok ikke egner sig til et forhold.
Jeg har lyst til at flytte sammen med ham på et tidspunkt, hvilket han også har følt lidt som et pres idet han ikke har det samme behov på nuværende tidspunkt.
Jeg har hidtil valgt at stille mig i venteposition og givet udtryk for min forståelse. En uge indtil nu. Men jeg kan mærke at det tricker mig, at stå i denne vente position uden at vide om jeg er købt eller solgt. Det påvirker min måde at tackle livet på generelt.
Jeg begynder at tvivle på om han ville kunne ændre denne trækken sig helt væk fra mig. Jeg ved at han ikke vil søge professionel hjælp til at ændre sin angst, han går ikke ind for den slags eksperimenteren. Og med min angst for at stå i dette tomrum begynder jeg at tvivle på at vi kan klare at komme igennem denne konflikt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ikke vil have hans uvilje og jeg er heller ikke i tvivl om at han faktisk er meget glad for mig, men han har stadig ikke valgt mig igen.
Han vil komme og hjælpe mig med at få lavet nogle ting og da jeg var forbi for at kigge ham i øjnene, fik jeg både kys og store kram.
Har nogen af jer oplevet noget lignende? Kan I give mig nogle kommentarer der kan hjælpe mig? Det siges at mænd trækker sig tilbage i deres hule når det bliver svært, men hvordan får jeg ham ud igen? - og helst uden at skabe dårlige mønstre. Hvordan undgår vi at det bliver et mønster der gentager sig igen og igen?
Måske skulle dette have stået under et andet emne, men det handler jo også om sorg og krise i forholdet, så .......
Mvh Rosalill
| |
| Kommentar Fra : e.c |
Dato : 05-03-07 11:08 |
|
Ja vi er nogle tøsedrenge, når det gælder om at binde sig.
I virkeligheden er det måske fordi vi er bange for at tabe ansigt, hvis det ikke går alligevel. Det ødelægger nok desværre mange ellers gode forhold.
Og så er der alle de mange ændringer i den personlige frihed, som kan gøre os lidt skræmte, når man begynder at "smelte" sammen.
Jeg taler ikke om den "frihed" til at hoppe rundt i forskellige senge, men bar det at kunne gøre et eller andet uden, at skulle spørge om lov.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 05-03-07 12:37 |
|
Det, der er sket er nok det, at han ikke er forelsket mere. Og der har ikke været basis for at noget (kærlighed) skulle erstatte forelskelsen.
Forelskelser holder nemlig ca. ½ år. Derefter skulle der gerne være kommet "noget andet" i stedet. Ellers går forholdet i stykker.
At du giver udtryk for forståelse som du slet ikke føler, gavner ikke jeres forhold.
Når HAN trækker sig, så kan jeg kun se én mulighed: --Hvis du overhovedet kan, så hold dig helt væk fra ham. Lige nu kan det kun være til at få åndenød af for ham, at du stadig er forelsket men hans følelser har ændret sig.
--Måske vil han føle enorm lettelse hvis du holder dig væk... Måske vil han savne dig... Det er noget han skal finde ud af alene.
DU skal gå op i andre ting i dit liv. Du har forhåbentlig andre interesser end ham?
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 05-03-07 12:54 |
|
Som jeg umiddelbart læser dit indlæg, vil du et eller andet sted gøre meget, og måske presse ham lidt, for at forsøge at få ham til at blive.......det får du ikke noget ud af
Du opnår kun, at han lægger større afstand.
Citat Jeg begynder at tvivle på om han ville kunne ændre denne trækken sig helt væk fra mig. Jeg ved at han ikke vil søge professionel hjælp til at ændre sin angst,han går ikke ind for den slags eksperimenteren. Og med min angst for at stå i dette tomrum begynder jeg at tvivle på at vi kan klare at komme igennem denne konflikt. |
Som jeg ser det, er der ikke tale om konflikt, men at han "på en pæn måde" forsøger at afslutte forholdet.
