I sin kronik i JP forsøger eurokritikeren Frank Dahlgaard at argumentere
for, dels at euroen ikke har været en succes, og dels for, at den er på vej
imod en krise.
Jeg vil her gennemgå hans argumenter et for et.
(1) "Euroen har ikke betydet mere økonomisk vækst"
Begrundelse:
"Nationalbanken har således i september fremlagt beregninger, der viser, at
væksten i eurolandene de seneste 10 år er af samme størrelse som væksten i
tiåret forud for euroens indførelse.
De tre vesteuropæiske EU-lande med selvstændig valuta, nemlig Danmark,
Sverige og Storbritannien har klaret sig lige så godt eller bedre: De sidste
10 år er BNP i Danmark vokset lige så meget som i eurozonen, mens væksten i
Storbritannien og Sverige har været klart højere."
Disse fakta er efter min opfattelse svære at bruge til noget, eftersom et så
generelt parameter som BNP-vækst er påvirket af utrolig mange forhold,
hvoraf flere alt andet lige vil have langt større konsekvenser for væksten
end, om man har euro eller schilling. Dels vil konjunktursituationen
naturligvis spille afgørende ind, og dels vil en lang række fundamentale
økonomiske forhold påvirke resultatet, herunder f.eks.
befolkningssammensætningen. Så selve det at ville bruge dette argument, er
efter min opfattelse for tyndt. Denne problemstilling er generel for
samtlige af de argumenter, Dahlgaard kommer med.
(2) "Arbejdsløsheden er højere i eurozonen end i landene udenfor"
Begrundelse:
"Eurolandene havde i gennemsnit en arbejdsløshed i 2008 på 7,6 pct., mens
ledigheden i Sverige blev på 6,0 pct. i Storbritannien på 5,7 pct. og i
Danmark på kun 2,5 pct. Ledighedsprocenten i eurozonen er tre gange så høj
som i Danmark. Det kan da ikke betegnes som nogen succes for eurolandene."
Dette argument lider af den skavank som argument nr. 1 - nemlig at
arbejdsløsheden i eurolandene naturligvis ikke bare skyldes euroen men en
lang række andre forhold, hvoraf flere stammer tilbage til tiden før euroen.
At forstille sig, at euroen skulle kunne vende så afgørende op og ned på de
europæiske landes økonomier, at f.eks. Spanien ville få en ledighed på
niveau med Danmarks, er ganske enkelt absurd. Således er billedet nu jo
faktisk mere eller mindre det samme som før euroen blev indført, så at
påstå, at den skulle have skabt det, er lodret forkert. I øvrigt må jeg igen
henlede opmærksomheden på det faktum, at eurolandenes ledighedstal er meget
forskellige - igen som det altid har været tilfældet. Så hvis man vil
argumentere for, at euroen skulle være _årsagen_ til ledigheden i eurozonen
og dermed til den gennemsnitligt højere ledighed i eurozonen, må den jo af
logiske grunde samtidig være årsagen til, at visse eurolande har en lavere
ledighed end for eksempel Danmark. Giver det nogen mening?
(3) "Eurolandene er i dag typisk mindre konkurrencedygtige end landene
udenfor euroen"
Det har varieret meget i den tid, vi har haft euro, så at Dahlsgaard tager
fat i et øjebliksbillede, viser jo i al sin enkelthed svagheden i hans
argumentation. Eurolandet Finland har således i perioder været verdens mest
konkurrencedygtige økonomi - skyldes det mon også euroen? I øvrigt tror jeg,
at f.eks. Danmarks tilslutning til det indre marked har langt større
indflydelse på danske virksomheders konkurrenceevne end det vil have, hvis
vi tilslutter os euroen. Så igen er problemet det samme som ved pkt. 1 og
3 - euroen er ikke ÅRSAGEN til et lands konkurrenceevne - langt fra endda.
(4) "Eurozonen kører med underskud i samhandelen med omverdenen."
Begrundelse:
"Eurolandene fik i 2008 et underskud på betalingsbalancen på 3,3 pct. af
BNP. Korrigerer man for eurolandenes indbyrdes samhandel, er underskuddet
væsentligt mindre, men dog stadig et underskud. I Danmark var der i 2008 et
overskud på betalingsbalancen på 0,6 pct. af BNP."
