Netscape lukker og slukker
Internet-giganten America Online (AOL) har afskediget 50 udviklere hos datterselskabet Netscape Communications og meddeler samtidig, at der ikke bliver udviklet nye versioner af den legendariske browser.
Internet-giganten America Online (AOL) har afskediget 50 udviklere hos datterselskabet Netscape Communications og meddeler samtidig, at der ikke bliver udviklet nye versioner af den legendariske browser. AOL vil fortsat tilbyde support til ældre versioner, men brugerne skal ikke regne med nye udgivelser.
Meddelelsen tolkes som det endelige dødsstød til Netscape, som allerede i sidste måned led det nederlag at blive fravalgt af sit eget moderselskab, AOL, til fordel for Microsofts Internet Explorer. Flere end 90 pct. af internet-brugerne surfer med Internet Explorer, og Netscape er i stigende grad blevet marginaliseret i de seneste år.
Beslutningen om at droppe Netscape kommer alligevel som en overraskelse for mange. For blot to uger siden kom den sidste store versionsopdatering, Netscape 7.1, som altså samtidig bliver den definitivt sidste udgave af browseren. Netscape 7.1 har fået gode anmeldelser og bliver betegnet som den bedste browser fra Netscape nogensinde.
På mange punkter er Netscape 7.1 identisk med Mozilla 1.4, som bygger på den samme kode, og Mozilla-projektet fortsætter – båret frem af tusindvis af frivillige programmører.
Det ventes at flere af de afskedigede Netscape-medarbejdere vil få ansættelse i Mozilla Foundation, en nyoprettet organisation som er finanseret med to millioner dollar fra AOL og 300.000 dollar fra Lotus-grundlæggeren Mitch Kapor.
AOL købte Netscape i november 1998 for 4,2 milliarder dollar i aktier, men på det tidspunkt havde Microsoft allerede overhalet Netscape på browser-markedet. Ikke mindst takket være AOL, verdens største internet-udbyder, som i mange år har distribueret IE sammen med sin adgangssoftware.
|