Man kender dem på deres mangel på humor, og et sikkert tegn på den
svigtende evne til at lokke smilet frem i andre er, at de ikke ejer
skyggen af selvironi. Og det er her, hunden ligger begravet. Tag nu
for eksempel Rune Engelbreth Larsen. Læs hvad han skriver og se, at
humor og empati optræder lige så sjældent her som i Lenins breve,
eller som i Hitlers beskrivelse af sit skæbnebestemte livsprojekt.
Tilsyneladende tager Rune i sine skrifter andre mennesker i forsvar.
Han mener, de har behov for hans omsorg og maniske forfølgelse af
etniske danskere. Men han umyndiggør de mennesker, han påstår at
forsvare. Runes holdning til muslimer er neokolonialistisk, fordi han
øjensynligt lider af den vrangforestilling, at det Stasi-arbejde han
udfører, hjælper dem til et bedre liv.
Men Runemanden er ikke den eneste af slagsen. Der er Jørgen Bæk
Simonsen, Tøger Seidenfaden, den dobbelte Rothstein, Carsten Jensen,
Klaus Rifbjerg, David Trads, DefendingDumhed, Uffe Ellemann, de
radikale og mange andre. Det er en sand perlerække af
bedetæppebesiddende vrøvlehoveder, der mener sig i den grad
intellektuelt overlegne, at resten af befolkningen skal tvangsfodres
med deres profetunderdanige udgydelser. Hvorfor smider de ikke skoene,
lukker kæften og tager sig en slapper i moskeen. Hvorfor drager de
ikke konsekvensen af deres egne ord og konverterer til fredens
religion? De burde blive modtaget med åbne arme efter deres ihærdige
piloteringsarbejde.
Savner et menneske humor, og dermed selvironi, vil det altid søge
grunden til alverdens dårligdomme i alle andre end sig selv. Derfor
lægger de moske-egnede deres egen kultur og den kristne tro for had.
De er udprægede redepissere, der færdes i delvist lukkede og delvist
eksklusive kredse. Kontakten til de indfødte varetages gennem
lobbyvirksomhed i de medier, de enten har direkte indflydelse på,
eller som de gennem venner og venners venner har adgang til. Herfra
spreder de budskabet om egen fortræffelighed og islams
uovertruffenhed, mens de vitrioliserer den hverdag, det overvejende
flertal af etniske danskere holder af og værner om.
De moske-egnede ser fjenden overalt, og de har en veludviklet næse
for, hvor han kan finde på at skjule sig. Han er set i kolonihaverne
og gemmer sit ansigt bag Dannebrog, mens han spiser de røde pølser,
som ungerne henne i børnehaven ikke længere må få til frokost. Han
lusker rundt i gemakkerne på Amalienborg og spænder ben for
republikken. Men værst af alt: han har penetreret den demokratiske
valghandling og er vandret ind i folketinget, hvor han tilmed har
erhvervet sig en B-aktie i regeringsmagten. Værre kan det næsten ikke
blive!
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|