Tidens trend blandt venstreorienterede og (kultur)radikale er at
hævde, at alle problemer i, og såmænd også udenfor, kongeriget kan
føres tilbage til Dansk Folkeparti. For dem er partiet blevet alle
problemers moder. Dets blotte eksistens har udløst en stemning, der
får alt til at ramle. Når en avis trykker tegninger, som fornærmer,
eller når fetaeksporten svigter, og pumpemagere bliver sure, skyldes
det Dansk Folkeparti. Når 1,3 milliarder profetslaver får morgenmaden
galt i halsen, skyldes det Pia Kjærsgaards sønderlemmende indflydelse
på verdenspolitikken.
Partiet ser ud til også at have forstandslammet journaliststanden. Det
er bemærkelsesværdigt, at der skulle en fransk, muslimsk journalist
til at afdække de kriminelle imamer, selv om alle med blot en smule
forstand længe har kunnet se, at disse tosser var på afveje. Hvis
Dansk Folkeparti opponerer mod islamisk adfærd, rykker de fleste
reportere automatisk ud for at profilere det modsatte synspunkt.
Enkelte, som chefredakTøger Seidenfaden, ser stort på den sidste rest
af etik og moral og trykker uden blusel løgne i sin avis.
Det er en beskæmmende udvikling, og den efterlader de fornuftige
stemmer blandt muslimerne på herrens mark. De isoleres og overlades
til fundamentalisternes trusler og hadekampagner. Men det bekymrer
ikke parnasset og de radikale, før en af deres egne kommer i
fedtefadet.
I årtier har de overhørt danskernes bekymring for situationen i de
sociale boligområder, for kriminaliteten blandt indvandrere og for den
stigende indoktrinering med islamiske værdier i børneinstitutioner,
skoler og medier. Alt dette er blevet affejet som fremmedhad. Da
socialdemokrater og radikale sad i regering, misbrugte de
ministerierne til at favorisere islam på bekostning af den befolkning
og den tro, de ved deres ed på Grundloven havde svoret at arbejde for.
Endnu husker mange Nyrups ord om partiet, der aldrig ville blive
stuerent. For nylig optrådte han på slap line i det europæiske
pseudoparlament, hvor han undsagde landets demokratisk valgte
regering. Der skal herfra lyde en stor tak til de mange vælgere, der i
sin tid sendte ham sydpå.
Tidligere udenrigsminister, stud. imam Uffe
Ellemann-må-ikke-håne-profeten Jensen modtog årets publicistpris for
sin markante indsats i den danske medieverden og for sit selvstændige
bidrag i profetdebatten. Her kan selvstændig kun betyde, at han med
egne lemmer vitterlig skrev de ting, han har fået offentliggjort. Der
er ingen selvstændighed i forhold til, hvad så mange andre skribenter
har skrevet om profettegninger, stemningen i samfundet og tonen i
debatten.
Bag udfaldene ligger et gammelt nag til Dansk Folkeparti. Det hævdes
lige ud, at dette parti har forført både Venstre og Det Konservative
Folkeparti til at føre en politik, der ligger langt fra deres
udgangspunkt, at støttepartiet har trukket de to gamle hæderkronede
partier ad Buchenwald til, og at V og K har fundet sig i afsporingen
blot for at forblive i regeringskontorerne.
Naget er også tydeligt, når Svend Auken hvæsende udtaler, at han
væmmes ved den klerikale fims, der har bemægtiget sig dansk politik.
Han hentyder selvfølgelig til Søren Krarup og Jesper Langballe, af
hvem han så ofte fra folketingets talerstol har fået udstillet sin
uvidenhed. Meget af det nag gammelpolitikerne nærer til regeringens
støtteparti, synes at være lige så meget personligt som politisk.
Nyrup, Uffe, Auken og andre afdankede pinger ser i deres politiske
felttog bort fra den kendsgerning, at kampen mod islamisme er et opgør
med totalitarisme, en kamp alle demokrater burde slutte op om. Når de
angriber Dansk Folkeparti, spores en harmdirrende ærgrelse over, at
partiet på grund af sin unge alder ikke har et efterslæb af betændte
kompromiser fra dengang, Danmark sidst var i infight med totalitære
mørkemænd.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|