Hej Niels og JN,
Herunder en artikel som jeg i 2005 skrev til B-31 Bladet
vedrørende emnet.
Der mangler en skitse som desværre ikke kan overføres her; men
ellers håber jeg at det vil bibringe lidt mere indsigt i emnet.
Mvh/Harding
Galvanisk tæring.
Der har på vores svenske hjemmeside været skrevet en del om
galvanisk tæringsproblemer i vores B-31 både.
Derfor denne artikel for at anskueliggøre omstændighederme som
fører til evt. tæring i metaller ombord.
Alle blotlagte metaller som ikke er i en stabil tilstand kan
tæres/korrodere.
Det kan meget sandsynligt ske på kontakter som ikke er smurte
med kontaktolier eller som ikke kan hold sig rene ved en
skrabende kontakt mellem de to kontakthalvdele. Står
kontaktdelene ubevægede i lang tid optræder der ofte en
overfladekorrosion som i de fleste tilfælde forsvinder ved
gentagne bevægelser af kontakten.
Galvanisk tæring er et helt andet fænomen som optræder hvor
metaller af forskellig slags, er forbundne gennem skibets
konstruktionselementer, og er nedsænket i en elektrolyt, som er
det saltvand er vi sejler i.
Vi skal opfatte det som et element/batteri hvor de to metaller,
som i et batteri er hhv. en kulstang (+) og en Zink-kappe (-).
Mellem de to emner er der en fugtig gele, den tillader
elektronerne at vandre, når de to poler forbindes med ledninger
og f.eks. en lampe. Der sker så det at den ene pol under
processen tæres under strømvandringen, når der ikke er mere
materiale tilbage kasseres batteriet.
I båden er der ofte flere forskellige materialer anvendt
propelleren kan være af messing, bronze, aluminium eller
rustfrit stål. Skrueakselen er oftest rustfrit stål. Stævnrøret
er af messing eller rustfrit stål. Motorens dele af aluminium
eller støbejern. Ventilerne af messing, bronze, aluminiumbronze
eller rustfrit stål.
Flere af disse er forbundet sammen inden i båden og dette kan
betragtes som en meget kraftig ledning.
Spændingsforskellene mellem de forskellige materialer kan
aflæses i en Ståbi.
De strækker sig fra Litium med potentialet – 2,96 V, det
korroderer lystigt.
Magnesium -1,87 V
Aluminium -1,28 V,
Zink – 0,76 V,
Jern -0,44 V,
Nikkel -0,25 V,
Tin -0,14 V,
Bly -0,13 V,
Vand 0,0 V,
Antimon +0,20 V,
Kobber +0,345 V,
Sølv +0,80 V,
Guld +1,38 V,
til Fluor med potentialet + 2,0 V og kan betegnes som meget
ædelt.
Legeringer har værdier ind i mellem grundstoffernes værdier
afhængig af blandingsforholdet.
I Søvandsbestandige aluminiumbeslag, er spændingspotentialet er
blevet mere positivt ved iblanding af Antimon. Det er det som
forårsager søvandsbestandigheden.
Kobber blandet med tin giver messing og det er også næsten
neutralt.
De emner med de mest negative potentialer har nemmest ved at
blive ”spist”
Derfor sættes der Magnesium offeranoder på emnerne der har et
meget lavt potentiale f.eks Aluminium.
På messing, rustfrit stål nøjes man med Zink, der er billigt og
let at støbe til de rigtige faconer.
Der høres ofte nogle skrækkelige historier om at hvis båden har
tilsluttet landstrøm er der kraftig tæring.
Dette er ikke helt rigtigt, men sker det, hidrører det fra
fejlkonstruktion af el-systemet ombord.
Selve ladeomformeren indeholder en skille transformator, som har
en meget høj isolationsmodstand. Der er galvanisk isolering
mellem primærviklingen og sekundærviklingen på transformatoren.
MEN slangen i paradiset er jordledningen fra land. Er den
forbundet til nogen metaldel ombord på båden, har den en fast
forbindelse, som på batteriet omtalt ovenfor. Båden som ligger i
vandet har potentialet O; men jordforbindelsen fra land ligger
og gynger op og ned og kan ændre niveauet betydeligt.
