Den 14-05-07 09.54 skrev SpookiePower følgende:
> Jeg har kigget
> Thunderbird biblioteket igennem, for at se om der var nogle profiler
> man kunne importere men jeg kan intet finde. Er der nogle som kan
> hjælpe her ??
Profilen ligger ikke sammen med programmet. Hvis du bruger Windows XP:
Start => Kør => skriv: %appdata%\thunderbird\profiles => OK.
Inden du går videre, så sørg for at Thunderbird er lukket.
I den åbnede mappe skulle du gerne have en mappe med din profil. Mappen 
hedder sikkert "tilfældige tegn".default.
Lad os lige først tjekke, at din mail er intakt. Åbn mappen med 
profilen, og åbn undermappen Mail. Nu er der lidt forskel, afhængig af, 
om du har sat Thunderbird op til at bruge global mappe. Hvis du bruger 
global mappe, så åbn mappen Local Folders (tror jeg, den hedder - jeg 
har omdøbt min), hvis du ikke bruger global mappe, så åbn mapperne med 
navnene på dine konti. I begge tilfælde skal du tjekke om 
mappen/mapperne indeholder en fil, der hedder inbox, og at dens 
størrelse ikke er 0 KB. Mappen/mapperne bør også indeholde filer med 
samme navne som de andre mapper i mappeoversigten i Thunderbird.
Hvis filerne ikke er tomme, burde det være muligt at redde dine mails.
Gå tilbage til profilmappen, den med navnet med de tilfældige tegn.
Tjek, hvilke filer du har, der hedder noget med prefs. Du skulle gerne 
have en prefs.js, men hvis du er heldig har du flere end en, fx en der 
hedder prefs(1).js eller noget i den stil.
Filen prefs.js indeholder dine indstillinger og kontooplysninger. Det er 
mit gæt, at den fil er blevet beskadiget, da du tog strømmen. Har du 
flere end én prefs-fil, kan det måske lade sig gøre at bruge den anden 
ved at omdøbe - lad være med at slette prefs.js, omdøb den i stedet til 
prefs-bak.js. Og omdøb så den anden prefs-fil til prefs.js. Start 
Thunderbird og se, om det hjalp.
Hvis det ikke hjalp, og du har flere prefs-filer, så prøv dem alle en ad 
gangen. Husk at lukke Thunderbird hver gang, du omdøber filer, ellers 
går det galt. Har det stadig ikke hjulpet, er du nok nødt til at opsætte 
alle dine konti igen. Lav først en kopi af profilmappen og alle dens 
undermapper. Opret dine konti. Luk Thunderbird. Du kan nu kopiere mappen 
Mail og alle dens undermapper fra den gamle profil over i den nye 
profil, du har fået oprettet (den har fået et nyt navn i form af 
"tilfældige tegn".default).
Er du i tvivl om noget, så spørg igen, før du gør noget.
-- 
Mvh. Kim Ludvigsen
Brug filtre i Outlook Express til at holde styr på dine mails og til at 
minimere spam.
http://kimludvigsen.dk