Ægte poesi vil altid være levende. I 1890 skrev Johan Ottosen Det
haver så nyligen regnet i anledning af Studenter-Samfundets
Sønderjyske Samfunds besøg i København. Anledningen var dyster.
Danskerne i Nordslesvig, der blev erobret af tyskerne i 1864, blev
forfulgt, hvis de hævdede deres danske rødder. Det danske sprog blev
forsøgt elimineret af den tyske jernhæl. Foreningen rejste derfor til
København for at få støtte fra resten af det danske samfund. Først 30
år senere blev området igen dansk. Sangens første vers lyder således:
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund,
Frø af ugræs er føget over hegnet, -
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov!
Her midt i sommersolen føles sangen igen aktuel efter en meget trist
udmelding fra nationens undervisnings- og kirkeminister, Bertel
Haarder. Han har pålagt sig selvcensur overfor islam. Det er sket i
lyset af de erfaringer, der er høstet fra Muhammed-sagen, hvor
islamisterne med vold, trusler og løgn søgte at påtvinge Danmark deres
fascistiske ideologi. Helt konkret omtaler Haarder en hadeliste
udsendt af talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kasem Ahmad, hvor
ministeren var most wanted skarpt efterfulgt af navne som Naser
Khader, Anders Fogh og Pia Kjærsgaard.
Haarder ønsker ikke at bringe sig i en situation, hvor han bliver
udstyret med livvagter, som det er sket for andre involverede. Til
Jyllands-Posten siger ministeren: Jeg har fornuftigere ting at tage
mig til end at bruge min tid på at skændes med imamer og blive
beskyldt for alt muligt af Politiken og andre organer. Igen ser vi
hvilken uhyggelig rolle, det radikale hoforgan, Politiken, og dets
uvederhæftige chefredaktør, Tøger Seidenfaden, spiller i afmonteringen
af det danske demokrati. Der tegner sig et billede af en avis, der
under dække af ytringsfriheden har været en af arkitekterne bag
Muhammed-balladen. Uden Tøgers landsskadelige og løgnagtige felttog
mod Danmark var sagen aldrig blevet blæst op i de proportioner, vi har
været vidne til, og chefredaktøren må leve med et blakket ry, der ikke
er meget bedre end det, der klæber til de overløbere, der i historiens
løb er blevet stillet til ansvar ved domstolene. Men Politiken var
ikke det eneste medie, der svigtede, da nøden var størst. Mange
journalister red deres politiske kæpheste og gav derved køb på
sandhed, moral og etik og stillede skamløst deres mangel på loyalitet
overfor danske interesser til skue.
Islamisternes kampagne for at tryne de vantro det vil sige alle, der
ikke bøjer knæ for profeten Muhammed synes nu også at rykke ved selve
folkekirkens fundament, Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. Heri
skriver Melanchton, mens han er i brevkontakt med Luther, om
treenigheden og de kætterske opfattelser af samme (Artikel 1). Om
menighederne står der:
De fordømmer alle kætterier, som er opstået imod denne artikel;
således Manikæerne, som antog to principper, et godt og et ondt;
ligeledes Valantianerne, Arianerne, Eunomianerne, Muhamedanerne og
alle af deres slags.
Danske teologer mener nu, at denne fordømmelse af islam truer en reel
samtale med muslimer!! Disse teologiske vindbøjtler er altså villige
til at ændre grundlaget for vores forfatningssikrede kirke alene af
den grund, at muslimerne i landet nu er mange nok til at udgøre en
trussel. Anderledes kan deres udmelding ikke forstås. Ifølge
Jyllands-Posten drejer det sig blandt andre om biskop Niels Henrik
Arendt, Haderslev, biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falster, Niels
Jørgen Cappelørn, Søren Kierkegaard Forskningscentret samt professor
Svend Andersen, Århus Universitet. At pille ved - eller nyfortolke -
kirkens bekendelsesskrifter af angst for islamisterne er så rygsvagt
og panelkrybende, at man får udslæt af at tænke på det. Denne
eftergivenhed overfor islam kan sidestilles med en fordømmelse af
læren om treenigheden. Utroligt hvad der kan komme ud af munden på
danske teologer. De burde i sandhed søge et andet arbejde.
Shariatågen dækker nu også hylderne i folkeskolens biblioteker.
Bibliotekarerne har udstedt en fatwa mod Kåre Bluitgens bog Koranen og
profeten Muhammeds liv. Det tragikomiske i den sag er, at samme
bibliotekarer i deres blad tidligere har beskrevet Bluitgens bog som
en gave til ethvert skolebibliotek både til de muslimske børn og til
alle os andre!! Begrundelsen for den tandløse kovending forklares af
bibliotekar Søren Langkjær på følgende vis:
Det er en meget voldsom bog, og hvis den læses uden samtale med en
voksen, vil den give et forkert billede af islam - ikke mindst
muslimers syn på andre religioner.
Sagt på en anden måde: danske skolebørn må ikke få at vide, hvor
intolerant islam er overfor andre religiøse samfund. Historien skal
skrives om, så løgnen om islam som fredens religion bliver god latin.
Bibliotekarerne opfører sig som villige nikkedukker i en diktaturstat,
og med en undervisningsminister der åbent udøver selvcensur, er danske
skolebørn solgt til stanglakrids. Det er en himmelråbende dårlig
yngelpleje og en skamplet på en demokratisk stat at efterlade sine
børn uden beskyttelse mod fascistiske, islamiske ideologer og deres
danske medløbere.
Kåre Bluitgen udtaler om bogen, at hvis der er noget galt med den, er
det, at han har været for ukritisk overfor profeten, idet han kun har
brugt traditionelle, muslimske kilder. Facit bliver så, at danske børn
end ikke må få at vide, hvordan muslimerne selv opfatter deres forhold
til andre religioner. Børnene kunne jo gå hen og blive forskrækkede og
finde ud af, at deres hjemmebane var ved at smuldre og at det var på
tide at gøre noget ved det. Og når sandheden går op for dem, vil der
være mange voksne, der får et forklaringsproblem. Som så mange gange
før i landets historie, er det ungdommen, der skal rage kastanierne ud
af ilden, og det kan kun lykkes ved et opgør med de dele af den ældre
generation, der for egen vinding har sat landets velfærd over styr og
pantsat vores frihed til sataniske kræfter.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|