Michael Rasmussen blev hevet ud af sidste års Tour De France, det kan man så
mene alt muligt om, man kan mene det var selvforskyldt, at Rabobank
udemærket vidste alt om hans træningssteder og hvad man nu kan komme på.
http://ekstrabladet.dk/sport/cykling/article1000817.ece
Men hvad der virkelig kan gøre mig harm er måden det er håndteret på. En
sportsmand har 10-15 år til at tjene til livets ophold, en topcykelrytter
har måske 6-8 år, hvor man er rigtig stor. UCI har med sin håndtering af
sagen allerede givet ham en karentæne på 2 år. Der er gået snart et år og
UCI er endnu ikke kommet med en afgørelse. De siger at de ikke har forbudt
ham at køre, nej, det har de ikke, men de har gjort det klart at et hold der
har en rytter under dopingmistanke ikke udtages til cykelløbene. Derfor er
der naturligvis ingen der vil ansætte manden.
Det er præcis ligesom i det danske retssystem, vi lader folk blive sigtet og
det er de så i både halve og hele år, hvorefter der kommer en dom, så uanset
om de dømmes skyldig eller ej, så har de fået en straf. Der var fx ham
læreren, der var anklaget for at have pillet ved nogle piger, der gik mere
end 4 år fra han blev sigtet til han blev pure frikendt. FIRE år. Der var
også hende lærinden, der sad varetægtsfængslet i 18 måneder, hvorefter hun
blev frikendt (og tildelt latterlige 300.000 i erstatning) Og hvad med fx
Riskærsagen og Brixtoftesagen, der er nu gået mere 6-7 år siden de første
gang blev sigtet. I den tid, ja der har Brixtofte altså ikke kunne gøre
comeback eller bare få sagen ud af verden.
I alle tre sager er der næppe tvivl om de er skyldige i et eller andet
omfang, det komiske er at hvis Rasmussen havde tilstået på stedet, så havde
han været klar til at træde på cyklen igen om en måned, hvis Brxitofte og
Riskær havde erklæret sig skyldig havde de afsognet deres domme på nuværende
tidspunkt. I vores retssamfund er åbenbart nemmere bare at tilstå og tage
straffen, det er meget hurtigere end at holde på sin ret til en fair
retssag.
Det kan faktisk gøre mig harm.
mvh
Kim