"Michael Jorgensen" <mike_joergensen@earthling.net> wrote in message
news:3B67BEC6.10009@earthling.net...
> Flot og overbevisende indlæg. MEN! (se nedenfor)...
> Naturligvis er de provokerende pr. definition. Men det betyder vel ikke at
de
> ikke skal ha' modspil til deres provokationer?
Det er klart, at de skal. Men jeg tror, man som den voksne skal kunne se
lidt overbærende på den unges provokationer og ikke lade sig rive med og
lade sig gå på, så længe de er på det niveau, som "papfar" beskriver. Selv
om du ikke mener, jeg kan bruge mine efterskoleerfaringer her, så har vi da
et mundheld, der hedder: "Så længe de broker sig over maden, så er alting
OK". Det betyder jo ikke, at man ikke giver modspil i respekt for deres
"brok".
> > Andre drenge på 17 år ryger hash og drikker for meget. Bliver
aggressive,
> > stjæler biler og slår gamle damer ned. Stikker af og bliver
bandemedlemmer.
> > Klæder sig i sort og smider med ting og sager. Rager håret af og laver
> > brændemærker på armene. Tæver deres mor og stjæler hendes penge. Bliver
> > smidt ud af skolen og flakker rundt i byen.
> > Hvor er du heldig!!!!
>
> Enig! Man er sgu' heldig hvis det "kun" er ting som 'papfar' nævner, der
er
> problematiske i deres forhold. Men derfor kan de godt fylde meget og være
> betydningsfulde i forhold til den overbevisning man selv har som papfar.
>
Men i forhold til at lade det give problemer de voksne imellem synes jeg nu,
det er rimeligt at bevare jordforbindelsen og snusfornuften.
> > Du har en ganske almindelig dreng i hjemmet. Han SKAL til at markere sig
> > overfor jer, der SKAL konflikter af en eller anden art til, for at han
kan
> > begynde at definere sig som halvvoksen, selvstændig individ..samtidig er
der
> > midlertidigt "lukket på grund af ombygning".
> > Hvis du ikke omgående holder op med at brokke dig over så latterlige
> > småting, som du gør, så ender der med, at den dreng, og måske hans mor,
> > mister respekten for dig og dine meninger.
>
>
> Jeg tror desværre du har ret. Men at kalde tingene for "latterlige",
> synes jeg nok er overdrevet. Måske er det lidt det samme der sker, at
> når man er for bombastisk (eller smålig), mister folk respekten for det
> man står for.
>
Taget til efterretning
> > Det kan da godt være, at man, dengang du var 17 skulle spise op, og hvad
så?
>
>
> Måske det ikke kun har noget at gøre med ens egen opdragelse. Måske man
> synes det er det rigtige? Og hvorfor i alverden skulle man så ikke stå
> ved det, og forsøge at påvirke sine omgivelser i den retning.
>
Igen er mit budskab, at man kan_ sige_ sin mening, men ikke bør forvente
"artig respons" fra en 17-årig.
> > Det kan da godt være, at du mener, han burde få et job. Og hvad så?
>
>
> Og så det at han sysnes at knægten burde få sig et job. Jeg er
> tilbøjelig til at gi' ham ret, men mener samtidig at det smarteste er at
> knægten selv finder ud af det. Men måsake får han allerede tilstrækkelig
> med lommepenge, måske fordi moderen ikke kan nænne at hendes lille prins
> skal få snavsede hænder... Ligesom i mange almindelige familier hvor far
> synes at knægten sgu' godt kunne ta' og få sig et job, mens moderen
> synes det er for tidligt. Til forskel fra den almindelige familie,
> kommer (pap)faderen lettere til at fremstå som en nærig tyran, hvor den
> "rigtige" far bare deltager i opdragelsen.
I dag er det almindeligt i mange familier, at der er pap-et-eller-andet.
Mit indlæg er ikke specielt baseret på det, at der er tale om en pap-far.
Enhver alm. far havde fået samme råd.
>
> > I har naturligvis lavet en aftale med drengen om, hvor mange penge han
kan
> > få i lommepenge baseret på en vurdering af hans behov og jeres økonomi.
Hvis
> > drengen herefter vil have flere likvide midler, finder han nok selv en
dag
> > ud af, at de skaffes via et job.
> > Glem alt om at kunne styre, hvad man spiser. Det er ALT FOR SENT, min
ven.
> > Og om kødet bliver spist til måltidet eller få timer senere..det koster
vel
> > det samme.
> >
> > Kort sagt, du må bide dine irritationer i dig og lade være med at gøre
den
> > slags bagateller til konfliktstof i dit parforhold. Du må respektere, at
din
> > samlever i alle de år, hun har været mor for drengen, har lagt en linie,
som
> > hun nu holder fast i, selvom du kommer med dine ønsker om at kunne lave
det
> > om.
>
>
> Det er noget fis at kalde det bagateller. Resten i det afsnit er jeg
> enig i, selvom jeg har en forestilling om at moderen evt. også kunne
> flyttes i sine meninger, og ikke nødvendigvis sidder på den eneste
sandhed.