Jordledningen til land har ofte fat til et jordspyd eller til
jernspunsvægges som kajerne i mange industrihavne er lavet af,
eller mellem to både.
Se, se nu har vi et nydeligt batteri med vandet som
elektrolytten. Det giver kraftig tæring.
Er kølen ikke tilstrækkelig og tæt isoleret med mange lag
isolerende maling har vi to store overflader, kølen og
spunsvæggen og en kraftig jordledning imellem. Det metal som har
den mest negative værdi i spændingsrækkefølgen taber og det er
ikke usandsynligt at det er kølen. Den er lavet af diverse
jernaffald som er blandet op i støbejernet.
Derfor er moralen undgå at forbinde køl, ventiler og motor
sammen rent elektrisk. Forbind aldrig jordledningen i stikket
fra land til noget ombord på båden.
Når man er ovre på 12 voltsiden skal der ikke være galvanisk
forbindelse til landstrøm.
Husk at tilse offeranoderne, når de er halvt tærede så skift
dem, for det tilbageværende er kun som væggene i en bikube, det
som tærer væk er allerede væk.
Der kan være stor forskel på den tid det tager inden anoden er
tæret væk, det afhænger meget af saltindholdet og tillige af
anden forurening i vandet, bestanddele som ændrer på
ledningsevnen i vandet. Det er ledningsevnen og dermed
strømtætheden som bl.a. er bestemmende for tæringshastigheden.
Der er ikke meget overtro i emnet; fænomenet kan der måles på og
diagnosen kan stilles; men de mange forskellige forhold som kan
være til stede under de forskellige omstændigheder har ofte
givet anledning til mange skrøner.
JN <jnsnabelalightstorm.dk> skrev:
>
>"Niels & Astrid"
><niels-astrid@webspeed.dk> skrev i en meddelelse
>news:467ba5f5$0$13966$edfadb0f@dread15
>.news.tele.dk...
>> Hej gruppe I flere indlæg er den
>>230 volt landstrøm blevet hængt ud for
>> at være synderen ved
>>tæringsproblemer af metallerne i
>>båden. Jeg ser ofte
>> at man anbefaler skilletransformator
>>så man undgår netfasens potentiale
>> mod jord. Men hvor er egentlig
>>den galvaniske forbindelse som kan
>> skabe afledningen til bådens
>>stel/minus ?. I min forstand er der jo
>> ingen forbindelse mellem landstrøm
>>og svagstrømmen ombord. Der er tale om
>> to seperate installationer som ingen
>>forbindelse har med hinanden, eller
>> er der noget der glippet for mig ?.
>> F.eks. skiller man en moderne
>> landstrømslader ad ser man en trafo
>>med primær-og sekundær vikling.
>> Allerede her er der skilletrafo.
>>Jovist er laderen " jordet på sit
>> eget stel til landstrømmens
>>beskyttelsesleder", men sekundærsiden er ikke
>> stellet til laderen. På
>>sekundærsiden er der brokobling og ensretter
>> der giver pulserende jævnspænding
>>til akkumulatoren. Akkumulatoren har som
>> oftest sin egen minus til stel og
>>dermed forbindelse til skruetøjet og
>> derigennem til vandet. Men den
>>galvaniske forbindelse fra vandet til
>> landet og gennem jordledningen i 230
>>volt landinstallationen tilbage til
>> Akkumulatorens plus er jo ikke
>>tilstede. Medmindre laderen står i så
>> fugtige omgivelser at en krybestrøm
>>kan vandre fra laderens stel til
>> Akkumulatorens plus. I så fald
>>hjælper kun vorherre. Summasumarum,
>> hvordan bliver ringen og dermed
>>forbindelsen sluttet ? .Jo jeg ved godt at
>> jeg risikerer renommeet for dumt
>>spørgsmål. mvh Niels F.
>>
>
>Hej,
>
>I så fald stiller jeg mig gerne i køen
>med dumme spørgsmål
>
>for jeg fatter heller ikke liiige
>argumenterne som nogle er kommet med.
>
>Forklaring udbedes til os fattesvage
>
>venlig hilsen
>
>JN