Dette argument er vist mest af alt er sat i verden for at vildlede dem, der
ikke forstår økonomi!! Eller også - og det er jeg desværre ikke utilbøjelig
til at tro - skyldes udtalelse, at Frank Dahlgaard trods en
universitetsfaglig baggrund på økonomiområdet ikke ved, hvad
"betalingsbalance" er.
BETALINGSbalancens tilstand har ikke noget at gøre med SAMHANDEL - det er i
stedet handelsbalancen/tjenestebalancen (dvs. en underpost på
betalingsbalancen, der har med handel at gøre), og som fortæller noget om
vores samhandel. Derimod handler betalingsbalancen, som ordet også antyder,
om valutaind- og udstrømning. Og det forhold påvirkes af mange andre forhold
end vore samhandel med udlandet. Som eksempel på noget yderst relevant kan
jeg nævne, at Danmark jo så sent som i efteråret havde store problemer med
sin betalingsbalance på grund af finanskrisen, hvorfor Nationalbanken måtte
hæve renten massivt ift. eurozonens rente.
Men der er et andet og vigtigere problem ved Dahlsgaards argument.
Populært sagt er betalingsbalancen ikke et nøgletal for eurozonen i ordets
oprindelige forstand. For Eurozonen spiller det nemlig ikke nær den samme
rolle, at betalingsbalancen er positiv, som det gør for Danmark. Forskellen
er, at Danmark fører fastkurspolitik, hvor kronens kurs over for euroen er
det afgørende monetære mål. Og som vi kunne se i efteråret, så er
kronekursen meget sårbar over for valutaudstrømning - altså det, vi forstår
ved negativ betalingsbalance. Årsagen til, at de to ting hænger så uløseligt
sammen, er, at når udenlandske investorer sælger ud af kronebaserede
fordringer så som danske statsobligationer, så er Nationalbanken nødt til at
gå ud og opkøbe dem, og
For eurozonen derimod er det monetære mål at holde inflation mellem 0 og 2%,
og i forhold til at sikre det mål er betalingsbalancen mindre interessant.
Det betyder, at ECB er mindre tilbøjelig til at reagere på ændringer i
betalingsbalancen, end Nationalbanken er, og følgelig at ECBs
betalingsbalance vil svinge mere end Danmarks.
(5) "De offentlige budgetter i eurozonen fremstår som en åbenlys fiasko."
Begrundelse: "Der var i 2008 underskud på de samlede offentlige finanser i
eurozonen, mens der var store overskud i både Danmark og Sverige."
Når man ser på hele eurozonen under ét er det rigtigt, at flere af landene
stadig har budgetunderskud, men det er dog samtidig værd at fastslå, at
eurolandene med få undtagelser alle opfylder konvergenskravet omkring
budgetunderskud, og at de under ét ikke har problemer med at overholde
kravet.
Hvad jeg dog finder en smule ejendommeligt ved Dahlgaards argumentation er,
at han vælger, kun at se på budgetunderskuddet lige netop nu - i modsætning
til f.eks. pkt. 1 ovenfor, hvor han ser på væksten hen over en 10-års
periode. Hvad er mon grunden til det?
Jeg har et oplagt bud:
Eurozonens budgetunderskud i 1996: -4,2% af BNP i gennemsnit.
Eurozonens budgetunderskud i 2007: -0,6% af BNP i gennemsnit.
Altså ville man ud fra samme argumentsmetode som under pkt. 1 nå frem til,
at euroen var en enorm succes ift. at skabe en positiv udviklingen for
statsfinanserne.
En anden og måske mere afgørende pointe er, at Danmarks overskud på
satsbudgettet i de senere år primært må tilskrives ét bestemt forhold: De
skyhøje oliepriser.
http://209.85.229.132/search?q=cache:XOVBfCAYgHoJ:epn.dk/okonomi/article1157852.ece+danske+bank+overskud+statsbudgettet+olieprisen&hl=da&ct=clnk&cd=7
Således spår Danske Bank, at overskuddet snart vil vende til et underskud,
hvis ikke oliepriserne begynder at stige.
http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=52765&TS_ID=1&S_ID=36&C_ID=42
Min pointe i forhold til Dahlgaards argument er således dels, at Danmark i
realiteten har været båret af heldige omstændigheder, som eurolande uden
olie ikke har været hjulpet af, og dels at vi i en meget snarlig fremtid kan
komme til at stå i samme situation som eurozonen.
