"Knud Larsen" <mafishmaskela-snabela-yahoo.invalid> wrote in message
news:0364fbc3$0$8815$c3e8da3@news.astraweb.com...
> Læs lige denne artikel:
>
>
>
http://www.information.dk/170680
>
>
> Det lyder da interessant?
Ja, men ikke særlig fornuftigt.
Han forholder sig til en række mulige indvendinger imod hans generelle
standpunkt, men desværre ikke til de væsentligste argumenter for, at valget
står mellem euro eller fastkurspolitik.
Jeg vil da gerne hjælpe dig med at finde nogle modargumenter imod de udsagn,
han kommer med.
(1) Fastkurspolitikken er ikke hellig, og heller ikke nødvendig mere.
Der er to overbevisende grunde til at føre fastkurspolitk for
Danmarks vedkommende:
(1) Vores enorme samhandel med eurozonen eller med andre lande, der enten
fører fastkurspolitik, eller i øvrigt forsøger at stabilisere deres valuta i
forhold til eurozonen, gør, at der er nogle indlysende fordele forbundet ved
at stabilisere valutakursen mellem euro og kroner.
(2) Alternativerne er få og ikke særlig tillokkende. Og jeg vil derfor
beskrive samtlige alternativer her:
* Inflationsmålsætning: Hvor man - som ECB - fastsætter et inflationsmål,
f.eks. at inflationen skal ligge mellem 0 og 2%. De pengepolitiske
virkemidler - re-/devalueringer, rente, pengemængde og valutareserver -
tages herefter i brug med henblik på at sikre opfyldelsen af dette mål.
* Pengemængdemålsætning: Hvor man - som Schweiz i en periode - prøver at
holde pengemængden konstant via de pengepolitiske virkemidler.
* Valutakursmålsætning (fastkurspolitik): Hvor man - som Danmark - vælger at
stabilisere valutskursen ift. en anden eller flere andre, såkaldt
ankervalutaer, vha. rente og markedsinterventioner (valutaopkøb/udsalg).
* Ingen fast målsætning: Hvor man som Danmark under Anker Jørgensen famler
rundt mellem forskellige pengepolitiske tiltag så som devalueringer,
rentestigninger og deslige.
Blandt økonomer er der en erkendelse af, at sidstnævnte mulighed ikke er en
fornuftig måde at føre pengepolitik på. Ingen af de lande, der har opført
sig sådan, har haft succes med det, og ingen er derfor blevet ved med det.
Pengemængdemålsætning giver ingen mening for Danmark, fordi der ikke vil
være nogen nævneværdige fordele forbundet herved. Vi vil således hverken
forvente at opleve lavere inflation eller bedre samhandelsvilkår, hvis vi
valgte den mulighed, og i øvrigt er der mig bekendt ingen lande, der har
valgt den løsning alene.
Tilbage står altså inflationsmålsætning og fastkurspolitik.
Inflationsmålsætning har man i euroszonen og i Sverige, men i Danmark ville
vi få svært ved at realisere denne model, fordi det ville være svært for
Nationalbanken at styre inflationen ved hjælp af renten i en økonomi, hvor
størstedelen af boliglånene og dermed den samlede lånemasse er
fastforrenteded lån. Derfor vil en meget stor del af danskerne ikke opeve
nogen ændringer i deres muligheder for at forbruge, blot fordi
Nationalbanken hæver renten. Derfor skal Nationalbanken hæve renten enormt
meget for, f.eks. at nedbringe den samlede efterspørgsel i en situation,
hvor inflationen truer. Og dermed vil Danmark reelt også være nødt til at
accepetere nogle enorme udsving i valutakursen. Dette er ikke specielt
fristende.
Så tilbage er der altså kun fastkurspolitikken, og den har vi valgt.
(2) Udlandets tillid til den dansk krone skyldes ikke fastkurspolitikken,
som mange tilsyneladende tror, men at landet fører en ansvarlig økonomisk
politik.
Det er så nok her, man bemærker, at forfatteren ikke er økonom, for hvad
mener han med "tillid til den danske krone", og ved han det egentlig selv?
I min verden betyder tillid til kronen alene én ting: Troen på, at kronen
opretholder sin værdi. Jeg kan ganske enkelt ikke finde på andre måder at
definere det på. Og med værdi menes der både valutakurs og købekraft. Og det
er nu engang svært at komme udenom, at fastkurspolitikken med alt, hvad den
nu indebærer af garantier om støtteopkøb og rentejusteringer, er kraftigt
medvirkende til at sikre markedets tillid til, at den danske krone bevarer
sin kurs. Det er jo det, der er formålet.
Bortset fra det er dette synspunkt essentielt selvmodsigende, for hvordan
kan Ross Jakobsen mene, at markedets tillid til kronen ikke vil dale, hvis
vi lader den "flyde frit"? At kronekursen i det hele taget ændrer sig i
nedagående retning, er jo helt essentielt et udtryk for, at markedets tillid
til kronen er vigende..!
Så argumentet er logisk invalidt.
(3) I øvrigt er en fastkurspolitik altid en tikkende bombe under en økonomi.
Før eller senere vil den føre til en valutakrise, når den danske økonomi
begynder at afvige fra eurozonens økonomi, og det kan gå begge veje.
Dette er og bliver et spørgsmål om tro. Tror man på, at konjunkturerne i
Danmark vil bevæge sig nogenlunde parallelt med euroområdets, eller tror man
på, at de vil afvige?
I det lange løb kan jeg ikke komme i tanke om nogen saglige argumenter for
at gå ud fra, at en lille åben økonomi som den danske vil være væsentlige
anderledes stillet end euroområdet generelt.
Jeg har flere gange henvist til en graf, hvor man ser kursudviklingen for et
aktieindeks i euromådet over for det danske C20-indeks. De to grafer er
forbløffende ens, hvilket helt essentielt viser noget om, hvor tæt
forbundet, den danske konjunktursituation er med ikke bare euroområdets men
med omverdenens generelt.
Her det tyske DAX-index og det danske C20-index:
http://trader.borsen.dk/borsendk/site/secure/tearoff.page?magic=(cc%20(tear%20index_graph)%20(detail%20(diagram%20(graph%20(tsid%2020953)%20(period%202Y)%20(cmptsid%2015769)))))
Og her sammenlignet med det franske CAC40:
http://trader.borsen.dk/borsendk/site/secure/tearoff.page?magic=(cc%20(tear%20index_graph)%20(detail%20(diagram%20(graph%20(tsid%2020953)%20(period%202Y)%20(cmptsid%204810)))))
(4) ... Så kommer spekulanterne, hvis de ved, at Nationalbanken og ECB vil
forsvare en uforsvarlig kurs. Og de vil vinde hver gang, fordi der er så
store
Den påstand er ganske enkelt uden hold i virkeligheden. Der er en grund til,
at man kunne spekulere imod EMS'en, og den er primært, at det dengang var
svært at stabilisere kurserne, fordi der manglede en koordineret indsats og
en fælles vilje til at gøre det. Men i dag er der jo reelt kun én aktør, der
behøver at bestemme sig, og det er ECB. Der er ingen spekulanter, der alene
kan true ECB i en sådan grad, at der opstår alvorlig tvivl om
fastkurspolitikken.