Og jeg giver Birgitta ret her:
Citat Det, der er sket er nok det, at han ikke er forelsket mere. Og der har ikke været basis for at noget (kærlighed) skulle erstatte forelskelsen |
Så jeg tror du i stedet skal bruge tankerne på at acceptere bruddet og så komme videre, selv om det må være hårdt at acceptere, at modpartens følelser ikke kunne bære.
mvh dova
| |
| Kommentar Fra : Rosalill |
Dato : 05-03-07 14:46 |
|
e.c.
Jeg genkender det du skriver, i det han antyder. Nu er han heller ikke en helt ung mand og har fået sine egne vaner. Og netop fordi vi har brugt så meget tid sammen bliver det jo et savn at opleve den "frihed" forsvinde for at skulle leve op til de forpligtelser både han selv mener der ligger i et forhold og som jeg ytre ønske om.
Men tror du så det er helt umuligt at flytte sig derfra?
Min "panik" i øjeblikket er jo netop spørgsmålet om det er helt umuligt at ændre den følelse.
Birgitta
hvordan mener du at jeg ikke har forståelsen for hans problem? Jeg mener nu nok at jeg kan forstå hvad der giver ham følelsen af at det virker umuligt at tilgodese ønsket om at ville forholdet og hvordan det påvirker hans følelser. Det er bare ikke det samme som at ville ligge under for en uvilje. Min frustration ligger i at jeg både har lyst til at give ham rum til at finde ud af det og lyst til at afskrive ham og komme videre.
Du har ret i at hverken han eller jeg har brug for at have kontakten og samværret i høj grad lige nu, hvis viljen til forholdet skal afklares. Men det er lige så vigtigt for os begge at vi kan se hinanden i øjnene, uanset udfaldet.
Selvfølig har jeg da reageret på hans valg med spørgsmål, men har ikke overskredet grænsen for det respektfulde.
Dova
Ja du har ret i at min lyst til at presse er der og har været der, men det er vel en almindelig første reaktion. Jeg har erkendt at det i hvert fald ikke vil gavne os, netop fordi jeg ikke ønsker at få min vilje, men derimod hans.
Men jeg oplever der er en konflikt når han ikke føler sig sikker på om han ønsker et forhold eller ej, det er hans egen oplevelse. Hvilket gør det svært for mig at acceptere og afslutte. Jeg bliver tilbageholdende med at agere en afslutning, hvilket jeg i min "panik" har mest lyst til.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 05-03-07 15:03 |
|
Rosalil, du stiller dig vel ikke i "venteposition" hvis du forstår og respekterer at han har slået op?
Det er da noget, han har tænkt meget over inden han har meddelt dig beslutningen. Det har måske været rigtig svært for ham at sige det til dig? Og så ignorerer du hans budskab og giver udtryk for at du ved bedre end han hvad der er bedst for ham?
I gamle dage ville den forsmåede part have taget en lang rejse til det fjerne udland et halvt års tid eller mere. Det ville have givet tankerne andet at beskæftige sig med, og det ville have givet den "vægelsindede" mulighed for at savne eller starte på noget nyt.
Det kan du nok ikke få passet ind i en moderne hverdag. Men jeg synes absolut du skulle kaste dig over en anden interesse end parforhold lige nu. Du svarede ikke på mit spørgsmål om ikke du har andre interesser end ham?
| |
| Accepteret svar Fra : Axelise | Modtaget 200 point Dato : 05-03-07 15:03 |
|
Der kan være flere årsager til, at din kæreste reagerer, som han gør. Det er ikke ALLE mænd, der er bange for at binde sig, jeg har da mødt adskillige dejlige mænd, som både kan, tør og vil. Så du må ikke tro, at sådan ER det altså bare
En mulighed er selvfølgelig, som både Birgitta og dova nævner, at han ikke er forelsket i dig mere.
Hvis dette er tilfældet, vil din kærlighed og dine planer om fremtiden virke som et kvælende bånd om hans hals, og han vil bare få lyst til at skubbe dig væk.
Men nogle mennesker, mænd såvel som kvinder, kan være så skadede på deres sjæl, at nærhed er meget svært for dem. Det kan være følelsesmæssige svigt eller følelsesmæssige overgreb i barndommen/opvæksten som har gjort, at de simpelthen ikke tør nærhed. At holde en distance har været en overlevelsesstrategi, som måske har fungeret i en periode, men den er ikke konstruktiv, hvis man ønsker et kærligt og nært forhold til et andet menneske.