Dahlgaard slutter på baggrund af disse fem argumenter af med at konkludere,
at:
"I Danmarks tilfælde blev 2007 og 2008 endda år, hvor vores nationale
økonomi kom i en bedre tilstand end nogensinde før. Historisk rekord i god
økonomi, simpelt hen. Dette står i skærende kontrast til de fleste
eurolande, herunder Tyskland og Frankrig. Det er derfor useriøst at hævde,
at euroen er en succes, og at Danmark skulle have problemer med at stå uden
for euroen."
---- o ----
For det første har Dahlgaard generelt uret i sine insinuationer om, at
ovenstående forhold skyldes, at eurolandene har valgt euro. Det er der
ganske enkelt ikke belæg for at sige. I flere tilfælde faktisk tværtimod.
For det andet er det noget sludder at påstå, at ovenstående nøgletal - for
de flestes vedkommende for et tilfældigt valgt år - viser, at Danmark ikke
vil have problemer med at stå uden for euroen. Danmark har til eksempel et
aktuelt problem med at stå uden for euroen - og det problem hedder et
rekordhøjt remntespænd. At vi i en periode med generel lavkonjunktur har
haft det fint uden for euroen, er i øvrigt næppe heller et bevis på, at det
vil gå os på samme måde under den kommende lavkonjunktur.
---- o ----
Så skriver Dahlgaard noget, som jeg er dybt uenig i:
"Selv den største finanskrise i verdenshistorien har vi i Danmark formået at
håndtere med vores egen valutabeholdning og en beskeden (midlertidig)
forhøjelse af renten. En skrappere test af den danske krone og den danske
økonomi kan vel dårligt tænkes. Vores fastkurspolitik har bestået prøven med
glans."
Det er vist meget få faglligt velfunderede økonomer, der i øjeblikket tør
spå om, hvorvidt Danmark kan nøjes med en *midlertidig* forhøjelse af
renten, og at påstå, at en udvidelse af rentespændet fra 25 til 175
basispoint er en *beskeden* forhøjelse, er ganske enkelt det rene sludder.
175 basispoint er det højeste rentespænd, vi har haft til dato, og det har
forårsaget alvorlige problemer for eksempelvis danske virksomheders
muligheder for at låne penge, lgiesom det har lagt en yderligere dæmper på
det i forvejen hårdt pressede boligmarked.
Så at påstå, at vores økonomi har bestået en test, er ganske enkelt
usagligt.
Sæt i øvrigt Dahlgaards påstand om, at det hele går goldt i relation til
Steen Bocians forslag om at tage fastkurspolitikken op til revision, hvis
ikke danskerne snart indser, at vi skal ind i eurosamarbejdet. Bocian
skriver, at vi i øjeblikket hverken får fordelene ved at være med i euroen
(lav rente) eller fordelen ved at have flydende valutakurs (bedre
eksportmuligheder). Det er den tilstand - høj rente og dårlige
eksportmuligheder - Frank Dahlgaard kalder at have "bestået prøven med
glans".
--- o ---
Dernæst skriver Dahlgaard:
"Vi lever i en omskiftelig verden, hvor der er brug for fleksibilitet.
Alligevel har man nu i 16 lande indført den samme ufleksible eurovaluta. I
eurozonen har alle derfor samme valutakurs over for omverdenen, og man har
også den samme rente - uanset om denne rente er passende for økonomien i det
enkelte land eller ej. Tyskland har f.eks. de sidste 10 år haft en særlig
høj arbejdsløshed og har derfor ønsket en lavere rente, end den rente som
Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte. Resultat: Tysklands
arbejdsløshed har været - og er stadig - højere end den ville være, hvis man
havde beholdt D-marken og sin egen rentepolitik.
(...)
Jeg tror, stadig flere politikere i deres stille sind længes tilbage til
tiden før 1999, da man kunne føre sin egen rentepolitik tilpasset forholdene
i sit eget land."
Argumentet viser, at Dahlgaard forestiller sig, at den rentemæssige
afhængighed mellem de europæiske lande er skabt af, at man har indført euro.
Denne forestilling er imidlertid faktuelt forkert. Den økonomiske
inetgration er jo ikke opstået, fordi man har indført euro. Den har hele
tiden været det. Det har således helt siden de tidlige firsere været sådan,
at Nationalbanken og andre centralbanker har skygget bundesbanks
rentesætning. Det er ikke noget, vi begyndte på i 1999, som Dahlgaard
fejlagtigt tror.
