Bo Warming skrev:
> Iøvrigt er det genialeste i lutheranernes bibel dvs det Ny Testamente, at
> den stive ydre moral om øje for øje fra Moses er erstattet af Jesu ord om
> indre spontan moral - at loven er til for mennesket og mennesket er ikke til
> for loven og hævnguden Jahve.
Lige her bør du nok passe på, hvilke Bibelopfattelser du af vanvare
måtte komme til at tilskrive Luther uretmæssigt, for Luther underkender
såmænd ikke GT, han påpeger blot (i bla. "Om Kristenmenneskets Frihed"
fra 1520, der er skrevet som "teologisk redegørelse" lige op til bruddet
med Rom, som fandt sted året efter) at GT og Moseloven som sådan er en
slags "Guds pædagogiske værktøj" til at konfrontere mennesket med dets
syndige utilstrækkelighed: Heroverfor kommer Evangeliet i NT det erkendt
syndige menneske til undsætning ved at indgyde mennesket troen på Jesus
som ikke blot en slags "streng dommer" (som Han til en vis grad jo OGSÅ
er med de i praksis henseede helt umuligt efterkommelige skærpelser af
Loven, Han foretager ved ligefrem at sidestille f.eks. vrede med mord og
begær med hor) men mindst i lige så høj grad - takket være Sin
Sonofferdød til vore synders forladelse, for så vidt man derved måtte
ledes til troen herpå - som dets forsvarer og i ordets egentligste
betynding /Frelser/ fra dèn Dom, det ellers måtte være hjemfaldent til...
Du kan læse Luthers egne - om end til nudansk oversatte - udlægning her:
http://www.lutherdansk.dk/Web-Den%20kristne%20frihed/Personal%20Web%20Page.htm
Heri skriver Luther blandt andet:
"Evangeliets indhold
Du spørger måske: hvad er det da for et ord, som giver en så stor nåde,
og hvordan skal jeg bruge det? Svaret er: Det er intet andet end den
forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder den. Den
forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig om,
hvordan hele dit liv og alt det, du gør, intet er for Gud. Du må evigt
gå fortabt med alt, hvad der bor i dig. Og når du virkelig tror dette,
så må du fortvivle over dig selv og bekende, hvor sandt Hoseas’ ord er:
”Oh, Israel, i dig er intet andet end fordærvelse, men alene i mig er
din hjælp.”
Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv,
det vil sige bort fra din egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn,
Jesus Kristus, foran dig. Ved sit levende, trøstefulde ord siger han til
dig: Du skal med fast tillid overgive dig til ham og dristigt stole på
ham. Så skal alle dine synder tilgives dig og al din fordærvelse være
overvundet på grund af din tro. Du skal være retfærdig og sanddru, have
fred, gudfrygtighed, opfyldelse af alle bud og frihed i enhver
henseende. Som Paulus skriver i Rom. 1, 17: ”Den retfærdige skal leve af
tro” og i Rom. 10, 4: ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for
enhver, som tror.”
Troen alene
Derfor burde alle kristne med rette arbejde med og øve sig i én ting,
nemlig at indprente sig Ordet og Kristus i deres indre, så de til
stadighed opøver og styrker en sådan tro. Intet andet kan gøre et
menneske til en kristen. Som Kristus sagde til jøderne i Joh 6, 29, da
de spurgte ham, hvad de skulle gøre for at udføre gudvelbehagelige og
kristelige gerninger: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har
udsendt.” Han er den eneste, Gud Fader har bestemt dertil.
Derfor er troen på Kristus en umådelig skat. Troen bringer
nemlig al salighed med sig og borttager al usalighed. Som der står i
Mark 16, 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der
ikke tror, skal dømmes.” Og som Paulus siger i Rom 10, 10: ”Med hjertet
tror man til retfærdighed.” Kort sagt retfærdiggør troen så rigeligt
alle dem, der har den. Troen er nemlig opfyldelsen af alle bud, så man
ikke behøver andet for at være retfærdig og from.