Hvis det virkelig handler om det sidste, altså at han er angst for nærhed, kan du selvfølgelig ikke tvinge manden til at arbejde med nogle følelser, som han ikke VIL arbejde med. Det er hans frie valg. Til gengæld har du det frie valg, at du kan vælge om du kan leve med sådan et forhold på hans præmisser, hvor han må skubbe dig væk, hver gang I har været nær hinanden.
Jeg kommer til at tænke på Exupery's smukke historie "Den lille prins", har du læst den?
Der snakker han om at gøre en ræv "tam", fordi den er så skrækkelig bange. At gøre "tam" er noget helt andet end at "tæmme", og mange mennesker har så mange lige i lasten og så megen sorg, smerte og grimme fortidige oplevelser, at de er skræmt fra vid og sans og er bange for at komme tæt på.
Hvis du har kærlighed nok til din kæreste, kan du måske gøre ham "tam" ved at respektere hans ønske om afstand, eller at det hele skal gå lidt langsommere. Måske vil du kunne vinde hans tillid og langsomt komme tættere og tættere på ham, fordi han langsomt finder ud af, at det er okay og at du ikke vil gøre ham fortræd.
Jeg kender en meget vidunderlig mand, som engang var kæreste med én af mine søstre. Han er varm, humoristisk, velbegavet, følsom og har en pragtfuld personlighed. Men han magter slet slet ikke at være følelsesmæssigt tæt på en kvinde. Så hver gang han og min søster havde været i seng sammen, måtte han "flygte" til den anden ende af landet og sørgede for ikke at tage sin telefon i 14 dage. Forholdet holdt selvfølgelig ikke, men de er i dag meget nære venner og har stadigvæk stor kærlighed til hinanden. Manden ønsker ikke at arbejde med sine følelser; han synes at han er som han er, og angst og sorg dulmes desværre med for megen alkohol og isolation. Og det er forfærdelig trist, for han er jordens dejligste mand, og der er gået en skøn ægtemand og en skøn far tabt i ham, men han vil ikke og magter ikke at gøre noget ved sin smerte.
Han er et grelt tilfælde, det ved jeg, men det er bare for at fortælle dig, at der er mange mennnesker, som slås med deres angst for nærhed. For mange kan det være en evig kamp mellem angsten for nærhed og rædselen for at miste. Og nogle vælger så at miste istedet for nærheden.
| |
| Kommentar Fra : Rosalill |
Dato : 05-03-07 15:58 |
|
Birgitta
Jeg svarede ikke på dit spørgsmål, fordi der implicit ligger et svar. Hivs det er din forestilling, må du gerne have den, men så er mit svar jo ligegyldigt.
Jeg har en venteposition, netop fordi jeg forstå hans vanskeligheder. Om den position så er fornuftig kan diskuteres og må i sidste ende være et valg jeg gør mig ud fra den viden jeg har om mig selv og mine kapaciteter. Men andres erfaringer kan være et rigtigt godt indspark til at tage et valg.
Axelise
Tusind tak for dit meget fyldige svar, som giver mig noget at forholde mig til og tænke over. Jeg tror ikke at mænd bare er sådan, har kendt andre og ved det ikke forholder sig sådan. Jeg kender også historien om Den lille prins, og har netop ønsket om at gøre ham "tam", er også bevidst om at jeg ikke ønsker at tvinge hverken beslutning eller andet ned over hovedet på ham.
Og som du ganske rigtig læste er panikken den: vil det komme igen, og vil det hver gang være lige så opslidende. For min "lille" smerte bliver tricket af uviljen. Og vil det være muligt for mig at kunne leve med det.
