Hej allesammen!
Her følger en appetitvækker på vinterens store overraskelser ved
kystfiskeriet.
I morges var jeg ude ved et lokalt spot, for at fange en god stegetorsk til
aftensmaden. Jeg stod ved Den Permanente nord for Århus. Stedet plejer at
være god for en torsk eller 2, chancerne er som bekendt størst i
aften/natte-eller de tidlige morgentimer, derfor var jeg mødt op kl. 06.15.
De alm. forfangskroge var skiftet ud med store torskekroge, for weekenden
forinden havde jeg og en kammerat fået torsk op til 2 kg det samme sted.
Forventningerne var derfor i top, men fiskeriet var lidt sløjt i forhold til
forrige weekend. Efter kort tid lander jeg en mindre torsk på ca. 30 cm og
den kommer selvfølgelig ud igen. Herefter mister jeg 2 og lander senere en
god stegetorsk på ca 1 kg. Dagen var nu reddet, så nu behøvede jeg ikke at
fange mere, men en enkelt mere ville da ikke være at kimse af, så kunne jeg
jo spise den til middag søndag. Jeg mister en enkelt mere og da der nu kl.
09.00 er mødt 3 spinnefiskere op vælger jeg at pakke mit grej sammen for at
vende snuden hjemad. Mens jeg står og skramler med mit grej og fedtede
sildefileter hører jeg pludselig min stang skramle mod stenene. Spolen var
indstillet forholdsvis løst og den kører bare derudaf. Jeg giver nu et
modhug mens fisken bare "laller" afsted. "God fisk" tænker jeg, men mon ikke
snart det er min tur til at overtage styringen. Det plejer man jo at kunne
efter kort tid med de torsk som forurager ved kysterne. Jeg prøver nu at
bremse fisken yderligere, og så tager fanden ved den. OK, tænkte jeg, det
her er ikke almindelig torskeadfærd, nu må jeg bare ikke kvaje mig, da det
muligvis er min første ørred fra kysten. I 5 minutter føler jeg mig som en
lille hund der bliver trukket rundt af sin større herre. En ydmyg følelse,
men jeg vidste da godt hvem der ville vinde i sidste ende så det kunne da
trøste lidt. Nu ville jeg altså se fisken, for den havde overhovedet ikke
vist sig i overfladen endnu. Jeg trækker den langsommeligt indad og
pludselig mærker jeg det mindst ønskede i en sådan situation. Fisken har sat
sig i tangen, ca 15 meter ude. "Typisk", tænker jeg. Hvis sådan noget kan
ske, jamen så vil det ske for mig. I min søgen efter medlidenhed og ikke
mindst fisken, får jeg forklaret en af spinnefiskerne situationen. Han
kommer mig så til undsætning, men kan desværre ikke nå derud i sine waders
(mine lå selvfølgelig derhjemme!). Da han så begynder at trække i linen
beder jeg ham lade være, for hvis linen brister skal det sgu´ ikke skyldes
andre end mig selv. Jeg har nemlig fået nok af velmenende menneskers
manglende kompetence til bl.a. at lande fisk hvilket medfører at man bare
går og bander og svovler over dem i lang tid. Jeg bliver herefter overladt
til mig selv. Fisken har nu siddet fast i ca 10 min. Jeg har hele tiden
kunnet mærke den, selv når linen var strammet lige til bristepunktet (jeg
fisker med Fireline 0.17 mm). Den var umulig at få fri. Jeg vælger nu at
slække linen med risiko for at fisken mistes. Den stikker af, jeg strammer
op og får den fightet ind til tangbusken igen. Dette gentager sig mange
gange og en enkelt gang kommer fisken op til overfladen. Den er god nok. En
pæn bredskuldret 5-6 kg´s ørred, men dog aner jeg lidt farve på siden,
hvilket får mig til at tro at det kan være en sen gydefisk.
Der er nu gået 50 min. hvor jeg ganske seriøst har overvejet at svømme ud
til busken og befri "dyret". Men jeg har desværre en 30 min. lang cykeltur i
sigte og med det i mente fravælger jeg fristelsen. Havde jeg nu haft en
mobil-tlf med, så kunne jeg jo bare ringe hjem og få kæresten til at komme
med et håndklæde og dykkermaske, så sku´ jeg nok........
Efter at have sat fordele op mod ulemper, vælger jeg nu at lade det enten
bære eller briste. Jeg løsner bremsen, holder fast og bakker. "Det her vil
jeg fortryde hvis det glipper" tænker jeg, men jeg kunne jo heller ikke stå
derude hele dagen. Jeg vil næsten i
|