Infamiens akse har søsat sin store offensiv mod Dansk Folkeparti.
Øllebrødskanoner giver hals fra alle sider, en journalist leger medlem
af Dansk Front, en muldvarp drikker bajere og tegner børnetegninger,
folk der mener de er noget ved musikken tyranniserer politiet med
indholdsløse anmeldelser, og selvsvingsredaktører giver svimlende
opvisninger i propagandistisk journalistik. Den kreative børnehave
bygger luftkasteller, mens Dortheavejs lunkne Laban-brigade igen hyler
op om de formastelige, der pisser på dens sukkermadder.
Offensiven har været længe undervejs. Aktørerne har været i fortsat
kontakt med hinanden for at afstemme tidsplanen for de forskellige
fremstød. Frontgeneral Tøger Seidenfaden og hans oppasser, Rune
Engelbreth Larsen, dette underlige makkerpar, som kun kan forstås
gennem tegneseriens og stumfilmens okular, har lagt en speciel
fødekædestrategi, hvor offensivens ammunition skal vandre gennem
villige medier i et stadigt stigende tempo, så det ser ud som om, at
flittige journalister gang på gang afslører de fæle folkepartister.
Det er imidlertid ikke journalistik, men udkogt grød, der er på
vandring i det løse krudts kanaler. Det er ikke nogen kædereaktion,
men derimod en intellektuel, radikalhumanistisk træg mave med
socialist-odeur, der sværter avissiderne og klistrer billedrøret til
indefra.
For dem der ikke ser offensiven som en sammenhængende kampagne, men
mere som om Dansk Folkeparti gentagne gange dummer sig, kan
begivenhederne måske sætte sig som et varigt mén. For andre, der
kender aksens kodesprog, er den et patetisk og desperat forsøg på at
sætte en dagsorden, der kan vælte regeringen. At man i sin iver fodrer
landets og demokratiets fjender er ikke nattesøvnsberøvende for aksens
einsatzgruppe. Bespisningen er udtryk for en nøje valgt taktik.
Infamiens akse arbejder ikke for det danske samfund, men kun for egne
interesser. Den føler sig i den grad truet af det folketingsflertal,
der etablerede sig i 2001, at den mobiliserer sine reserver, mens dens
medlemmer endnu besidder indflydelsesrige stillinger.
Aksens troværdighed udhules dag for dag. Det mest vanvittige eksempel
er David Trads, chefredaktør på Nyhedsavisen. Han behøvede kun én dag
til at falde igennem og genfinde sin middelmådighed, og det var dagen,
Nyhedsavisen udkom for første gang. Her kunne vi læse om og i
netudgaven se video af børnetegninger, der skulle forestille
muslimernes profet, tegnet under en animeret, privat fest hos Dansk
Folkepartis Ungdom.
Det var selvfølgelig et scoop for aksens fødekæde, der straks gik i
sving med at fordele lunser til de forskellige redaktioner, hvoraf
flere i forvejen var varskoet om Trads’ forsøg på at liste
Cavlingprisen over til sin gratispamflet.
Den famøse video fra DFU-festen var lavet af muldvarpen Martin
Rosengaard Knudsen fra ’Defending Denmark’, et kunstner-initiativ
tilegnet indvandring og multikulturelt nirvana. Optagelserne fandt
sted i starten af august, så der har været masser af tid til at
forberede lanceringen af nyheden.
I 18 måneder var Knudsen medlem af DFU med det ene formål at fodre
aksen med afsløringer. Trads’ offentliggørelse af hjemmevideoen har
allerede medført protester fra den muslimske verden, og den første
boykot af danske varer er trådt i kraft. Flere DFU’ere er gået under
jorden efter at have modtaget dødstrusler, og i de palæstinensiske
områder er danskere igen jaget vildt.
Fra toppen af aksens babelstårn, chefredaktørkontoret på Politiken,
har Tøger længe ønsket, at det var et anderledes Danmark, der lå for
hans fødder. Han indså, at han ikke selv formåede at vende skuden og
så sig derfor om efter en villig og fanatisk gruppefører, der kunne
stå for det mere beskidte arbejde.
Han fandt Rune, der flakkede om i satanistiske fakkeltåger blandt
minoriteterne, og gjorde ham til oppasser og kommentator på avisen.
Sammen skrev de en bog om Muhammedkrisen, mens de planlagde den næste.
Herved kunne Tøger kapitalisere Runes mani med at nedfælde alt, hvad
medlemmer af Dansk Folkeparti har sagt og skrevet i offentlige fora.
Dette materiale af næsten Stasi-standard dannede grundlag for den
politianmeldelse, der ramte otte DF-medlemmer på partiets 11-års
fødselsdag.
Infamisternes første trut i trompeten var Ekstrabladets
undercover-aktion. En journalist ringede til udvalgte lokalformænd for
Dansk Folkeparti og foregav at ville melde sig ind i partiet.
Vedkommende præsenterede sig som medlem af Dansk Front og spurgte, om
dét ville være nogen hindring. Ikke alle formænd afviste
kombinationen, og Hans Engell slog historien stort op i sin
massageavis. Sagen medførte eksklusioner af DF-medlemmer, og det
skulle ikke blive de sidste. Sætter man et parti stærkt under pres,
vil det slå revner hist og her. Det er der ikke noget unaturligt ved.
Eksklusionerne blev straks suget op og kogt til mere grød.
Hvor næste fremstød bliver sat ind afhænger af, hvor langt
einsatzgruppen får lov til at gå. Noget ved vi dog, nemlig fra hvilket
sammenrend det kommer. Vi kender hovederne og ved, at de er villige
til at satse Danmarks ære og sikkerhed i kampen mod indbildte
vejrmøller.
Vi ved også, at når de er færdige med at grise det offentlige rum til
for denne gang, trækker de sig for en kort stund tilbage og lader
andre rydde op. Det ved vi, fordi vi har set det ske før.
Aksens aktiviteter bringer landet nærmere islamisternes bomber, og det
ser ikke ud til at bekymre infamisterne. De så jo i Spanien, hvordan
et terrorangreb kunne bringe mere islamvenlige
centrumvenstre-politikere på ministertaburetterne.
Så selv om deres kampagne til tider ligner varm luft, der bliver båret
rundt, som var den en guddom, er der ingen grund til at nedtone dens
farlighed. Kampagnen er så tåbelig og uansvarlig, at den samtidig er
en leg med ilden. Det sørgelige er, at når infamisterne går planken
ud, bliver alle andre trukket med. Og det infame er, at det ved de
godt.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|