Hvis vi går tilbage til 1989, hvor Tyskland blev genforenet, så var der
dengang PRÆCIS den samme renteafhængighed mellem landene i EU, men
forskellen var bare, at dengang bestemte Tyskland ALENE, hvordan renten
skulle være. Så dengang skete der PRÆCIS det, Dahlgaard ønsker sig her (blor
med modsat fortegn): Tyskland satte ganske vist renten op med det resultat,
at de øvrige europæiske økonomier, som på daværende tidspunkt var i
recession, og havde brug for en lav rente, fik endnu større problemer.
Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en situation, hvor Tyskland kan
sætte renten, uden at det vil have betydning for landene uden om Tyskland.
Og omvendt kan man sige, at det nytter ikke særlig meget, at Tyskland sætter
sin egen rente ned, hvis de lande, som skal aftage Tysklands varer, ikke gør
det.
Det nye, som indførelsen af euro har skabt, er NETOP det forhold, at
Tyskland ikke bare kan sætte renten uden at skele til, hvad det betyder for
de omkringliggende lande. Og det er så paradoksalt nok denne
demokratisering, Dahlgaard taler imod ovenfor. Dahlgaard ønsker åbenbaert en
situation, hvor et enkelt land kan vælge en politik, der passer landet godt,
men som er et problem for samtlige andre landes indbyggere, FREM FOR at man
kan vælge en politik, der passer bedst til eurozonen som en helhed.
--- o ---
Dernæst skriver Dahlgaard følgende:
"Værre er det, at eurozonen også styrer mod en krise, fordi der er
betydelige forskelle på prisernes stigning i de forskellige eurolande. De
sidste 10 år er priserne således steget med ca. 20 pct. i Tyskland og
Frankrig, mens priserne i andre eurolande som Irland, Grækenland, Spanien og
Portugal er steget dobbelt så stærkt, nemlig med ca. 40 pct. Det betyder, at
varer fra disse lande er blevet meget dyrere end varer i f.eks. Tyskland og
Frankrig. Resultat: Landene med stærke prisstigninger har fået stadig
sværere ved at sælge deres varer og har derfor fået underskud i samhandelen
med udlandet. Disse betalingsbalanceunderskud er nu blevet alarmerende
store."
Der er flere forkerte ting ved dette argument.
Lad mig starte med det sidste: Dahlgaard mener, at lande med høj inflation
får sværere ved at sælge deres varer til udlandet. Den antagelse forstår jeg
ganske enkelt ikke. Et land som Sverige, der har oplevet et stort fald i
valutakursen over for f.eks. euroen, har oplevet inflation, fordi det bliver
sværere at importere varer, men det bliver - selvfølgelig - tilsvarende
lettere at eksportere svenske varer til f.eks. Danmark. Så hvordan stigende
inflation skulle kunne påvirke eksportmulighederne som sådan, er mig en
gåde.
Jeg forstår heller ikke påstanden om, at "disse betalingsbalanceunderskud"
nu skulle være blevet "alarmerende store". De lande, Dahlgaard nævner som
eksempler, er alle lande, der har haft underskud gennem mange år, ja helt
tilbage til før euroens indførelse, som Dahlgaard også selv skriver. Og at
de skulle være alarmerende store lige netop nu, har jeg i øvrigt svært ved
at se.
Endelig forstår jeg ikke, at Dahlgaard, der ellers flere gange har nævnt
Sverige, England og Danmark som eksempler på, hvor fantastisk det kan gå
uden for euroen, helt glemmer at nævne Englands enorme
handelsbalanceunderskud gennem talrige år. Endvidere glemmer han at nævne
Tysklands rekordstore handelsbalanceoverskud.
Mere generelt forstår jeg ikke, at Dahlgaard mener, dette kan være et
argument imod, at Danmark tilslutter sig eurosamarbejdet. Danmark fører som
bekendt fastkurspolitik, og det mener Dahlgaard jævnfør ovenfor, at vi skal
blive ved med. Jeg kan derfor kun undres over, at han anvender den
forskelligeartede udvikling og de deraf følgende manglende muligheder for at
fastsætte renten separat fra land til land som et argument. For sålænge vi
fører fastkurspolitik, er vi PRÆCIS lige så udsatte over for ovennævnte
problematik, som vi vil være det, hvis vi deltager fuldt ud i
eurosamarbejdet. Vi overtager jo også eurozonens renteudvikling nu - når ECB
sætter renten op, gør vi det som regel også, og de gange, hvor vi ikke gør
det, er det som regel fordi vi ikke kan vælge den mulighed.
http://jp.dk:80/meninger/breve/article1556980.ece