De 10 rigeste i engelsk fodbold:
1. Roman Abramovich, Chelsea-ejer: 60 milliarder kroner.
2. Joe Lewis, investor i Tottenham Hotspur og Rangers: 23 milliarder kroner.
3. Trevor Hemmings, investor i Preston, Charlton og Bolton: 7,4 milliarder kroner.
4. Dermot Desmond, ikke-udøvende Celtic-direktør og aktionær i Manchester United: 7 milliarder kroner.
5. Malcolm Glazer, amerikansk finansfyrste og den næststørste aktionær i United: 6,9 milliarder kroner.
5. Fred Walker, bror til Blackburn Rovers' pengemand, Jack: 6,9 milliarder kroner.
7. Sir Alan Sugar, Tottenhams næststørste aktionær: 6,5 milliarder kroner.
8. John de Mol, hollandsk tv-gigant og investor i Manchester United: 6,4 milliarder kroner.
9. Mohamed Fayed, Harrods-chef og Fulham-ejer: 5,9 milliarder kroner.
10. David Sullivan, mediegigant og Birmingham City-ejer: 5,3 milliarder kroner.
__________________________________
636 millioner kroner er langt fra nok til at bringe David Beckham i Top 10 over Englands rigeste fodbold-personligheder.
Det modtages tit med hovedrysten og forundring, når det kommer frem, hvad verdens bedste fodboldspillere bliver betalt for deres anstrengelser på grønsværen.
Månedslønningerne er ofte på flere millioner, men rent faktisk er det ikke spillere, der sidder med de fleste sedler mellem hænderne i fodboldens verden.
Det engelske fodboldmagasin FourFourTwo har lavet en opgørelse over de rigeste aktører i engelsk fodbold, og her bliver spillerne selv sparket langt ud af både startopstillingen og førsteholdstruppen, hvis man skal regne efter pengene.
Ikke overraskende er David Beckham den mest likvide engelske fodboldspiller. Real Madrid-spilleren, hvis højreben og popstjerne-ydre har gjort ham til noget særligt, er god for 636 millioner kroner. Men det giver ham blot en placering som nummer 43 på pengelisten.
Roman topper
Den toppes ikke uventet af den russiske multimilliardær Roman Abramovich, der spenderer lystigt af sine oliemilliarder i Chelsea. Abramovichs økonomiske ballast er 60 milliarder kroner, så der skulle være plads til et enkelt fejlindkøb i London-klubben.
Men hvor Abramovich er blevet modtaget med rimelig tilfredshed, er det lidt anderledes med listens nummer fem, den amerikanske finansfyrste Malcolm Glazer. Næsten syv milliarder kroner har han på kistebunden, så Manchester United burde være glad for, at han har valgt at bruge nogen af dem i klubben.
Men Glazer går under tilnavnet »Nissen«, og det er ikke bare på grund af hans store skæg og høje bukselinding. Han besidder også nissens natur, som en lille mand, der forårsager store problemer. Med en aktiebeholdning på 14,31 procent er han stadig blot den næststørste aktionær i den traditionsrige klub. Men rygterne svirrer om, at han er klar til at sætte sig på magten, ligesom han ejer NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers. Det gør både klubbens bestyrelse, manager Alex Ferguson og klubbens fans en anelse bekymrede, for Glazer er kendt for stort hemmelighedskræmmeri, når det kommer til hans forretninger. Og ingen ved rigtigt, hvad hans planer med United er.
Men Glazer er billedet på den amerikanske drøm, hvor han som 15-årig overtog familiens urforretning efter faderens død og derfra har bygget sig op til at være den 244. rigeste amerikaner. Det er sket med forretningssans og ikke med følelser, så hans engagement i Manchester United sker ganske givet, fordi han kan se et økonomisk afkast i det.
|