Jens Erik Bech wrote:
> Jeg har været noget nyfigen omkring hvordan de tidligere sovjetstater
> kan udspy kompetente akademikere i en meget ung og derfor
> samfundsnyttig alder.
> Eksempel en 21 årig kvindelig færdiguddannet akademiker i
> statsvidenskab. Problemet med danske akademikere er jo at de er
> så....gamle når de bliver færdige at samfundet kun kan få nytte af dem i
> få år.
>
> På forespørgsel får jeg følgende svar fra akademikeren:
>
> De begynder i skolen når de er 6 år.
> Så varer underskolen 10 år .
> Derefter giver afgangskaraktererne adgang til universitetet efter en
> skala. Men!-Universitetet har sin egen adgangseksamen som først skal
> bestås af "karaktérkandidaterne"
>
> Derefter ryger de lige på universitetet, med mødepligt og uden at få
> mulighed for sabbatsår og deslige.
> Alle de almindelige universitetsuddannelser er afstukket til 5 års
> varighed. Voila- færdiguddannede læger efter 5 år på universitetet.
> 21 år gamle, friske unge kræfter til et langt livs tjeneste i
> samfundet.
> Så er der selvfølgelig specialistoverbygninger der kan kræve flere år.
> men det har jeg ikke fået spurgt ind til endnu.
> Det interessante er de unge eksperter der ikke giver mangler og
> flaskehalse i systemet, men frisk ung arbejdskraft.
>
> Var det ikke en idé i Danmark?
>
> Hilsen
> jens
Jeg er ikke umddelbart tilhænger af ideen: Godt nok kan jeg da sikkert selv
skældes ud for at være een af disse ivrigt forbandede "evighedsstudenter",
da jeg i fuld overensstemmelse med gennemsnittet lige nøjagtig regner med at
blive cand.mag. før jeg fylder 30 (med mellemliggende, helt almindeligt
beskattede fuldarbejdstidsperioder uden SU), men jeg finder det ikke desto
mindre AFSINDIGT vigtigt at unge kommer ud og prøver kræfter med
virkeligheden i det private erhvervsliv, samt modnes livserfaringsmæssigt
under eventuelle "sabbatår", da alternativet i værste fald er at man kommer
til at opdyrke en flok umodne akademikere, der nok har flotte
teoretisk/boglige uddannelser, men som ikke desto mindre uvilkårligt lige
måtte være nyudklækkede "kyllinger" fra en slags overbeskyttet
boglig/akademisk "kuvøsetilværelse".
Hvis jeg som privat arbejdsgiver stod med valget mellem en 21-årig, stræbsom
"den direkte vej-karriereakademiker" og en 30-årig nyuddannet, der således
allerede måtte have prøvet lidt af hvert (samt evt. have fået børn?) og
således muligvis være langt mere personligt udviklet, så ville jeg nu nok
antage sidstnævnte i blank erkendelse af denne latente modenhedsproblematik.
Problemet er nemlig, om et - Gudskelov yderst fleksibelt - dansk
arbejdsmarked overhovedet er tjent med at skulle fastansætte(?) helt unge
akademiker-"hvalpe" praktisk taget uden nogen forudgående liv- og
erhvervserfaring, som et firma således "selv kan forme" eller om man
tværtimod faktisk har mere gavn af allerede rimeligt livserfarne og
selvstændigt anlagte "arbejdsmarkedsveteraner".
(Min salig fader havde denne helt vidundelige historie fra da han selv som
nyuddannet 27-årig jurist endelig kom til at aftjene sin værnepligt i
Flåden: På et tidspunkt, da man skulle træne trossekastning, stod en ung
karriereofficer således og måtte gøre sig ærgeligt til grin over at skulle
undervise væsentligt ældre, allerede fuldbefarne sømænd i noget så simpelt
som at kaste en trosse: Som det måske ville kunne forventes, så kunne de her
civil-professionelt certificerede sømænd altså allerede langt det meste af
det, de dermed blev slæbt så fint, teoretisk igennem, på forhånd, og jeg er
skam ikke selv det mindste i tvivl om, hvem af de to parter, jeg helst ville
have med mig på et krigsskib, om det så var!
)
--
Mvh
Anders Peter Johnsen