Som tillæg til tråden 'Fædre som faddere' 23-03-2008,
er der lidt spændende læsning her. God fornøjelse.
-------------------------------------------------------------------
Politiken d. 6. februar 1977
Hvorfor fik Peter Munch mellemnavnet Rochegune?
Af Nils Berg,
oberst
Viggo Sjøqvist skriver i sin bog om Peter Munch, at det er en myte, at
faderen i begejstring over en fransk general Rochegune, der skulle have
vundet en mindre sejr i den netop udbrudte fransk-tyske krig, lod
drengen døbe med dette mellemnavn.
Sjøqvist begrunder dette således: 'Den franske hærs historiske arkiv
kender intet til en sådan general, hverken under den lille eller den store
Napoleon'. Og han fortsætter: 'Vi ved ikke, hvorfor dette navn er
kommet med i dåben, og det kan derfor ligeså godt have været moderen
som faderen, der har ønsket at få det med i dåbsattesten'.(s. 17)
Efter læsningen af dette rejste sig for mig som en naturlig ting
spørgsmålet, om Rochegune overhovedet er et fransk navn.
Henvendelse til den herværende franske ambassades kulturafdeling og
til det franske bibliotek gav som resultat, at man ikke havde kunnet
finde noget sted eller nogen person, der bærer eller havde båret dette
navn. Det nærmeste, man kunne komme det, var en lokalitet ved
Avignon, Rochegune.
Dette udelukker naturligvis ikke, at navnet kan gemme sig et eller
andet sted - svært at finde. Men hvordan skulle P. Munchs fader eller
moder, der kun havde almueskolen som dannelses-forudsætning, have
kunnet finde det?
Når Sjøqvist skriver at vi ikke ved hvordan dette navn er kommet med
i dåben, slutter jeg heraf, at der ikke i P. Munchs meget omfattende
arkiv, findes nogen oplysning om oprindelsen til hans ejendommelige
mellemnavn.
Det er egentlig mærkeligt, for han var særdeles franskkyndig. Det er
næsten utænkeligt, at han ikke skulle have interesseret sig for sagen.
Når hans arkiv tier på dette punkt, er det næppe dristigt at slutte, at
han må være kommet til det resultat, at hans mellemnavn ikke var af
fransk oprindelse. Vi kan derimod ikke slutte, at han ikke skulle have
kendt gådens løsning. Men har han kendt den, men altså ikke meddelt
den, kan vi nok slutte at løsningen ikke har behaget ham.
Nået så vidt gættede jeg på, at mellemnavnet ikke var fundet, men
opfundet. At det er en konstruktion. For at finde ud af, hvad der
ligger til grund for konstruktionen, må vi se på faderens og moderens
situation på tidspunktet for P. Munchs fødsel og dåb.
Faderen, Chresten Munch, var født i 1844 og overtog 23 år gammel
faderens gård 'Peterslund', en ca. 640 tdr. land stor proprietærgård på
den sydlige del af øen Mors. Han bortforpagtede straks gården og
flyttede til det nærliggende 'Thissinghus' i Redsted sogn, hvor han
overtog en købmandsgård, som han i begyndelsen drev med en ikke
ringe succes. Han synes at have været en vågen mand med hovedet
fuldt af mange ideer, sandsynligvis alt for mange. Derfor gik det ham
senere ilde. Men han var i 1869, da han giftede sig, en 25-årig
velstående proprietær og købmand.
Moderen, Johanne Mathilde Wilhelmsen, var født i 1844 i Uddevalla
som datter af en arbejdsmand. I 1866 kom hun til København og
ernærede sig der formentlig som tjenestepige. Hvorledes Chresten
Munch traf hende, vides ikke. Men den 28. oktober 1869 fik han
udstedt kongebrev for sig og hende - hun var formentlig på det
tidspunkt gravid - og 14 dage senere blev de viet i Hvidbjerg Kirke.
Deres forbindelse må have været en mesalliance af format i datidens
øjne, og hun er næppe blevet accepteret af omegnens bønderkoner
eller af sin svigermoder.
Barnet der blev født den 25. juli 1870, måtte hun selv holde over
dåben og selv være gudmoder til, og det hørte til sjældenhederne.
Det var dette barn, der blev døbt Peter Rochegune Munch.
De fik yderligere 6 børn. 3 drenge og 3 piger, så vidt Sjøqvist
(s. 11-17).
Der er ingen grund til at tvivle om, at der var tale om et
inklinationsparti.
