<<<<
http://jp.dk/meninger/kronik/article983742.ece
Af Søren Espersen, Folketingsmedlem, DF
Offentliggjort 26.06.07 kl. 03:00
For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme,
pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed, sætte en
uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam var en stor
verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var
tale om en tro. Og - på den anden side - at islamisme var en politisk
bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således
legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt
- for det var jo netop folks tro, man så krænkede.
Jeg er så småt ved at ændre opfattelse! Det bliver dag for dag
vanskeligere for mig at argumentere for den ”uoverskridelige mur”. Jo
mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver
det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det
meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.
Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun
ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at
deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som
kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen
islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af
forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden
Winston Churchill var det islam, han advarede imod.
Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig
smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa
Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på
Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte,
at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne
så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det
mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet
venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er
muslim?
Naturligvis er den sidste forklaring den rigtige. Jeg tror da ikke på,
at de forsamlede imamer lige på én gang, uafhængigt af hinanden, har
fundet ud af, at Enhedslistens arbejdsprogram med fri abort, lesbiske
ægteskaber og andet godt pludselig er blevet deres politik. Nej, de er
ligeglade med, hvilket parti, Asmaa tilsluttede sig. Havde hun valgt
de konservative, ville imamerne have opfordret til, at man stemte
konservativt. Og jeg spørger: Var islam i dette tilfælde religion -
eller politik?
Et andet eksempel: I Nigeria er islam på fremmarch, og så hurtigt som
om et par årtier, vil Nigeria have muslimsk flertal. Denne fremmarch,
hvor man i iltempo vinder sjæle, drømme ingen om at betegne islamisme.
Nej, her hedder det sig, at flere og flere så klar over, at Muhammeds
lære er den rigtige - så de konverterer.
Ja, vel konverterer de. Men var det alene en religiøs vækkelse og en
tro, hvorfor skulle man så, i takt med at folk konverterer til islam,
ændre samfundets love og regler? Hvorfor skal strafferetten ændres?
Hvorfor skal forfatningen ændres? Hvis det bare handlede om tro,
hvorfor skulle så Nigerias britisk-inspirerede demokrati sparkes væk
for at afløses af sharia?
Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam
indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets
indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi
formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk
flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk -
nødvendigvis må afskaffe demokratiet.
Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?
»Når somalierne står overfor vejrkatastrofer, samles de alle og beder.
Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi
de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede
deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt - og
gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der
var nogen, der bad.«
Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog, ”Opbrud og Oprør”, hvor hun
beskriver sit opgør med islam - ved netop at sammenligne det
velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom
til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde
forladt.
Ayaan havde gradvist sværere ved at forklare, hvordan det kunne være,
at de lande, hvor alle tilbad Allah og underkastede sig Allah, og uden
at stille spørgsmål levede efter islamiske forskrifter, på alle måder
var så aldeles miserable, mens Holland, som ikke underkastede sig
noget som helst, og følgelig måtte være udsat for Allahs vrede, var så
fremgangsrige og velorganiserede - og så tolerante.
Hun kunne forklare, at et menneskeskabt system var så meget mere
stabilt, fredeligt og godt end det system, som var udtænkt af Allah.
Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam - så
vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage
studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået
kendskab til islam. Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen
var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at
undervise i denne fjerne religion.
Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at
tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den
allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke
mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at
kende islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.
For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om,
hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves,
men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers
ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller
kun underkastelse
Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til
efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har
det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender
historien smertelige eksempler på.
Forleden lavede et institut en undersøgelse af danskernes forhold til
islam. Det viser sig, at de negative holdninger overfor islam efter
Muhammed-krisen er stærkt stigende, og at tilliden til islam i
almindelighed er faldende. Det er ikke overraskende, at det forholder
sig således. Det giver god mening.
For det skulle da bare mangle, at den hetz, som dengang blev rettet
mod Danmark, ikke ville have nogen effekt på den måde, hvorpå vi
opfatter islam.
Vi havde jo tidligere haft bange anelser: Den måde, hvorpå islam havde
opført sig i forbindelse med kunstnere som Rushdie, Aayan Hirsi Ali og
van Gogh havde nok sendt overraskelse ind over den vestlige
civilisation, men danskerne generelt opfattede først rigtigt, hvor
galt det er fat med islam, da det var Danmark det vulgære og urimelige
had gik rettedes mod.
Og islams reaktion på tegningerne: Vold. Og det er bemærkelsesværdigt,
at hver gang islam anklages for at være voldelig, er der straks masser
af islams tilhængere, der løber ud i gaderne og forøver vold - i
protest mod den frække påstand...
Enhver teologisk debat, som rummer kritik af islam, ethvert
kunstnerisk tiltag, som udstiller profeten, enhver politisk ytring,
som imødegår islam, vil kunne udløse skrigeriet, prygleriet og
smadreriet.
Det er, set i det lys, ikke underligt, at de arabisk-islamiske lande
ikke på nogen måde har kunnet bidrage til civilisationen - dér sker
intet! Hvor er de nyeste arabisk-islamiske landvindinger inden for
bygningskunst, humanistisk tænkning, filosofi, skulptur, litteratur,
videnskab, teknologi? De er ikke eksisterende.
I de 20 lande i Den Arabiske Liga sker der intet. Produktionen er ikke
vokset de sidste 30 år - faktisk er produktionen faldet. Bare lige for
at sætte det i relief: Spanien alene har et større
bruttonationalprodukt end samtlige arabiske stater tilsammen.
I et land som Saudi-Arabien bliver de astronomiske olieindtægter
aldrig investeret i forsknings-, uddannelses- eller
udviklingsprojekter, men anvendes alene til fysiske størrelser - ikke
mindst militært udstyr, indkøbt i Vesten. Det samme gælder i de andre
arabiske lande. Løb Saudi Arabien tør for olie, ville landet blive et
af verdens fattigste og mest forarmede lande.
Den personlige frihed er begrænset. Styreformerne er islamiske
diktaturer med censur - bøger er ofte bandlyste. Oversættelser finder
stort set ikke sted. Igen til Spanien: Der oversættes ligeså mange
bøger til spansk på et år, som der har været oversat til arabisk i de
sidste 1.000 år.
De unge arabere har ingen job- og uddannelsesmuligheder, og alle
drømmer om en fremtid i et europæisk land. Men ved ankomsten hertil,
medbringer man - utroligt nok - islam, netop det regime, der bærer
skylden for den manglende udvikling.
Når den arabiske verden er så tilbagestående, skyldes det, at det er
lykkedes for islam at fastholde befolkningerne i uvidenhed. Man lærer,
at alt er dikteret af Allah, at alt er skæbnebestemt, og initiativ
dermed ligegyldig.
Den arabiske verden vil forblive fattig og tilbagestående, med mindre
islam mister sit tag. Man kan ynke de mange afrikanske og asiatiske
lande, hvor islam marcherer. Den skæbne, der venter dem, når det
muslimske flertal er sikret, er et mareridt.
Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam
marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er
demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud?
Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.
<<<<<<<<<<<
--
Det er et paradoks, at enhver diktator er klatret op til magten på
ytringsfrihedens stige. Straks efter at have opnået magten har enhver
diktator undertrykt alle andres ytringsfrihed.
/Herbert Hoover/