Det er hårrejsende, at danske præster og teologer i så lang tid har
fornægtet den kendsgerning, at Muhammed i lyset af Ny Testamente - er
en falsk profet. I tide og utide har disse levebrødsprædikanter
hævdet, at vejen frem var dialog med islam, en dialog der, fra den
dialogsøgende parts side, svarer til en dødsdømt persons desperate
forsøg på at udsætte eksekutionen ved at spørge til bøddelens families
velbefindende. Skulle bøddelen mod forventning svare delinkventen, vil
den minimale udsættelse være en stakket frist og måske et udtryk for
veludviklet sadisme - først tænder man et lille lys i staklens øjne
for derefter med ekstra nydelse at se det blive slukket. Dialog med
islam er ikke mulig, men derimod udtryk for et fatwamorgana i betændte
hoveder. Enten er dialogpræsterne ufatteligt dumme, eller også er de i
lommen på Mekkas kommissærer. Under alle omstændigheder kan deres
anstrengelser ikke harmonere med en tro på Jesus Kristus. Man kan ikke
tjene to herrer på samme tid.
Derfor skal det islamkritiske netværk blandt præster og teologer
hilses hjerteligt velkommen. Men hvor er det dog sent, initiativet
kommer. Udefra kan det minde om et færgeforlis, hvor de stærkeste
kæmper sig op i den sidste redningsbåd, inden det frådende hav sluger
alle andre. Men derfor er forventningerne til dette netværk også
ekstra store. Endelig er der nogen, der tør tage bladet fra munden.
Men hvorfor var de danske teologer ikke de første til at råbe vagt i
gevær overfor for den islamiske trussel? Et studie i Herrens ord,
historie og sprog burde jo give forudsætningerne for at vejlede de
spredte får. Der var enkelte stemmer, der gik imod strømmen og
tidsånden, men de blev lagt for had af deres egne og undsagt af deres
biskopper, der på det skammeligste løb fra deres ansvar, støttet af de
sidste dages uhellige fra venstrefløjen, de kulturradikale samt
mediepaverne. En alliance der har spredt sit intellektuelle hovmod,
hvor den kunne komme af sted med det.
Senest er folkekirkens bekendelsesskrifter kommet under angreb. De
skal nu støvsuges for ytringer, der betegner islam som kætteri. I
centrum står den Augsburgske Bekendelse fra 1530, rygraden i den
evangelisk-lutherske kirke. Den er skrevet blot 77 år efter tyrkernes
erobring af Konstantinopel, en begivenhed der lagde Europa åben for
den islamiske invasion. Glemmes skal ikke Roms og Venedigs feje
overfald og plyndring af samme by under det fjerde korstog i 1204, der
svækkede det byzantinske rige til døden.
I dag banker tyrkerne igen på Europas dør, og vi ser Aftenlandets
fedtspillende eftergivenhed, der truer nationernes eksistens. Tyrkerne
fører optagelsesforhandlinger med EU, og de bliver end ikke afkrævet
nogen forklaring, endsige undskyldning, for folkemordet på armenierne
eller den folkeretsstridige besættelse af den nordlige del af Cypern.
EU har vist sig så føjelig overfor islam, at enhver forstandig
stemmeberettiget dansker burde sætte hælene så kraftigt i jorden, at
skomagerfaget blev landets mest profitable.
Så derfor, kære landsmænd og kvinder: stå ved jeres religiøse og
kulturelle rødder, stop islamiseringen af Danmark og brems den
udvikling, der vil berøve danske mænd deres forhud, danske kvinder
deres selvstændighed og danske børn deres frie opvækst. Lad ikke jeres
fædreland blive forarmet af de intolerante og fascistoide imamer og
mullaher og lad ikke korset blive revet af Dannebrog og erstattet af
måneseglet. Sæt jeres lid til Kristus og til jeres hjerter og
fornuft. Lad ikke mørket sænke sig over Frejas sal.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|