Ellers havde Chresten Munch sikkert betalt sig fra sine forpligtelser
over for Johanne Wilhelmsen. Han måtte vide, hvilke vanskeligheder
mesalliancen ville skabe ham. Det var jo en tid og en egn, hvor
bondebørn giftede sig med bondebørn, husmandsbørn med
husmandsbørn og tyende med tyende. Det var også en tid, hvor man
ikke gik over åen efter vand; man giftede sig med en fra sognet.
Udensogns blev der set skævt til.
Kilden til vanskeligheder var altså dobbelt; det var en proprietær, der
giftede sig med en tjenestepige, og hun var ikke alene udensogns, hun
var fra København og dertil svensk!
Alt dette kunne forudses af Chresten Munch. Men dertil kom noget,
som han måske ikke havde taget i betragtning. Bruden var som nævnt
gravid. Dette havde ikke gjort noget, hvis der havde været tale om en
indensogns gårdmandsdatter. Den slags situationer klarede man netop
ved kongebrev og hurtig vielse. Men en svensk tjenestepige har nok
kunnet få sladderen til at gå: Mon ikke hun har forført ham for gårdens
skyld? Kan man være sikker på, at det overhovedet er hans barn?
Da det gik op for ham, at trods en så ærbar fødsel som 8½ måned
efter vielsen kunne han ikke få andre til at bære barnet over dåben, er
han nok blevet grebet af stor harme. Hvordan få afløb for den?
Kunne han demonstrere ved som mellemnavn at give barnet et
patronymikon (et afstamningsnavn dannet af en mands fornavn med
et tillæg, der betegner den pågældende som mandens afkom), altså
kalde ham Chrestensen - Chrestens søn?
Denne gamle navngivningsskik var på den tid endnu i brug, og det
ville blive forstået, at han dermed angav et fader-søn-forhold mellem
sig og barnet. Men deri var ingen demonstration. Han angav jo ikke
mere, end han allerede havde angivet ved at gifte sig med moderen:
at han anerkendte barnet som sit.
Men hvorledes angive, at han virkelig anså sig som biologisk fader
til barnet?
Han løser problemet ved at give barnet et patronymikon.
Imidlertid er dette navn af en sådan karakter, at en præst ville nægte
at døbe et barn med det. Navnet er nemlig Chrestens horeunge.
Hvordan kan han af dette få et navn, som han kan bilde en præst
ind er et virkeligt navn? Løsningen er et anagram (omstilling af et
ords bogstaver til et andet ord), hvor hans eget fornavn reduceres
til forbogstavet.
Altså
C Horeunge
Omsættes til
Rochegune
Dette er sort humor, en formidabel joke, et slag i bolledejen, som
nok har givet ham selv stor glæde. Det er et slag i ansigtet på
sladderkællingerne, det er en kærlighedserklæring til hustruen, det er
en anerkendelse af sønnen som kødeligt afkom, det er et oprør mod
et snæversynet samfund.
Chresten Munchs iderigdom og fantasi er uomtvistelig. Han kan
have lavet denne navnekonstruktion - Den sproglige inspiration har
været for hånden: Den fransk-tyske krig var netop brudt ud midt i
juli. Aviserne har formentlig indeholdt fransk navnestof, som en
kvik, omend uskolet hjerne nok har kunnet bearbejde.
Chresten Munch døde 1920 i Århus uden at efterlade sig jordisk
gods. Familien havde han forladt i 1900.
Han havde haft budcentral i København. Han havde været pelsjæger
i Saskatchewan. Han mødte afholdsagitatoren Larsen-Ledet i Århus
i sine sidste år. Efter Larsen-Ledets referat, sagde han:
'My name is Munch. You know my son'? 'The Minister of War'?
'Peter Rochegune Munchs fader? Yes, Sir'. (Sjøkvist s. 13-14)
En hypotese. Ja, men med megen sandsynlighed for sig.
Og under alle omstændigheder en menneskelig og smuk historie.
Kendte P. Munch forklaringen på sit besynderlige mellemnavn?
Vi ved det ikke. Men mon ikke han har gættet den?
Man må imidlertid nok give ham ret i, at denne historie tilhørte
privatlivet. Et offentligt kendskab til den ville vel have givet anledning
til en ubrudt række stød under bæltestedet i den politiske kamp.
--------------------------------------------------------------------------
Afskrevet fra mikrofilm, Statsbiblioteket Århus. 12.03.2008
--------------------------------------------------------------------------
|