Du har ganske ret i at der ligger en historie til grund for at han har det sådan. Det er ikke en formodning jeg har grebet ud i luften. Jeg kender historien og han har selv udtrykt sin frustration over at han slet ikke føler sig sikker på sin beslutning. Hvilket kan antyde at historien kan gentage sig, i fald vi vælger at fortsætte. Nu er det jo sådan at alle mennesker har deres historier og har gennem deres liv haft forskellige muligheder for at få noget af det bearbejdet. Og selv om du skriver det er et grelt tilfælde er der jo lighedspunkter, men også forskelle i hvordan og hvormeget forsvarsmekanismerne bruges.
Rosalill
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 05-03-07 17:50 |
|
Hej Rosalil. Gider du ikke lige skære ud i pap: HVOR ligger det implicitte svar på mit spørgsmål om hvorvidt du har andre interesser end dit forliste parforhold?? Jeg prøver jo netop at danne mig en forestilling ud fra hvad du selv SKRIVER. Derfor stiller jeg spørgsmålet.
Udfra hvad du hidtil har fortalt, så ser jeg ikke andet end at når den ene part i et parforhold ønsker at slå op, så er det mangel på respekt, -både for sig selv og for sin partner- hvis man ikke lader forholdet opløse.
| |
| Kommentar Fra : Rosalill |
Dato : 05-03-07 18:29 |
|
Birgitta
Det er da en selvfølge at jeg/man har andet at lave. Og emnets problematik var ikke hvorvidt jeg har andre interesser eller ikke kan finde på andet at lave. Derfor ligger det implicit i spørgsmålet.
Ja din mening om at respektløst ikke at lade det ligge, har jeg forstået. Og her vil jeg så sige at jeg finder det respektløst slet ikke at forholde sig til den enkelte situation, og se på hvilke muligheder der er. Om der overhovedet er nogen. Men derfra og til at konfrontere partneren i tide og utide er der også et stykke vej.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 05-03-07 19:29 |
|
...det er slet ikke så selvfølgeligt... Det er endda meget almindeligt, at man bliver så opslugt af problemerne i parforholdet, at man helt tilsidesætter tidligere interesser..
Jeg har da oplevet det selv..
Og oplever det næsten hver gang den ene part ønsker at redde et forhold som den anden er på vej ud af....
| |
| Kommentar Fra : Rosalill |
Dato : 05-03-07 20:25 |
|
Det er muligt du har ret. Og når dette brud er sket tænker jeg da også over hvad det er der sker og hvordan det kan udvikle sig hvis dette er et tilbagevendende problem. Det handler også om overvejselser som jeg håber at blive klogere af.
Nu er der altså kun gået en uge, og jeg kan ikke se det logiske og det rimelige i at man så er respektløs overfor sig selv, fordi man tænker over tingene. Både den ene vej og den anden vej, at forholde sig til situationen og blive klar over hvor man selv står og hvad man selv er i stand til. Hvad man ønsker og hvad der er realistisk. At komme igennem frustrationen. Det går der selvfølgelig en del tid med, men jeg får da også lavet en hel del andre ting.
| |
| Kommentar Fra : Mone |
Dato : 05-03-07 23:01 |
|
Citat Men jeg oplever der er en konflikt når han ikke føler sig sikker på om han ønsker et forhold eller ej, det er hans egen oplevelse. Hvilket gør det svært for mig at acceptere og afslutte. Jeg bliver tilbageholdende med at agere en afslutning, hvilket jeg i min "panik" har mest lyst til. |
Til Rosalill
Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bruge al min energi på at "redde noget" der er slut.
Han har taget et valg, hvis han har sagt som du skriver her "om han ønsker et forhold eller ej", det gør han ikke!!
Jeg er godt nok ikke mand, men jeg mener nok, at både kvinder og mænd på det punkt er ens, og jeg taler ud fra egne erfaringer. Der har tidligere været skrevet om angsten ved nærhed, og den er ikke rar, og meget svær at tackle. Og det er ingen garanti for, at det bliver bedre af at gå i terapi.
Jeg har gået i terapi igennem 12 år (ikke konstant, men med mellemrum) og jeg er ikke blevet meget bedre til det med nærhed. Hvis jeg var ham, så ville jeg nok føle mig "presset", og især, fordi du ikke "giver slip". Det eneste du kan gøre, er at lade ham være i fred nu, for jeg er (næsten) helt sikker på, at han IKKE ønsker noget forhold. Hvis han havde været interesseret i et forhold, tror du så han havde været alene i 17 år? Det tror jeg i hvert fald ikke.
