Religiøs tro og skuespil overlapper: skyld, skam, forfængelighed
Beder man mod Mekka på knæ, opfører man et skuespil og ritual, hvor man er
den ydmyge slave, der ser op til og vil adlyde kritikløst det magtfulde gud,
Allah.
Kristne med syndsbevidsthed vil være fristet til overfor trosfæller at give
den som mere skyldtyngede og samvittighedsnag-plagede end de er - et banalt
rollespil - , og derved være et godt eksempel for ungdommen på den tillærte
hjælpeløshed som præster ofte forventer af menighedens forhold til Gud.
Den internaliserede skyldfølelse har overlap med gruppepressets "skamfølelse"
hvor man frygter sanktioner fra fællesskabet og håber at undgå straf ved
ydmyg, krumbøjet "undskyld-mig"-adfærd.
Vesten bryster sig af at være en skyld-kultur og ulande og konfuzianere
hånes som skam-kulturer, men der kan være befriende ærlighed i, at kinesiske
embedsmænd ser straf i at få omtale i medierne af deres fejl, og at sådanne
straffe er "prisen" for at begå fejltrin, og en gennemsigtighed som
prisdannelsens på det fri vare-marked, kan opnås i Østen - hvor Vesten
skubber alt ind under gulvtæppet
Burma-konfuzianerne har ikke haft det godt med at sige undskyld til Japan
for at en fotograf er blevet dræbt, da han blandede sig med demonstranter
for at få et godt billede at sende hjem.
Formodentlig har det japanske udenrigsministerium mildnet burmesernes skam
og skyldfølelse ved at antyde fx telefonisk, at fotografer er lidt selv ude
om sig, når de uden at forstå den lokale kultur vil provokere og knipse i de
allerfarligste hotspots.
Lige nu demonstrerer danskere på Rådhuspladsen imod Burma-styret, som de
færreste har indsigt i
De burmesiske studerende som ved lidt mere er diplomatiske og udtrykker den
kritiske holdning mod deres fædreland, som forventes af dem.Det er dog
uvoldeligt og har ikke så store fejl hos de to stridende parter, som
demo-optrinene i Rangoon
Når betjente slår med kæppe for at holde vejene fri for trafikken, er det
en unødig provokaton at en oprører ikke flygter men bliver stående for at
blive slået, mens der er kamera på. Men måske sådan småvold er del af normal
ytringsfrihed på de kanter.
Skam skyld og ære/stolthed er negativ hhv positiv forfængelighed overfor
sindets indre domstol. Vi afprøver kvaliteten af, hvad vi har gjort, ved at
lade et overjeg i baghovedet dømme os negativt, hvis det vi har gjort ville
give misbilligelse hos folk, vi gerne vil gøre et godt indtryk på.
Det ville være bedre, hvis vi undgik hemmelighedskræmmeri og var åbne med
vor dåd og udåd overfor vore omgivelser og fik deres kritik - hvis sagen er
værd for dem at tage stilling til
Ved at spille med åbne kort og ikke kun fnidre intern om ære og skam, opnår
vi dialog og forståelse og får måske indsigt i hvordan vi kan kompensere for
at have irriteret ved fx egoistisk spillen høj musik el.lign. Hvis sådan
åbenhed var normal, ville ikke-rygere holde op at opspare aggressioner mod
rygere, og ville i stedet komme med forhandlings-forslag, fx
"Hvis du, kære kollega gir mig 100 kr om ugen for at mine øjne irriteres og
bliver røde af din cigaretrøg, vil jeg undlade at lade chef og tillidsmand
modtage klage og krav om lov-overholdelse."
Denne måde at lade markedsmekanismer nedbringe irritationsmomenter lyder
aparte, men er nok ærligere og bedre end nuværende problemløsninger
|