<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4289666
Du kan vælge mellem Rothstein og deportation! Det er den såkaldt frie
forsknings frie valg. Hvorfor skulle det være anderledes for
chefredaktører?
Den allestedsnærværende Mikael Rothstein har i martsnummeret af Dansk
Magisterforenings medlemsblad fået optaget en støtteerklæring for en
anden allestedsnærværende religionshistoriker, lektor Tim Jensen,
Odense. I spidsen for den betydningsfulde forening af danske
religionshistorikere med det nydanske navn The Danish Association for
the History of Religions (DAHR) har Rothstein udsendt en bandbulle mod
Jyllands-Posten. Angiveligt med det formål at værne ånds-, forsknings-
og ytringsfriheden, som Jyllands-Posten hævdes at ville knægte.
Anledningen er, at Jyllands-Posten har ment, at selv
universitetsforskere burde være forpligtet på sandhed. I
Muhammed-krisens forløb blev det nemlig notorisk afsløret, at Tim
Jensens påstande om, at han med sin store faglige indsigt, også i
islam, rettidigt, dvs. på forhånd, skulle have rådgivet
Jyllands-Posten om ikke at bringe tegningerne - en påstand Politiken
har forlist sin sidste troværdighed ved at gentage og gentage - var
elementær desinformation. Ganske enkelt forkert - eller, som man sagde
i gamle dage, lodret løgn. Og det kan vel ikke undre nogen, at
Jyllands-Posten ikke er glad for at blive beskyldt for at have
tilsidesat et profetisk råd fra en af vore betydeligste
religionshistoriske eksperter, lektor Tim Jensen fra Odense. Men da
Jensens profeti altså ikke var profetisk, men bevidst kreeret i
bagklogskabens hovmod, har Jyllands-Posten bedt Tim Jensens
universitet om at se nærmere på Jensens alternative omgang med
sandheden.
Og det er så dette forsøg på at forpligte selv forskere på sandhed,
Mikael Rothstein nu i sit manende opråb kalder en undergravning af
såvel den frie forskning som af forskeres mulighed for at deltage i
den offentlige debat.
Umiddelbart kunne man måske mene, at så smukke ord var en bedre sag
værdig end Tim Jensens tvivlsomme manipulationer med, hvad der var
rettidigt og, hvad der kun var bagklogt. For at forstå Mikael
Rothsteins helt særlige sprogbrug må man nok kende hans særlige
personlighedstype. Rothsteins personlighedstype er velbeskrevet såvel
i psykologien som i religionsvidenskaben: Frelsertypen! Rothsteins
dybeste eksistentielle drivkraft er, at han hele tiden føler sig
udvalgt til at frelse nogen eller noget. Med henblik på denne
frelsergerning kreerer han mytomant en virkelighed, der består af
skurke og ofre. Ofre, som Rothstein i sin egen virkelighed skal frelse
fra de fæle skurke. I hans eget hoved er der utvivlsomt mening i
galskaben, men meningen er, hvad man lidt skånsomt kunne kalde
alternativ. Som Tim Jensen repræsenterer en alternativ omgang med
sandheden, repræsenterer Mikael Rothstein intet mindre end en
alternativ virkelighedsforståelse. Hvad der er op og ned for den
almindelige jævne fornuft, er omvendt for Rothstein og den forening, i
hvis navn han nu belærer offentligheden. Ligesom de unge på Nørrebro
forleden havde hustaget fuldt af nedstyrtningsklare toiletkummer og
hænderne fulde af brosten samtidig med at munden løb over med
følelsesfulde forsikringer om egen ikke-voldelighed og fredskærlighed,
således har Mikael Rothstein og hans The Danish Association en
alternativ virkelighed, som ikke har meget at gøre med den virkelige
virkelighed.
Som ansat ved et religionshistorisk institut i en menneskealder fandt
jeg det på et tidspunkt fagligt naturligt at melde mig ind i omtalte
DAHR. For så vidt bryder jeg mig slet ikke om at være medlem af
foreninger, men på kollegers opfordring besluttede jeg at gøre en
undtagelse. Og så deltog jeg i The Danish Associations årsmøde det år.
Og næste dag meldte jeg mig ud igen, fordi den mig dér forelagte
virkelighed var mig for alternativ.