>
Igen - du har ret. Jeg må altså se at passe lidt på mit ordvalg..
> > Drengen skal naturligvis anerkende de husregler, der er i jeres hjem,
men
> > tro mig, du er heldig, når det kun er den slags problemer du har - og
det er
> > jo kun dig, der lader dig provokere så voldsomt af, at du ikke kan få
> > gennemtrumfet samme "far bestemmer-regler", som du åbenbart har med dig
> > hjemmefra, som så mange i vores generation.
> > Denne dreng er snart voksen og ude af reden, forhåbentlig med en masse
> > selvværd og tro på sig selv, fordi bl.a. du anerkender ham og roser ham
for
> > alle de mange gode sider, han har, alle de gode ting, han gør..og fordi
han
> > har en masse fine oplevelser med sin papfar med sig i bagagen, sådan
rigtig
> > mand til mand-oplevelser, hvor I sammen griner lidt af kvinder og tager
> > krafttag med livet. For sådanne oplevelser giver du ham naturligvis lige
så
> > mange af, som han er med på.
> > Glæd dig over, at han snart bliver en mand, som du kan have mange
> > fornøjelige timer som voksen til voksen med.
> > Hvis du da ikke forinden har latterliggjort dig selv alt for meget i
hans
> > øjne.
>
>
> Jeg tror man latterliggør sig selv endnu mere (både overfor sig selv,
> men også i andres øjne) ved at gi' for meget køb på ens egne principper.
> Kompromiser er til for at danne bro mellem meninger. Men der bliver
> ikke noget kompromis uden en sund og saglig diskussion.
>
>
> > Og til sidst: hvis han fornemmer, at du forsøger at præparere hans mor
til
> > at gøre og sige anderledes, end hun føler, så hun fremstår utroværdig og
> > skal forsvare noget, hun ikke tror på, fordi du synes anderledes, ja, så
> > vækker du også en vrede, som disse småting overhovedet ikke fortjener.
> > Så slap af, og tænk på alle de mange, mange år, hvor du skal have et
voksent
> > mandeforhold til sønnen, i stedet for at fastholde ham på et
> > pattebarnsniveau.
> > Det kan godt være, I har svært ved at få pengene til at slå til, men den
tid
> > er forbi, hvor vi sendte børnene ud og tjene til familiens ophold. Spis
dog
> > en gang grød ind imellem, eller noget andet billig mad en gang om
> > ugen..herregud, det overlever alle nok.
>
>
> Jeg mener heller ikke at "papfar" giver udtryk for at knægten skal tjene
> til familiens økonomi.
>
Det mener jeg heller ikke. Jeg nævnte da også, at lommepenge må gives ud fra
hensyn til familiens økonomi. Det var såmænd bare et spinkelt forsøg på at
se lidt humoristisk på sagerne
> >
> > Godt nok har jeg ingen drenge, men 2 teenagertøser. Og så har jeg haft
godt
> > og vel 800 efterskoleelever gennem hænderne i årenes løb. Og tro mig: du
er
> > en meget meget heldig papfar.
>
>
> Jeg tror ikke helt at du kan overføre efterskolelærer erfaringer så
> direkte til en sammenbragt familie. Så hvad gyldigheden af dit indlæg
> angår, så står det helt for egen regning; du kan ikke bruge dine to
> teenage-tøser eller 800 efterskoleelever til ret meget i den sammenhæng.
>
Mine erfaringer som mor kan vel bruges kan vel altid bruges som baggrund for
et råd vedr. forældreopgaven .. pap eller ikke pap. Og en fornemmelse for
unges udvikling væk fra mor og far får man da som efterskolelærer, ikke at
det har gjort det nemmere for mig selv som mor, hvor følelserne er ganske
anderledes inolveret.
> > Sæt pris på det, glem dine ambitioner om at ændre drengen, vær et godt
> > forbillede, vær tålmodig og STØT HANS MOR I AT VÆRE DRENGENS MOR først
og
> > fremmest.
>
>
> Jeps! Men sæt grænserne ud fra dine og moderens principper - allerhelst
> et fornuftigt kompromis mellem jeres forskelligheder.
>
>
> > Så er du ikke en ond papfar, men en meget fornuftig papfar.
> > Håber du kom igennem smøren uden at eksplodere, det er virkelig
alvorligt
> > ment.
> > Hilsen
> > Millie
> >
> >
> >
>
>
> At være papfar er en opgave ud over det sædvanlige. Det tror jeg at alle
> der har prøvet vil skrive under på. Men jeg tror alligevel det sværeste
> er at identificere de principper man ikke kan gi' køb på, og de der godt
> kan flyttes på, mens man bevarer selvrespekten.
>
>
> Med venlig hilsen,
> Michael - papfar på 6. år.
>
Stor respekt for dig, jeg tror ikke det er det nemmeste her i verden at være
papfar, men du virker afklaret og fornuftig.
Hilsen Millie