Vi kan IKKE lave om på andre, vi kan kun ændre os selv. Og vi kan slet ikke "tvinge" andre til at elske os/have følelser for os, hvis de ikke er der. Så giv slip nu.
Så forstår jeg ikke helt, hvorfor det er så vigtigt for dig, at du "vil have" en, som ikke har nogen følelser for dig!!!!! For mig, lyder det mere som et "tryghedsforhold" du ønsker, bare der er nogen.
Eller!!!
Håber du får ro i dit lov snart.
Mvh
Mone
| |
| Kommentar Fra : Kattrine |
Dato : 06-03-07 12:07 |
|
Kære du.
Ja det er ikke nogen nem situation du står i. Men du er nødt til at sætte dig ud af din venteposision, selv om det kan være svært så længe man håber. Men jeg tror desværre at han har taget en beslutning, og nu bare håber at du også acceptere den. Du har også et liv at leve.
Har du iøvrigt læst bogen "kvinder der elsker for meget".
Op på hesten og videre min pige, han er et sted derude, ham der er rigtig for dig. Jeg føler du er lidt i panik, måske fordi du så meget ønsker dig et forhold.
Du skal have en mand og ikke en vatnisse
| |
| Kommentar Fra : Rosalill |
Dato : 06-03-07 18:35 |
|
Tak for jeres svar og tanker.
Jo jeg har også læst Kvinder der elsker for meget. Og jeg lider ikke under at skulle redde nogen, som ikke vil reddes, i hvert fald ikke i ret lang tid af gangen.
For mig er livet ikke så sort og hvidt. Ligesom jeg kan blive påvirket af min angst for forskellige ting kan andre det vel også. Og skal ikke derfor bare skæres væk, der er i mit liv rum til at dvæle og tænke sig om. Derfor mener jeg ikke det er at være respektløs, når jeg er i venteposition, en periode.
Men på den anden side orker jeg ikke uviljen, og derfor kan I have ganske ret i at jeg skal stå af ventepositionen. Og netop da jeg var blevet afklaret med at jeg ikke ønskede uviljen og synes derfor hans valg var det rigtige. Så fortalte han mig, at han ikke var sikker på denne beslutning og at det havde været så dejligt at føle sig elsket af mig og at han ikke skulle tvivle på min kærlighed. Han gav mig ret i mine tanker og konklusioner om problematikken. Og vi lod beslutningen om forholdet stå uafklaret, lidt endnu.
Som Axellise antydede kræver det et stort overskud og et stort rum at kunne klare op og nedturen hver gang han bliver bange for nærheden og det at miste. Det er jeg ikke sikker på at kunne leve op til. Men han er en dejlig mand og jeg ville gerne kunne rumme hans sårbarhed. Så I ganske ret i at jeg skal passe på mig selv, og få taget en beslutning inden alt for længe.
Rosalill
| |
| Godkendelse af svar Fra : Rosalill |
Dato : 07-03-07 19:03 |
|
Tak for svaret Axelise.
Jeg vil også takke alle I andre som har givet indspark, velmente ønsker og tanker.
Jeg har taget beslutningen om at komme videre og ført den ud i livet.
Rosalill
| |
| Kommentar Fra : dkpdkp |
Dato : 09-03-07 16:43 |
|
Det er fint for dig!
Jeg har ellers en enkel model til at "sorterer"
1: Hvad var det der fik dig til at vælge ham, hvad ønskede du dig af ham? Vær ærlig! skriv på et
stykke papir
2: Hvad valgte han dig for? Vær ærlig! skriv på et papir
3: Hvad fik du opfyldt af de ønsker? Vær ærlig! skriv på et papir
4: Hvad fik han opfyldt af sine ønsker? Vær ærlig! skriv på et papir
5: Kendte I hinandens forventninger fra begyndelsen? eller ---det kommer med tiden---
Dette er en sansynlighedsanalyse for et godt forhold,eller brud, når du sammenligner svarene.
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|