Lov og evangelium
Men hvordan går det til, at troen alene gør retfærdig og giver en så
umådelig stor rigdom uden nogen gerning? Der er jo dog i Skriften
foreskrevet så mange love, bud, gerninger, og levemåder. Her skal vi
omhyggelig give agt på og alvorligt fastholde, at alene troen uden nogen
gerninger gør retfærdig, fri og salig. Dette skal vi i det følgende se
nærmere på.
Hele Bibelen består af to ting:
1) Guds bud eller love
2) Guds løfter eller tilsagn.
Loven
Budene lærer og foreskriver os mange slags gerninger, men dermed er de
endnu ikke gjorte. De giver os anvisninger, men hjælper os ikke. Budene
lærer os, hvad man skal gøre, men giver ingen kraft til at gøre det.
Derfor er de kun bestemt til, at mennesket i dem skal se sin
magtesløshed over for det gode og lære at fortvivle over sig selv.
Derfor kaldes de også den gamle pagt, og de hører alle hjemme i den
gamle pagt.
Således viser budet: ”Du må ikke begære”, at vi alle sammen er
syndere, og at intet menneske formår at være uden ondt begær, hvordan
det så end bærer sig ad. Deraf lærer mennesket, ikke at stole på sig
selv, men at søge hjælp andetsteds, for at kunne være uden ondt begær.
Således bliver det bud, som vi ikke selv kan holde, opfyldt ved en
andens hjælp. På samme måde er det med alle de andre bud.
Mennesket lærer således sin afmagt at kende gennem budene. Man
mærker angsten over, hvordan man skal opfylde budet. For budet skal
opfyldes, hvis mennesket ikke skal blive fordømt. Den, der erfarer det,
er virkelig ydmyget og tilintetgjort i egne øjne. Han finder intet hos
sig selv, som han kan blive from ved.
Evangeliet
Så kommer da det andet ord, Guds løfte og tilsagn. Det siger: Vil du
opfylde alle bud, blive dit onde begær og din synd kvit, således som
budene forlanger og kræver det? Hør så her: tro på Kristus. I ham
tilsiges dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du det, så har
du det. Tror du det ikke, så har du det ikke. For det, som ikke er
muligt for dig ved nogen lovgerning, og den slags er der mange af, skønt
de er nytteløse, det bliver let og enkelt for dig ved troen. Alt er kort
og godt sammenfattet i troen. Den, der har troen, har alt og er salig,
og den, der ikke har troen, skal intet have.
Således giver Guds tilsagn, hvad budene kræver og opfylder,
hvad loven byder. Alt er således Guds, både bud og opfyldelse. Han alene
befaler, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn den nye pagts ord
og hører også til i den nye pagt.
Troen gør os til ét med evangeliet
Nu er disse og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredsstiftende,
frie og fulde af alt godt. Derfor bliver den, der holder fast i dem med
sand tillid, forenet med Ordet så helt og aldeles, at alle Ordets
egenskaber også bliver sjælens egne. Således bliver sjælen også hellig,
retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alt godt på grund af Guds ord
ved troen. Den troende bliver et sandt Guds barn, som Joh 1, 12 siger:
”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem,
der tror på hans navn.”
Heraf fremgår det klart, hvorfor troen formår så meget, og
hvorfor ingen gode gerninger kan sammenlignes med den. Ingen god gerning
hænger nemlig så fast ved Guds ord, som troen gør. Gerningerne kan
heller ikke være i sjælen, for dér regerer alene Ordet og troen. Som
Ordet er, således bliver også sjælen, ligesom jernet bliver rødglødende
som ild ved foreningen med ilden. Således ser vi, at en kristen har nok
i troen og ikke trænger til nogen gerning for at blive from. Men når han
ikke længere trænger til nogen gerning, så er han virkelig løst fra alle
bud og love. Og er han løst, så er han virkelig fri. Det er den kristne
frihed, nemlig troen alene, som bevirker, ikke at vi går uvirksomme
omkring eller gør onde gerninger, men at vi ikke behøver nogen gerning
for at opnå retfærdighed og frelse.