Hovedparten af mødet gik nemlig ikke med faglighed, men med at bedrive
politik. Og det en politik, der tog udgangspunkt i en virkelighed, som
jeg af personlig erfaring vidste var temmelig uvirkelig. I det ene
glødende, ja, når sandheden skal frem, nærmest rødglødende indlæg
efter det andet talte en række forskere om Folkekirkens altomfattende,
dominerende og tyranniske indflydelse, ja, magt over ikke blot
undervisningssektoren, men det samlede kulturelle og politiske liv i
dagens Danmark. Som kirkehistoriker med indsigt i fortidens
herligheder, men samtidig som ægtefælle til en folkekirkepræst og
derfor beboer i en præstegård gennem snart mange år opfatter jeg mig
selv som kronvidne til kirkens, kristendommens og gejstlighedens
marginaliserede placering i nutiden. Men for et flertal af DAHRs
medlemmer var man stadig i den enevælde, kongelige guds- og
tvangsstat, hvor i hvert fald hverken Jensen eller Rothstein
angiveligt kan ånde frit. Og det var netop, hvad pågældende års
DAHR-møde drøftede lidenskabeligt: at udsende en åndefrihedsresolution
over Ritzaus Bureau.
Så radikalt og alvorligt, ja, revolutionært mente adskillige, at det
var nødvendigt at gå til værks. Som sagt meldte jeg mig ud af
foreningen dagen efter mødet, fordi jeg har den opfattelse, at ord
betyder noget. At ord bare i et minimalt omfang skal korrespondere med
erfaringen.
Desuden svarer min erfaring med Mikael Rothsteins handlinger ikke helt
til pålydende af hans mange og ofte gentagne proklamationer.
Rothsteins frihedsomsorg er nemlig alternativ på en særdeles selektiv
måde. I Muhammed-krisen var det muslimernes og Politikens frihed, der
lå ham så stærkt på sinde, at han fandt det rimeligt at tilsidesætte
såvel statsministerens som Jyllands-Postens frihed. For slet ikke at
nævne den unævnelige kvindes frihed.
Jeg tror ikke, det vil være forkert at sige, at Rothstein har retorik
fælles med en del muslimer. Og med Nørrebros autonome: Den tvetungede
tale. Den manglende sammenhæng mellem ord og gerninger.
Jeg var i en årrække ansat ved samme institut som Mikael Rothstein og
har derfor påhørt mange glødende - som sagt rødglødende - taler om den
frie forskning. Men jeg har også været vidne, ja, vel nærmest
kronvidne til hans endeløse forsøg på faglig beklikkelse og
mistænkeliggørelse af universitetspersoner, som Rothstein mente at
være forpligtet på at frelse verden for. Nemlig især for sådanne, der
på et tidspunkt har haft et eller andet positivt forhold til
teologiske fakulteter eller til Folkekirken.
Mikael Rothsteins - og med ham Tim Jensens - grundlæggende opfattelse
er, at personer med nævnte teologiske eller kirkelige pletter i deres
fortid simpelthen har diskvalificeret sig som forskere. Hvorfor de
ikke bør have nogen som helst forbindelse til de rene (!)
religionsvidenskabelige institutter. Enhver forbindelse vil nemlig
besmitte renheden, i hvert fald Rothsteins. Dette syn på, hvad
kvalificeret forskning er, svarer ganske vist ikke til det virkelige
liv, hvor det uden vanskelighed kan dokumenteres, at disse
institutters urene forskere i den sidste menneskealder har præsteret
hovedparten af fagområdets anerkendte forskning. Men dette faktum har
ikke kunne trænge gennem Rothsteins og Jensens alternative
virkelighedsopfattelse. Senest i Muhammed-krisen har offentligheden
fået tudet ørene fulde af den rothstein-jensenske selvpral, som kun
vennerne - og Politiken - tager for gode varer. Sandheden er, at deres
indsats primært ligger i den genre, som i hvert fald ikke tidligere
var universiteternes normale: den politisk-journalistiske.
Udnævnte Undervisningsministeriet en fagkonsulent, der engang i sin
grønne ungdom havde været præst en kort periode, så fik vi i mindst et
af universitetets styrende organer en lang svada fra Rothstein om den
nyudnævntes uduelighed. Karakteristikken samlet i et enkelt
diskvalificerende ord: præst! Helt uagtet den nyudnævnte havde et
mangeårigt kvalificeret virke inden for præcis det undervisningsfag,
han skulle være fagkonsulent for.
