| Så bliver Ejner Hessel Renault forhandler i Danmark.
 
 Hér er pressemeddelelsen:
 
 "Renault har netop skrevet kontrakt med Ejner Hessel, der fra marts
 bliver autoriseret Renault forhandler.
 
 
 
 Det er en forhandler af de store, der kommer ind i Renault familien,
 når Ejner Hessel i begyndelsen af marts begynder salg af Renault. Med
 omkring 900 ansatte fordelt i hele landet, er det Danmarks største
 bilforhandler som fremover også vil sælge Renault. Noget som direktør
 i Renault Danmark - Henrik Bang har store forventninger til.
 
 
 
 ” Ejner Hessel er en topprofessionel virksomhed, der er kendt for salg
 af person- og varebiler. Og jeg er overbevist om, at Hessel kan
 bidrage væsentligt til at øge udbredelsen af Renault i Danmark,  både
 når det gælder personbiler, men også på varevognsmarkedet. Her har
 Ejner Hessel en enorm erfaring, der kan understøtte den i forvejen
 fornemme position Renault har, når det gælder varevogne til
 erhvervslivet”, siger Henrik Bang.
 
 
 
 Det er dog ikke fra alle 23 Hessel salgssteder, at det vil blive
 muligt at købe og få serviceret Renault, men fra fire udvalgte,
 strategiske placeringer.
 
 
 
 ” Vi har valgt at satse på fire meget forskellige placeringer. Den
 største afdeling bliver Århus, hvor vi jo i forvejen er godt
 repræsenteret ved Sondrup Bilcenter. At vi fra marts også er at finde
 hos Hessel har den indlysende årsag, at Århus har en størrelse, der
 berettiger til endnu en forhandler. Vi skal have større volumen end
 nu, og vi skal øge vores markedsandel. Det bliver muligt i Århus med
 endnu en forhandler. Derudover ligger Hessel og Sondrup Bilcenter
 biler i hver sin ende af byen og supplerer derfor hinanden godt”,
 siger Henrik Bang og fortsætter:
 
 
 
 ”I Ringkøbing, Hjørring og Thisted er situationen en anden. Her er vi
 ikke repræsenteret med udsalgssteder i forvejen, og det har været
 klart siden starten af sidste år, hvor vi selv overtog importen af
 Renault i Danmark, at der var ”sorte pletter” på landkortet, der
 skulle fyldes ud. Det bliver de nu, og vi er meget glade for, at det
 er Hessel, der skal stå bag vores ekspansion i det nord og vestjyske
 område”, siger Henrik Bang.
 
 
 
 At Ejner Hessel, der blandt forbrugerne mest er kendt for at sælge
 Mercedes, nu også vælger at forhandle Renault, er der ifølge direktør
 Bjarne Hessel fra Ejner Hessel flere gode grunde til.
 
 
 
 ”Vi  har valgt at sælge Renault, fordi vi basalt set godt kan lide
 Renaults biler. Det er et mærke, der med hele 11 biler med de
 maksimale fem stjerner i EuroNCAP er verdens sikreste. Derudover har
 Renault en stærk miljøprofil og er overbeviste om, at Europas
 næststørste bilmærke fortjener en højere markedsandel i Danmark.
 Derudover supplerer Renault vores nuværende produkter rigtig fint, så
 vi kan tilbyde et endnu bredere spektrum af biler”, siger Bjarne
 Hessel, der også peger på en anden årsag til, at man hos Ejner Hessel
 ønsker Renault i udstillingslokalet.
 
 ”De generelle omkostninger og fabrikkernes krav til investeringer er
 blevet større de sidste år. Det betyder, at det er blevet vanskeligere
 at tjene penge i de mindre byer. Med Renault forhandlingen kan vi nu
 tilføre vores afdelinger i de mindre byer (Slagelse, Ringkøbing,
 Thisted og Hjørring) noget ekstra omsætning, så vi kan fastholde den
 lokale service vi hidtil har tilbudt vores kunder. Så vi glæder os
 alle i Ejner Hessel til at tage imod vores første Renault kunder fra
 marts måned, og ser frem til et godt samarbejde med Renault, siger
 Bjarne Hessel."
 
 
 
 |