Troen giver Gud ære
Desuden forholder det sig sådan med troen, at den, der tror en anden,
tror ham, fordi han anser ham for at være et troværdig og sandfærdig
menneske.
Det er den største ære, man kan vise en anden, ligesom det
omvendt er den største hån, når man regner ham for at være upålidelig og
løgnagtig. Sådan er det også, når vi tror Guds ord. Så anser vi Gud for
at være sandfærdig, from og retfærdig, og dermed viser vi ham den
allerstørste ære, der kan vises ham. Da giver vi nemlig Gud ret, lader
ham have ret, da ærer vi hans navn og lader ham handle med os, som han
vil. For vi tvivler ikke på, at han er retskaffen og sandfærdig i alle
sine ord.
På den anden side kan man ikke vise Gud større vanære end den
ikke at tro ham. Dermed anser man ham nemlig for at være løgnagtig og
letsindig. Desuden fornægter man Gud med en sådan vantro og oprejses en
afgud i hjertet efter sit eget hoved, som om man vidste bedre besked end
ham.
Men når Gud ser, at vi tilskriver ham sandhed og således ærer
ham ved vores tro, så ærer Gud også os og anser os for at være fromme og
sandfærdige. Og vi er da også virkelig fromme og sandfærdige ved denne
tro. For det, at vi tilskriver Gud sandhed og retfærdighed, det er ret
og sandt og gør retfærdig og sandfærdig. Det er nemlig sandt og rigtigt
at holde Gud for sandfærdig. Det gør de mennesker ikke, som ikke tror,
skønt de piner og plager sig selv med mange gode gerninger.
Det salige bytte
Troen virker ikke blot, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige
ord, fuld af nåde, fri og frelst. Troen forener også sjælen med Kristus
som en brud med sin brudgom. Ved dette ægteskab følger, at Kristus og
sjælen bliver ét legeme, som Paulus udtrykker det. Således bliver også
begges ejendom, lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus
har, det er den troende sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver
Kristi ejendom. Nu har Kristus alt godt og al frelse, som bliver sjælens
ejendom. Og sjælen har al last og synd på sig, som bliver Kristi ejendom.
Her sker der nu et saligt bytte, en glædelig omveksling.
Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans
retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig. Ved troen, som er
vielsesring, gør Kristus vores synd til sin egen og handler fuldstændig,
som havde han selv begået den. Så må synden opsluges og tilintetgøres i
ham, for hans uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder.
Således bliver sjælen da løst og fri fra alle sine synder alene for
vielsesringens skyld, det vil sige for troens skyld, og får skænket sin
brudgoms evige retfærdighed.
Er det nu ikke et herligt bryllup, når den rige, ædle,
retfærdige brudgom, tager den elendige, foragtede, onde prostituerede
til ægte og befrier hende fra alt ondt og smykker hende med alt godt? Så
er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de
ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet. Således har hun en
overvældende retfærdighed i sin brudgom, så hun nu igen kan bestå mod al
synd, selv om den stadig hænger fast ved hende. Paulus siger derom i 1
Kor 15, 57: ”Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus
Kristus!” I denne sejr er døden opslugt sammen med synden."
De mere bibelstærke kristne læsere vil nok kunne genkendte megen af
denne argumentation fra Paulus' brev til Romerne (Romerbrevet), som ikke
blot var eet af de vigtigste NT-skrifter for Luthers teologi, men som
meget af dette skrift også synes disponeret løseligt efter, ligesom det
i middelalderens munke-fromhedsliv (takket være især Bernhard af
Clairvaux som levede tilbage i 1100-tallet) ivrigt dyrkede "brude-motiv"
om sjælens forhold til Gud, baseret på GT-skriftet Kærlighedens Højsang
må siges at spille ganske kraftigt ind i det sidste om "Det Salige Bytte"...
--
Mvh
Anders Peter Johnsen