Og udnævnte man censorer, der havde deres hovedbeskæftigelse som
sognepræst - og det kunne være nødvendigt, fordi sådannes sproglige
kompetencer ofte er en del bedre end religionshistorikeres - kunne
pågældende være sikre på en direkte, konfrontativ beklikkelse fra
samme Rothstein: Hvordan kan man dog som kultpræst have sin gang på et
videnskabeligt institut? Samme opfattelse blev gentagne gange luftet
ved ansættelse af deltidslærere.
Disse monomane synspunkter blev selvfølgelig også i rigt mål doceret i
Rothsteins undervisning. Til stor gene for såvel en del kolleger som
censorer. Rothstein leverede i årevis alternativ virkelighed til
sådanne studenter, der af teologisk uddannede lærere og censorer havde
fået skuffende evalueringer. Således kunne den rothsteinske retorik
spores i en del undervisnings- og eksamensklager.
Jamen, må den uden for stående uvilkårligt spørge: Hvordan kan den
slags demagogiske og ideologiske propaganda dog accepteres på et
universitet, der både institutionelt og moralsk må være forpligtet på
at værne sine ansattes undervisnings- og forskningsfrihed? Ja, svaret
er bedrøveligt! Religionshistorikere af den rothstein-jensenske type
er kulturradikalismens ægtefødte børn, og disses udskejelser er derfor
nærmest kanoniseret som adfærdsideal - i hvert fald for en del
humanister. At en student, søn af en kendt teolog, for nogle år siden
standsede op midt i en mundtlig eksamensprøve og i sin nød gav udtryk
for, at det var et rædselsfuldt og tyrannisk institut at studere ved,
hvis man var noget så ordinært som almindelige folkekirkekristen, var
selvfølgelig værst for den studerende. Det fik skam ingen konsekvenser
for dem, der selvretfærdigt fratager andre åndsfrihed, fordi de har
reserveret den for sig selv. Bare tyvene er af den rigtige slags, så
ser den humanistiske fakultetsledelse skam gerne gennem fingre med at
friheden røves. Det gjorde den da også, da Mikael Rothstein henvendte
sig med krav om "deportation" af en teologisk lærer. Ingen belærte
Rothstein om, at ordet deportation tilhørte den magtpolitiske sfære og
ikke universitetets. Man kunne også have forventet, at det var blevet
antydet, at ordet deportation faktisk smagte af både forfølgelse og
hetz. Men nej! Ligesom heller ingen hviskede Rothstein i øret, at en
af hans æt måske skulle være lidt forsigtig med at tage netop dette
ord i sin mund. Nej, man bad tværtimod om hans talepapir med dette
interessante synspunkt og journaliserede det uden indvendinger. For
senere at bruge det i Rothsteins ånd.
Og således opildnet kan det naturligvis ikke undre, at Rothstein følte
sig udstyret med carte blanche til at fortsætte sin frelsergerning.
Hvad han åbenbart også havde. Når nogle af Rothsteins klike af
beundrende studiner fyldte klagesystemet med grundløse og våsede
klager, som ganske vist straks blev afvist i de fagkompetente organer,
så sendte Rothstein dem omgående videre op i systemet udstyret med
stærkt anbefalende støtteskrivelser. Således fik man den rothsteinske
retorik i ikke mindre end to eksemplarer, hvad der for de
kulturradikale var ensbetydende med den skinbarlige sandhed.
Helt omvendt gik det selvfølgelig, da en student, der havde været
vidne til Rothsteins frelsende hetz, prøvede at råbe selveste rektor
op. Det var der skam ingen, der tog alvorligt. Rektor lagde sagen ad
acta uden at interessere sig for hverken Forvaltningsloven eller
ordene på universitetets fornemste talerstol: Ånd og Sandhed.
Hvis jeg var chefredaktør for Jyllands-Posten ville jeg ikke have
store forhåbninger til, at klagen over Tim Jensens bevilgen sig selv
frihed fra normal forpligtelse på sandhed, bliver taget alvorligt.
Den Mikael Rothstein, der i årevis har chikaneret og beklikket folk
med en anden opfattelse end sin egen, har for længst erobret alle
plusordene. Det er The Danish Association for the History of Religions
med Mikael Rothstein i spidsen, der har sat den universitære
virkelighed. En virkelighed uden forbindelse mellem ord og handling.
Sandhed - hvad er sandhed? Du kan vælge mellem Rothstein og
deportation! Det er den såkaldt frie forsknings frie valg. Hvorfor
skulle det være anderledes for chefredaktører?
<<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/