---

Om at elske sin egen skæbne.

Stress definerer dyreforskerne som "for stor afstand mellem hvad
ønskes og hvad evnes", og dyr kan dø af mavesår eller forhøjet
blodtryk, fordi stresshormonet cortisol nedsætter immunforsvaret, når
dyret render panden ind i en mur ved forvirrende, selvmodsigende
Paulovske betinget-refleks indlæringer.



Nietzsche har beskrevet det hele vedr tyske borgere og fokuserer på

1.. vi indbildes, at vi har en fri vilje, og får mindreværdsfølelse
ved at indse, at vi ikke kan nå frem til, hvad vor mor lovede os, at
vi ville kunne - job og partner succes m.m..
Vor tids kunstart, reklamen, skaber stress ved at love forbrugs-lykke,
som få kan opnå.

2.. vi blir rethaveriske,forurettede , bitre klynkere der
_ikke elsker den skæbne_. som vi har fået.

Alt dette ligger og irriterer, som en sten i skoen - eller en alt for
anmasende sædblærespænding - og gør rastløs og utilfredsstillet, og
når det ene problem er løst, så opstår et andet uoverkommeligt,
fremmedgørende kæmpeproblem, fx en selvskabt
sygdom/civilisations-sygdom.

Som kan kaldes stresssygdom, men ikke behøver have med travlhed at
gøre, ofte snarere *for lidt travlhed*