Stridighedrne i Burma er i virkeligheden en klassekamp. Der er i
hovedsagen to klasser i Burma:
(1.) Overklassen, som bestaar af militæret og andre offentligt
ansatte.
(2.) Den almindelige befolkning, som betaler for overklassens
opretholdelse.
Burma havde i tiden forud for Anden Verdenskrig været et ret
velhavende land og verdens største riseksportør. Landets problemer
begyndte for alvor i 1962, da General Ne Win overtog magten gennem et
kup, der væltede U Nu's civile regering, og indledte en politik, der
gik ud på at følge "the Burmese Road to Socialism". Militærets
revolutionsrård afskaffede uafhængige politiske partier og etablerede
the Burmese Socialist Program Party, hvis synspunkter kom til udtryk i
The Working People's Daily, mens andre aviser blev forbudt.
Siden Ne Wins magtovertagelse har det været umuligt at blive ansat ved
det offentlige i Burma uden at have gode forbindelser i militæret.
I 1974 blev en ny forfatning indført, og magten blev overført til et
People's Assembly, også domineret af Ne Win og andre militærpersoner.
Socialiseringen og de store udgifter til militæret og de offentligt
ansatte, som var indsat af militæret, medførte en alvorlig nedgang i
den almindelige befolknings levestandard, hvilket førte til store
demonstrationer i 1988. Militæret, ledet af general Saw Maung, slog
hårdt ned på demonstranterne, hvoraf et hunredetal blev massakreret,
sendte general Ne Win på pension og dannede sammen med andre generaler
the State Law and Order Restoration Council (SLORC). Dette organ
skiftede i 1997 navn til State Peace and Development Council (SPDC).
I 1990 blev der afholdt valg til People's Assembly. League For
Democracy vandt stort, men militæret nægtede at acceptere
valgresultatet.
I 1992 annoncerede SLORC, at det havde planer om at lade the National
Convention udforme en ny forfatning. The National Convention, som er
domineret af militæret, påbegyndte sit arbejde det følgende år, men er
endnu ikke fremkommet med noget forfatningsforslag. Problemet er, at
militæret og de offentligt ansatte ønsker en forfatningssikret,
priviligeret stilling i samfundet, hvilket den almindelige befolkning
er imod.
Situationen i Burma minder noget om den, der herskede i Indonesien,
før general Suharto trådte tilbage i 1998, og militæret havde
selvsændig repræsentation i parlamentet.
Bent
|