Meget af det der skal gøre haven flot til næste år skal forberedes nu
• Læg hvidløg – enten som friske fed fra grønthandleren eller de udvalgte sorter købt i havecentret. Stik hvert fed i jorden så der er 3-4 cm jord over spidsen af feddet. Læg med 10-12 cm’s afstand og dæk af med kompost langs hele rækken. Har du jordbær, er der som regel plads til en række hvidløg i midten mellem to rækker.
• Grav de gamle, trætte stauder op og tag nye planter fra yderkanten af rodklumpen. Her er det nyeste af planten, og her er der masser af lyst til vækst og blomstring. Kassér den gamle del fra midten af planten.
• Husk, at der er andre og nemmere forårsløg end tulipaner, som kan lægges nu: Påske- og pinseliljer (Narcissus), perlehyacinther (Muscari), Krokus (Crocus), Skilla (Scilla), prydløg (Allium), vintergækker (Galanthus) og Fuglemælk (Ornithogalum).
• Giv gødning til områder, hvor der ligger forårsløg i jorden. Nu er rødderne aktive, og de kan optage gødningen.
• Læg evt. løg i krukker, hvis du ikke har plads i bedene eller ikke vil have løg i løsdrift.
• Er hindbærplanterne færdige med at give bær, skal skuddene, hvor bærrene sad, klippes væk helt ved jorden. Det giver plads til nye friske skud, der bærer til næste år. Efterårshindbær giver stadigvæk bær, og de skal ikke klippes nu. Husk også de andre bærbuske.
• Byt nedfaldsfrugt med andre haveejere. Det kan være rart at smage andre sorter end de par stykker, du selv har plads til.
• Bor du nær hav eller fjord, kan du samle tang og sætte det op til en bunke, der om en måneds tid kan spredes ud på køkkenhaven. Specielt asparges og kål holder af at gro i jord gødet med tang.
• Køber du liljeløg, skal de lægges i jorden så hurtigt som muligt, da liljer ikke har nogen hvileperiode. Læs bag på posen hvor dybt løgene skal lægges og sørg for, at jorden ikke er tæt og leret. Er den det, skal plantehullet fyldes op med grus og sand.
|